PBC

Det kommer lidt an på hvorfor tråden blev rejst. Er det udelukkende overgrebet, som man vil diskutere - eller er det også hvad det betyder for avlen, når man tvangsavler - eller for den sags skyld sammen sætter 2 hunde som egentlig ikke vil eller kan parre, men via forskellige "metoder" får dem til det alligevel. Det er jo meget synlig tvang, når tæven fastspændes, men hvis man har stor indflydelse på sin tæve og virkelig tilskynder den meget og fastholder den i en situation (i en løbegård eller lukket have) med en energisk og erfaren hanhund indtil den alligevel giver efter, hvad er det så - og hvad resulterer det i. Er det et tvangsægteskab? Er det ok - eller skulle man hellere have fundet en hanhund som tæven gerne ville parre - eller skulle man simpelthen undlade i denne omgang og prøve næste gang - eller? Og ville det være ok at inseminere den med sæd fra en hanhund hun ikke vil parre? Og har det indflydelse på resultatet eller er hvalpene lige så gode for det? Som Kim vistnok har gjort det klart har vi ikke nogen eksakt viden, som forskere gennem større forskningsforsøg kan lægge frem, men vi har tanker, teorier og ideer. Jeg synes det er spændende og interessant. Og så tror jeg ikke vi tager nogen chancer, hvis vi kun lader hunde parre som kan og vil selv. skulle det være nødvendigt at tale beroligende til tæven bagefter er det vel heller ikke diskvalificerende, men skulle vel egentlig ikke være nødvendigt. Jeg tror tager chancer (risiko for ringere avl) når vi forcerer hunde til at parre sig som ikke af sig selv ville have gjort det. men rigtigt Kim. Jeg ved det ikke. Hvis vi skulle basere alt hvad vi gør på 100% viden, går verden vist i stå.

Kim, nu gentager du dig selv og jeg kan så gentage mig selv. Naturligvis er det baseret på teori, tro og antagelser. Det har jeg tidligere sagt. Det tror jeg faktisk en meget stor del at de vi herinde ofte omtaler som "noget vi ved" er, hvis man undersøger det nøjere. Det er baseret på teorier fra folk vi tror har ret i deres studier, teorier og forskningsresultater som sandsynliggør at sådan er det - ikke 100% sikker viden. De fakta og den viden vi idag bruger til at udrydde fortidens myter med, kan meget vel blive de myter fremtidens viden og fakta udryder. ET's forskning og det han mente var fakta, er der mange som mener ikke er helt rigtigt idag, men der er vist også en del, der stadig mener at en stor del stadig holder vand. Det tror jeg. Man kan altid diskutere termer og definationer, men jeg tror langt det meste af hvad ET beskrev stadig er korrekt. jeg tror fx. at hannen i en naturlig hundefamilie prøver hvalpene af når de forlader reden mhbp at sortere "fejl fra". Derfor lægger jeg også vægt på hvordan andre hunde - og især hanhunde har det med et kuld hvalpe. når jeg vælger hvalp, beder jeg om at se kuldet sammen med faderen i 5-6 ugers alderen - eller evt en anden "god hanhund". Men ja, det er også noget jeg bare tror mht. naturen som forbillede er der vis svaret i forrige indlæg. Men Kim, det kunne være interessant at vide hvad du selv mener om emnet. Er der stor sammenhæng mellem individers evne og vilje til at formere sige og passe yngel og individets "genetiske værdi" for arten - eller har en meget stor del af en population - måske 70% - sammen gode gener, det er blot i naturen, kun en lille procent, der "kommer til fadet". Man kan sige at min tese er, at mindre end 50% af en population vil være egnet til at forbedre slægten - måske kun 25% er ideelle, men selvfølgelig kan man godt forestille sig at det er langt over 50% - måske nærmere 75% der ville være egnede og 50% der er ideelle. I begge tilfælde må man jo så finden en måde at sortere de "ikke egnede fra". og endnu bedre hvis man kunne identificere "de ideelle".

