PBC

Helt indledende sætter jeg mig på gulvet i en lille rum uden noget interessant af nogen som helst art for en hvalp. Jeg har selvfølgelig hvalpen med i rummet. Her er det så mit hunderum på 2,5 x 2,5 m - ryddet for alt på gulvet. Hvalpen kommer naturligvis hen for at hygge. Jeg siger bare goddag, men laver ikke noget nummer ud af det. Enten lægger den sig til at sove, hvis man selv er passiv eller den begynder at kede sig. Lægger den sig til at sove er trænings sessionen slut, men hvis den begynder at fimse rundt og kede sig eller bare snuse rundt kaster jeg en lille dummy. Nu er den motiveret til at samarbejde (fordi den kedede sig lidt) og når den nupper dummyen inviterer jeg den hjem til mig og nu modtages den med mere begejstring. Læg mærke til at hvalpen modtages med begejstring, når den kommer med dummyen. Det er ikke dummyen der modtages med begejstring, men hvalpen. Efter lidt nusseri, hvor jeg bare forsøger at give hvalpen en god oplevelse ved at være hos mig med dummyen i munden. Hvis man tror den vil hente den igen tager jeg stille dummyen, på et tidspunkt og kaster i samme moment - så gentages samme tur. Ved afslutning, bytter jeg dummyen med en klud, en godbid eller hvad jeg nu kan finde på. Jeg gør det kun 2-3 gange i træk, men kan godt gøre det 2-3 gange om dagen, men det komme jo også an på hvordan det går.

det var lige det jeg ville sige hvis den skal bruges til jagt, men skal den ikke det, ved jeg ikke og det er en god ide.

Jeg synes det er fint at opdrætter vejleder, men jeg ville have overordentligt svært ved at acceptere at opdrætteren bestemmer hvilken hvalp jeg må købe. Jeg har selv opdrættet 3 kuld og sat mig godt ind i hvalpeudvikling og adfærd, men vil alligevel kun rådgive. Der er dog situationer hvor man som opdrætter også må advare købere om at vælge den hvalp som er mest fremme i skoene, bare fordi den har præcis de aftegninger, som køber bedst kan lide, hvis det er en køber hvor vurderingen er at han burde vælge en mere tilbageholdende hvalp. Måske er jeg temmelig overbevisende i min rådgivning. Den er i hvert fald altid blevet fulgt.

Nu var det mig der lavede afstemningen og jeg mener altså at HF bør blive bedre til at modtage nytilkommere med spørgsmål. Så nej det er ikke os gamle der laver en tråd for at bekræfte os selv i at vi gør det godt nok. Og jeg er faktisk temmelig overrasket over resultatet. Jeg ville have gættet på langt mere fifty fifty. Konklusionen er at et massivt flertal synes vi gør det godt nok. Den del har du ret i.

Enig det er efter 2-3 ugers forarbejde, men jeg tror bere jeg kalder de første 3 måneder for indledende. Men det er selvfølgelig ret misvisende på den korte bane, mere rigtigt på den lange bane frem mod den færdigtrænede apportør på 2-3 år.

Skal du bruge den til jagt?

Bold-tosset, bold-fixeret eller bare sresset når det tages bolde frem - skyldes vel oftest hunde som er disponeret for at få den slags adfærd og hvor ejeren ikke har forstået at håndtere det fornuftigt? Det er noget lettere at gøre det forkert med en bold end med dummyer fordi boldene nogen gange kan fanges mens den bevæger sig i modsætning til en dummy som, hvis den ellers kastes i en nogenlunde høj bue bliver hvor den lander. Når jeg laver indledende apporterings leg/træning med hvalp får den lov at prelle og hvis den er glad ved at hente en dummy som falder og bliver, er der ingen grund til at øge lysten og intenciteten ved at bruge bold som triller. Har den lidt mindre lyst, kan en dumme også kastes fladt så den ruller lidt Øog er det ikke nok kommer bolden frem. Den kan man så også bedre sparke rundt med hvis det er det der skal til for at få apportering igang. Jeg har nu hverken oplevet Spaniels eller Labradorer hvor det har været nødvendigt, men flere Settere og hønsehunde. Jeg bruger mange tennisbolde, men kun til få formål: til at lave et spor. Man står ved et sted hvor terrænet falder lidt og har så høj græs at en boldt skjules men alligevel kan rulle nogle meter. Så kastes bolden. Hunden se hvor den lander og lærer følge sporet fra landingsplads til hvor bolden stopper, ved efterfølgende apportering. til at lære hunden at søge grundigt i et område - ikke give op. Tennisbolde er lette at kaste så de borer sig lidt ned i højt græs og hunden må lære at man skal være grundig for at finde den og så bruger jeg tennisbolde ifbm træning af det korte søg og vendesignaler. Når hunden søger ud/væk fra mig dropper jeg en bold 1-2 m foran mig uset af hunden. Så giver jeg vendefløjt og når hunden vender og kommer ind forbi mig ligger belønningen der i form af at den finder bolden. Her kunne man lige så godt bruge små dummyer eller andre små ting. Det vigtigste er at bruge det hunden er gladest for. Jeg bruger også agerhønd og krikænder til dette i sæsonen. Dagen efter jagt, hvorefter fuglene smafer endnu bedre hvornår arbejdsiver og lyst bliver til stres ved jeg ikke, men her synes jeg der er lyst og arbejdsglæde og nul stres [video=youtube_share;Op4n5-0GvjA]

