PBC

Jeg tror at udstillere synes stort hoved er pænt - især på hanhunde. Det er ikke noget jeg ønsker, lige som jeg ikke kan se den jagtlige ide i det. Tværtimod er et lille hoved og ret små øjne, med tætsluttende øgenlåg, en fordel for en spaniel. Krøllet pels på halsen, som altså er uønsket ifht standarden, viser blot at standarden ikke er lavet udfra hvad der tjener en stødende jagthund bedst

Jeg tror man klipper pelsen på halsen for at halsen skal se længere ud, for at få hovedet til at fremstå større og bestemt ikke for at vise evt løs halshud (så skulle jeg kende udstillere meget dårligt). men uanset hvad grunden er synes jeg det er grundlæggende forkert, når det er en jagthund der har god gavn af beskyttende pels på halsen. Det er simpelthen helt galt og viser måske meget godt hvorfor folk med arbejdshunde ikke mener udstilling kan bidrage til at lave "bedre hunde" samlet set. blot et meget let gennemskuelig eksempel, blandt mange.

Et let sted at starte hvis man vil hjælpe de der ønsker at lave Dual Purpose Spaniels: Jeg mener at når man stille en hund på udstilling skylder man at give den - den bedste chance. Samtidig kan jeg ikke forlige mig med at skulle soignere fx en Welsh på den foreskrevne måde - altså kort klippet på halsen og faktisk godt ned mod brystet samt kortklippede ører. Jeg vil gerne sørge for at den er ren og pæn. At poterne er klippet, så hår ikke går ud over poten og op til hælen. Jeg vil ikke trimme, jeg vil ikke sprøjte med glans, jeg vil ikke forsøge at få pelsen til at ligge tættere til kroppen ved at vikle hunden ind i håndklæder eller lignende, mens de tørrer. En jagthund skal kunne gå på jagt lørdag og efter en grundig afskyldning, kunne stilles på udstilling søndag - og der skal ikke være ting i den "foreskrevne måde at trimme og klippe på" som konflikter med hundens optimale kondition til jagt, som kortklippet hals og ører. Stillede jeg med sådan en jagthund (ren og pæn men ikke klippet og trimmet) på udstilling ville 90% incl dommeren sige, at jeg ikke giver min hund den optimale chance - og så vil jeg bare ikke. Min hund skal ikke være bagud på point fra starten. Ud af mange, mange andre "problemer" er dette en af de lette af afskaffe, hvis man seriøst mener man vil lave dual purpose hunde.

Helt 100% enig - dual strategien er som strategi den eneste rigtige. At nøjes med mindre end en fantastisk brugshund, som også ligner præcis det, som understøtter dens arbejde som brugshund er simpelthen manglende ambition. Alt andet er en billigere udgave - en genvej hvor noget går tabt - hug en hæl og klip en tå. Spørgsmålet er så hvordan man kommer derhen. Jeg fornemmer at nogen, måske du Ascha, mener man skal mødes på midten og kompromisere en smule på begge fronter. Det mener jeg ikke. Jeg mener racer der er skabt som jagthunde skal først og fremmest være jagthunde. dvs. man skal ikke mødes på midten, men tage udgangspunkt i de bedste jagthunde vi har. Der skal tages hensyn til udseendet, men især den del af udseenet der har med funktion at gøre. Det kan kun vurderes under arbejde. Der er udviklet jagthunde som ikke ligner det de skulle være - altså Springer Spaniels der ligner en Dansk Svensk gårdhund med faner og lange hår på ørene og Labradorer der kun er en skygge af den smukke retriever vi ønsker. De skal ud af avlen. Det kan lade sig gøre. Korthåret hønsehund, Ruhåret hønsehund - ja alle de almindelige kontinentale hønsehunde har magtet at forene den fantastiske jagthund med en smuk karakteristisk racehund. det handler om hvad racens vise fædre og mødre vælger som strategi - og for Engelske brugshunde racer har man altså valgt en anden strategi. Det kan vi vist ikke lave om på. Vi må tage de fordele det giver og leve med ulemperne. for der er altså også fordele ved den strategi, selvom det ikke er den jeg ville have valgt. Man gør det lettere at avle virkelig gode brugshunde. Tænk på hvor meget bøvl Ruhår har med den avlsmæssige vanskelige pels. Bøvl med størrelsen og hvor svært det er for Weimaraner folk at undgå at udstillingsfolk tager over, hvis de ikke allerede har gjort det. Det er ikke uden udfordringer.