Jeg tror ikke at jeg tegner et rosenrødt blilede af naturen. Tværtimod. Der går rigtig mange individer til - og det er bla. derfor naturen er godt til at lave avlsudvælgelse. ingen tvivl om at der også er et spild af genetisk materiale (som jo dog bliver ædt af andre dyr, så helt spildt er det ikke), men det er i og for sig er det ligegyldigt så længe "de absolut bedst egnede individer" er dem der fører slægten videre med succes. Og jeg antager at naturen er indrettet så det oftest sker. Har et individ i naturen ikke succes første gang det forsøger parring og har modet, viljen og kræfterne til at prøve igen får den måske succes næste gang. men den får ikke noget som helst forærende. Der skal kæmpes på mange fronter. Naturen sikrer at den er egnet. Hvad gør vi? Det er sikkert rigtigt at vi mennesker kun styrer en del af hundeavlen, men jeg synes ikke vi viser at vi er gode til det når det handler om andet end udseende og brugsegenskaber. jeg synes vi fejler når det handler om livskraft, mental og fysisk sundhed. Der tror jeg at mange racer/ hunde som avles meget mere "af sig selv" klarer sig bedre. Og nej, det kan jeg ikke dokumentere Men man kan undre sig over at vi mennesker, med den ekspertise og viden vi har ikke er i stand til at avle hunde, som er sundere end fx ulve i naturen - og lever betydeligt længere. jeg mener vi kan lave den mindre, større, stærkere, hurtigere og i diverse designudgaver, men de er ikke mere levedygtige og sundere.

Hvis man ikke tror på præmissen om at hundenes evne til at formere sig uden hjælp giver det naturligvis ingen mening ikke at støtte og hjælpe og gørecalt hvad man kan forcat få en parring til at lykkes og at hundene oplever det udelukkende positivt. Det forstår jeg godt. Til gengælg giver det god mening at teste hundenes evne til at klare det selv, hvis man tror på præmissen om at hundenes evne til at klare formering uden hjælp er en væsent lig indikator om hundenes genetiske kvalitet. Så siger du at det er for sent når først parring er sket.... Så kan man lige så godt hjælpe, fir hunden er jo inde i avlen. Jeg mener det er vigtig for, sammen med andre ting (yngelpleje mv) at vurdere hundens fremtid som avlshund.

Koldhjertet - fordi jeg ikke mener at en hanhund skal støttes til at parre en tæve Jeg må indrømme at jeg slet ikke kan følge dig. Slet ikke se sammenhængen. Eller mener du det er koldhjertet ikke at rose den for at parre? Roser du den også for at spise, skide og tisse og betragter du ejere som ikke gør som koldhjertede? Uenighed er ikke det samme som ikke at kunne forstå. Jeg forstår godt trangen til at støtte og nusse og hjælpe og det er sådan set også helt ok, bare det ikke er nødvendigt. For er det nødvendigt, skulle man efter min mening ikke have parret. Kan du forstå hvorfor jeg mener det?

Det kan jeg godt se, men det er nok lidt tættere linjeavl end jeg har tænkt. Det er vist det jeg kalder indavl. Altså man bruger fx en farfar på hans datterdatter. Eller måske endda endnu tættere. Dem jeg kender fastholder en tævelinje. Altså har den opdrætter jeg omtaler over 18 og mange kuld udtaget en datter fra hver af hans avlstæver og beholdt og avlet på. De hanhunde han har anvendt har bestemte linjer i sig ret kraftigt repræsenteret, men det er klart at den hanhund som var stærtk repræsenteret fir 18 år siden, nu repræsenteres som 2. Og 3. Generation, men stadig til stede. Iøvrigt de samme linjer (hanhunde) som jeg har valgt min Maggie efter. Da tævelinjen naturligvis har visse stærke sider, som søges bibeholdt og forstærket og også visse områder hvor der er plads til forbedringer, prøver opdrætteren naturligvis at bruge hanhunde som dels har de linjer og de hanhunde som styrker og bevarer, men altså dog med andre linjer som måske kan styrke der hvor der er plads til forbedringer. Det behøver ikke at gå stærkt, for der er meget afkom der har disse linjer og opdrættere der fastholder dem.