Her er en rigtig fin video med dygtige Sanne Amitzsbøl og 11 ugers lab, som er i indledende apporteringsøvelser. [video=youtube_share;coSYCDEiJ1s]

Nu blev jeg alligevel optaget af at finde hvad jeg engang har læst, men kan ikke finde det. Måske har jeg læst det et andet sted, jeg ved det ikke. Kigger videre ved lejlighed

Det er Dus med din hund I eller II, tror jeg, men kan også være 1000 tips til hundeejere. Jeg tror heller ikke alle instinkter eller drifter kan forsvinde, hvis man ikke stimulerer dem. Mange er der bare og vil blive aktiveret hvis situationen opstår. Men lyst til at strejfe og gå på jagt tror jeg afhænger rigtig meget af hvad hvalpen og hunden oplever det første år især. Jeg er også temmelig sikker på at jagtdrift og jagtlyst bliver mere udpræget hos hunde, som fra hvalp får lov at jage og får succes med det - fx fanger solsorteunger eller mus.

Jeg vil gerne have at hvalpen tror at det er dens opgave at holde øje med ejeren ikke omvendt, men selvfølgelig er det naturligvis ejerens opgave. Eberhard Trumbler mener at vise instinkter og drifter kan bortfalde hvis ikke de næres på rette tid - i rette fase. Nok ikke kønsdrift, men andre.

Det lyder til at du har fået en dejlig hvalp med god kontakt og rimelig ro i krop og hoved. Det er et super udgangspunkt. Brug små hvalpe dummyer - ikke bolde til apportering. Bolde har en tendens til at skabe unødig stress. Bolde er gode hvis man skal opildne en sløv hund, men ikke gode hvis hunden er kvik nok uden, synes jeg.

Her går jeg med Maggie - stor hvalp og Bonnie - voksen, bare for at vise hvad det er jeg vil opnå Vi går tur på engen. Der er sagt "smut så" hvilket betyder "fri" men hundene har lært at holde sig på engen og også at holde kontakt. Jeg går i ca 5 minutter uden at sige noget. Står stille lidt ind imellem og vender en enkelt gang til sidst, så skal hundene helst gøre det samme. [video=youtube_share;hLYo3_CXZB8]

Vi har vist diskuteret det før, men jeg vil undgå vende lyde, så det bliver hvalpens ansvar at holde øje - ikke ejerens. Lyd kan være nødvendig - ikke ønskelig - altså efter min mening. Når jeg anbefaler at holde disse hvalpe af jagtracer væk fra jagt, er det fordi jeg tror at instinkter/drifter som ikke stimuleres de første par år (visse udviklingsfaser) falder væk/bliver mindre udprægede.

Jeg ville ikke lade ham være alene i haven, for han kan hurtigt udvikle dels hang til at jage småfugle og dels vænner han sig til at være alene (og helt tryg ved det) ude. Det betyder også at han vil være mere tryg ved at løbe væk fra dig senere. Lad dig ikke snyde af hyggehunden. Det er ofte et helt andet billede når de er 6 måneder. Du kan finde meget på nettet om apporteringstræning af hvalpe og der findes også virkelig gode videoer. Det er ikke sådan lige at forklare kort, men der er bla artikler i disse blade: http://www.djr.dk/blad-hund-jagt/

Jeg ville ikke overvejer at kastrere. Til gengæld vil jeg fra starten (som du også gør) prøve at sikre sig at han altid er tæt på dig og aldrig får lov at opleve at have det sjovt ude alene. Jeg ville stoppe jagtadfærd (altså løb efter fugle, graven efter mus, eller tydeligt søg efter dyr) undtagen apportering (hvis man kalder det jagtadfærd) som jeg så til gengæld ville træne stille og roligt og for sjov. Han har generne til at kunne udvikle en ret kraftig jagt-drift, hvis man får lov, men hvis man undgår han udvikler den de første par år, tror jeg ikke de senere vil udvikles. Mine råd: Aldrig i haven alene - heller ikke indhegnet have Altid holde sig tæt på dig når han er løs - inden for højest 5 m Skift gåretning hver gang han er uopmærksom på dig i mere end et minut - måske kun 30 sek Undgå at lufte hvor der er meget fært/vildt Lær ham apportering gerne fra land og vand, så har du super aktivering resten af hans liv. apportering kan udvikles i det uendelige Lær indkald ved kun at kalde når du ved han kommer og beløn. Skal han fx i line så undlad indkald, bare tag kontakt ved at knæle. Ved indkald skal der ALTID ske noget positivt - ALTID - det første år, så sidder det der. Jeg bruger fløjte, så bliver alle andre signaler fra alle mulige andre personer ikke til dit indkald - og du får ikke dit indkald ødelagt, Smid disse råd ud hvis du ikke synes de kan bruges, du bad jo ikke om den

selvfølgelig kan man det. Dels kan der være den planlægningsmæssige forskel som jeg omtaler og dels kan der være forskel på hvor præcis indlæringen bliver. Mit indtryk er et planlagt indlæring ofte giver bedst resultat. Men hvis man altid er klar er det jo ikke noget problem. Der hvor mange gør forkert er at de bruger kommandoerne før de er indlært.

