PBC

Lige præcis. Jeg spørger for at høre om hvad de forskellige arbejder mest med "tidsmæssigt". Jeg tænker, at noget af det lyder kedeligt og noget lyder sjovt, men jeg er nok lidt "bange for", at det meste ikke vil kunne være så sjovt for mig, som jagttræningen. Jeg synes det er enormt inspirerende, at det jeg træner også skal bruges "i det virkelige liv". Altså ikke kun som træning, men i praksis. Så det bliver nok svært at finde noget, som jeg faktisk ville gå op i med liv og sjæl, som jeg gør med jagthundetræningen. Men derfor er det nu alligevel interessant at høre om hvad andre arbejder med.

Jeg vil ikke diskutere - eller debattere, bare udveksle erfaringer og snakke om, hvad det er man bruger tiden på, når man "arbejder" med sin hund. Jeg er nysgerrig - også fordi jeg somme tider tænker på at anskaffe (det er bare spekulationer, som når du Ninkamus spørger, hvad skal jeg have næste gang) en "gårdhund" - altså en hund, som min kone kan have herhjemme, når jeg tager jagthundene med på jagt. Der bliver så tomt - og min kone elsker jo hunde, kan bare (af helbredsmæssige årsager) ikke arbejde med dem, så det ville måske være den største gave jeg kunne give hende: "En hund, som er som hun vil have den" og trænet, så den er så let at have med at gøre, som overhovedet mulig for hende. Også en lidt vagtsom hund, så den kan give tryghed, hvis vi flytter lidt udenfor byen en dag. Jeg tænker Airedale terier, Aussi, Finsk Spids fx. - og så var det jeg tænkte: hvad bruger alle de andre (dem der ikke træner jagthunde) tiden på at træne? For jeg gider altså ikke perfektionere fvf og stå og sid og lineføring. Jeg gad godt "feltsøgning" osv - og ved at grundtræningen naturligvis er en helt nødvendig basis, men når hunden er 1½ år skulle man jo da senest gerne kunne gå videre til noget sjovere, synes jeg.

Ja, det skal ligge i generne (alt er jo genetisk betinget) hos gode brugshunde, men får sådan en hund en "dårlig" ejer kan det godt komme til at se ud som om den er dårligt avlet

Bremser = gode stabile bremser virker så bilen stopper uden at ændre retning og uden at køre i grøften og stopper hurtigts muligt ifht. hastigheden = en hund som stopper straks og ikke mister koncentration og vilje til at arbejde videre, men tager kontakt for at få nye instrukser Styretøj = er at bilen reagerer sikkert og præcist uden slør og uden at styre for meget eller for lidt (understyre/overstyre) - og som kører ligeud når man ikke styrer = en hund som kan dirigeres uden at tabe momentum og derhen hvor man ønsker og er istand til at arbejde selvstændig, når man giver signal. Stabil undervogn = at fjedre og aksler osv virker så bilen har vejgreb i alle situationer - altså bevarer jordforbindelsen = en en hunde som er trænet til ikke at køre af sporet, mister selvkontrol og "taber hovedet" Nok om biler, men nu ved du så noget om biler også @Siri, håber jeg.

Det kalder jeg "drive" - eller når vi taler jagthunde "stor jagtmotor" med både bundtræk og topfart. Det bliver til et super godt "køretøj", hvis man har gode bremser, godt styrtøj og stabil undervogn - er så den træning men har givet hunden.

Fint indlæg Annemangetal - det var den vej jeg tænkte. Jeg tror jeg kalder det du kalder stuedressur for grundtræning af lydighed, men det er jo bare et spil om ord, som er nødvendigt for at forstå hinanden. Hvor meget tid bruger du så på de forskellige områder du træner? Jeg tænker at for at blive super god til "feltsøg" under alle omstændigheder - vejr, vind, terræn, distraktioner som vildt og andre hunde og førere, motorlarm, råben og skrigen osv., må det kræve bunkevis af træningstimer.