Hmmm... der kan vel også drives mindre intensiv linje avl, hvor man fx tilføjer en ny tæve i linjen hver 2. - 3. år og hvor også andre opdrætteres hanhunde (som passer i linjen) kan medvirke? Måske har du en strammere definition af linje avl end jeg har, men jeg kender et opdrætterer par, som tager sig tid og nu tilføjer 5 generation af tæver i linjen efter at have avlet og sorteret siden 1997 hvor den tæve, som er grundlaget for tævelinjen blev købt. - altså 5. generation efter små 20 år. Samme opdrætter som tog sin tæve ned til en passende hanhund af samme linjer fordi han ny-importerede unge hanhund - købt specielt til at "berige" tævelinjen, ikke var moden/klar. Altså et godt samarbejde mellem opdrættere. Hvorfor mener du man skal have travlt og have mange individer i linjen levende samtidig. Det forstår jeg ikke helt?

Hvordan vil du definere "behov for ros ved parring"? Nu siger så ros og støtte efter parring? Eller? men hvad er behov i denne sammenhæng? Og hunden bliver under alle omstændigheder ikke kasseret, som du så pænt skriver, blot ikke brugt i avlen. Det er noget helt, helt andet. Det kan være en super hund i alle andre sammenhænge. Fx. kan man have en Spaniel, som ikke viser naturlig interesse for og vilje til at apportere. Så lærer man den og den bliver rigtig god. Hunden bliver måske en vidunderlig og dejlig jagtkammerat og altså ikke kasseret. Tvætimod. Men det den har lært giver den jo nok ikke videre til sit afkom, så derfor ville jeg ikke bruge den i avlen. Derimod kan der sagtens være en Spaniel, som har stor naturlig anlæg, lyst og vilje til at apportere, men som fordi den trænes forkert smider fuglen på vej hjem. Den kan man godt bruge i avlen, for den sags skyld. Man skal passe på ikke at avle på trænere, men på hunde. Man må jo prøve, efter bedste evne, at vurdere hvad der er arveligt og ikke arveligt. Men det er 100% sikkert at kun hvis vi er kritiske og har et godt "blik for" hvad der er arveligt og hvad der ikke er, kan vi avle bedre hunde. Mht. hvorvidt evnen til formering hænger sammen med hunden "genetiske værdi" så at sige, behøver vi jo ikke være enige, men jeg tror altså at der er sammenhæng. Det ville give mening i naturen og derfor tror jeg der er sådan. Jeg indrømmer gerne at det ikke er bevidst - blot visse forskeres mere eller mindre dokumenterede teorier eller formodninger, men derfor kan det jo godt være rigtigt. her er en god artikel. http://www.kennelfuglevig.dk/Wordpress3/wp-content/uploads/2010/12/Avlens-mysterier.pdf

Der sker jo ikke noget ved at gøre det, men hvis den virkelig har behov for det - altså ikke ville parre uden, ja, så er den ikke klar til at blive brugt i avlen efter min mening. Ja, en jagthund af apporterende race (retrievere og Spaniels) skal have naturlige anlæg for at apportere, så man blot skal træne det ind i relevante rammer. Har den ikke det er det ud af avlen. Ja en jagthund der skal bruges på store fællesjagter - mest Retrievere og Spaniels skal have et naturlig tænd/sluk gen, så de kan slappe af når de ikke er på. Det er faktisk et problem vi kæmper med fordi nogen vægter voldsomt tempo og pågåenhed på terræn højere - ikke godt. Har den ikke naturlig anlæg for at afstresse, så er det ud af avlen. At mange så er ødelagt ved forkert træning er noget helt andet. Hos andre jagthunderacer har dette måske ikke samme betydning - støvere fx. men det ved jeg ikke så meget om At blande den menneskelige vinkel ind i debatten om hvad vi bør avle på giver ingen mening. Her hersker helt andre regler og kriterier. Hvordan kan du vide at allergi og eksem ikke ligger i generne hos en hund der ikke har lyst til - eller evne til at formere sig? Det kunne jo være at naturen var så viselig indrettet, at der netop var en sammenhæng. Nogen gange er der jo gode grunde til spontane aborter og til at visse individder ikke parrer sig eller er sterile. Jeg ved det ikke, men jeg tror at grundforskning på hvorfor visse individer i naturen når frem til at formere sig, mens andre ikke gør kunne være ganske spændende. Indtil da må vi jo blot arbejde med antagelser og teorier og gøre vores bedste

