PBC

Hvis området er privat ejendom er det jo mandens ret. Hvis man ønsker at udlægge arealer til fri natur må man jo til lommerne. Højere skat eller naturbeskyttelsesforeninger, som faktisk opkræver et kontingent som kan føre til noget - ikke bare stiller krav til hvodan andre skal forvalte Deres jord.

Jeg tror egentlig der er en misforståelse i denne debat. Ingen synes formentlig at dyresex er ok, men vi er nogen som blot synes at der er områder, som simpelthen ikke er egnet til lovgivning - og dette er et af dem. Derfor mener jeg man skal kunne argumentere for at en lov er absolut nødvendig, før man vedtager den. I dette tilfælde mener jeg loven var tilstrækkelig før, bare den blev overholdt/håndhævet. Man kan jo lovegive om alt muligt helt ned til fluernes retsstilling indenfor 200 m fra en mødding, hvis ikke man har en eller anden for for begrænsning på, hvad man lovgiver omkring.

Og derfor sagde jeg primært moral jeg kunne også have strammet den og sagt udelukkende moral, men så var der sikkert også en ordkløver som kunne anfægte dette

Det kommer jo an på hvordan det sexuelle overgreb er. Hvis man mader en hund slikke på sine kønsdele - uanset om man er kvinde eller mand er det ikke noget stort overgreb på hunden, men vel ulovligt. Jeg har ingen forstand på hvordan en ko modtager en mands erigerede lem, men tror egentlig ikke det er noget stor overgreb heller. Meget delikat emne og naturligvis kan man sagtens nævne visse tilfælde, hvor det er overgreb, men så var det jo allerede dækket som mishandling - loven må være derfor handle om noget, som ikke er mishandling, men sexuel omgang... eller? Jeg synes ikke kupering er mere bekvemmelighed end sterilation. Tværtimod. Igen er der forskel på om man kun tager den yderste tredjedel af halen på en Spaniel før den er 24 timer gammel eller om man tager det hele på en Doberman og også om man gør det som voksen, hvad der jo er langt værre i min optik - og det er vel for at undgå netop det, at man skal kupere hvalpe, hvis man altså skal. Neutralisering er et langt større indgreb. Fysisk måske samme niveau, men som kan ændre hundens mentalitet og drive og andre ting - langt sværere at se med det blotte øje, men meget større ændring alt i alt. Og de fysiske efterfølgende forandringer er jo temmelig forskellige. Dårlig pels er yders almindeligt for Spaniels, men ikke for labradorer.

Jeg synes man skal undgå lovgivning på områder der primært handler om moral. Dyresex hører til den kategori. efter min mening. Rent dyreværnsmæssigt skulle man hellere forbyde 20% overvægtige hunde, men det gør man jo ikke selvom vi ved dyrene lider under det og dør for tidligt. men det er jo søde tanter der feder hundene, mens det er dumme kællinger og babariske mænd som (mis) bruger dyr sexuelt. DF- oa. har skabt en særdeles ulækker dyreværns debat - fordi den udelukkende handler om at fiske stemmer og ikke går ind der hvor milioner af dyr lider - burhøns, fixerede grise osv. Debatten blive om det synlige - transporter, kæledyr. Dyr på marken som er beskidte. Kupering af hundehvalpe (men ikke sterilisation eller andre bekvemmeligheds indgreb af voksne hunde - ikke synligt) osv.

Vi var ved dyrlægen igår, men han kunne ikke sige hvad det skyldes. Hun får nu smertestillende og så motionerer jeg som jeg plejer, så må vi se. Ellers er hun utrolig hurtig og rørig af en 10 årig jagthund.

