PBC

Ja der er flere "skoler" og i gamle dage - og især i hønsehunde træningen var der meget militær over det. Én kommando er jo også ofte det der er tilladt på prøver, så skal man den vej må man jo også tage det i betragtning. I praksis kalder jeg kun en gang hvis hunden er tæt på eller ikke optaget af andet, men er hunden optaget - i et søg i roer, brombær og er oppe at koge er det bare meget mere effektivt at gentage fløjtesignalet. Jeg gør det samme med "Område-søg-signal" - altså gentager dyt, dyt, dyt, dyt, dyt... osv. Dog stop signalet er kun en kommando, men den er laaaaang Dyyyyyyyyyyytttttttt og faldende. OT, sorry Ascha.

Høj alder og godt liv. Men altid sørgeligt. Sender tanker til dig.

Jeg brugte også blot dobbelt fløjt som du DorteDK, bruger nu at gentage det: dyt,dyt pause dyt,dyt pause osv. Synes det øger hundens motivation til at komme og gør indkalder mere sikkert. Jeg ved godt at i gamle dage var det een kommando og gentagelse var forbudt, men jeg må konstatere at gentagelse er effektivt ved indkald med fløjte

Det jeg kan se på videoerne ser meget fornuftigt ud. Hun reagere uden at overveje - altså refleksmæssigt på dit indkald/fløjt. Selv gør jeg det at jeg bruger et gentaget dobbeltfløjt ved indkald - det betyder at jeg forstærker kommandoen lidt - og det er også med til at forhindre afledning, hvis hun letter en hare, kat eller lignende på vej hjem. Der er kun en vej frem og det er at udfordre lidt - ikke på afstand, men tæt på - altså hun er decideret på vej væk fra dig til noget hun gerne vil, så fløjter du hjem og er klar til at korrigere hvis hun ikke reagerer som forventet. Jeg udnytter alle situationer der opstår til at træne hjemkald med Maggie. dvs hvis jeg ser en kat på marken (som Maggie ikke har set) sørger jeg for at være klar til at lave hjemkald, når hun ser den. Kommer der en god legekammerat, hvor jeg tror hjemkald kan være en udfordring forstærker jeg ved at være tæt på Maggie, når hun ser legekammeraten og så løbe væk, når jeg kalder. Men enig der er et vist element af risiko - altså hvis hun ikke vælger at komme, men så råber jeg altså højt, så hun stopper og laver indkald igen og roser straks hun vender og kommer hjem. Nu er det faktisk ikke sket for mig at Maggie ikke kommer, men risikoen er der. En ret stor forskel på det jeg gør og det du gør er at jeg forstærker/gentager indkald kommandoen. Men rådet er skab situationerne tæt på dig og udnyt alle trænings muligheder.

Jeg synes nu jeg har set en del hunde i hvad jeg vurderer som udsigtsløs behandling af såvel adfærds behandlere som af dyrlæger, men det er jo i høj grad også afhængig af øjet der ser, samt dyrlægens/behandlerens holdning og den kan jo også somme tider være egennyttig. der er penge i problemhunde og syge hunde. Og ikke alle har en lige høj etisk og moralsk standard. Da vi i 2012 fik konstateret aggressiv (efter 2 operationer og 2 x analyse af det fjernede) kræft i bagbenet hos Judy på 7 måneder var der en dyrlæge som mente det ville være meningsfyldt at starte en livsforlængende behandling op. Jeg mente ikke dette ville give nogen mening, så hun blev aflivet.

