PBC

Lyder sådan set fornuftigt. Jeg tror bare at der ville være større chance for at hundene forholder sig roligt og hænger sammen længere, hvis man lader dem være. Men hvis det går godt på den måde du beskriver er det jo helt fint. Nu er der jo også rolige hundeejere med overskud og nervøse hundeejere med nerverne siddende uden på tøjet. har man prøvet mange gange og er relativt sikker på sin tæve tager man det nok roligere. Man skal også overveje om det er eget behov eller hundens behov man opfylder. Hvis in tæve efter parring, bliver hysterisk og vil væk er det jo lettere at træde til hvis man er tæt på, men hvis man øger risikoen for at den bliver hysterisk og vil væk, ved at være tæt på, er det jo ikke så godt. Og det tror jeg man gør. Vi har ofte diskuteret herinde hvordan mødet mellem 2 hunde forløber - og generelt er de fleste vist også enige om at chancen for at det forløber godt og fredeligt er størst hvis hundene er løse og lidt på afstand af ejeren. det indebærere jo en risiko, for man kan ikke gribe ind så hurtigt som hvis de var i line - eller man var tæt på, så situationen ligner lidt. Måske nogen skulle skrive en bog: "Din kompetente hund" for jeg tror mange undervurderer hvad hundene faktisk godt kan finde ud af selv.

Der er en første gang for alting og hvis man mener tæven er moden og klar må man jo stole på den og tage chancen. Om du vil have tæver på besøg bliver en sag mellem dig og tævehundeejeren, hvis du har hanhunden. Så må tæven jo evt komme flere gange - eller man må indrette sig så man har god tid. det kommer jo også an på om tæven er villig og hurtigt smelter eller om hun er knibst og først skal bearbejdes af hanhunden - og om han vil og gider. Hvis alt går godt og hundene kan finde ud af at parre, tæven føder uden problemer og passer hvalpene er alt jo fint. Hvis ikke hundene af sig selv vil parre, stopper festen der. Parer de selv og hænger sammen er det jo fint. Vil tæven stikke af, må man hjælpe, men overveje om hun skal bruges mere i avl. det samme hvis hun ikke føder og passer hvalpe uproblematisk, så er hun ikke egnet til avl - og egentlig er hvalpene heller ikke.

Jeg taler om at bruge even til at kunne klare hele formeringsprocessen selv som avlsudvælgelseskritterie. Naturligvis må man undgå at hundene kommer til skade. Men hvis man fra begyndelsen mener det er nødvendigt at assistere, skal man undlede at avle på de individer der er tale om. Kun hvis uforudsete problemer opstår efter parring har fundet sted, må man assistere

Det jeg siger er at gode avlshunde skal kunne klare det selv. Det tror jeg så også mange kan - hvis altså ejerne kunne lade dem få lov - holder sig på afstand og betragter hundene fx indefra gennem et vindue. Desværre tror mange, at de skal støtte en usikker tæve osv. Det skal de ikke. Hvis ikke tæven kan klare at tage imod en hanhund alene, skal den slet ikke parres. Når først parring er sket, må man jo naturligvis lade hundene være og holde afstand. Kun hvis der tydeligvis er problemer - en af hundene pludselig vil væk og ikke kan komme det, må man jo desværre blande sig for at undgå skader. Hvis det er tæven der pludselig er blevet så bange, at den ikke kan stå distancen, må man overveje om hun er en god avlshund. Jeg ville tage hende ud af avlen, med mindre man kan påvise en god og ikke arvelig grund (at hun trådte på en torn eller lignende) til den pludselige og unaturlige trang til at komme væk, i stedet for at sikre sig at den sperm hun har modtaget bliver hvor den skal være.. Fuldstændig samme holdning, som til tæver som ikke kan føde og passe hvalpe. Jeg ville naturligvis gøre hvad der skal gøres for at redde situationen, men tæve og afkom er ude af avlen. Det er lidt vanskeligere at vide hvornår hanhunde skal dømmes ude, men de findes sikkert også. Der er 2 ting som kan nævnes: 1 ejerne skal tro på hundenes naturlige evne, modenhed og instinkt og lade dem klare så meget af formeringen selv som muligt. Desværre tror jeg, som ved møde mellem hunde, at ejernes tilstedeværelse generelt udgør det største enkeltproblem. 2 man skulle måske overveje, hvor de eventuelle problemer vi allerede ser (og som flere omtaler) kommer fra. Tæver som vil løbe skrigende bort, tæver som overrasket kigger på nyfødt afkom og ikke aner hvad de skal stille op med det. Måske skulle deres oldemor eller oldefar, have været taget ud af avlen. At nogen igen finder trang til at sammenligne med mennesker, kan jeg ikke rigtig tage alvorligt, men der findes vel også mødre som gerne ville holde deres lille datter i hånden første gang hun skal have samleje med en mand. Det er en absurd sammenligning, som ikke kan tages alvorligt, men blot tilskrives manglende indsigt i dyr og manglende relevante argumenter. Og jo Luckyluna - der er mange som vil gribe ind uanset behov. Både i parring og i fødsler, desværre. Jeg har som sagt, ikke store erfaringer selv, men talt med flere ejere af meget brugte hanhunde og mange fortæller, at alt går meget lettere, når hundene har gået i løbegård ved siden af hinanden og lukkes sammen, når tæve hunde ejeren ikke længere er til stede. Så vil tæven gerne tage imod hanhunden og alt går "af sig selv" som det altså også skal. Vi har haft 3 fødsler herhjemme og tæverne (2 første gangsfødende) har klaret alt selv - den ene gang helt uden vi var der. Hun lå bare i fødekassen med 7 dejlige, rene, tørre hvalpe i fødekassen om morgenen 3 dage før vi ventede dem. Alt var så pænt ordnet at jeg, da jeg så det, troede at min kone havde været oppe om natten og hjulpet til og bare ladet mig sove. Det havde hun ikke. Det var Milles første kuld. Hun var 2½ år gammel og var en fantastisk dejlig avlstæve og mor.