Jeg mener afgjort at der fødes mange hvalpe, som er arveligt belastet i retning af at være aggressive eller dørmåtter - og jeg tror det skyldes, at der avles på individer, der ikke burde avles på. Som ikke selv er mentalt stabile - ikke har det der skal til, men som er blevet hjulpet og nurset frem til at fungere nogenlunde fornuftigt alligevel. Jeg mener ikke man kun skal avle på alfa hanner og tæver, som det ville være sket i naturen, men jeg mener man som avler skal vurdere hundenes potentiale i den retning - altså hvis men kigger på sin tæve - ville den kunne klare opgaven, hvis der ikke var andre i flokken der kunne? Og det samme med hannen. Og det skal ikke skyldes at den er hjulpet mentalt og fysisk (med mindre det er ikke arvelige fysiske problemer - påkørsel a. uheld) frem i verden og den trods mangelfuld fysik eller mental / psykisk formåen, alligevel er blevet ok. Hvis man så mener, at det kunne den, tror jeg man kan avle, men hvis man mener at det ville den ikke kunne, skal man vurdere nøje hvorfor. Der kan være racer og tilfælde, hvor det kan være ok, men det kan jeg ikke lige give eksempler på - måske en lidt for doven hund i en race, hvor dovenskab er ok? Men men skal tænke sig godt om. Det er som om folk godt kan forstå at en hund med HD - som er blevet repareret naturligvis ikke bør anvendes i avlen, mens en hund med svag og dårlig psyke, som er blevet hjulpet til at være nogenlunde normal, kan man godt avle på og en hund som har været svær at fodre og man via diverse krumspring alligevel har fået til at vokse normalt, kan man også avle på. Det mener jeg ikke man kan. Det er der slet ikke brug for. Der var andre hunde der bedre kunne videreføre avlen. Hvorfor tror man at dårlig psyke og manglende evne til at udnytte foder ikke er arveligt, mens HD og visse øjenproblemer er? Fordi man ikke kan DNA teste eller?

Hø hø

En konflikt kan løses før det bliver et problem, men der er jo nødt til at være "et eller andet" før det kan løses. hvad skal man eller kalde det? Optræk til konflikt?

Hvordan kan du vide det? Det tror jeg slet ikke du har ret i desværre. Men gid det var så vel. Da jeg fik Mille var hun nærmest rædselslagen for mødet med andre hunde. Første gang var da jeg var ude og lufte hende på vores græsplæne, som 8 ugers - og der - på den anden side af hækken (og et trådhegn) gik en hund forbi Mille ikke havde set komme. Hun skreg som skulle hun dø. Senere på hvalpe motivation stak hun også i et mega hyl og gemte sig under bilen. Mille kom fra en kennel med FT Spaniels og FT labradorer og jeg talte med ejerne, om de mente at hvalpene havde været udsat for noget der kunne give nævnte resultat. Det mente de ikke, men kunne oplyse, at sådanne hvalpe kom en gang imellem! Som jeg før har omtalt, mener jeg ikke Mille nogensinde fik et helt normalt forhold til andre hunde omend hun jo uden problemer deltog på 500 gange træning, hvor der var andre hunde samt 300 jagter. Det gik ok efter en del tilvænning, men heller ikke mere. Hun var super på stort set alle andre punkter og jeg var i tvivl om jeg burde avle på hende. Jeg valgte en hanhund, der var så tæt på perfekt på dette punkt og parrede altså. Alle hvalpene har haft et normalt mønster på dette område, men det kan jo også sagtens springe en generation over. Jeg er ikke sikker på jeg ville lade hende parre idag. Så havde jeg en Riesenschnauzer han - Rolf. Han ville æde alle andre hanhunde efter han var blevet kønsmoden - før det var der ingen problemer. Vi havde overtaget ham som 5-6 måneders, så hvad han har oplevet før ved jeg egentlig ikke, men jeg kunne senere konstatere, at både hans bror og hans far var blevet aflivet som ret unge pga aggressiv adfærd. Det blev Rolf også, da han mente det var hans opgave at opdrage vores barn på 6-12 måneder, på en ret hård-hændet måde. Vi turde ikke have ham og det var på det tidspunkt vi også erfarede, hvordan det var gået med hans bror og far - og vi mente derfor heller ikke omplacering var aktuel. Han var voldsom og vejede 42 kg. Jeg mener helt afgjort at der avles på alt for mange hanner, som ligger i et betænkeligt område mht dominans. de har visse af de ting der skal til for at være alfa-han, men ikke den ro og det overblik som også kræves for at have den position og avlsretten. Det giver usikre hvalpe, som måske kan blive agresive. der avles også på både hanner og tæver der aldrig ville komme i nærheden af at have avlsretten, hvis blot der var et minimum af avlsudvælgelse. Nervøse dørmåtte typer der, hvis ikke mor passer på den må krybe rundt langs væggene. De nærmest beder om afstraffelse, hvis en af de forkerte hunde kommer forbi. Jeg mener med andre ord at avlere skal vurdere om deres avlsdyr ville have haft en chance for at klare opgaven som alfa-han eller tæve i en flok. Jeg er ikke "back to nature" fikseret, men man kunne da godt lige kigge lidt kritisk på hvad en hund vil avle, hvis man lader den avle.