Ninjamor, omkring hvor konflikterne opstår. Mennesker som Louisen og Krøllebølle, (håber det er ok at bruge jer i denne sammenhæng) som går rigtig langt for at tage sig bedst muligt af hunde, som andre måske ville opgive er jo et eller andet sted også med til at sætte en standard - det jeg kalder målestok for hvad man kan gøre. Det betyder samtidig, at andre, som har en anden holdning, andre "prioriteter" og ikke i samme grad trives (eller måske nærmere mistrives) med at håndtere "problemhunde" kan føle at de giver for hurtigt op - også selvom de, gør hvad man (og efter egen standard) kan forvente en ansvarlig og ordentlig hundeejer bør gøre. Når man så diskuterer om man bør behandlevidere eller afslutte her, kan dette resultere i en meningsforskel - og da det er temmelig følelsesbetonet - i en konflikt. Man ønsker på den ene side at være en ansvarlig og ordentlig hundeejer, men man kan og vil måske af forskellige grunde, vælge at få hunden aflivet, hvor andre ville prøve nye veje og nye behandlinger. Dette gør en i forvejen vanskelig beslutning endnu vanskeligere og endnu mere ubehagelig fordi man meget let kommer til at bebrejde sig selv at man ikke kan og vil gøre så meget som dem der gør mest. Jeg tror at spørgere som kommer på HF ret let kan blive "fanget" i denne konflikt. Jeg er også opmærksom på at nogen kan skrive bare for at få opbakning til en mere eller mindre allerede truffet beslutning - og li som bare skal have moralsk støtte. Det vil jeg så mene er ok - og giver den, hvis jeg fornemmer at personen har gjort en "rimelig indsats" og hunden efter beskrivelsen ikke står til at redde - efter min opfattelse. Men man skal naturligvis være forsigtig med det, når man ikke selv har set hunden. Og for at undgå misforståelser, mener jeg bestem ikke den spørger vi havde vedr. en problematisk JR, er i denne kategori.

Krøllebølle. godt du kom ind i debatten. Jeg tror jeg forstår dit indlæg. Og er for såvidt enig i at det handler om hvornår dyret lider - og underforstået lider for meget til at de giver mening at behandle videre. Dette gælder både fysiske og mentale/psykiske skader. Ved de mentale/psykiske - eller i virkeligheden bare adfærdsmæssige (uanset hvorfor de er der) problemer er der dog yderligere forhold omkring hensynet til omgivelserne. Hunden kan jo være farlig - og det skal tages med i betragtning. Mht til at det er en helt personlig vurdering hvornår og hvor meget et dyr lider er jeg måske en smule skeptisk. Et eller andet sted er der vel også et "objektivt syn" på dette? Altså den gamle mands "Buster" som alle incl. dyrlæge og andre hundekyndige kan se lider, men hvor ejeren har en anden opfattelse. "Den har det trods alt godt et par timer hver aften, når jeg ser TV", så jeg lader den leve. Det har han måske en lovmæssigt ret til, men jeg synes stadig det er forkert.

Jeg har så muligvis misforstået "luckylunas" indlæg i første omgang. men set på den måde Beaglepack læser det på er jeg mere på linje med tankerne i det.

Selvfølgelig er det baggrunden. Det er der vel ingen der forsøger at skjule. Det handler altså ikke om den konkrete hund i denne tråd, men selvfølgelig vil en generel tråd altid have paralleller til konkrete sager. Det er uundgåeligt. Men hvad er problemet? En generel debat, kan ingen vel have noget imod - eller?

Jeg tror det handler mere om holdninger end om hvor meget man elsker et dyr. Man kan sige at for nogen betyder det at man elsker dyret at de får det aflivet i en givet situation, mens andre fordi de elsker dyret sætter det i behandling. Uden at skulle gå ind i konkrete sager mener jeg at det handler mere om holdning, dømmekraft, beslutningsevne og handlekraft end om hvor meget man elsker dyret. Også kultur og tradition betyder meget her. I visse kredse er der tradition for at man giver sin hund "nådeskuddet", når den tid kommer i andre kredse er der andre traditioner. Og, jeg har også set det tit, hvis det er et argument i sig selv, at mænd med meget tæt og kærligt forhold til deres hund og gode jagtkammerat træffer beslutning i rette tid - og ikke lader hunden lide længere end nødvendigt. Det handler om også at tage dette ansvar på sig og ikke udskyde bare for ens egen skyld. Men her taler vi ikke problem hunde, bare gamle hunde, som fejler det ene og det andet og som ejeren vurderer lider for meget ved at leve. Og jeg har også set en del jægere, som har ladet en hund leve et kummerligt liv med smerter fordi de ikke kunne tage sig sammen til at træffe den rette beslutning i rette tid.

