PBC

Men skulle man ikke tro at pelsen bliver skiftet over et års tid. det ville jeg tro. Og så skulle farven jo skifte hvis det havde noget med svamp og fugt at gøre.

Lidt det samme jeg tænker, men hvis en pensioneret jagthund har det - altså en som ikke længere er våd meget af tiden tyder det jo faktisk på at det ikke skyldes at den er våd, men noget andet. For hvis den er pensioneret er den jo ikke mere eller oftere våd end alle andre hvide hunde? Og pelsen skiftes jo trods alt over tid. Jeg husker første gang jeg konstaterede denne rød farvning hos mine springere var da sally havde det første kuld. Da blev hun helt rød-brun på maven hvor hvalpene ammede - altså hold hende våd, men da talte dyrlægen om enzymer i spyttet? Og det passer jo med at hunden farves hvis der er et sted den slikker sig.

Det kunne det måske. der er jo mudret på visse dele af den sti vi dagligt går på og det sprøjter naturligvis op under hundene. hvad mudderet indeholder, som kan farve pelsen ved jeg ikke men mosevand giver jo ofte samme farvning, som så forsvinder efter nogle dage.

Huden er fin. Hundene er på ingen måde generet af det. Ingen kløe, ingen skæl, intet eksem og intet at se undtagen farven på hårene. Dyrlægen har jo set det og, som sagt, også givet udtryk for at det nok ikke er svamp, når ikke det lugter - og det kunne han, som jeg, konstatere at det gør det ikke. Han mener, som jeg, at det må komme fra planter ol. i det område hvor hundene luftes og løber fri 4 gange om dagen. Det er en eng med halvhøj vegetation og hundene bliver naturligvis våde på ben og underside, hver gang og dermed er de jo våde en god del af dagtimerne, på denne årstid. De luftes kl 7, 12, 17 og 23 på denne eng og lidt i haven indimellem. I weekenderne er de ofte på jagt og våde det meste af tiden fra 9-15. De bliver tørret og får tørre-dækken på i bilen i frokost pause og efter jagt. Hvis nu hundene ikke havde været hvide - men sorte eller brune ville man formentlig aldrig have opdaget noget, så jeg tænker lidt at mange hunde måske har samme "farvning" men uden at de altså er synligt - og så er det ikke noget "problem"?

Det må være lidt samme mekanisme som stående hunde har. Altså de søger og jager, men når de så er tæt på fuglen angriber de den ikke men tager stand - 2-5 meter foran den og får fuglen til at trygge - altså blive hvor den er. Løber fuglen lidt følger hunde og prøver at "sætte" den igen. Først når føreren kommer op til hunden og beder den "rejse" fuglen går den frem og tvinger fuglen på vingerne, hvorefter hunden stoppe og viser respekt for vildt. Det er fachinerende at man på den måde har kunne avle visse dele at bytteadfæren væk og forstærket andre. Det må være lidt det samme med apportering. Men det er måske naturligt at bringe levende "byttedyr" med hjem til eventuelle hvalpe, så de kan lære at håndtere også det. Det er nok dette instinkt man bygger apporteringen på, hvor hundene ikke må skade vildtet. Lidt mærkeligt, for man ville jo tro det var naturligt at slå byttet ihjel, når det var fanget.

Ja, der er jo ikke så mange kommentarer - og sådan set heller ikke nogen grund til at der skulle være det, men jeg kan da se at en del kigger ind forbi, så jeg går udfra at nogen har fornøjelse af at høre lidt og se billeder ikke mindst.

Tror det var @Ascha som reagerede på et billede af en af mine hunde, som har rød-brun farvning på pelsen visse steder. Det skulle skyldes en svamp. Jeg slog det hen og min dyrlæge mener at når der ikke er lugt, er det ikke svamp. Jeg mente at de måske kunne skyldes plantesaft fra det areal, hvor jeg dagligt lufter hundene, men kan alligevel ikke slippe tanken om at det måske er svamp. Det skulle så kunne fjernes med Atamon - nogen der har erfaringer med det? Har det nogen som helst betydning udover det rent kosmetiske? Andre ideer?

Jeg ville også bære en Labrador hvalp op og ned af trapperne i begyndelsen og så stille og roligt lade den gå mere og mere i line på trapperne. Jeg ville holde hvalpen slank og i god form med varieret leg, aktivering og aldrig overgøre dette. Jeg tror hovedparten af de problemer der kan opstå ved at gå på trapper skyldes at hundene får lov at springe op og ned og at mange hvalpe vejer i overkanten af hvad der er godt. Jeg tror så også at for meget - og for "kraftig" fodring af hvalpe kan give for hurtig vækst, men svage led til følge. Men selvfølgelig skal man passe på sin hvalp og unghund, men også sikre passende bevægelse og motion.

