PBC

Ja jeg udtaler mig generelt. Jeg ville aldrig udtale mig på baggrund af et billede og jeg har vist heller ikke set gode billeder - og da slet ikke om en hund med pels.. At en unghund på ca et år taber sig lidt ville jeg heller ikke tillægge foderet. Nærmere en lille smule vrøvl med maven, orm, stres eller måske bare en periode hvor et eller andet har været anderledes. Kønsmodning, en tæve i løbetid i nærheden eller bare en virus. Hvis hunden er livlig, frisk, spiser og drikker normalt ville jeg intet gøre.. Hvis den spiser lidt mindre ville jeg holde øje med den. Jeg ville ikke søge problemet i foderet, men i noget andet. Fx.. At den fodres for meget og når den ikke er sulten.. Jeg må indrømme at efter at have læst med herinde en tid, er det min opfattelse at mange skaber foder og fodrings problemer ved at håndtere fodringen forkert. Man fodrer for meget, skifter for tit, prøver det ene og det andet. Har en masse ideer om hvad der er godt og skidt i stedet for at stabilisere og tilvænne gode spise og fodringsvaner. Hvorfor man altid mener at det er foderet der er noget galt med ved det mindste problem er mig en gåde.. De fleste maveproblemer skyldes ikke foderet, men at hundene æder ting de finder eller får for mange og underlige godbider mv..

Jeg er naturligvis enig i at hunde der arbejder hårdt skal have et foder som modsvarer dette. Og det skal naturligvis være i perfekt foderstand. spørgsmålet er så: Hvad er perfekt foderstand? Og mit svar på det er: Betydelig mere mager end den stand stort set alle hunde jeg ser på udstilling vises i. Undtåagen mynder og hunde hvor det netooop er beskrevet i standarden at de skal være lette og ellegante. Jeg tror at netop det at vi i dagligdagen ser mange hunde som er lidt overvægtige betyder at vi begynder at opfatte let overvæægt som normalt. Der er forskel på racer, men man skal til enhver tid tydeligt og markant kunne se en indsnævring efter ribbenene når blikket glider ned over ryggen mod bagen. Man skal tydelligt kunne se ribenene, hvis hunden ikke har for meget pels, alternativt tydeligt kunne mærke dem. Hunde skal generelt nærmest være lidt magre. Det er det sundeste. I naturen er det hensigtsmæssigt at dyr kan samle lidt huld i gode tider, søå har de lidt at tære på i dårlige tider. Det er der overhovedet ikke behov for hos vore tamhunde, søå de kan med fordell hooldes i perfekt form altid..

Ja at være undervægtig er usundt - især for en unghund i voksealderen, men en ung han Hovawart på omkring 35 kg behøver jo ikke være undervægtig - og ikke engang bare lidt mager. Nu har vi jo ikke noget BMI for hunde, men mit indtryk er at rigtig mange hunde vejer mere end sundt er og at de der ikke gør, ofte betragtes som magre - eller endda undervægtige. Når man så siger at normalvægten for en voksen han Hovawart er 38 - 45 kg - og jeg så også lige filmer tilbage til de Hovawart jeg har set på udstillinger, vil jeg påstå at de i hvert fald nærmere er for tunge end for lette. Jeg husker tydeligt samme tendens da jeg havde og udstillede Riesenschnauzere. De der vandt var ofte for tunge ud fra et rent sundhedsmæssigt synspunkt, efter min mening. Meget tydeligt med Labrador også. På Verdensudstillingen i Stockholm for 4-5 år siden så jeg meget på Hovawart fordi jeg kender en Finsk opdrætter af racen samt en pige, som går meget op i agility og har Hovawart. Jeg talte med finnerne om størrelsen og tyngden og nogle mente, at man skulle passe på ikke at følge efter Rotweiler, som jo avles så tung at den som arbejdshund, nemt kan få problemer. Nå, men jeg er jo også vant til at se på jagthunde, som nærmest er lidt for magre for at kunne lave toppræstationer på markprøver. Måske er jeg blevet lidt skadet af det, men for pokker hvor jeg ser meget få hunde på gaden som ikke er for tykke. Og så skal jeg holde. jeg bidrager jo tydeligvis ikke til at svare på det du spørger om, sorry.

Er det af hensyn til udstilling I ønsker at fede hundene op eller? Det har da intet med sundhed at gøre vel?