Men en god (genetisk) BC bliver vel også kun eminent til jobbet, hvis man træner alle de forskellige aspekter i arbejdet. Altså selv om den grundlæggende har det "mønster" og de evner en hyrdehund skal have, skal der vel bygger bunkevis af dels kommunikation og samarbejde med dig op samt træning/erfaring i hvordan fårene påvirkes og opfører sig under alle forhold? Lidt på sammen måde som at blive god til at spille fodbold. man kan være født med talent, men der skal bunkevis af træning til før man bliver rigtig god til det.

ja, joooo - det kan enhver FT Spaniel naturligvis - lige som jeg kan løbe, men det kræver træning at blive bedre og bedre. Du kunne naturligvis også kalde det erfaring, men det kræver altså øvelse. Hvis du vil teste, så tag en stor græsmark med ret højt græs. En tennisbold og en ketcher. Skyd bolden meget fladt henover marken i modvind - 30-50 m ud, lad hunden vente lidt. giv den en godbid - og send den så. Hvis den kan klare det let og ubesværet, har du en naturlig supergod apportør til markeringer. hvis ikke den kan klarede så start med noget lettere og byg på. Hvad gør det svært: Modvind på meget lange apporteringer - en spaniel vil gå i søg for tidligt terrænskift - grøft/vandløb, markskel, hegn, bevoksning, flade landinger - hunden ser det lande mange m før det faktisk lander - og hvis det så også ruller/løber bliver det svært Hårdt vejr - meget vind hvor alt bare kører rundt stor afstand - 30-100 m osv Hvis din unge og uerfarne hund kan apportere markerede dummyer under alle disse forhold - er der ingen grund til at træne, så skal du gå i gang med at avle Men du har ret i at det hele er værdiløst hvis den ikke har RO også - og det er ikke nært så sjov at træne, så det glemmer vi ofte.

Det er træning altsammen også "lydighed" - men "lydighed kan nok forståes på 2 måder - altså at hunden er grundlæggende lydig=gør hvad man siger, som er vel basis for al videre træning: Som jagttræning, redningsarbejde, narko og "lydighedstræning i den anden forstand - som disciplin" Man kan sige: Når lydigheden (gør hvad jeg siger delen) er på plads, hvad træner du så - opøver hunden i?

Man kan sige mange ting om dette emne, jeg vil stærk anbefale alle at træne sine hunde i at omgås børn og acceptere rigtig meget. jeg har desværre selv dårlige muligheder for at træne dette - ingen børn at træne på - men som hundeejer må vi nok er kende at børnene altid vil "vinde" i en sag om skambidning. uanset hvad barnet har gjort. @Ninkamus, selvfølgelig er det helt og aldeles forkert at gå tæt på eller lade sit barn gå tæt på en hund man ikke kender uden først at have spurgt ejeren. Det er rigtig dårlig børneopdragelse. Men det viser måske meget godt, at 99% af hundene aldrig kunne finde på at gøre et barn noget - og vel også, at man nok regner med, at man ikke medbringer og binder en hund, som man ikke 100 % kan stole på, ikke bider børn, på en legeplads. Det er rigtigt at børn også skal lære at omgås hunde og andre dyr, men dels har mange måske ikke så gode muligheder og dels er der nok også børn som har en alder hvor de ikke rigtig kan lære det og der er børn, der har svært ved at lære det. jeg ville aldrig stole på mine hunde alene med børn under 8-10 år. Og det er nok ikke hundene jeg stoler mindst på. Hvad børn kan finde på er - utroligt: Jammen den lugtede ud af munden, så vi børstede lige tænder på den

Præcis - det ved jeg godt. Det er ikke det at lære hunden disciplinerne der er svært det er perfektionen og under alle forhold-. Jeg har trænet LP i gamle dage. Nu om dage er jeg ligeglad med om det er perfekt. Det skal bare være ok, så det er ikke det jeg træner - altså bruger tid på. Og undskyld hvis det lød lidt nedladende. det var ikke meningen, jeg ved godt hvad det kræver at få hunden til at sidde perfekt hver gang - ikke trivielt