Enig, det er et problem - et avlsproblem, at rigtig mange hanhunde er overliderlige - og især labradorer, har jeg mødt min del af. Da jeg havde Sally tilbød jeg faktisk ofte jægere med lidt overliderlige hanhunde at gå ved siden af mig, når vi skulle gå igennem (drive såten af) for Sally var rigtig god til at forklare de liderlige hanhunde, at de skulle forføje sig. Jeg havde ikke indtryk af at det var noget hun "led under", men at jeg kunne hjælpe hanhundeejeren, så hans hund blev mere rimelig. At hvalpe i et kuld falder ganske forskelligt ud beviser vist ikke at vi ikke har et avlsproblem. Tværtimod, ville jeg mene. Men det er 100% rigtigt forstået at jeg tilskriver dårlig avl de fleste problemer vi har med hunde. Dårlige ejere står for resten Men, når en god hundeejer (hvordan vi så lige definerer sådan en), får en hund der er bøvl og problemer med: Kan eller vil ikke æde normalt. Er bange for andre hunde - eller overfalder alle hunde den ser. At bevægeapperatet må repareres. Den får alergi og pelsproblemer. Den har problemer med øjnene eller vejrtrækning. Kan ikke parre en højløbsk tæve (når begge individer er i en passende alder) - eller en tæve, der ikke vil lade sig parre med nogen hanhund. Når den ikke kan føde og passe hvalpe uden særlig hjælp. Ja, så er det i 90% af tilfældene fordi hunden ikke er avlet godt nok. Det står jeg ved at jeg mener. Det er sgu da ikke naturligt med den slags problemer vel, med mindre vi taler om gamle hunde - over 7-8 år.

Du har nu sådan en smuk skrivestil, når du bliver lidt træt af en debattør Men du har ret i at jeg tilskriver arvelige fejl og mangler, mange af de problemer hundeejere står overfor. Desværre tror jeg også jeg har ret i det. Overliderlige hanhunde tages ikke ud af avlen - især ikke hvis de kan vinde markprøver. Voldsomt knipske tæver tages heller ikke ud - og det gør "dørmåtter" heller ikke. Man avler endda på hunde der ikke selv kan klare formeringsprocessen, uden meget hjælp! Der tages al for lidt hensyn til hundenes arvelige egenskaber i avlen. Kan de vinde udstillinger, markprøver, agility osv. er det fint, uanset om hunden har en lidt svag psyke, er lidt oversensibel eller overliderlig. Og som jeg også tidligere har været inde på - om den er nøjsom (udnytter sit foder godt) hårdfør og robust. Det er fint at det kun er ca 5 % af hundene der avles på. Desværre er det ikke de rigtige 5 %. Det gælder indefor langt de fleste racer, som vi har. Undtagelsen er de racer der eksisterer som deciderede brugshunde ude i forskellige hjørner og som kun få kender. Sådan som Border Collie var før man fik øje på den osv.

Ja det er ret specielt. Det er en stor oplevelse at have et kuld hvalpe - og dejligt at beholde en. jeg ærgrer mig stadig over at jeg ikke beholdt en hvalp fra Milles kuld, men vi ville vente til det næste, men hun gik tom næste gang. Ærgerligt, Mille er afgjort den FT Springer jeg har haft der har været lettest at træne og hvalpene efter hende er blevet super gode.