Ahhh.... EB er altså ikke så gammel. Han skrev bøgerne jeg taler om i midt 70'erne. Trumlers Pferdeleben. München 1964 Wohnen mit Tieren. München 1968 Mit dem Hund auf du. München 1971 Hunde ernst genommen. München, Zürich 1974 Meine Tiere, deine Tiere. München, Zürich 1976 Trumlers Ratgeber für den Hundefreund. München/ Zürich 1977 Pferdeleben. Osnabrück 1980 Hunde kennen und lieben. Balve 1980 Meine wilden Freunde. München 1981 Ein Hund wird geboren. München 1982 Das Jahr des Hundes. Mürlenbach 1984 Trumlers Pferdefibel. Mürlenbach 1985 Der schwierige Hund. Mürlenbach 1986 Mensch und Hund. Mürlenbach 1988 Du har ret i at ET lægger umådelig stor vægt på at hunde skal være sunde, robuste, naturlige og med stor livskraft. Det er nyt for mig at han skulle være særlig betaget af hunde med stor libido. Han taler om BIOTONUS, men det er noget andet - livskraft hos hvalpe - og ja, så mener han at hundenes evne til alt hvad der har med forplantning at gøre er afgørende for hundenes livskraft og evne til at være en succesfuld art.

Tænkt sig at have så udpræget behov for at gøre nar. Min intention var blot at synliggøre at jeg har samlet på info om hunde i mange år. Jeg skrev et speciale om hvalpens liv de første 3 uger. Det var rigtig spændende og første gang jeg kom bagom emnet på en mere faglig måde - altså studerede forskellige kilder og evaluerede Deres værdi og troværdighed. Meget spændende. Ikke noget jeg skammer mig over, tværtimod. Der er iøvrigt ikke noget latterligt ved specialer i gymnasiet. Det betyder at man læser og debatterer den nyeste materiale der findes om emnet på dette tidspunkt med et "åbent sind". Det skaber en interesse som i visse tilfælde så varer livet igennem og det kan man have stor glæde og fornøjelse af. Når nogen gør nar af det, så siger det vist rigtig meget om - dem selv.