Hvis man vil styre situationen, så man er klar til at bruge tiden og har en godbid klar kan det netop godt være en god ide at lære hunden at gø på kommando og holde op igen.

Jeg bruger ikke fodersøg. Når de får friske kødben eller kvarte kyllinger serverer jeg i hunderummet i hver sin kasse - altså skålen ind i kassen til hver hund - og så forlader jeg arenaen. Har aldrig observeret problemer med det. De "rene" ben kan de så godt tage med ind - og det gør de gerne. Det giver aldrig problemer. Der er de sædvanlige bytterier, hvor en hund forlader et ben - fx fordi min kone kommer hjem og den anden snupper det. Det accepteres - og det går begge veje. Så længe en hund bliver ved benet tager den anden det ikke. Bonnie kan dog helt undtagelsesvist finde på at tage Maggies ben selv om Maggie kun er 50-60 cm fra det (altså ikke længere gnaver i det, men jo heller ikke helt har forladt det). Så knurrer Bonnie lidt og nupper det. Maggie har ikke reageret på det. Endnu da

Bonnie tager sig ikke rigtig af det - er nok ret ligeglad. Det er afgjort Bonnie der bestemmer i almindelighed, men Maggie begynder, naturligt nok, at holde lidt mere på sin ret i visse situationer. Sjovt nok har bonnie ikke behov for at markere sin ret til at blive nusset, hvis det er Maggie der kommer til efterfølgende. Maggie kan endda stå i nakken på både Bonnie og jeg når Bonnie skal friseres. Bonnie er ligeglad. Hun tager det foreløbig med ophøjet ro.

synes da det gik meget godt

Jeg spørger naturligvis først ejere om hunden vil snakke og hvis den vil det sætter jeg mig på hug og hvis den vil hoppe op holder jeg den nede ved lige at vippe tommelen ind i halsbåndet på siden. Det har virket fint i 40 år - ingen har i hvert fald klaget indtil nu. jeg vil jeg ikke lære hundene at kravle rundt på mig, hvis ikke ejeren vil have det.

Maggie og Bonnie er 2 FT Springer Spaniels tæver. Bonnie er en frisk 11 årig og Maggie er godt 2 år og har lige passeret sin 3. løbetid - og jeg regner hende for moden og voksen. Jeg lukkede terrasse døren op og med ud fulgte Maggie. Jeg satte mig på trappen og Maggie kom selvfølgelig hen til store nusse-tur. Så kom Bonnie også ud og mente hun skulle med i nusseriet. Det men Maggie så ikke og stivnede og knurrede. Bonnie nedstirrede Maggie, men gjorde ikke mere. Jeg afbrød, rejste mig og fortalte begge hunde at de var nogen pjatrøve - og de gik så i gang med at futte rundt hver for sig på græsplænen. Men kunne jeg have gjort noget anderledes og bedre? Der er generelt ikke den slags problemer. Hundene er meget glade ved hinanden og altid sammen - undtagen hvis jeg tager en med ud på jagt eller træning. Bare for at undgå misforståelser er jeg naturligvis indstillet på at svare på spørgsmål også fra adfærdsbehandlere, for eller nytter det jo ikke noget Det er jo folk med indsigt i hunde adfærd jeg spørger

Sjovt du siger det med halsbåndet Ascha, for det er præcis det jeg ofte gør, når jeg hilser på andre folks hunde/hvalpe - for at undgå at jeg lærer dem at hoppe op. Det er altså ment som en venlighed fra min side Jeg lader gerne andre folk og børn hilse på mine hvalpe og hunde. Vi er desværre kun 2 halvgamle voksne herhjemme, så jeg udnytter muligheden for lidt socialisering med naboernes børn og også voksne. Mange "hard core" FT folk undgår helt socialisering med andre (ikke i familien) folk for at få hundene til kun at koncentrere sig om føreren - og ikke have interesse for andre. De tager derfor ikke til hvalpe træning eller socialiserer hunden ved at tage den ud blandt andre mennesker. Det betyder at hunden holder sig endnu tættere til sin ejer, hvilket måske gør netop det med at holde sig tæt på og i konstant kontakt i søget lettere. Og disse hunde kommer jo ikke med i byen osv. bare til træning, luftning og på jagt. Jeg bor i et villa kvarter, så jeg socialiserer mine så de er trygge ved det der sker hvor vi bor - og lidt til - altså incl. at hilse på andre mennesker og hunde.

Spændende, men dælme svær at læse - og forstå