4 ud af 5 tæver jeg har haft, har fint kunne sige fra - og den 5. - Mille har jeg beskrevet ovenfor hvordan håndterer hanhunde. Jeg mener en normal - og voksen tæve kan sige fra - og også over for en 4 gange større hanhund. Der kan være tæver, som er avlet så (bløde eller?) at de ikke kan dette, men så vil jeg mene, at de er ved at blive forkert avlet. Det er en grundlæggende ting at skulle kunne. At du mener de ikke bryder sig om at sige fra, forstår jeg slet ikke - hvorfor tror du det? Kan ikke se at mine har haft noget imod det, men der har være stor forskel på hvor tålmodige de er og hvor kontant de siger fra. Sally som var vokset op sammen med Ruhårede hønsehunde havde lært at være ganske kontant uden dog nogensinde at have skadet en liderlig hanhund. Bonnie, hendes datter er mere passende, men ingen hanhund har indtil nu fået lov at tage sig friheder Hvordan Maggie er på dette punkt ved jeg ikke endnu.

Ja, hvorfor lader du ikke din tæve selv klare problemet? Og jeg har altså haft hanhunde også - samtidig med tæver, men ellers møder jeg jo en del på jagt. No problems. Bonnie ordner det selv og Mille lagde sig ned - og hvis hanhunden ikke forstod det, blev Mille knurvorren - og så hjalp det i 9 ud af 10 tilfælde - det 10'ende, var så der hvor jeg løftede hanhunden væk.

Helt enig. Hunde har intet imod at vise underkastelse - eller respekt, som jeg foretrækker at kalde det, for underkastelse skurer i mange menneskers øre. Underkastelse er negativt ladet (langt mere en lederskab efter min mening ) - men hunde kan godt lide, at vise andre hunde, at de accepterer dem og ikke ønsker en konflikt. Jeg vil tro at mere dominerende hunde også godt kan lide at de vises respekt. Altså at andre hunde viser at de accepterer at "Jeg er ældre og klogere" eller "jeg er større og stærkere" eller sammenfattet - jeg har en højere position (kombination af fysiske, erfaringsbaserede og mentale kvaliteter). Jeg tror på at hunde nyder at finde ud af hinanden - ligesom de fleste mennesker gør. Vi spørger lidt til familiesituation, uddannelse, job osv. og vi ser - det vi nu ser - og vurderer hinanden. Hundene gør lidt det samme, men naturligvis udfra helt andre værdier. Og som vi nyder en god debat mellem mennesker der ved hvad de taler om eller et spil bordtennis, nyder hundene vel også en vis "kappestrid" - hvem er hurtigst, klogest mest smidig osv. Så længe det hele holder sig indenfor visse grænser, er det fint og fornøjeligt - og jeg vil som menneske aldrig afbryde, med mindre det så decideret er ved at køre af sporet. Om det, at en ung labrador han humper min tæve 3 gange, før hun fortæller ham utvetydigt, at det vil hun ikke have - eller at hun bare sætter sig eller lægger sig, tror jeg egentlig er ligegyldigt. Min tæve tager ikke skade af det, men lærer måske, at det at sætte sig ikke altid er nok, nogen gange skal der mere til. Det lærer hun så ikke, hvis jeg griber ind. Omvendt er jeg naturligvis hendes ven og beskytter, så det er en balance om jeg skal støtte lidt - fx. ved at gå nærmere eller tage hanhunden i krebsen og løfte ham væk. Hver gang jeg gør noget for min hund, som den selv kunne have gjort, forhindrer jeg den i at udvikle sig Det tror jeg langt henad vejen passer - men selvfølgelig kan der findes undtagelser og specielle situationer

Jeg synes der er mega stor forskel på om en hunds signaler ikke bliver set - og lyttet til - og så om de automatisk også bliver "efterkommet". En glad labrador hvalp kan måske godt læse en ældre tæve at hun ikke lige er oplagt til leg, men derfra og så tol at undlade at forsøge at få den til at lege alligevel er der meget langt. En sund og robust hvalp tager måske ikke lige et nej for et nej for et nej. Nogen gange giver det så et hak i tuden - andre gange får den måske alligevel lokket den gamle til en svingom. Taler vi om en hund som sender dæmpende signaler er det vel ganske almindeligt at selv om en dominerende hund forstå signalerne, skal den lige bevise at den er en fandens karl alligevel, ved lige at gøre et eller andet - lidt dominerende. det er vel ok, så længe det ikke bliver for meget. Er det ikke bare sådan verden er? At forvente og forlange at alle hunde skal opføre sig som perfekte gentlemen er vel at have lidt for høje forventninger. Der er naturligvis unge lømler og næsvise hvalpe. Dominerende (ikke for kloge) barylere og knibske tæver, som lige skal prøve lidt mere. Mon ikke de fleste hunde er robuste nok til at klare det til en vis grænse. Det tror jeg. Så ja, signalerne høres og forstås, men derfor skal man alligevel lige "skubbe lidt".