Jeg skulle formentlig blande mig uden om, men jeg mener faktisk at der er er et eksempel på at man ødelægger hundens lyst til at æde ved at overfodre. Uanset hvad der står på poserne at hunden skal have, skal den aldrig have mere end den gider æde op med det samme. Det skærper appetitten at den får lov til at blive sulten inden den æder. Og på sigt betyder det, at den vil æde mere. Jeg har brugt Skyttens Søcla i de perioder mine jagthunde har været på absolut mest og hårdest arbejde. Men de bliver fede af det hvis man fortsætter ind i mindre krævende perioder (sommer for jagthunde).

Jeg forstod situationen sådan at en aggressiv hund kom løbende imod dig og din hund. I den situation er det ofte lykkedes mig at få hunden til at vende om ved at optræde bestemt, gå lidt frem og med meget bestemt stemme bede hunden skrubbe af. Faktisk er det indtil nu altid lykkedes. Hvis først hunden har bidt sig fast må der nok andre midler til, men det har jeg aldrig prøvet.

men hvorfor?

Jeg kan så bare konstatere at BC er meget forskellig i hvalpeomsorg ifht. mine egne FT Spaniel tæver som har taget sig pænt af hvalpene op til 12 ugers alderen - som er den højeste alder jeg har leveret en hvalp i (det skulle passe ind i familiens planer). Det har oftest været sådan at hvalpene er blevet hentet fra 8 til 10 ugers alderen, men tæven (og også mine andre tæver) har taget sig godt af hvalpene hele vejen op til de skulle af sted. Det kunne være interessant at vide om der virkelig er store raceforskelle her - eller der bare er tale om statistisk tilfældighed. Jeg har kun grundigt kendskab til 5-6 kuld hvalpe og der har tæven nok nydt at få et frikvarter ind imellem, men bestemt også taget sig af hvalpene indimellem og også ammet dem helt op til jeg har begrænset det for at de ikke skulle lide for stort afsavn når de blev hentet - og det er noget af det jeg ikke er så begejstret for. Måske er yngelpleje instinkter også noget af det som der burde fokuserer på når man udvælger avlstæver. Jeg mener at alt hvad der har med formering (altså at de kan det hele selv) at gøre er noget af det absolut vigtigste når man vil bevare sunde hunde.

Hvis de fungerer på det de får hvorfor så skifte, med risiko for at det ikke vil virke så godt? Jeg bruger som regel prøvepakker fra diverse andre fabrikater som godbider - forandring fryder, men jeg skifter sjældent foder.

Og så må jeg da lige tilføje at en hvalp på 7-8 uger er ualmindelig dejlig - og hvalpetiden er jo så kort, så man gerne vil have det hele med. men igen.... hvad er ideelt for hvalpen?

Nu var spørgsmålet jo ikke hvad der er ideelt for opdrætter - og egentlig heller ikke for køber eller for tæven, men for hvalpen. Jeg mener nu heller ikke det kan være unfair eller urimeligt for tæven. Man kan jo bare indrette sig så den kan komme væk, hvis den har brug for det. Har opdrætteren andre hunde, som gerne tager sig en svingom med hvalpene er det selvfølgelig en stor hjælp. Jeg siger ikke man skader hvalpen ved at tage den som 8 ugers - eller 7 ugers for den sags skyld, men jeg stiller stort spørgsmålstegn ved om det primært er opdrætters tarv eller hvalpens, man tilgodeser. Og om det er ideelt eller bare ok. Jeg tror også at opdrættere har svært ved at være helt objektive i dette spørgsmål, for der er jo uomtvisteligt rigtig meget arbejde ved et kuld hvalpe i den alder.

Jeg synes også jeg har observeret at hvalpene får ganske meget ud af det, hvis de er hos moderen og de andre hvalpe lidt længere tid. Det er rigtigt at tæven ofte er lidt træt af det hele og har kortere lunte + skubber hvalpene over til andre, men det er jo netop og helt præcist det hvalpene lærer af. Der er grænser for mors tålmodighed og andre kan også bruges til noget. Er der en moden og selvsikker han med gode instinkter, vil den også kunne lære hvalpene at de skal vise respekt i visse situationer. Af forskellige grunde kunne vi først hente vores Norske Elghund hvalp da den var 12 uger og det er helt uden sammenligning den hvalp vi har haft, som har været lettest at håndtere hele vejen igennem. Og det var bestemt ikke fordi den manglede personality. Tværtimod den havde selvtillid og masser af meninger om livet, men samtidig var den utrolig god til at tilpasse sig alle situationer. Den var virkelig med til alt i en aktiv familie med 2 voksne og 2 drenge på 6 og 8 da vi fik den.