Spot on Kim. Godt indlæg. Og du har også ret i at det dels er spekulationer og dels viden (eller formodet viden/info) samlet over mange år. Der er læst mange bøger og lavet specialer i Gymnasiet, talt med mange mennesker og hørt mange foredrag - og fælles er vel, at meget lidt er egentlig bevidst og mest er tanker, teorier og forestillinger. Har vi råd til at vente med at bruge teorier til de er endelig bevidste? Det tror jeg ikke. Omkring evnen til formerings betydning for avlsdyrenes værdi beskriver EB det sporadisk i sine bøger Dus med din hund I og II. Der kommer et hint her og et der, for bøgerne har jo et andet sigte (at beskrive hundenes naturlige adfærd). EB beskriver fx et sted, at naturlig adfærd for en hanhund er at teste hvalpenes evne til at vise respekt og underkastelse, når de forlader lejet i 3-5 ugers alderen - og kan de ikke det, bliver de måske dræbt af hannen - og kommer dermed ikke til at give dårlige (hunde som ikke kan vise underkastelse) gener videre osv. Men den mere indgående beskrivelse, mener jeg er i bogen "En hvalp bliver født" som jeg har læst for 30 år siden. Men desværre ikke selv ejer. Den kan vist købes antikvarisk og det vil jeg måske gøre. Alt det du siger i dit indlæg er rigtigt - og jeg er enig! Men, hvad gør vi rent praktisk indtil vi bliver endnu klogere? Jeg foreslår, at vi strammer gevaldigt op på avlen af hunde. Laver meget mere grundig avlsudvælgelse baseret på den viden og de teorier vi har. Man skal ændre målet fra at fokusere mest på meget specielt udseende til at handle mere om hvad der giver hundene livskvalitet: Sundhed, mental og fysisk. Evne til at tilpasse sig det liv de får - fx duer hunde der bliver traumatiske efter et uheldigt møde med en anden hund ikke, men hunde som kan være alene, hunde som kan klare sig uden at være i en hundeflok, hunde som ikke er aggressive overfor andre hunde eller mennesker. Der er mange ting som man skal fokusere på før udseenet - man kunne kalde det familiehundens brugsegenskaber! Fælles for alle hunde er at vi bør ønske dem fysisk og mentalt sunde - derefter kan man så splitte op i hvad mere man ønsker af bestemte racer. Nogen skal være som ovenfor beskrevet brugshund som familiehund, andre skal være jagthunde og andre hyrdehunde og det må man så avle efter, men aldrig på bekostning af fysisk og mental sundhed. Men det kommer naturligvis an på om man tager hunden alvorlig eller bare betragter den som sådan en slags legetøj/hobbyting - eller værst af alt, at man ligefrem ønsker sig problemhunde for at tilfredsstille et behov for at hjælpe - eller syge hunde som tilfredsstiller visse menneskers omsorgsgen. Det er godt nogen gør disse ting (tager sig af disse hunde), men det var bedre ikke at avle og lave problemhunde og syge hunde Med hensyn til dit sidste afsnit omkring avlshundenes alder. Man må tage den tid det tager og ikke kompromissere hundenes sundhed. Jeg forstår godt at man kan have lyst til at prøve en "ny hanhund" og det er også ok, men så må man også lige vente og se hvordan afkommet falder ud før man bruger ham 30 genge. jeg kender folk som udelukkende på baggrund af stamtavle og egne iagttagelser bruger hanhunde fra 1½ års alderen genske meget - og jeg kender også eksempler på at det har betydet en spredning af problemer man ikke havde forudset. Det er der simpelthen ingen grund til. Det er jo ikke ny medicin (som kan redde liv og derfor har vi travlt) vi laver - det er hunde.

Shii, jeg siger ikke at man kun skal bruge "prøvede" hunde. Jeg siger at bør vente til en hanhund er i en alder hvor den må formodes at være opgaven helt voksen og gerne have en alder hvor langt de fleste arvelige sygdomme vil have vist sig. Det er ærgeligt at have trukket 25 parringer på en 1½-3 årig han og så viser det sig at den har en arvelig defekt i fx benene, som viser sig i 4 års alderen. Det kan være en god ide at introducere en lovende han med en enkelt eller to parringer i 3 årsalderen, hvis han er moden - så har man måske også en chance for at se afkommet inden man bruger ham 30 gange mere. Mht. hvorfor hundene skal klare sig selv og ikke hjælpes, har du vist misset hele pointen. Det er fordi jeg kæder selve den basale evne til at kunne formere sig (for både hanner og tæver) sammen med individets kvalitet. Jeg tror på at naturen er så viselig indrettet at hunde med gode, sunde gener vil have denne kompetence, mens der er en risiko for, at hvis et individ bærer visse dårlige gener, har naturen muligvis samtidig også sikret at individet ikke kan gennemføre formering. En ting er i hvert fald sikkert. i naturen er det kun ret få individer som i sidste ende - efter naturens selektion, når frem til at få chancen for at formere sig - og kun hvis disse individer er i stand til at gennemføre forplantning, føde levedygtige unger, som de så også kan passe og pleje så de overlever og blive værdifulde team medlemmer, får disse individer nogen chance for at formere sig. Er der ikke en risiko for at vi avler på "ikke egnede individer" når vi helt og totalt tilsidesætter naturens egne udvælgelses mekanismer? Mange af disse kan vi jo ikke rigtig bruge. Vi kan ikke sikre at tæven er så kompetent jæger at den kan opfostre 4 unger. Vi kan ikke sikre at hunde med mangelende sociale færdigheder i teamet, bliver enten dræbt eller skubbet ud. Vi sikrer ikke at individer, som ikke har høj livskraft ikke bukker under for parasitter eller anden sygdom. Man kan blive ved. Vi sætter mange naturlige udvælgelses mekanismer ud af funktion. Og så er vi tilbage. En af de vigtigste - måske den vigtigste udvælgelsesmekanisme, tror jeg er evnen til at formere sig - alt incl. Parring, drægtighed, fødsel, yngelpleje - og her kan vi faktisk godt bruge naturens udvælgelsesmekanisme, så hvis de ikke kan selv avler man ikke på den. Og kan de avle, men ikke føde selv - eller passe afkommet selv, kan vi tage dem ud af avl. Jeg tror man ved betydelig mere seriøst udvælgelse af avlsdyr kunne bidrage utrolig meget til vores hundes sundhed både mentalt og fysisk. Vi har før diskuteret dette. Hvorfor avler vi hunde med eksem, overfølsomhed, hunde der ikke kan udnytte et normalt foder, hunde som får mentale skader hvis de bliver udsat for blot en eller få ubehagelige hændelser, hunde som har dårligt bevægeapperat - discusprolaps, HD, AH osv. Behøver vi det i 2015, hvis vi sætter os for ikke at gøre det. Med den viden vi har idag kunne man gøre det langt bedre. UMULIA har bestemt en pointe i at lade hundene få en noget højere alder - og dermed bevise at de selv er sunde og raske, på alle måder før avl på dem