Piv....... Det var .... ja jeg ved snart ikke hvad men skriver.... bare så træls. Bonnie bliver jo også 10 år idag og det er som om det lige giver følelserne lidt mere frit løb, når man så høre din trælse historie om 10 års dag. Håber det bedste for Oskar og at han får en dejlig 11 års fødselsdag.

Jeg synes ny-tilkommere fortjener en vis tolerance herindefra. Altså at selv om en ny HF skribent udtrykker sig lidt skråsikkert og bedrevidende, svarer man pænt og spørgende tilbage i første omgang - og et stykke henad vejen. Det lidt som med gæstebud - almindelig gæstfrihed indebærer, at værten er ret tolerant. Når man så bliver lidt mere huskendt er der selvfølgelig også visse regler.

Godt indlæg Ninjamor og ganske enig. Dæmpende signaler er alfa og omega for at undgå konflikter i flokke af hunde-dyr. Der er ingen tvivl om at der er stor forskel fra hundetype til hundetype hvor meget eller lidt hundene viser dette og også hvordan. Noget af det jeg nød mest ved min Norske Elghund var at havde sådan en fin balance hvor hun aldrig var i tvivl om sit eget værd, men alligevel kunne vise respekt overfor andre hunde og mennesker - uden på nogen måde at virke underdanig endsige som en dørmåtte. Det er noget mere udfordrende med FT Spaniels. Deres attitude er langt mere underdanig - og bruger - misbruger . dæmpende signaler, som en del af Deres strategi. FT folk kalder det lidt upassende for "tæve triks" - upassende fordi hanhunde også fint kan gøre det. Det er svært at beskrive, men ganske let at se når man har set det nogle gange. De tager fusen på en ved at vise ret markant underkastelse, for et øjeblik efter at gøre et eller andet de bestemt godt ved ikke er populært. Med Riesenschnauzerne var det helt omvendt. Nå men det er jo en del af charmen - også.

Det er en stor dag idag for Bonnie fylder 10 år. Det var vores tæve Sally, der fødte hvalpene og dermed blev mor til Bonnie og det var Conni som måtte tage imod for jeg sad den formiddag i møde i Stockholm i et stort projekt og måtte nøjes med at følge med via SMS'er - nu kom der en sort hvid tæve, nu kom en tæve mere - den er brun hvid osv. Det var ikke meningen at vi skulle beholde nogen selv, for Mille var kun 1 år og Sally 7 år, så egentlig skulle vi først have ny hvalp, når Mille i 3 årsalderen skulle have hvalpe. Men, da Conni jo havde taget imod og forelsket sig blev det anderledes. Og hvordan fejrer vi så dagen? Bonnie har været lidt halt den seneste uge så mere voldsomme udfoldelser bliver det ikke til, men jeg har taget en and op af fryseren, som hun får lov at apportere lidt med i dag - og så har jeg lavet en fire siders collage over Bonnies liv til nu

Hø hø ... Selv tak. Jo det var naturligvis med en humoristisk vinkel, men også et forsøg på at berolige ny-tilkommere. For selvom det hele kan virke lidt besynderligt og man bliver verbalt "flået" og "hudflettet" i starten, er der jo alligevel noget at komme efter. Jeg vil gå med så langt at jeg går på skolen, men ikke er en del af klassen - i hvert fald ikke i nogen klike. Jeg har selvfølgelig lidt sammenfaldende synspunkter med andre deltagere fra tid til anden, men oplever stadig oftest at stå lidt alene med de fleste synspunkter. Det er der jo ikke noget galt i så længe man men fører en respektfuld dialog.

