PBC

Jeg mener ikke der er behov for selvkritik. Det er skudt helt over målet. Jeg er overbevidst om at 98% af hundeejerne herinde giver deres hunde et super godt liv, sammenlignet med gennemsnittet. Det er slet ikke det det handler om. Tværtimod faktisk. Det er netop det meget høje ambitionsniveau, som folk herinde har der kan give lidt/meget forbeholdende og ret "negative" svar med rigtig mange bekymringer og for så vidt rigtige overvejelser, men som altså komme til at virke lidt voldsomt på nye spørgere. Jeg har somme tider sagt at der er lidt "osteklokke" over det herinde - altså man har mistet forbindelsen til den virkelige verden, hvor hunde er hunde og behandles godt og ordentligt, men ikke som prinser og prinsesser eller som familiens eneste hobby. Nogen gange virker det for idealistisk og også lidt "vi kæmper for hundenes sag agtig" mere end som hyggelig, konstruktiv og positiv udveksling/videregivelse af viden og erfaring. Det bliver mere som advarsler og risikoanalyser og jeg tror egentlig ikke det er specielt godt for ny-kommerne, hundene eller for debatten.

Jeg må jo så bare konstatere at jeg aldrig har haft en hund hvor jeg har haft indtryk af at det et gø er så vigtigt. Da jeg var medlem af spidshundeklubben havde jeg indtryk af at de hundeejere som fra starten håndterede hundenes tilbøjelighed til at gø fornuftigt ikke havde de store problemer. Jeg opfatter det på linje med mine hundes tilbøjelighed til at apportere eller jage. Noget man fra starten skal sætte i system. En jagthund skal jo faktisk lære ikke at jage - undtagen når den bliver bedt om det. Jeg antager at hyrdehunde skal lære ikke at hyrde hele tiden osv. Man skal jo huske at tilbyde alternative aktiviteter. At gø meget er lidt en stressende uvane hos mange hunde efter min vurdering. Ikke særligt rart for hundene.

Meget enig i at man må holde koppen tom (hvis det er det du mener er bedst for hunden) for at hunden har det godt. Det tror jeg egentlig ikke er så svært, hvis man gider og forstår hunenes behov. Jeg synes det er relativt let at finde på noget som hunden er glad for og som sikrer at hunden har det godt.

I 1990 var vi en parcelhus familie med 2 drenge på 5 og 7 og vi anskaffede en Norsk Elghund. Jeg tror det var lidt inspireret af Eberhard Trumblers bøger Dus med din hund. Ikke noget logisk valg, men temmeligt gennemtænkt. Vi havde lavet en liste med 5 racer som vi ville se nærmere på. Måske kombinationen af en ikke for stor hund der alligevel kunne fungere som vagthund, var hvad der var af fornuft i valget. Når min kone og jeg evaluerer de 9 hunde vi har haft kommer den ind som den absolut bedste. Om det skyldes racen eller individet ved jeg ikke, men hun var bare et perfekt match valgt med hjertet uden stor hensynstagen til fornuft.

Jeg tænker ikke på folk som "uforvarende" får anskaffet en race som de ikke aner hvordan faktisk er. Jeg tænker mere på den konflikt der kan opstå når man faktisk godt ved at en korthåret hønsehund er det man virkelig ønsker sig, men at man ikke går på jagt, bor i en lille lejlighed i byen og har et godt stykke at gå til åbne arealer, hvor den virkelig kan løbe. Personligt ville jeg købe ønske hunden og finde ud af at give den et godt liv. Måske ville jeg endda begynde at gå på den slags jagt, som den hund er beregnet til.

Bare for sjov Hvis du nu skulle bo på 5 sal og du virkelig havde brug for en tjeneste hund, ville du så vælge en Malinois tæve, som bedre kunne klare trappen eller som du så kunne bære om nødvendigt?

Så du vælger med hjertet, men det passer så også ind i livsrum mv. så ingen konflikt.

Ja, men du sondrer så ikke imellem om det mest er med fornuften - eller mere med følelser og hjerte - hvis der er en konflikt mellem disse. Valg af race er jo let, hvis man skal bruge en jagthund til konsortiejagter i Østjylland og er mega forelsket i en Labrador og bor i en bolig som er egnet til også at rumme en Labrador og ens livsrum og familieforhold passer fint med det. Så skal man nok vælge en F1 Labrador! Bør man stadig vælge en labrador hvis man bor på 5 sal i en 2 værelses på 50 kvm. eller burde man overveje en Cocker som kunne løse opgaven og som let kan bæres op og ned og fylder noget mindre i lejligheden?