Maggie var jo 1½ år ved jagttidens begyndelse - og det var lidt tidligt at rigtig tage hende med på jagt selvom hun træningsmæssigt var klar. det mentale - roen og overblikket skal jo også kunne følge med. Men jeg har haft Maggie med 4-5 gange, hvor hun så får lov at arbejde kort i 2-3 såter og apportere lidt varmt vildt - dødskudt og også et par anskydninger. Det går meget fint. Træningen sidder som den skal og Maggie gør et fint stykke arbejde, men bliver stadig lidt overrasket, når hun støder fugle Vi træner så lidt apporteringer når vi er hjemme, men eller er træningen sat på stand by i jagttiden. Her er Bonnie og Maggie sammen på engen - samme størrelse næsten 15-15,5 kg Maggie i action ~[/url Apport ~[/url ~[/url Klar til at aflevere til hånd og her er det Bonnie som jo også får lov ~[/url Men det er jo Maggies tråd så vi slutter med et portræt ~[/url Hun er og bliver en skøn jagtkammerat.

Jeg mener ikke du skal gøre andet end lade det lokale politi vide at du har haft denne henvendelse og så give dem din version af hvad der er sket. Tror ikke du hører mere om det, for det er nok datteren som ikke har haft helt styr over hvor hun (eller hendes hund) var og der er åbenbart ikke sket noget videre - fysisk i hvert fald.

hvis man er opdrætter, ved man jo også lidt om hvor mange hvalpe der normalt kan forventes. FT Springere får i snit 7 og 95% af kuldene ligger mennen 4 og 10 hvalpe. Så man ved hvad man går ind til. Jeg har så den holdning at jeg kun ønsker een god parring og et lille kuld luksus kuld på :4-6 hvalpe, men jeg må jo påtage mig anvaret hvis der kommer 12 hvalpe og finde en god løsning, hvilket firmentlig er amme - en tæve som har fået få hvalpe nogenlunde samtidig.

der skal faktisk ikke så meget tid til at give gode Labrador hvalpe og unghunde en god start og lære dem de mest elementære ting og kan de det er det let at finde gode købere, hvis altså det er kvalitetsopdræt man laver. Er det ikke det, skulle man lade være at avle og det gælder også hvis ikke man kan afse den smule tid det tager at træne hvalpene en smule hver dag. Nul respekt herfra udfra hvad du beskriver, er det ikke ordentlig og ansvarlig hundeopdræt imo. At du har respekt for det, må du jo selvom. Jeg har ikke. Og der har intet med penge at gøre, men med ganske almindelig respekt for liv og sund fornuft.

det er svært at have respekt for, for alle jeg kender som laver gode retriever hvalpe og giver dem lidt hvalpe og grundtræning om nødvendigt, har meget let ved at afsætte disse til gode hundeejere - endda til ganske fornuftige priser også. Der er absolut ingen grund til at aflive gode Labrador unghunde.

Sikke en gang gedigen vrøvl:slem:

Nu skal man jo heller ikke gøre det vanskeligere end det er. Jeg har opdrættet 3 kuld. På tæver som jeg har vuderet til over gennemsnittet både mentalt og fysisk. Jeg har brugt den hanhund i alle 3 tilfælde, som jeg ( i samråd med experter) har vurderet er optimal til min tæve. Der er kommet 5-7 hvalpe, som alle har været super og som vi har fulgt længe nok til at vide at de er blevet fine jagt og familiehunde. Alle har været solgt (undtagen Bonnie som vi har beholdt) til ejere som vidste hvad de købte og alle er mig bekendt blevet succeser. Der hvar været bestildt 3-6 hvalpe på forhånd hver gang. Så det kan altså godt lade sig gøre, hvis man gider gøre forarbejdet og har en god tæve.

De er de jo ikke, men man kan opnå samme effekt ved at lave avlssforbud og ikke levere stambog med hvalpe som man mener er uegnet til videre avl

Der er flere grunde til at jeg ikke ønsker en hvalp fra et kuld på over 8. Den vigtigste er nok, at jeg mener det er et avlsproblem, at hunde får mere end 6-8 hvalpe - og at tæver, som får mange flere egentlig burde tages ud af avl - og måske også deres tæve-hvalpe (gad vide om også det beror på hanhvalpe?). Og jeg ønsker jo at avle på mine tævehunde, hvis de i øvrigt har kvaliteten til det. Og jeg ønsker altså ikke at avle på en hvalp, hvis mor fik 13 hvalpe. 4-6 hvalpe er ideelt - og op til 8 acceptabelt efter min mening. Derudover er der de ting Ascha nævner og der kan også være et problem med at hvalpene ikke får ro nok når der er mange i kuldet. Jo større et kuld er jo oftere skabes der uro i gruppen. Og jeg ønsker en hvalp som har fået ro når der er ro og aktivitet når der er aktivitet - ikke uro mere eller mindre hele tiden.