Dette indlæg kom ret hurtigt i tråden.... Hold da kæft hvor det er arrogant og bedrevidende. Og så taler du om at andre har dårlig debatstil - utroligt

Ja man skal være rimelig robust for at blive hængende. For ens ord bliver vejet på en guldvægt. Vendt og drejet. Forstået og misforstået. Og værst - man føler, lige under overfladen, at der bliver talt ned til en. Du bliver nok klogere... Er du da tosset, det kan slet ikke gå.... Ofte går der heller ikke længe før det antydes at man nok ikke behandler sin hund hensynsfuldt og godt nok. Min "udvikling" på forum, kan jeg beskrive med korte sætninger: Fra starten: De er alle sammen pyldrede, tossede og behandler Deres hunde som menneskebørn De tror jeg er ond ved mine hunde. Behandler dem hårdt, undertrykker dem og tror jeg forfærdelig gammeldags De tror jeg overhovedet ikke har forstand på hunde. Ingenting ved. Bare gør som for 40 år siden De tror at alle jægere kommer fra det mørkeste og mest uoplyste hul og behandler hunde barskt og hårdt Midt i processen De ved en masse om hunde, har en del erfaringer og en del også en god teoretisk baggrund De vil usandsynlig gerne diskutere ord og begrebet (skyldes måske teoretisk tilgang) og ikke indhold og praktik De er egentlig velmenende, men det er svært at forstå når de hele tiden fortæller en at man ikke har "forstået det" De skændes også indbyrdes - det er ikke kun mig de somme tider synes er åndsvag Vi har alle dårlige dage hvor vi er noget kontante og korte for hovedet Sådan ser jeg det nu: Hold da kæft hvor er der meget viden herinde Hold da kæft hvor kan man finde mange vinkler på samme sag herinde Nå nu kører vi igen igen igen på samme tangent Nu kommer XX snart med et indlæg og så går der gang i debatten Jeg siger stadig ikke hvad jeg mener i en række debatter for at undgå "unødvendige debatter" Men som i enhver skoleklasse begynder jeg at holde af de fleste, men jeg kan stadig ikke sige at jeg føler mig som en del af HF/klassen. Jeg føler stadig der er kliker. Jeg føler stadig at jeg ofte bliver betragtet, som lidt af en barbar. Jeg tror dog de fleste har forstået at jeg ikke tæver hundene og at de ikke bliver mishandlet. Da jeg så trådstarters indlæg tænkte jeg: "Hun bliver slagtet". "De æder hende råt". "Hun får læst og påskrevet". Og når jeg siger "De" ved jeg ikke helt hvem - men ikke mig

Nej det siger nogen af jeg jo hvergang jeg nævner det eksempel - og jeg replicerer hver gang, at der er ganske mange fælles punkter. Når man ankommer til jagten og hundene lukkes ud af bilerne, får en del hunde lov at cirkulere rundt og checke af hvilke andre hunder der er - og snakke med dem der vil, hvis ejeren giver lov - og i pauserne mellem såterne er det ofte samme billede - fx 3 hunde holdes i snor, men 6 bare dasker lidt rundt. Det der måske er den væsentligste forskel er at vi, som udgangspunkt går udfra at det er uproblematisk - altså at hundene selv finder ud af det og at selvom der er lidt små knurren og advaren, siger vi - pjat med dig - de andre må godt være her. Stemningen og hundeejerne er afslappede og vi ved af erfaring at det går fint. Og det gør det så. Jeg gider ikke gå i hundeskove på de tidspunkter, hvor andre også kommer, dels er der en del hundeejere, som ikke har det mindste styr på deres hunde, men dels møder man også en del, som mener de skal være en helt væsentlig person/deltager når 2-4 hunde mødes og lige skal hilse - eller checke hinanden og ofte er mindst en er disse hundeejere så nervøs og bekymret at hxn ødelægger situationen, som bliver akavet, anspændt og chancen for ballade bliver for stor. Vi møder til gengæld mange hunden på stranden og det går altid helt uproblematisk - faktisk ofte, når den tilsyneladende mest dominerende hund, får lov at gå 10 m foran sin fører hen til os. (mine er tilsyneladende ikke særlig dominerende). Jeg står så ofte stille og lader den komme mens mine hunde bliver i nærheden af mig. Det går altid godt. Er det en tilbageholdende hund bliver den jo oftest hos sin fører og hundene mødes først når vi er tæt på hinanden alle sammen og det går også fint - især hvis vi mennesker lige hilser og snakker. Det er som om hundene fornemmer at alt er ok.