Det er det jeg mener - de traditionelle lydighedsøvelser er lette med mindre man kræver 100% perfektion - så er de vist svære. @Ninkamus, jeg tænker "hvad opøver du hunden i" - altså min hund har fra starten evner til at kunne finde en dummy som den ser blive smit (markeret) på en fodboldbane, men den skal lære at finde den også i lidt højere græs - fx 15-20 græs der netop kan dække en dummy set fra hundehøjde. Når den kan det skal den lære at finden den smidt længere ud og i højere græs og i buske og i grøfter og i brombær og i - listen er uendelig - og det er det jeg træner. Den skal kan finden den i modvind - i medvind - i sidevind - i lidt vind og i meget vind - i stormvejr og i regn. Man kan sige at hunden er født med visse evner, men de skal opøves/trænes (på samme måder som man træner alt hvad man skal blive bedre til) - det er derfor jeg træner dette. Altså "markerede" apporteringer. Når den kan dette, skal den lære også at kunne det samme, men "blindt" - dvs hunden har ikke set dummyen falde. Jeg har set den falde (eller ved hvor den ligger) og så skal jeg blive stående samme sted og dirigere hunden ud på faldstedet og få hunden til at søge og finde dummyen. Her er det naturligvis en række signaler (håndsignaler og fløjte signaler den skal lære) - men det vigtigste og vanskeligste er at stole "blindt" på føreren. At tro på at når far siger jeg skal søge et sted, så er der noget at finde - altid. Jo mere selvtillid en hund har, jo mere træning skal der til - ikke for at lære hunden signalerne, men til at tro på at far ved bedst - i disse situationer - i de markerede skal den helst selv kunne arbejde og finde. Du kan gåvidere med alle jagtkompetancer og sige - først skal hunden lære hvad det er så skal det trænes, så den kan det i alle situationer og under alle forhold. mens der går andre jægere og hunde rundt og i al slags vejr og i alt terræn. Jagthunde skal trænes og opbygge evner indenfor alle relevante discipliner og så - når de kan det meste - skal de jagttrænes -altså alt det samme, men på jagt. Når de kan det skal de samle erfaring på jagter. Man kan sige: Jeg træner ikke lydighed, men evner - at hunden skal udvikle de medfødte evner den har og udnytte sit potentiale. Ninkamus, det var faktisk tråden om kastration - og hvad der har med træning at gøre og ikke, der fik mig til at tænke: Vi forstår vist ikke helt det samme ved træning

Maggie kræver ikke meget aktivering. Jeg er sikker på at 3X15 om dagen, hvor hun luftes og måske får enkelte ret lette opgaver, som simple markerede apporteringer i højt græs på 25-30 m ville være fuldt tilstrækkelig. Nu har jeg aldrig prøvet det i længere perioder, for jeg træner jo derudover nu 2-3 gange om ugen, men det tror jeg bestemt ikke er nødvendig. Jeg var til træning i aften. Fra 18.30 til 19.30 - det er ganske krævende øvelser, hvor der apporteres på gamle dummyer (nogen der smides i god tid før de apporteres, Altså træneren smider 3 dummyer ud mod øst, tre mod syd, tre mod vest og så apporteres de først udsmidte først) og dirigeres på blindt (lagt ud mod nord) udlagte dummyer, vi var 3 på holdet i aften. Det hele foregår i ganske høj bevoksning samt buskads. Vores træner forklarer og snakker en del - og kun een hund arbejder af gangen. Det hele foregår uden line og når andre arbejder eller træneren taler, skal hunden bare være slukket = sidde og afvente uden at være for meget på. Dvs på en time får Maggie og jeg måske 6-8 opgaver, som sammenlagt tager 15 minutter - resten at tiden er maggie i ro. Der er så til gengæld også 110% drive når der arbejdes. Så vi træner altså mere ro end noget som helst andet. Der er dog tilstrækkeligt arbejde til at Maggie virkelig nyder at komme til træning. Men det med impulskontrol og ro, kommer altså ikke af sig selv (ligger i generne). Det skal også trænes - meget.