Vi ved alle at loven siger at det tidligste tidspunkt man må tage en hvalp fra moderen på er 8 uger. Det er det samme for en GD som for en mini pudel. Alt andet ville også væreumuligt at administrere. Det tidligst lovlige tidspunkt er jo lisom også blevet det mest almindelige, men er det også det helt ideelle? Jeg mener at et par uger senere ofte ville være bedre. De gange jeg har haft hvalpe mener jeg at kunne konstatere at hvalpe der blev hentet i 10 ugers alderen fik lidt mere opdragelse med fra moderen. Det virkede på mig som om de var mere klar til at møde verden. Hvad mener du?

Jeg synes også kallun er ulækkert men jeg tror stadig det er godt hundemad. Tror ikke det ændrer sig af at man har fodret flere tusinde hunde:blink:

Men nu talte du jo om hvordan det så ud når du hældte det op ikke hvad du havde læst på deklarationen. Jeg hører så nok til dem der mener man lærer mest ved at kigge på hvordan hunden har det på det foder den får.

måske ikke den mest hengsigtsmæssige måde at tackle problemet på. Bare bed den gå hjem til mor eller far med passende bestemt stemme. Det virker som regel.

Det er jo også hvordan vi tolker det vi ser. Uanset om du synes det pågældende foder er ulækkert, kan det jo sagtens være er super godt foder. At pelsen er flot viser da i det mindste at foderet ikke er ringe, hvis ellers hunden også er veltilpas og har orden på maven. At hundefoder skal være tiltalende for et menneske er ikke et særlig godt kriterie, efter min mening. Snefnug, jeg mener ikke at foderet ikke er godt nok, måske nærmere at det er for "tæt" forstået på den måde at der skal en relativ lille mængde til for at dække hundens behov. Mindre end der skal til for at den er passende "ikke sulten", hvilket så kan føre til at den selv søger føde eller du giver den så meget at den smider en stor del ud igen eller bliver fed.

Mon ikke de bare jokede...... Jeg kunne godt have fundet på at sige det samme, men ingen er altså så dumme at de køber hundefoder udfra et billede på posen. Jeg er meget opmærksom på mine hunde. Min kone mener næste det er for meget. Især pelskvalitet og hvad der kommer bagud er let at se. Hundens evne til at performe er noget vanskeligere at vurdere, men kan hundene arbejde en hel jagtdag igennem er foderet nok ikke så ringe og der er jo rig mulighed forcat sammenligne med hvad andre hunde præsterer også.

Det prøvede jeg også en overgang - inden forskel. Hvis foderet indeholder hvad det skal er der ingen grund til at give tilskud. jeg tror de 2 pågældende olier feder mere end de mætter og er overflødige til en normal sund og rask hund. Jeg har ingen erfaringer med natura, men hvis ikke det er en meget aktiv hund mener jeg der er for meget protein og for meget fedt i produktet. Og med aktiv mener jeg en rigtig arbejdshund, som præsterer mange timer hver dag, på jagt, eftersøgninger, hyrdehund osv.

Hold da op.... man kan blive helt bekymret over alle de udfordringer og problemer folk har med fodring af hunde. Og måske har jeg bare været heldig, men jeg har faktisk aldrig oplevet nogen problemer med foder og fodring. fra begyndelsen i 80'erne fodrede jeg med halv kalun/kæbekød/andet kød købt i frosne klodser og de blev blandet med brune kogte ris eller det vi kaldte halvfoder dengang. Det kunne være RC og lignede kornflakes med mere. Senere da fuldfoder blev mere almindeligt brugte jeg det. Forskellige mærker og fabrikanter. Skiftede lidt for at se om det gjorde forskel (det gjorde det ikke) og nu er jeg landet på Arion, som hundene kører perfekt på. Men som sagt 8 forskellige hunde og ingen problemer. Hvad sker der lige?