Krøllebølle. Du har ret i at debatten dukker op af og til, men desværre oftest i konkrete sager, hvor en eller anden har en konkret situation med en problematisk hund. Det betyder at når debatten så tages i den kontekst, bliver den ikke generel og samtidig sidder der en person med følelserne i klemme og som svarere i nogen grad må tage hensyn til. Samtidig kommer argumentet: "Det kan man jo ikke svare på når man ikke har set hunden irl" - og det er jo i den konkrete sag ofte rigtigt. Derfor syntes jeg at en generel debat om emnet kunne være god. Og uanset om andre har fået noget ud af den, kan jeg da sige at for mit eget vedkommende forstår jeg bedre og bedre hvorfor vi, i konkrete spørgsmål, ofte er temmelig uenige herinde. Alene at formulere indledningen gav mig lejlighed til at tænke et par nye tanker - også godt synes jeg. Jeg går ud fra at dette debat forum netop er lavet af den grund, at debat ofte fører til nye vinkler og viden for den enkelte som deltager. Læse og forstå andres synspunkter og ståsted er ofte værdifuldt og samtidig prøve eget ståsted af ved at formulere det og debattere det, kan også være værdifuldt. Men det står jo enhver frit for at deltage eller lade være.

Krøllebølle, du kan have ret i at spørgsmålet burde være "hvor går din grænse for behandling". Det var det jeg mente og vist også det de fleste har svaret udfra.

Men Louisen, gør du det ikke også fordi du kan lide projektet - altså et eller andet sted har oplevelse, værdi og glæde ved at gøre det? Jeg tror du tilhører den kategori, som har et omsorgsgen som omfatter også hunde og derfor om end man må lide afsavn osv. stadig ikke opfatter det primært som belastende og surt. Sådan tror jeg bestem ikke alle har det. Og det gør jo en kæmpe forskel. Eller er jeg helt galt på den?

Jeg ved ikke om TS et træt af at jeg går lidt OT her som Ascha jo vistnok siger i en anden tråd, men jeg mener der er lidt forskel på at udvidde debatten efter de første 20-30 indlæg og så gå OT meget tidlig i tråden. men undskyld ti TS hvis jeg har afsporet debatten.

Jeg tror du har fat i noget meget væsentligt her. Og jeg tror det er her en del af konflikterne opstår. En del hundeejere, jeg selv incl. betragter ikke hunden som et "næsten menneske". Et værdifuldt medlem af familien ja, men stadig et dyr - en hund, som ikke pr definition har samme værdi i humanistisk forstand som et menneske, men som et højerestående dyr, med de etiske/moralske rettigheder et sådan dyr har. Dette er jo også i tråd med lovgivningen, hvor hunde beskyttes af dyreværnslovgivning mv. Problemerne opstår, hvis "den ene gruppe" skal måles med en moralsk/etisk målestok som er defineret af "den anden gruppe", som betragter hunde som "næsten mennesker" med næsten samme rettigheder til behandling osv. som mennesker. Den målestok vil altid få "den ene gruppe" til at fremstå som barbarisk, hård, kold eller inhuman, hvilket forekommer mig at være urimeligt. Som sagt - godt indspark i debatten Ninjamor. Det giver eftertanke, synes jeg, og forståelse for, hvorfor vi er så grundlæggende uenige herinde sommetider.

Ascha tråden handler om hvor "grænser for behandling" ifht væsentlige fysiske eller psykiske/mentale problemer går - ikke hvordan de er opstået og dit input til dette vil være meget velkomment.

Ascha emnet hedder "Grænser for behandling" - og så kan man jo godt analysere lidt på årsagen til problemerne. Om det er hunden eller ejeren, men man bør da føre tankesættet videre og analysere frem mod tanker om hvor er "Grænser for behandling" - ellers bliver det jo en afledning af debatten til: Hvorfor opstår problemerne. Interessant også - og som sagt kan det indgå, men kunne man ikke lade det føre frem mod et svar på det spørgsmål eller den debat der er rejst? Taler vi helt forbi hinanden - igen?

Jeg opfatter neutralisering som et lille fysisk (altså selve operationen) men som et stor indgreb på andre måder. Stop af hormonproduktion, løbetider, ægløsning osv. Langt større og mere betydningsfuld indgreb end fx at kupere hvalpe indenfor de første 24 timer. 100 gange større. Jeg mener også at det viser noget om problemer i avlen hvis man avler oversexede hanhunde og så bare kastrerer. Ikke min kop te. Ikke etisk korrekt synes jeg. Neutralisering mener jeg kun bør komme på tale hvor der er sundhedsmæssig begrundelse - eller i erkendelse af at hunden er oversexet og derfor er dysfunktionel i visse situationer. her bør man så melde tilbage til opdrætteren at h*n avler problemhunde.