Nu har jeg lige bladret alle siderne igennem - og glemte selvfølgelig at like, men tak til alle der deler disse herlige billeder. En fornøjelse at kigge på.

Man kan vel sige at man skal træne brugshunde mindst lige så meget i ikke at arbejde, som i at arbejde - eller mere. Jeg er ret sikker på at, hvis Maggie var havnet i en børnefamilie, med fuld knald på og en ejer/træner, som ikke forstår at bringe det kæmpe potentiale ind i brugbare rammer, kunne den godt det godt være blevet både en hund som stod for højt i tænding og krævede meget aktivering - og jo mere aktivering man gav den jo værre blev det, for kunsten er jo at lære - eller nærmere vænne hunden/hvalpen til at tage den lidt med ro, når der ikke arbejdes. Mange velmenende hvalpekøbere tror, at hvis de aktiverer meget - både leger og pjatter, men også fodersøg og andre opgaver, så kan de køre hunden/hvalpen træt og så er der ro. Der sker det modsatte - de træner hunden til at kunne klare mere og mere uden at blive træt. Og bliver man ved længe nok bliver det også en hund som kræver det. Vi har af og til diskuteret hvordan man håndterer hvalpe, både mht aktivering og socialisering og jeg tror begge dele er meget lette at overdrive - især hvis man er en glad og meget interesseret hvalpeejer, som har taget 4 ugers ferie og er indstillet på at bruge meget tid med hvalpen. Det skal man selvfølgelig, men god tid, hvor man sidder i lænestolen med hvalpen sovende ved siden af, er rigtig god kvalitetstid. Jeg tror mange problemer med hunde, der står for højt i tænding og kræver meget aktivering, skabes af "overinteresserede" ejere. Især rigtige arbejdshunde-racer er lette at køre for meget op, men også andre racer, som er livlige af natur.

Er der ikke stor forskel på at "stå højt i tænding" og så på at "kræve meget aktivering". Stå højt i tænding opfatter jeg som hunde der har det svært med selvkontrol. Svært ved styre Deres egne drifter og instinkter. Det kan komme til udtryk ved stor uro når de skal sidde stille mens andre hunde arbejder. hunde der tænder helt af når der kommer gæster. Det giver sig ofte udtryk i overdreven aktivitet i visse situationer eller meget lyd. En hund som kræver meget aktivering, bliver rastløs og urolig, hvis ikke den med mellemrum får lov ar arbejde. En rigtig avlet og trænet brugshund står passende højt i tænding, så den har tænd/sluk evne/kompetance og den kan og vil gerne tage rigtig meget aktivering, men kræver det ikke.

Mange tænker lineføring, fri ved fod, indkald, stå, dæk osv. altså de klassiske lydigheds discipliner. Det er det jo sådan set også træning, men det er nu ikke det jeg bruger tiden på når jeg træner. Jeg er ret ligeglad med om Maggie sidder lige eller skævt, om hun går perfekt ved fod og lineføring. Det skal bare være ”godt nok”. 90% af tiden bruger jeg på at træne jagtkompetencer. Jeg træner Maggie i at markere og huske, at bruge fært og vind til at finde fugle (eller dummyer) selvstændigt og tage de nødvendige initiativer (indenfor visse rammer), når hun arbejder selv, at have tillid til at samarbejde med mig lønner sig, fx i dirigering, at være rolig ”steady”, når hun ikke skal arbejde, at ignorere andre hunde og jægere, når hun arbejder, at forcere forhindringer (større og større) med og uden dummy eller vildt i munden. Hun kan jo sådan set alle tingene, så hun har ”lært dem”. Nu træner vi så for at gøre hende bedre til det hele. På samme måde som man træner i at løbe eller læse (hvis man er et menneske) – jo mere man træner, jo bedre bliver man til det. Sideløbende med det træner vi at kunne alle de samme ting med mere og mere distraktion. Altså prøver jeg at komme ud i nye terræner og gerne med nye træningspartnere.