Ja så slutter dialogen jo, når det man siger blot bliver betragtet som stivnakket gammelmandssnak. Tak for denne gang.�� Synd at man ikke tiltror hundene at de kan klare det selv, for det kan normale mentalt og fysisk sunde hunde altså godt. Det har de kunnet i mange, mange år, men det kan da være at "moderne" opdrættere kan ødelægge det også. Mange tror jo heller ikke hundene kan føde selv. Selv bide navlestrengen over, selv slikke hvalpene rene og klare det hele, men det kan de altså også.

Man må jo sikre sig at tæven er moden og klar. Tryg ved situationen og ikke stikker af. Hanhundeejeren behøver jo ikke sige ja til alle der efterspørger en parring, men tage krittisk stilling til om tæven er noget hans hund skal parre. Men igen. Det tager tid. Man må se hundene an og lade dem lære hinanden at kende. Jeg har ikke selv de store erfaringer, men jeg mener at langt de fleste ft spaniels klarer parringen uden hjælp. Ofte går hundene sammen 3-5 dage - altså i løbegårde ved siden af hinanden og lukkes sammen 2 gange dagligt, så klarer de det selv. Jeg har selv haft 2 tæver, som uden problemer er blevet parret både første og anden gang, men det tager naturligvis tid og flere besøg - eller at man lader tæven blive hos hanhunden. Det kommer jo lidt an på om tæven er tryg ved det ene eller andet. Jeg har gjort begge dele. Første gang var hanhunden først herovre og vi gik tur sammen og lod hundene hygge i haven en tid. To dage senere besøgte vi så hanhunden og hundene parrede efter lidt tid og en gåtur med tæven, som tidligere beskrevet. De hang sammen 15-20 minutter uden hjælp og det var det. Anden gang var tæven hos hanhunde ejeren 4 dage - inde sammen med andre tæver og så sat sammen med hanhunden i haven et par gange hver dag. Det gik også uproblematisk. Og sådan tror jeg egentlig ofte det går - hvis man altså tør stole på sine hunde. men igen, det tager tid og man behøver jo ikke lade sin hnhund parre tæver der ikke virker trygge og modne.

Jeg kan ikke se hvor det naive kommer ind i billedet, men jeg kan konstatere at vi bare er dybt uenige. Forplantningen er en essentiel del af udvælgelsen af egnede avlsdyr efter min mening. Det tror jeg egentlig også har været et grundelement i brugshundeavl i flere 1000 år og jeg håber at selvom man idag er indstillet på at hjælpe med både der ene og det andet vil forstå at det ikke vil gavne avlen.