Hvis man ikke kan besvare det kan man måske udvikle og dele lidt tanker omkring emnet: "Grænser for behandling" med udgangspunkt i det jeg skrev indledningsvist. Men man kan selvfølgelig også lade være.:slem: - det får vi jo så ingen værdifuld debat ud af - og så er det jo den kommer i de konkrete situationer hvor nogen har noget følelsesmæssigt i klemme. For debatten er der og er væsentlig.

Du afleder debatten lidt fra starten Ascha, ved at bringe et andet spørgsmål: Er det hunden som har fejl eller ejeren. måske er det en del af debatten, men ikke lige det jeg spurgte om. Har du et svar på det jeg spurgte om? Jeg skrev: Så også jeg ved godt at ejeren oftest kan være problemet.

Det ser som fine bure til prisen. gad vide hvad de vejer. det dobbeltbur jeg har i traditionelle materialer er for tungt til at min kone selv kan tage det ud af bilen. Egentlig den eneste anke jeg har.

Desværre opstår rigtig gode og principielle debatter ofte med udgangspunkt i konkrete tilfælde. Desværre fordi det betyder at der sidder en eller anden derude som "kommer i klemme" følelsesmæssigt mellem de forskellige debattører og holdninger og det må være ret ubehageligt i visse tilfælde. Jeg har den holdning at hunde som har så væsentlige fysiske eller psykiske/mentale problemer at de dels giver sig selv et ringe liv, men også ofte giver Deres ejere (som for så vidt godt kan være en del af problemet, men ikke altid er det) et ringere liv, kan være kandidater til omplacering og hvis det er udsigtsløst også til aflivning. Det er meget individuelt om det er løsningen. Mit liv er for kort til "problemhunde" og jeg har brug for velfungerende hunde til jagt og hundesport og det er så vigtigt for mig at jeg ville omplacere en hund, som ikke, i rimelig grad, kan opfylde mine behov og er den så problematisk at omplacering ikke kan komme på tale, vil jeg få den aflivet. Jeg kan også erkende at nogen mennesker/familier nærmest har det omvendt, nemlig at det, at kunne hjælpe og rette op på et dyr (eller et menneske) som har store fysiske, psykiske/mentale problemer, nærmest er livsbekræftende og dermed bidreager til at man selv får et bedre liv. Det er vel til en vis grad det, der driver hundevenner, som tager vanskelige omplaceringshunde, gadehunde osv. Så udover at hjælpe hunde er det også egennyttigt. Er man en mere "almindelig hundeejer", som ønsker sig en mere normal og uproblematisk hund og derfor har anskaffet sig sådan en (eller det troede man) - og det så viser sig at der opstår store problemer, hvor langt er man så "forpligtet" til at gå for at løse disse problemer? Hvor mange ressourcer skal man bruge på dette, før man kan være "bekendt" at sige: "Her slutter det"? Den hund jeg anskaffede har væsentlig fejl. Den er ikke mentalt eller fysisk "god nok". Den vil ikke bidrage til min og min families liv og trivsel på en overkommelig og positiv måde, så nu er det slut. For hundens skyld eller for min og min families skyld. Mennesker er forskellige og vi er ikke alle indstillede på at leve med og håndtere problemhunde. Nogen ser det som en pligt, andre som en udfordring og der er en del som ser det som en fornøjelse, men for mange er det en ulykkelig situation, som de hader at være i og som fører til mistrivsel i familien.

der er et på 122 i Alfens link - står nederst

Ja, jeg startede faktisk også med at foreslå at involvere kompetence før endelig beslutning blev truffet og det kan stadig være en god ide. Jeg bliver bare mere og mere overbevist om at det er udsigtsløst, men bare vil føre til yderligere brug at tid og penge. Dårlige oplevelser, problemer, tårer og nederlag. Men ja, jeg har respekt får at det kan være svært at afgøre udelukkende ud fra ejers beskrivelser, som jeg faktisk finder gode, objektive, indsigtsfulde og konstruktive. Og så tror jeg vist egentlig jeg begynder at køre lidt i ring. Jeg står ved mit råd, men forstår der kan være andre synspunkter, og checker ud af debatten. Det er simpelthen for hårdt at blive ved at argumentere for aflivning. Meget ubehageligt. Men takker for en god debet og sober tone.

Jeg må sige jeg er overrasket over hvor mange der mener det er fordelagtigt eller nødvendigt at kastrere deres hanhunde. Får i så tæver næste gang? Eller er det problemhunde I har overtaget eller?