Ja det er jo et andet aspekt i ikke at hjælpe umodne og unge hunde som ikke selv kan finde ud af det, men bestemt ikke mindre relevant. Jeg er sikker på at man ikke bør bruge unge hanhunde. Der er simpelthenningen grund til det. Det er jo i langt de fleste tilfælde mange helt voksne og endda prøvede hanhunde til rådighed og det er heltvrigtigtcat visse arvelige sygdomme først viser sig senere end 2-3 års alderen. Med tæver forholder det sig anderledes. Her kan der være grund til at tage et kuld tidligt, hvis tæven er moden og vil lade sig parre, for så kan men se afkommets kvalitet, før man trækker yderligere kuld og af hensyn til at bækkenbunden er flexibel, skal man heller ikke vente for længe med det første kuld.

det har du nemlig 100% ret i. Eberhard Trumbler har beskrevet dette ret indgående og henviser også til anden forskning og kilder, så vidt jeg husker og det er der jeg har det fra. Derudover finder jeg det logisk at alle "trin" et individ tager frem imod en evt. videregivelse af sine gener fra naturens side er indrettet så kun de individer med de bedste gener mht overlevelsesevner mv. Kommer så vidt. Et vigtigt trin, blandt andre vigtige trin er selve parringen og evnen til at formere sig og passe hvalpe, så de kan indgå som værdifulde team medlemmer der sikrer artens succes. Jeg kan ikke på stående fod lige sige hvor ET har beskrevet det, men det vil jeg da gerne checke, hvis du er intereseret?

Altså man kan jo diskutere hvad der er bedst for hundenes sundhed og uanset hvem der mener hvad, kan vi jo ikke begge have lige meget ret. Der findes vel et slags facit - et svar på hvad der rent faktisk fremmer hundenes mentale og fysiske sundhed. Debatten er vel forat få emnet belyst, få de forskellige argumenter frem og jeg savner argumenter forcat det på lang sigt vil gøre hundene mentalt og fysisk sundere at hjælpe med parring, fødsel og yngelpleje og så avle videre på de individer der kommer ud af det. Indtil videre synes jeg der debateres fint, med undtagelse af når der indrages den menneskeligørelse af hundene såvel fysisk som psykisk. Ellers mener jeg der stadig fremkommer nye vinkler, som er en reflektion værd. Blot må man jo huske at ingen behøver at avle på deres hunde, hvis de ikke har den fornødne kvalitet. Bare at avle fordi man kan, mener jeg ikke er så godt, men det er jo et frit land og fuldt legalt at avle på hundene uanset at jeg ikke mener de har fornøden samlet kvalitet. et debatforum er vel til at debatere uenigheder i ikke? synes du det er ubehageligt at være uenig Birgitta? en anden stor og vigtig debat vi vist har tilgode er hvor gamle hanhunde bør være før de bruges i avlen og hvorfor. Den kommer nok en dag og så bliver vi sikkert også rygende uenige, men det gør ikke noget. Her er jeg også uenig med mange af vennerne i FT Spaniel klubben, som ønsker at bruge unge nyimporterede hunde meget mere end jeg synes er godt for racen. uenighed er godt for mange ting.