Dobbelt indlæg

Med peaker mener hvornår hunden præsterer mest. Altså hvornår den yder det bedste stykke arbejde. En jagthund er ofte færdigtrænet som 3 årig. Så har den lært det man normalt vil lære den, men det er jo først herefter den rigtig udvikler sit tallent og udfylder sit potentiale. Den lurer hvordan fasaner skal håndteres for at låse og jages op. Den bliver bedre og bedre til at bruge vinden helt rigtigt når den søger og den får den der fornemmelse for hvornår den skal følge sin egen næse og instinkt for at løse en opgave. Den bliver det vi kalder klog. Det er selvfølgelig mere afhængig af hvor mange timer den kommer på jagt og hvad den oplever, men de fleste hunde hod almindelige jægere er nok over 5 år før de kan kaldes "kloge". Det har jo noget med erfaring at gøre, men måske også en ro og et overblik, som unge hunde sjælldent har.

En jagthund som er blevet brugt optimalt topper nok i 6-9 års alderen. Kombination af overblik, erfaring og fysik. desværre bruges mange jagthunde ikke optimalt. De får uvaner og bliver også fysisk misbrugt og mange af disse hunde topper tidligere 3-5 års alderen.

På en Spaniel ville det give mening at klippe hårene på ørene lidt og måske også på bagudvendte områder for at undgå at der hænger skidt i pelsen. Ligeledes kan poter klippes, så hår udover potekanten klippes. Men netop det smukke krøllede hår på halsen er da i høj grad beskyttende på jagt. At klippe det kort virker helt tosset. Og mærkeligt også, fordi udstilleres argumenter tradiotionelt er at man laver og bedømmer hundene, så de er egnet til deres formål.

Hos langt de fleste racer, som klippes eller trimmes til udstilling, forklares det med hvad hunden bruges til - altså at den måde hundene klargøres på, understøtter brugen. På en Pudel efterlader man mest hår på ledene og brystet, så disse dele beskyttes mest mod det kolde vand og på hovedet og halen, så man kan se hunden når den vand apporterer. Og så hos Ruhårede hunde efterlader man pels der hvor hunden skal beskyttes. Men hos Spaniels klipper man hårene på halsen helt korte. Den flotte krøllede pels på halsen fjernes. Det er da netop et meget udsat sted på en Spaniel, som går igennem krat og brombær. Og man klipper ikke noget af hår-længden på ørene på Cocker og Springer selvom det jagtmæssigt jo ikke er hensigtsmæssigt med så lange hår på ørene - omvendt klipper man ørene helt glatte på Welsh, hvilket efterlader ørene ubeskyttede for torne og krit krat. Jeg har aldrig kunnet forlige mig med at man skal soignere jagthunde på en måde, som gør den uegnede til jagt. Hvis jeg havde en Welsh, som skulle med på jagt fra septenber til februar, ville det betyde at jeg ikke kan udstille i den periode og lidt før. Det virker da helt absurd. Hvordan bliver man behandlet, hvis man møder op på udstilling med en Spaniel, som er pæn, ren og velplejet med klippede poter, men ellers i jagtrelevant pels på resten af hunden. Bliver der sagt "kan ikke bedømmes" eller?