Det kan nok ikke overraske nogen, at jeg er meget begejstret for mine brugshunde. FT Spaniel er en skøn race at arbejde med, hvis man altså erkender at det er en race med stort potentiale. Det betyder også, som for andre racer med stort potentiale, at de kan udvikle sig uheldigt, hvis ikke ejeren er kompetent og har tid og lyst til at forstå ar arbejde med racen. Betyder det så at man har avlet for meget udelukkende på brugsegenskaberne? Jeg synes nogen avlere går for meget op i at lave hunde der primært skal kunne vinde markprøver. Men da markprøverne jo foregår som praktisk jagt, fastholder man jo også i høj grad jagtegenskaberne på den måde. Problemet er, at man avler meget tæt på en "usynlig grænse", hvor hundene står så højt i tænding, at nogen hunde kammer over samt at det kan resultere i hunde som kan være en udfordring for den almindelige jæger. Derudover skal man også vurdere om den kortvarige meget høje hastighed, bliver på bekostning af evnen til at gå en hel dag, samt at de går så hårdt på terrænet, at de skader sig selv. Man skal finde grænsen og holde sig på den rigtige side. Maggie er valgt efter en far som er sej, stærk og lidt hårdere at arbejde med, mens moderen er efter meget trænbare og stilfulde hunde. Jeg håber at få en fantastisk jagthund, som også vil kunne bestå (ikke nødvendigvis vinde) markprøver. Og så er det jo bare hunde, som altid gider arbejde med mig. Altid parate og altid glade.

Det er kompliceret. man skal ikke lave "sportshunde" "elitehunde" "ensporede hunde" og man skal heller ikke lave "udstillingshunde", man skal lave brugshunde. men brugshunde i bred forstand Hunde der kan bruges til "Gårdhund" Hunde der kan bruges til "Jagthund" Hunde der kan bruges til "Hyrdehund" Hunde der kan bruges til "Servicehund" Hunde der er perfekte "familiehunde" osv. - du kan selv fortsætte listen Fælles for hundene er at de skal være rare at omgås, have en godt temperament, at de skal kunne slappe af, at de skal kunne fungere perfekt i familien, at de skal være sunde og raske og helst opnå en høj alder uden at få særlige helbredsmæssige problemer. Der hvor det går galt er når sporten og konkurencen overskygger alt andet. så er det faktisk ligegyldigt om det er jagt-hunde-konkurencer, Udstillinger, Rally eller Agility - tror jeg. tror fordi jeg egentlig kun har reelt kendskab til udtillliingshunde og jagthunde og der går det galt når den ensporede konkurencehund er det eneste der avles efter.

Jeg skrev: højdepunkter: Godmorgen, luftetur, mad, træning, mad igen, cykeltur med svømmepause, frisering og hygge, luftetur, godnat. Og så de mere absolutte højdepunkter - hele dage med jagt og eller træningsture, sammen med andre. Og at godnat omfatter både at komme i hunderum og få en godbid ændrer vel ikke på at så sker der lidt igen og det er rart nok - luftetur,kontakt, kommunikation, godbid - er her en del ag godnat og hunderum, sådan som jeg ser det. jeg ved ikke om hundene er enige