Så kommer det efter min mening an på hvornår hjælpen er "nødvendig". Hvis det er for at få parringen igang, mener jeg man skal undlade. Det skal hundene selv kunne finde ud af. Uanset om det er tæven eller hannen der er for usikker (eller dem begge). Hvis det er for at undgå skader efter sædafgang ved at tæven stikker af er det naturligvis ok at hjælpe. At hjælpe en ung uerfaren hanhund igang er en fejl. Den skal vise den tilstrækkelige mentale styrke og fysiske formåen til at klare det selv, hvis tæven er villig og parat. hvis hun ikke er det skal hun ikke parres. På den måde sorteres hunde fra, som ikke har det der skal til for at parre - og det vil gavne racen.

Måske misforstod jeg dig? Jeg forstod at du insisterede på at hjælpe og at det oftest var nødvendigt. Jeg vil naturligvis også gerne være til stede, men det er nu ingen betingelse. Hvis tæven er tryg ved at blive "udstationeret" et sted som jeg har grund til at stole på er det fint at hanhundeejeren er til stede. Jeg har 3 ud af 4 gange brugt en hanhund som bor på Sjælland, mens jeg selv boede i Vejle/Nyborg og to af gangene har parring fundet sted mens jeg var der. Ellers er tæverne blevet parret senere også mens jeg ikke var der og jeg har så hentet hundene efter et par dage. Jeg har så været ude på en kennel (der hvor jeg købte Maggie) hvor han havde en tæve til parring (første gang for den) det gik helt uden problemer. I dette tilfælde havde ejeren faktisk først præsenteret tæven for hans egen importerede hanhund på 2 år, men den var ikke selvsikker nok til at parre, så tæven blev kørt til en anden passende hanhund, hvor den altså blev parret helt uden problemer af en 3-4 år gammel hanhund. Generelt mener jeg man skal bruge helt voksne og gerne ældre hanhunde, så har den autoritet der skal til og man er mere sikker på at den er gennemsund og rask. Det er for mig afgørende at hundene er i stand til at gennemføre parring og formering uden hjælp, men selvfølgelig skal der være kompetente personer til stede. På de kenneler jeg kender og har brugt, bliver hundene sat sammen 15 minutter morgen og aften under opsyn i de 2-4 dage, hvor tæven er højløbsk og når den er parret 3 gange, slutter man.

Et meget godt eksempel på hvad man ikke skal gøre. Måske skulle sådan en hanhund vente et par år med at bruges i avlen og kan han stadig ikke finde ud af det skal han slet ikke bruges.

Hvor kommer det fra med at løbe bort i solnedgangen. Jeg taler om at give hundene rimelige, rolige vilkår og god tid. Sørgeligt hvis det står så skidt til som du beskriver indenfor din race Siri.

Noget jeg aldrig har forstået er hvordan man kan være seriøst interesseret i hunde og deres sundhed uden at interessere sig for avl. Ikke nogen bebrejdelse, blot undren. I det hele taget synes jeg der bliver taget alt for let på avl. Når man har sat naturen ud af kraft, må man sandelig gøre et seriøst avlsarbejde, som sikrer hundenes mentale og fysiske sundhed samtidig med at man naturligvis avler i bestemte racespecifikke retninger. Nå, det var der vel ingen der blev overrasket over at jeg mener

Hvis det er alt hvad du får ud af det skulle du måske genlæse tråden Der er rigtig meget mere i det. Og det er vigtigt - ikke det bare pjat, hvis man tager hundenes sundhed alvorligt.