Hvis ikke du har tid og overskud til at gøre det ordentligt skulle du måske undlade at lade din hund avle Og hvis tæverne ikke er i trygge rammer, hvor der også har været tid til at hundene kan lære hinanden at kende måske over flere dage, kan man godt forestille sig at en ellers ok tæve vil forsøge på at flygte. Jeg synes du tegner et ubehageligt billede af stressede og pressede hunde. Det er ikke den måde det skal gøres på. Igen, man behøver jo ikke at avle. Det er vel ikke sådan at du er økonomisk afhængig af at avle? hundene skal klare det selv, men naturligvis tilbydes rimelige vilkår. Tid til at lære hinanden, tid til at falde til ro, rolige omgivelser, ingen stress og jag. Det må det tage den tid det tager.

ja, det vil i hvert fald ikke hjælpe racen, sundheden eller temperamentet. Kun føre til avl på uegnede individer. Hunde som ikke kan findecud af at parre sig ville aldrig have opnået en position, hvor parring blev aktuelt i en verden hvir naturen har indflydelse på udvælgelse af avlsdyr. Jeg tror i høj grad det koster på især mentalmog fysisk sundhed, hvis ikke avlsudvælgelsen strammes.

Jeg vil gerne se hunde, der kan klare HELE FORMERINGEN SELV - altså så meget selv, som omstændighederne ved tamme dyr, nu giver mulighed for. Hvorfor? Fordi jeg mener det et særdeles vigtigt udvælgelseskriterie. Altså i naturen skal et individ (af hunde eller ulve slægt) kunne rigtig meget for at nå frem til en parringssituation. Den skal overleve og den skal have alt det der hører med til at skaffe sig en position, så den kan få lov til at parre en tæve/han. Derefter skal tæven kunne tiltrække den rette han og den rette han skal kunne tiltrække tæven - og de skal kunne finde ud af at gennemføre en parring. Herefter skal parret klare alt hvad der hører til at få gode levedygtige afkom ud af det. Når det så handler om tamme dyr, som hunde, der holdes for hobby og sjov, mener jeg at man skal parre hunde, som ville kunne leve op til naturens kriterier - og her er selve retten til og evnen til at kunne formere sig UDEN HJÆLP af stor vigtighed. Kan tæven ikke klare at føde og passe hvalpene, må man jo af humanitære årsager hjælpe, men både tæve og hvalpe skal så tages ud af avlen. I naturen var de jo døde. Hunde som ikke kan klare en formeringsopgave UDEN HJÆLP (altså så lidt som muligt, de får jo foder mv.) giver ikke de rette gener videre. Kejsersnit, supplerende mad, holde rent hos hvalpene og almindelig yngelpleje, er et must - ellers er det ud af avlen. Naturen er så viselig indrettet at den sorterer fra. Det må vi ikke ødelægge.

Dejligt med en opdatering

De skal bare kunne klare det selv uden indblanding overhovedet. Lad hundene mødes på hanhundens hjemmebane - evt løbegård og når de har hilst på hinanden så overlad resten til hundene. Sæt dem sammen et par gange om dagen de 3-4 dage hvor det nok er aktuelt - og hold øje med dem på afstand. Klarer de det ikke selv, skal de ikke parres. Det er den måde det foregår på de 2 af de 3 gange jeg har fået parret - og så vidt jeg forstår det mest almindelige med FT Springer Spaniels. Første gang var lidt anderledes. Da var sally lidt knipsk. Hanhunden blev lidt træt af at forsøge. det var en varm dag. Vi tod Sally ud og gå en tur og vendte tilbare efter 30 minutter. Så var hanhunden udvilet og Sally indstillet på at parre og så klarede de det det selv. det med at holde før og efter er en uskik, som ikke bør være nødvendig hvis begge parter er med på legen og det foregår et fredeligt sted. Mille gik tom sidste gang vi forsøgte. Måske kom jeg en dag for sent med hende (12. dagen), men hun lod sig bedække, så vi mente det var ok. At hun gik tom, må man bare tage til efterretning. det er jo ikke alt man kan bestemme.

Jeg mener hunde må klare også denne del af forplantningen selv - ellers må man bare undlade at avle - eller finde en anden partner. Som med resten af forplantnings/formeringsprocessen mener jeg ikke man skal avle på individer, som ikke kan klare det hele på naturlig vis. Jeg mener der er en vigtig del af den naturlige udvælgelse, som man ikke må ignorere.

Og noget helt konkret at anmelde? Går jeg udfra?

Så fes den ind. Jeg havde den samme oplevelse med min Norske Elghund som du beskriver. Den kunne fint gø løs og den gøede kun når der var god grund til det. Jeg tror du har ualmindeloig meget ret i at ejerens FORVENTNINGER betyder rigtig, rigtig meget - især hvis ejeren giver udtryk for glæde, når hvalpen/hunden gør som hxn forventer.