Når jeg siger førhen tænker jeg i 80'erne hvor jeg selv var meget aktiv med brugshunde og trænede flere steder. Da var der ikke mange kastrerede hanhunde. Dengang talte man heller ikke så meget om positive metoder - i hvert fald ikke i de kredse jeg kom. Jeg ved ikke hvornår det blev mere udbredt at tale om positive metoder - og jeg ved heller ikke hvornår det blev mere aktuelt - inspireret af USA, at tale om at kastrere hanhundene. Jeg tænker at hvis man har en hanhund med meget stærke drifter - dels seksuelle og dels jagtlige for eksempel, er det meget svært at "komme op med" en mere positiv belønning end hunden får ved at følge sine drifter. Den belønning som fungerer fint på en mere moderat (driftsmæssigt) tæve er måske uden særlig værdi for en hanhund på sex-jagt. jeg oplever i hvert fald at selv mine tæver er ret ligeglade med belønninger jeg kan give dem i jagtlige situationer. Derfor tænker jeg at med den slags hunde bliver træningen med positive metoder og belønning vanskeligere end hvis man også bruger straf i form af ret kontante verbale røvfulde, fysisk at løfte hunden tilbage hvis den går af dæk osv. Altså ikke tæv, men mere som "gode" trænere gjorde i 80'erne. Jeg siger ikke det er sådan, jeg undrer mig bare over hvorfor man hører mere om de problemer du (Ninkamus) nævner. Du siger godt nok at det ikke er træningsmæssige problemer, men det er jeg ikke overbevidst om at det ikke er. Det kommer vist også an på hvad man definerer som træningsmæssige problemer ifht opdragelsesmæssige eller bare opførselsmæssige problemer. Mange træner jo bevidst hanhunde til også at kunne fungere når der er tæve i løbetid i nærheden - og nogen vil måske også sige at aggressivitet kan være træningsmæssigt betinget. Jeg har mødt flere Labradorhanhunde som render meget efter tæverne på jagt - hvad skal man gøre? Nogen råber meget højt (verbal røvfuld), Nogen stopper dem med stop signal (så skal de jo være ret lydige). Nogen kastrerer dem.

Jeg spurgte jo om det kan tænkes! Kan det det? Det ved jeg ikke - jeg spørger! Hvem taler om pysse-nysse? - jeg siger meget positive og belønnende

Den recept har jeg også altid fulgt - voksne hunde kan/skal dog faste lind længere end 8 timer. A38 har jeg aldrig oplevet problemer med. hvilke problemer kan det give?

Kan man forestille sig at den måske øgede interesse (hvis der overhovedet er det?) for at kastrere hanhunde skyldes at de moderne træningsmetoder med meget positiv træning og belønning og meget lidt "Andet" ikke altid virker så godt på lidt vilde og voldsomme hanhunde? Mange jægere siger jo, at hvis du har brug for at kastrere din hanhund, skyldes din manglende evne til at træne hanhunde. Jeg har ikke så meget mening om det. Jeg har (kun)haft 2 hanhunde. En Riesenschnauzer og en Boxer - og ingen af dem var en succes. Boxeren blev iøvrigt kastreret efter jeg havde omplaceret den. Den var aggressiv overfor andre hanhunde og endte med at bide en anden hund alvorlig - efter den var blevet kastreret. Riesenschnauzeren var omplaceret til os (skilsmissehund) men var også aggressiv overfor andre hanhunde samt ville opdrage vores små børn. Det er ikke hunde jeg er stolt over at tale om og måske grunden til at jeg nok ikke får flere hanhunde. Jeg kan ikke have aggressive hanhunde.

Jeg har set en del sent kastrerede Labradorer. Kastreret fordi de var oversexede og konstant rendte efter tæverne på jagt. Efter kastration er de ofte blevet ret underlige ifht tæver. Jeg ser dem komme hen til mine tæver, men kan ikke finde ud af om de vil lege, snuse eller hvad. Tæverne kan heller ikke finde ud af dem. En del bliver også betydelig mere inaktive på jagterne. Jeg har ikke så meget erfaring med hvordan det går med andre hanhunde, men det virker som om de bare undgår andre hanhunde - i hvert fald på jagter. De gange jeg har ikke selv har tænkt: den er sgu da kastreret, men senere fået at vide at den er kastreret, har det altid været hunde som er blevet kastreret før kønsmodning. Så bliver de måske senere modne, men jeg synes ikke man mærker nogen forskel på hvordan de kontakter tæverne - faktisk bare som normale ikke oversexede hanhunde bør gøre - eller måske som store hvalpe gør. Men ok, mit statistiske materiale er ikke stort