Det er svært at gennemskue Welsh'en som jagthund netop fordi - hvad er en god jagtspaniel? Welshen beskrives som langsommere end Engelsk og Cocker, men sammenligner man så med working breed indenfor de 2 racer eller standard udgaverne? En Spaniel skal lægge pres på sit terræn, så fuglene ikke løber fremad, men låses (sætter sig) så de kan flushes/jaget op når hunden ved hjælp af sin gode næse finder fuglen og derfor kommer helt tæt på - kontakt flush kalder vi det. Hvis en Spaniel arbejder langsomt, vil de fleste fugle blot løbe fremad, hvilket jo kan være godt nok på godsjagter, hvor fuglene så presses til at flyve sidst i såten, hvor enten dækningen forsvinder eller skyttekæden står, men til den klassiske rough shooting duer det ikke, for der er det hundeføreren selv som skal kunne skyde - og så nytter det ikke at fuglene løber foran en. Mht historien ved jeg ikke om den er af så stor betydning, for racen, har som så mange andre været helt på hælene efter 2. verdenskrig og er derefter blevet reetableret - og det er dette reetableringsarbejde der egentlig er interessant - og om det har taget behørrig hensyn til at bevare og styrke Welchens jagt egenskaber. Jeg kender ikke svaret, men søger det. her er lidt historie: http://www.redandwhitewelsh.dk/om-welshen/historie/ Det er i hvert fald en race som har en perfekt størrelse for en spaniel efter min mening og udseenet er lige i øjet efter min mening. Vinterdage med frost og sne og en rød-hvid spaniel blinkende i solen. De kan måle sig med fasanerne.

Ascha, Mht til at bedømme hundene i bevægelse. Efter min mening bør en eksteriør dommer se hunden bevæge sig på alle måder. Skridt, galop, hurtige vendinger, spring osv. - med andre ord, sådan som den bevæger sig på jagt. Derefter gerne stående - og på et bord, så man også kan mærke hunden. Man kunne bruge eksisterinde Working tests til dette + evt i tillæg lave udstillinger, hvor hundene kort går et søg i passende terræn (terræn som sikrer de skal under noget og over noget osv. Det behøver ikke tage ret meget længere tid end udstilling gør idag, men det kræver en "bane" - et lille stykke natur, som er relevant. Og så må det jo iøvrigt tage den tid og kræve den indsats som der skal til for at gøre et stykke seriøst arbejde. Jeg tør godt vove den påstand, at ingen dommer eller dyrlæge eller andre kan vurdere om et eksteriør supporterer hunden arbejde/funktion, før hunden er set udføre denne funktion. Hvor ubesværet, hvor effektive er bevægelserne i alle situationer. Alt det andet, om at man se vinkler og dybder og skævheder osv er godt nok, men det gør det ikke alene. Og som du også siger "skridt" er ikke en udstillings disciplin, men da vi der har gået på udstilling godt ved, at hunden viser sig mere eller mindre pæn i visse tempi, så træner man alligevel også skridt og prøver bevidst at gå i de tempi, som viser at hunden faktisk svinger og bliver blød i den ellers lige ryg, hvis den nu ikke må være det. Ingen af os ved hvordan Springere har set ud oprindeligt. Men hvis vi havde deltaget på de jagter med Springer spaniels og de udstillinger der var da racen blev officielt anderkendt og beskrevet første gang er jeg ret sikker på at man ville have fundet mange forskellige typer. Det var på de store Estates man især avlede linjer. Og på de ene ville man have lidt mindre og lettere hunde, mens man på andre ville have den lidt større og kraftigere. Nogen ville have ørene lavt ansat og længst muligt mens andtre ville have dette mere moderat. det var nok dels et spørgsmål om hvilket terræn man havde, men i høj grad også bare en smags sag. Opgaverne kan nok godt løses af hunde som er væsentlig forskellige i eksteriør. Fælles for hundene var nok mere arbejdsformen omend der nok også har været mange meninger om hvor hurtigt og hvor stort en Spaniel skulle gå dengang. Og som idag her en del ment at de havde ret og andre var galt afmarcheret. Mon ikke også nogen af de mere specielle typer som man kaldte springere er endt med at blive Field, Clumber og Sussex. Det ville ikke overraske mig. Jeg er også tilhænger af en vis variation indenfor en race. der skal være plads til linjer og typer. jeg tror i højgrad det medvirker til sundhed. jeg mener dog det er gået for vidt når man ikke længere krydser typerne i ny og næ, for så begynder det jo at blive 2 racer og man får ikke den sundhedsmæssige benefit af variationen. For Cocker og Springer idag er det nærmere 2 - altså 4 racer end det er 2 racer og 4 typer, for jeg har ikke kendskab til at de krydses, selvom man jo ville kunne stambogsføre hvalpe efter den slags krydsninger. Welsh Springer spaniel er vist en anden historie. Den ene ting som afgørende adskiller en Welsh fra en engelsk springer er jo bare pelsen/farven. Om det er en særlig farvevariant som er opastået på et tidspunkt og som udstillere har taget til sig (lidt som med den brune labrador) ved jeg ikke. det kan også være det mere ligner måden Groser Münsterlænder opstod på. Tyskerne ville ikke kendes ved sort-hvid brogede langhårede hønsehunde fordi det mindede dem om at man havde krydset en engelsk setter ind for at få bedre næse og hurtigere hunde. man forbød derfor den farve, men tilhængere af farven og hundene lavede så bare Groser Münsterlænder, som derfor er noget nærmere beslægtet med langhåret hønsehund end med Kleiner Münsterlænder. Jeg tror dog aldrig Welsh har været brugt på godser til jagt og heller ikke i stort omfang andre stedet. @Drente, må rette mig, hvis hun ved bedre. Jeg tror aldrig den rigtig har været foretrukken jagthund af jægere, men derimod udstilleres hund som også kunne bruges på lidt jagt. Det betyder ikke at der ikke findes Welsh som har de rette egenskaber til jagt, men at det er mere sporadisk og heller ikke så udtalt. jeg har aldrig hørt om arbejdslinjer - altså det englænderne kalder Working breeds indenfor Welsh, kun udstillingslinjer - og man kan vist ikke kalde det udstillings- og jagtlinjer, for man har været ret ligeglade med jagtegenskaberne, tror jeg desværre. Mig bekendt er der lavet en Welsh brugschanpion i DK. Red Hunter Audi tror jeg den hed. Jeg har talt med ejeren som også har ført FT Springer på prøver og der er stor forskel siger hun.