Jo jeg taler om ganske almindelig mentaltest - på fuldt udvoksede hunde. Ønske profilen er vel en objektiv beskrivelse af hvordan racen allerhelst skal være indrettet mentalt, så den må vel være udtryk for hvordan hundene også til en vis grad er. Selvfølgelig passe ikke alle 100% i beskrivelsen, men man må vel gå udfra at testes 100 individer af racen vil de komme betydelig tættere på målet end hvis man havde testet 100 tilfældigt udvalgte hunde af forskellige racer. Man har vel også lavet ønske profiler og mentaltest for at racen skal bevæge sig imod målet og for at det så er karakteristisk for racen at agere på bestemte måder. Betydelig mere beskrivende end racestandarden - og langt mere objektivt end de subjektive folk giver af egne hunde, men selvfølgelig også begrænset til at beskrive visse målbare egenskaber.

Ikke forstået

Det er muligvis det der foreslåes, men det var ikke det jeg forstod, men bare TS ikke lader hundene møde hinanden men ejerne har dem i kort line. Nu tror jeg ikke Kim ville gøre det, men der er jo måske andre som læser med, for hvem det ikke er indlysende, at sådan gør man ikke

Taler du om at teste hvalpe? Jeg taler om at beskrive karakteristika for voksne hunde. Racernes karakter, mentalitet, psyke osv.

Problemet med kort line er at hundene ikke kan komme tæt på hinanden uden føreren er med. Derfor er uden line bedre - hvis man er bange for at det ikke går, så må man finde et sted hvor der er hegn imellem. Personlig trir jeg nu ikke der er nogen risiko ved at lade hundene møde hinanden uden snor, så længe ejerne holder sig lidt på afsrand i begyndelsen, men det er jo ikke mine hunde:engel:

Jeg undrer mig over at så mange siger snor på. Er det for at øge hundenes naturlige forsvar af ejer og selvsikkerhed? Er det fordi man er bange for at hundene vil gøre skade på hinanden? I så fald ville det være bedre at lade dem møde hinanden med hegn imellem - og altså uden fører og på neutral grund

Det var objektiviteten jeg forsøgte på at synliggøre. Jeg ved godt at ikke alt kan beskrives og testes i en mentaltest

jeg mener ikke ønskeprofilen er udtryk for brugsegenskaver, men for naturlige anlæg.

Jo men der burde vel også kunne laves en objektiv beskrivelse af idealet - og hvis man så supplerer det med hvor det oftest kniber med at leve op til idealet, får man vel en rimelig sikker ide om hvordan racen rigtigt er. Er det ikke ideen med ønskeprofilen til mentaltest, at man skulle kunne få et objektivt og rimelig præcist billede af hvordan racen oftest er, selvfølgelig med lidt afvigelser?

Jeg sad lige og genlæste den lange tråd "Hvilken race" (http://www.hunde-forum.dk/debat/40921-hvilken-race.html) - og det bekræfter mig i - igen - at man skal tage det med en god portion skepsis når man får at vide at en bestemt race er "Sådan og sådan". Det er jo ret tydeligt at karakteristikken af fx "Engelsk Springer Spaniel" er noget svingende og den ene modsiger den anden, på trods af brede erfaringer. Endnu vanskeligere ville det være at beskrive hvordan en Labrador er, for der er jo stort spæn - meget stort, fra den lidt dovne og lade kommodetype til den energiske og lettere arbejdstype. Det er muligt at visse racer er mere homogene, men jeg er ikke rigtig sikker. Jeg forsøgte i 2011 at finde ud af hvordan Airedale, Kerry blue, Softcoated og Irsk terrier "Faktisk er". Jeg var på mange udstillinger og talte med folk. Jeg ringede til opdrættere og var på træningspladser og "race-dage" - altså de træf mange klubber laver for racen - eller flere racer - og jeg måtte konstatere, at det jeg fik fortalt var så vidt forskelligt at det nærmest var umuligt at vide om racerne gøede meget, var meget omgængelige eller ikke. Om de havde udtalt resourceforsvar eller ikke. Om man kunne forvente at holde 3 tæver sammen på fx 1, 4 og 7 år osv. Fælles var dog at de alle beskrives som vagtsomme, livlige, charmerende og glade hunde som altid vil være parat til arbejde eller sjov. Ingen af disse racer er der iøvrigt beskrevet ønskeprofil for til mentaltest i DKK Jeg undersøgte det fordi jeg overvejede at tage en af disse racer og bevise, via træning, at man sagtens kan lave en habil jagthund ud af mange, mange racer som tidligere har været jagthunderacer, men ikke længere bruges til det. Projektet blev ikke til noget, men jeg blev klar over at der er stor varians indenfor racerne og at der faktisk i USA er en gruppe, der bruger Airedale terrier til jagt, næsten som vi bruger Spaniels.