Ja, enig et stykke af vejen. Ingen grund til at gøre det svært, men hvis man nu er brændt varm! Ligesom du kanaliserer din hunds medfødte egenskaber og drift for at finde og apportere fuglevildt (dødt og levende) over i andre lignende aktiviteter kan man vel også kanaliser andre hunde behov for fx at gø ad hvad som helst og når som helst over i at gø i bestemte situationer og være mere mådeholden - eller undlade at gø i andre situationer. En hund som er ret disponeret for at være sammen med sin ejer mest mulig lærer jo også at være alene hjemme (hvilket i min optik er et større indgreb end at undlade at gø) og hunde som har stort jagtdrift lærer ikke at løbe efter vildt, cykler og kondiløbere, men i stedet at løbe efter en bold eller slet ikke løbe efter noget. Jeg tror det hele afhænger mere af hvor ihærdig man er mht at finde passende surrogater. Alle hunde bliver mega begrænset/ændret ifht deres naturlige adfærd, når de skal indpasses i menneskers liv. Til gengæld får de "noget andet".

Med "et godt match" i denne sammenhæng mente jeg ud fra "objektive kriterier" - altså hvad ville en race expert sige du skulle have når hxn har kigge på hvad du ønsker af hunden og hvordan din livssituation ser ud. Et rent fornufts-valg kunne man sige.

Jeg spørger ikke hvad du vil tilråde andre, men hvordan "man" vælger - altså en selv.

Det er jo let nok hvis der altid har været en race "som er min" og den passer fint ind i mit liv. Den er det man kunne kalde et godt match. Men hvis man nu, på de følelsesmæssige plan, er mest tiltrukket af racer der ikke ud fra objektive kriterier er et godt match, hvad kommer så til at veje tungest. Skal man vælge mellem racer som matcher godt, men som man ikke er umiddelbart er tiltrukket af ud fra devisen at når man først har den, vil man selvfølgelig også elske den og blive glad for den. Man bliver på sigt glad for at have valgt en race som let falder ind i det livsrum man har og som har og man slipper for meget bøvl og at begrænse hundens naturlige udfoldelse - fx at gø. Eller skal man i højere grad følge sit hjerte og så forholde sig flexibelt til det med "et godt match" man kan jo dog tilpasse sig, opdrage hunden til fx ikke at gø, tilvænne og kompensere. Efter devisen "Hvor der er hjerterum er der også livsrum"! For mit eget vedkommende ville jeg aldrig have valgt Springer Spaniel ud fra mit hjerte. Jeg var helt klart til større og mere kontante racer - Ruhåret hønsehund, men drengene ville have en mindre hund og det blev Spaniel, som jeg vel trods alt havde et blødt punkt for fordi vi havde sådan en dejlig Cocker Spaniel derhjemme (i mit barndomshjem) og fordi det jo dog trods alt ikke bare er en pusse nusse hund.

Jeg synes, som sagt at man skal være positiv og konstruktiv i sit svar. Det mener jeg godt man kan være uden at tilskynde til at hoppe ud i store beslutninger i blinde. Om det er til den forsigtige side? Den"forsigtige side" kan meget let blive belærende og lidt ovenfra og ned agtig. Jeg synes egentlig ikke unge mennesker idag har travlt med at etablere sig med ægtefælde, børn, hund osv. Faktisk næsten tværtimod virker de ret fokuserede på at holde sig fri af den slags ansvar. Man skal bare huske at de rigtig store og værdifulde kvaliteter i livet indebærer bindinger, ansvar, afsagn og forpligtelser. Når et ungt menneske på 23 spørger om det er en god ide at få en Schæfer er mit umiddelbare svar: Først og fremmest skal du gøre dig klart om du er klar til at holde hund, men da du spørger konkret til Schæfer og tidligere har været tæt på Finsk Laphund går jeg i mit svar udfra at du mener du er klar til at påtage dig ansvaret for at holde hund. Måske er det det helt rigtige for dig. Det er herligt at have hund og det giver meget indhold i livet, men der følger en række forpligtelser med. Om det skal være en Schæfer eller en anden hund kommer an på om du har så meget lyst til en Schæfer at du vil indrette dig så det kommer til at virke og om du kan finde den rette hvalp. 80 % af forpligtelser, ansvar, arbejde og ulemper er nok nogenlunde det samme uanset om du får en Schæfer eller en anden hund, men der findes nok racer der ville være lettere at holde.

Hvis ikke man er indstillet på i ret stor omfang at løse de udfordringer der kommer, når man med åbne øjne, køber en hunderace man er lidt forelsket i på trods af at det ikke er et fornuftigt valg, skal man naturligvis undlade at købe den Og mht til at købe en hund kun for udseendet, må jeg sige at det var ikke det jeg sagde. Jeg sagde med hjertet - og det betyder hverken at det kun er udseenet eller at man ikke har sat sig ind i hvad racen må forventes at indeholde.

en del af ideen med at starte en ny tråd er vel at forlade den gamle, men altså det er indlæg #70 der starter nedturen og da jeg læste den - inden TS svarede, var jeg ret sikker på at der ville blive balade. Så der er nok et eller andet i indhold, men måske mest i tonen, der kunne have været mere diplomatisk. TS's reaktion taler vel for sig selv, vil jeg mene.