Jeg har overværet 4 parringer, som alle er foregået i lukke have eller løbegård og hvor hundene har hængt sammen og forholdt sig rolige i 10 min eller mere. Alle gange FT Springere. Jeg vil så heller ikke blive overrasket hvis FT Spaniels klarer sig bedre på dette område end gennemsnittet af hunderacer. De er jo traditionelt avlet af folk som avler brugshunde og som ikke gider at avle på hunde som koster dyrlægebesøg og hjælp til formering. Bare en antagelse. Jeg vil prøve at spørge erfarne hanhundeejere om hvor ofte hundene prøver at forlade gerningsstedet for tidligt. Jeg kender flere som har 5-15 tæver til parring hver år. Men du har ret i at det jo ikke er et statistisk holdbart materiale dog kan man vel sige at det trods alt må være det naturlige - og hvis vore hunde idag udviser en anden adfærd, bør man måske overveje om man ikke allerede har gjort noget forkert. Jeg mener, som sagt at det er vigtigt at fastholde en naturlig adfærd på dette område. Hele denne debat bekræfter min mistanke om, at man generelt i opdrættet af racehunde er på et skråplan og avler på individer, som ikke burde indgå i avlen. Det et nytteløst at avle gode hofter og godt temperament videre hvis det er på bekostning af generel sundhed og andre kvaliteter. Det hele skal være i orden hos avlshunde. Avlshunde skal være over gennemsnittet samlet set og bestemt istand til at formere sig uden hjælp. At man så hjælper dem alligevel, gør vel ingen skade, så længe det ikke betyder, at man avler på noget der ikke selv ville have kunnet klare det. Jeg tror man skal gøre sig klart om man avler for sjov og for penge - eller om man også sætter en så høj standard at man gavner racen. Det gør man kun hvis avlsdyrene er bedre end gennemsnittet samlet set. Og her er mental og fyskisk sundhed det absolut vigtiske. Udseende helt og aldeles sekundært. Og godt set. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om, hvis man vil noget godt for hundene og racerne. Men hvis man vil hygge sig og lave lidt penge, kan man jo se anderledes på det.

Siger du at normale, sunde og raske hunde normalt vil tage skade af at parre uden hjælp? Så er vi da godt nok kommet et sted hen hvor vi ikke burde være.

Jeg tror egentlig ikke jeg kan sige så meget mere om dette emne her, men lad mig summere. Jeg mener at man skal avle på mentalt sunde og raske hunde, som selv kan finde ud af at parre sig under rimelige omstændigheder. Som kan føde og passe hvalpe i normalt og naturligt omfang uden særlig hjælp. Kan de ikke det. Ville der ikke være kommer levedygtigt afkom uden indgriben, ville hvalpene ikke overleve de første 3-4 uger uden menneskelig hjælp, mener jeg man skal hjælpe så det går godt, men også tage tæven ud af avlen for hun bidrager ikke med tilstrækkelig gode gener til racen. Som sagt er det noget vanskeligere at sortere hanhunde fra på dette område, men overliderlige eller uvillige hanhunde, bør også tages ud af avl. Man bør ikke inseminere med sæd fra en uvillig hanhund! Sådan har man formentlig gjort for 95% vedkommende de sidste 10.000 år og kun de sidste 50 år er man begyndt på alle mulige og umulige måder at hjælpe med insimenering, kejsersnit, opflaskning af hvalpe osv - uden at tage disse problemhunde ud af avlen! Derfor har man indenfor mange racer problemer idag med hunde der ikke kan parre selv, ikke kan føde selv og ikke kan passe hvalpene selv. Desværre betyder det nok samtidigt at sundheden indenfor disse racer falder fordi "formering" som avlskritterie (sammen med andre) skulle være med til at sikre avl på sunde dyr. Desværre er det sådan idag at mennesker tror de har ret til at få hvad de peger på. Har man en tæve, mener man også man har ret til at avle på den, hvis man har lyst. Går det ikke af sig selv, må man jo bare hjælpe med parring/insemination og bestille tid hos dyrlægen til hjælp, når der skal fødes. Jeg kalder også dette for lidelsesopdræt.