Tak for input. Jeg kender jo FT Spaniel "samfundet" ganske godt efter at have deltaget i 15-20 år - og især ifbm. at finde de rette hanhunde til de 3 gange jeg har haft hvalpe. Det giver jo et vist indblik. Men det er også noget der flytter sig ret hurtigt. 3-6 gode importer fra England, Irland eller Skotland kan ændre billedet en del - og der er også forskellige præferencer/typer der vinder frem. Jeg er skrevet op et sted, hvor tæven endnu ikke er kommet i løbetid men parring er planlagt og hanhund er valgt. Kan jeg få hvalp der er jeg glad, men det jeg overvejer er jo at blive skrevet op et par andre steder, hvis nu den planlagte parring ikke bærer frugt - eller der ikke kommer tæver eller andet går galt. Men på en måde synes jeg det er lidt træls for dem der er "reserve" leverandører.:hmm:

Jeg har jo de 2 gamle Ft Spaniels - og ved at der skal en hvalp ind ret snart. Men hvordan opfører man sig pænt og samtidig laver en god research hos flere gode opdrættere, evt. bliver skrevet op uden at skabe forkerte forventninger. Jeg har jo selv haft 3 kuld hvalpe og det er rigtig ærgeligt, når folk "bestiller" en hvalp og så alligevel ikke vil have en når det kommer til stykket. Men hvad er god tone? Kan man være skrevet op flere steder, hvor man så også gør opmærksom på at man er skrevet op flere steder. Og hvordan afgøres hvilken rækkefølge hvalpekøbere vælger hvalp i? Jeg har en tanke om at man ikke har en egentlig bestilling inde før man har betalt et depositum. Men hvad er god tone?

Ok så tror jeg at jeg har forstået hvor du er. Han kan klare en almindelig apport - hurtigt ud og hurtigt hjem. Og han kan huske en apport han har set blive lagt og hente den på hukommelsen. Jeg sondrer mellem 2 kommandoer i dette tilfælde. "Apport" som er den markerede apport som hunden har set falde og "Go back" med tydelig pegen med hele armen mod apporten på den huskede apport. Hvis du ikke allerede har en kommando eller fløjtesignal for "områdesøg" kan du godt begynde med det nu. Det betyder at når hunden er der hvor apporten landede siger du "søg apport" eller giver et fløjtesignal som betyder dette. Det vil du få fornøjelse af senere. Du kan også træne det ved at lægge 4 - 5 apporter i et lille område 4x4 meter med vegetation og så lade ham søge og finde dem mens du giver signalet. Men for lige at vende til bage til dirigeringskommandoen "Go back" så betyder den: Løb i den retning jeg peger indtil: Hunden stoppes med stop signal (det er det du nu træner men uafhængig af "go back" kommandoen) Eller hunden finder apporten (evt. med hjælp af et område søg signal) Men hunden skal altså løbe i den retning du peger. Jeg træner, for at få længde på løbet i den udpegede retning, ved at gå i modvind på en lang lige sti. Så dropper jeg en dummy, som hunden ser men ikke får lov at tage. Vi går videre 20 m hvorefter hunden stoppes og efterfølgende kommanderes "Go back" med tydelig pegning med hele armen. Det er relativt let at øge til 30, 40 og 50 meter og mere. Hunden kommer til at løbe i medvind og det er vigtigt her fordi det gør det langt lettere for hunden at løbe i lige linje. Mod og side vind vil give hunden lyst til kryds eller område søg. Når hunden er sikker i at løbe tilbage efter en dummy den har set blive tabt begynder du at tabe dummyen uden den ser det. Først kort distance og så længere. Når du har den længde du ønsker, kan du så begynde at træne i let sidevind og videre til hel sidevind, skråt modvind og hel modvind. Men start med kortere distancer og øg eftersom det lykkes. Mange undervurderer vindens betydning i dette arbejde, men jeg mener det er vigtigt. husk hunden ser verden som mange dufte også og de er afh. af vinden. Når hunden er sikker i stop og kan dirigeres bagud i lige linje skal du træne - højre og venstre dirigering. Og her tænker jeg at du på fx 20-40 meter ude har hunden siddende i stop og derfra så kan få den til at gå til højre eller venstre. Det varer dog nok lige en tid før du er der. Og det har jeg også en ide til hvordan kan startes, men det kan vi vende tilbage til.

Det står ikke lysende klart hvad du kan nu:blink: Men når du sender ligeud er det så efter en apport han har set, altså det jeg kaldet mareret? Hvor gammel er han?

Hvis jeg forstår dig rigtigt kan du sende ham ud til højre eller til venstre eller ligeud når han sidder ved dig. Mener du på en blind apportering eller mener du på 3 markerede apporter, hvor du altså ved at pege i en retning bestemmer rækkefølgen af apporteringerne?