Nej jeg tænker ikke så meget på risikoen for at det ender helt galt. Jeg tænker mere på risikoen for at det udvikler sig anderledes end man havde troet og håbet. Man bliver måske nødt til at erkende at en 3. Sals lejlighed ikke holder og så må man jo flytte. Eller at man ikke kan nøjes med 30 minutters luftning, men må finde en klub og træne mere osv. Mange af os er vel bare sådan indrettet, at når vi har sagt A må vi også sige B, mens andre mener man skal være mere i kontrol og vide mere præcist hvad man går ind til. Jeg køber altså heller ikke præmissen om at man tager en risiko på andre levende væseners bekostning. Man tager en fælles rissiko. Løser hvad der kommer og får en masse fælles oplevelser og fornøjelser. Udfordringer er til for at blive løst - ikke for at få tingene til at gå i stykker. Men vi er forskellige. Og vi magter forskellige udfordringer. Der er også udfordringer, som jeg ser folk herinde kæmpe med, som ville have sendt mig til tælling og som jeg ville have ladet hunden aflive for, for længst. Så det er bare forskelligt. Risikoen ved at anskaffe en hunderace meget med "fornuften" og gå på komprommis med hjertet er at skuffelsen kan blive destro større, hvis hunden så alligevel slet ikke er hvad man havde troet og håbet.

Tror også det kommer lidt an på hvor stor hunden er / forventes at blive. Jo mindre hund, jo mere fornøjelse af et bur, tror jeg

Gad vide hvor stor betydning forskellen på hvordan vi mener man bedst vælger hunderace, har for hvordan vi svarer? også der er vi jo vidt forskellige og der er nok også stor forskel på hvor risikovillige man er.

Ascha, jeg undlader helt at kommentere for at undgå at vi ødelægger en ellers udemærket tråd, ved igen at gøre det til et lidt ufrugtbar debat mellem du og jeg.

Ofte skal man jo alligevel have et bur til bilen - og det kan også være praktisk i en hel række andre situationer, så jeg synes i skal købe et bur og se om ikke hvalpen vil nyde at få lidt godbidder der og efterhånden sev opsøge det. Det kan jo være helt uden låge fra starten

Tror også at vi er meget forskellige herinde mht hvor forbeholdne overfor hvad kan lade sig gøre og hvad der er umuligt eller meget vanskeligt. Og det giver naturligvis en relativ stor indflydelse på svaret. Jeg hører nok til dem der siger at hvor der er en vilje er der en vej og vo intet vover intet vinder. Man skan naturligvis træffe beslutning om hund på et oplyst grundlag, men man skal ikke lade sig skræmme.

Et fornuftigt valg - kan det ikke være en race man har forelsket sig i og som man så må tilpasse sig til? Ja, jeg mener afgjort man skal prøve at møde mennesker der hvor de er. Derfor går jeg også noget hårdere (måske også for hårdt somme tider) til forhærdede debattører herinde end nye spørgende nytilkommere, som ikke rigtig kender "miljøet" Men for at behandle alle folk godt skal de helt klart behandles forskelligt. Man skal være ærlig, men der er stor forskel på hvordan man skal svare forskellige folk.

ja, sidst han prøvede endte det vist med Finsk laphund, men det blev også skudt helt ned. Jeg tror stadig det kunne have været et ok valg, hvis T S ville indrette sig på de krav den race stiller og fra starten lærer den at man ikke behøver at gø af alt hvad der rører sig. Bedre valg en Schæfer faktisk, hvilket også kan lade sig gøre hvis man virkelig gerne vil.

Jeg synes man skal svare ærligt, positivt, konstruktivt og undgå at gå i find fem fejl mode eller straks spekulere på alt hvad der kan gå galt. Altså fokusere på hvad der skal til for at det både bliver det valg TS ønsker og at det går godt. Mener man at det er helt og aldeles umuligt, kan man måske vente til andre har svaret og se hvad der sker. Mener man efter nogle dage at der bare er strygen med hårene og de rette ting ikke er kommet frem, må man jo så på diplomatisk vis give sit ærlige besyv med. Men lad nu lige folk komme ind af døren først - og fornemme hvem og hvor åbne de er.

Synes egentlig ikke det gør noget EFTER TS har forladt tråden. Så har man jo den helt rette kontekst.