Ja den annonce er vist kommet galt i byen. Men hvorfor ikke svare, det forstår jeg ikke.

Jo jeg har stået og lyttet - især på udstillinger for kontinentale stående hunde, hvor man jo tager jagt meget seriøst - og jeg har også været til et par foredrag om emnet - eksteriør som "holder". En lidt morsom ting er, at den naturlige gangart for hønsehunde, når de arbejder er galop, men i udstillingssammenhæng vurderes kun skridt og trav. Meget sigende, mener jeg. Som jeg vist ofte har sagt før skal hele udstillingsdelen for brugshunde laves om, så hundene vurderes, mens de arbejder. En Spaniel skal eksteriørvurderes mens den arbejder. Det er den eneste måde det kan gøres på, hvis målet er at form skal følge funktion. Og det mener jeg den skal. Jeg tror det kommer an på racen, men for både Spaniel, Labrador retrievere, Engelske stående fuglehunde favoriserer dommere hunde der er for store og for tunge ifht. det arbejde de skal gøre. Det er mest tydeligt på Setterne og labradorene. Jeg er usikker på, hvornår standarden for Springer Spaniels blev skrevet og hvad der stod om størrelse, men indtil ca år 1910 skilte man Cockere og springere ved at Cockere vejede under 25 engelske pounds og Springere vejede mere - altså springere vejede fra ca 12,5 kg og op - jeg tror ikke mange var over 20 kg. Men indrømmet, jeg ved det ikke. Jeg tror desværre, at eksteriøret har noget med konkurencementalitet at gøre, men også mere med jagtlige behov. Især tror jeg, at tempoet desværre kan ønskes skruet op i det urimelige af konkurence mæssige hensyn. Det betyder pt, at nogen ønsker FT Springere spaniels mindre og lettere. Det er jeg imod. Det er vi en del som er og det arbejdes der også på at få støtte til. En springer skal være større end en Cocker, men tydeligt mindre end en labrador. Men - indrømmet, det er jo også en smags sag og en tradition - for hvorfor er cockere og springere ikke samme størrelse? De bruges jo til det samme. Jeg har ikke mødt nogen gode forklaringer endnu. Hvad jeg ved er, at de Springer Spaniels, som bliver og er blevet brugt på jagt typisk vejer 13-20 kg. Højden ligger nok mellem 37 og 45 cm. Working spaniels er typisk lidt længere i kroppen end Standard spaniels, hvilket betyder at de med samme masse (vægt) har lettere ved at komme ind i buskadser mv. Welch bruges meget begrænset til jagt - men er og har været meget udsat for opmærksomhed fra udstillere. Faktisk er det netop udstillere, der har racen og der er stort set ikke nogen, der har den kun til jagt. Jeg forsøgte at finde Welch linjer, hvor der var dokumenterede gode jagthunde i 2-3 generationer. Det lod sig ikke gøre. Dels er de prøver man har i den gamle Spaniel klub, ikke på et brugbart niveau, dels er det meget få Welch, der har bestået disse prøver. Jeg tror godt man, også uden at genere nogen, kan sige, at hvis det primære formål med at have en hund er jagt, kan man ikke købe en Welch, som man med rimelig sikkerhed, kan levere varen idag. Kunne man det, havde jeg Welch. Det kan være jeg ender med at få det alligevel, med det mål, at avle brugbare Welch jagthunde, som kan få minimum good på udstilling også. Men jeg kunne altså ikke finde start materiale.