Mange jagthunde folk har en kommando der hedder "leave it" - altså, hvis hunden er ved "køre op" over et eller andet - fx en dummy der bliver kastet mens hunden sidder, siger man "leave it" og henter selv dummyen. Man kan også træne det med godbidder. Man lægger en godbid og siger "leave it" - men i modsætning hvad de fleste gør, får hunden så ikke lov til at tage den lidt senere, men får en helt anden belønning - ellers træner man den jo bare i at holde gejsten oppe indtil den får den. Først når den ikke længere er optaget af den godbid man har lagt, får den sin belønning (en anden godbid eller hvad man nu belønner med). Men altså ideen er at den skal forstå at "leave it" betyder, at den kan glemme alt om det den har fået øje på og slappe af, for det bliver ALDRIG til noget, når man har sagt "Leave it". Jeg siger "hold op" men det er samme ordre. Jeg bruger den ikke tit, for jeg vil ikke have den ødelagt, men den er god i visse situationer. Fx når en hund skal lære at ignorere andre hunde på gå tur, men man må så aldrig lade hunden få kontakt efter man har givet ordren, men gerne belønne på anden vis, hvis den faktisk mister interessen for den anden hund. Små frikadeller eller kødboller købt frosne, kan være den rette belønning til en kræsen hund.

Jeg ville helst ikke tage en hvalp fra et kuld på over 8. Det kommer dog også lidt an på om det er tævens første kuld og om opdrætteren evt har tanter mv.

Jeg tror man må sige at opdrætteren her er blevet bragt i en uheldig situation som ikke kunne forudses og så må man jo få det bedst mulige ud af det. Jeg ville nok prøve at finde en passende amme. det behøver efter min mening ikke være hos en hund af samme race, men passende størrelse og robust sind er nok en god ting. Tror egentlig ikke prægningen er særlig forskellig. Jeg ved godt at der laves mange ting med prægning på lugte og små spor og diverse andre fix faxerier, men det kan man jo også selv om ammen er en Pyrenærhund eller Rotweiler. Jeg tror så heller ikke man skal gøre disse høj-drift hunde mere specielle end de er Jeg kender også FT Spaniel opdrættere, som går meget op i prægning og at de er små dynamit-hunde, som nærmest kræver særlige evner og helt særlige behov for at håndtere dem, men jeg kender nu også mange almindelige jægere som får hvalpe efter top opdræt og som får ganske fine jagt og familiehunde ud af det. Undskyld, det er jo en anden debat

Jeg synes, at som opdrætter har man et ansvar for at ikke avle individer som vil forringe racen/avlen. Derfor må man overtage "naturens selektion" ved at fjerne ikke levedygtige, svage hvalpe og hvalpe som tæven skubber fra sig. Alternativt lave et avlsforbud på svage hvalpe, som man med kunstige midler får til at overleve. De meget store kuld er jo heller ikke særlig "naturlige" og man kan overveje hvad der er gået galt i avlen, når en tæve føder flere hvalpe end den magter at passe. Nogen gange skyldes det måske at opdrættere lader tæven parre mange gange, hvilket øger sandsynligheden for mange hvalpe. Kuld på 4-6 hvalpe er udfra biologiske hensyn ideelle, men mange opdrættere vil jo gerne have 7-9 stykker. Har du spurgt opdrætteren i dette tilfælde hvor mange gange tæven blev parret?

Uanset kuld størrelse er jeg tilhænger af at man undlader at hjælpe hvalpe som tæven skubber væk eller som ikke er livskraftige nok til at klare sig. Om man herudover skal reducere et stort kuld? Det er sgu svært hvis alle hvalpe er livskraftige, velfungerende og tilsyneladende helt ok. Jeg ville nok søge en god amme (sund rask og instinktsikker tæve med plads til flere hvalpe) - uanset race. Men fandt jeg ikke en ret hurtigt, ville jeg vurdere hvad jeg tror min tæve kan klare på en god måde og reducere om nødvendigt.

Problemet er at folk tror de ved så meget - og meget af det er simpelthen ikke rigtigt. Derfor er det jo vigtigt at få formodninger og forestillinger bekræftet af egentlig dokumenteret viden. Når man høre hvad folks hunde "kan", må man altså tage det med et gran salt!

Jeg er også lidt forundret over at det skulle være så epokegørende nyt! Handler det om at forskere nu har dokumenteret/bevist at hunde kan visse ting, som mange hundefolk har formodet (troet de vidste) at hunde kan længe? Altså at visse ad de ting hundefolk længe har vidst (eller ment de vidste) nu også er bevidst og dokumenteret - eller?

4 dage - Dorit kan det i morgen!