Det er den slags avlsudvælgelse, som nok kan virke barsk, men som giver fantastisk stærke (på alle områder) hunde. Men betyder det også at man sorterer hunde fra som er så arbejdsivrige at de skader sig selv? tager for mange chancer, kommer ivejen for for mange klove osv. er det et krittetie?

Hvis svigerforældrene er meget interesserede og det er på vejen hjem - og det kan foregå roligt, kunne man vel bare betragte det lidt som en tisse-pause. Hvalpen kan godt håndtere det, tror jeg, hvis der bare er ro og og nussen. Og det er altså en vigtig familiebegivenhed at vise sin nye hvalp frem. Det knytter også tingene sammen og det er godt for noget. Familie er bare vigtig - også hundens Jeg kunne ikke drømme om at køre en større omvej - eller blive flere timer, men et lille visit på vejen er ok. Bortset fra det er det en god ide at lade tingene foregå hjemme og med ro på og kun gæster højest hver anden dag de første 14 dage. ingen grund til nogen som helst aktivering - bare udforske hjemmet og grunden og dagligdagen.

Der er iøvrigt rig mulighed for at se hvor hårdt en FT Spaniel går på disse mesterskabsvideoer. Og det er nok blandt de 20% af Spaniels der går mest til makronerne. Der er blod på snuder og på haler på visse hunde. Det er nok 2. dagen på Egebjerggaard der er hårdest - der er mange brombær, http://www.ftspaniels.dk/film/

Jeg var på udstillinger sidste år både for stående hunde i Vissenbjerg og i Vejen for alle - eller mange racer. Jeg er på udstillinger hvert år og har også været på verdensudstillinger i Stockholm og Paris indenfor de seneste ca 5 år. Jeg elsker at gå og snakke med hundeejerne og se hundene. Min kone fotograferer, så det er en lyst. Der hvor vi så er uenige, er at jeg ville prioritere udseenet lavere end både sundhed, temperament og brugsehenskaber - og så vil jeg dertil tilføje, at man skal tilbage til et eksteriør, som understøtter det hunden skal bruges til. Det er overmåde tydeligt, at mange racer på udstilling, ønskes med et udseende, der ikke understøtter brugen. Engelsk Springer Spaniel med for lang pels og for store øjne og kroppe - og så klipper man den på halsen, hvor der næsten er mest brug for pels til at beskytte, når en Spaniel arbejder?? Alt for tunge Labradorer og Golden Retrievere. Welch Springer klipper man ørene korte på.... da jeg gjorde det på mine Springere for at undgå burrer mv i ørene, fik de skader på ørekanterne. Det gør jeg ikke mere. Middellange hår (5-7 cm) på ørene er optimalt vil jeg tro

Jeg synes ikke det er ok at avle hunde der har så overdreven jagtlyst at de smadrer sig selv, når de bruges, som det er meningen de skal bruges. Jeg mener at en jagthund, der bruges, får skrammer og rifter og endda skader, men det må ikke være så alvorligt, at de som hovedregel, ikke kommer sig af sig selv - altså i hvert fald uden at dyrlægen må hjælpe. Uheld kan ske, det er ikke det jeg taler om. En jagthund der bruges regelmæssigt - fx 20-30 dage til jagt om året skal kunne holde til det den gør uden men og uden sådan at den stadig kan være i vigør op til en for racen passende alder. Hvis man må konstatere at mange hunde tages ud af brug pga skader de har pådraget sig under udførelsen af det de bruges til må det tages som et "wake up call" til at ændre noget. Det mener jeg så ikke er et generelt problem for FT Spaniels, men vi er nok på kanten.

Vi kender sikker alle begrebet lidelsesavl - altså avl på hunde hvor visse elementer (kort snude eller udstående øjne) avles så extremt at det går ud over sundheden. Det kan vi ikke lide og det er vi klart imod - nok os alle sammen. Men når man avler brugshunde, kan man også avle hunde så extreme at det går ud over sundheden. Jagthunde der går så hårdt at de får skader, Vogterhunde som går i lag med rovdyr og får skader, brugshunde/tjenestehunde som skades i tjenestem og terrier som går så hårdt til ræve at de får skader. Agility hunde der skades af brug fordi de går for hårdt og hurtigt. Hyrdehunde? Hvor går grænserne? Ser vi på livskvaliteten - hvornår har hundene det sjovest - hvornår lever de fuldtud - hvornår bliver det for meget? Er det ok at tage risiko med helbredet/sundheden hvis det gør hunden lykkelig?

Ascha - Labradorens historie er jo også med til at forstå hvor vi er med labradoren idag - og da især hvilke typer der er. Jeg er for så vidt enig i at man skal undgå at avle hunde, der er extreme. Både hvad størrelse, bygning og temperament angår. Og jeg mener også, man kunne avle FT Spaniels en anelse mere moderate og i hvert fald så moderate, at de kan holde til at arbejde en hel dag, uden at tage skade af det. Der er altså blot den udfordring, at for at gøre det arbejde man ønsker, slipper man ikke for skrammer - det gælder vist alle jagthunde uden undtagelse. Det sker jo da også i høj grad i naturen, at rovdyr kommer til skade. Så jeg vil gerne påvirke dig oa. til at nedprioritere eksteriøret ifht. andre egenskaber, tror jeg. Hvis man bare kunne få alle hundeopdrættere/købere til at nedprioritere eksteriøret lidt - og da især opdrættere af brugshunde, tror jeg vi havde langt bedre hunde, på alle områder. Jeg vil prioritere den gode, høje sundhed, gode stabile arbejdsegenskaber og et super temperament langt over udseende - og det virker til at være en ret umulig opgave at løse så længe udstillinger og udstillingsdommere er som de er. Det er meget få racer, hvor det går op i en højere enhed. Ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, for det kan det sagtens, hvis man vil. Men der er ikke vilje til den rette prioritering.

Det er klart nok en F1 Labrador. Du har så formentlig også konstateret at han er fantastisk let at arbejde med og alligevel ikke rastløs og urolig resten af tiden - ikke? Jeg mener nemlig at det er præcist hvad der kendetegner rigtige og rene brugshunde linjer. Med DKK stambog eller DJR?

:stupid::hmm::klap:

Det var noget fnidder med at jeg skulle vælge som nr 3 af 4 tæver, men der var kun en tilbage da jeg skulle vælge. Så jeg fandt en anden hvalp, som også heldigvis var efter super forældre, men her var det så hanhunden jeg kendte og var varm på. Det viste sig sjovt nok at moderen var datter en en anden af mine favorit hunde, som jeg faktisk forsøgte at få en hvalp fra da vi fik Judy i 2012, så det var ikke så ringe.

Kaj fra Kennel Flora. Sjovt nok var det præcis den hund han fører, som den sidste på prøven ,som jeg havde bestildt en hvalp fra, da det jo endte med at jeg fik Maggie sidste år. Virkelig en dejlig tæve, med stil og vilje til at finde fugle.

Ja man kan godt sige at den smule bjæf hverken gør fra eller til men altså disponeringen for lyd, når hundene presses vil man meget gerne af med / forebygge. Men ingen tvivl om at for en almindelig jæger er det gode hunde at købe af en markprøvemand der må have sig en anden hund - forhåbentlig uden lyd så.