KimJ

Der kan snakkes frem og tilbage i en uendelighed, om hvorvidt hundeloven er OK eller ej, men sagen er jo den helt enkle, at enten går man ind for at loven skal overholdes, eller også mener man at det er op til den enkelte at afgøre, om en given lov nu også gælder dem der ikke bryder sig om den... Om ikke så længe, bliver endnu en lov, denne gang om forbud mod dyresex, med 90% sikkerhed vedtaget. Er det OK, at de der synes at det er forkert, bare ignorerer loven?

Jeg går ind for at man betragter neutralisering som et middel der kan anvendes, hvis al anden "behandling" ikke virker. Automatisk neutralisering, blot fordi hunden ikke skal bruges til avl, er i min verden på linje med kupering af haler/ører o.l. Ethvert kirurgisk indgreb, der kræver bedøvelse, medfører jo også en (ganske vist meget lille) risiko. Jeg ville føle mig ret dårligt tilpas, hvis jeg mistede min hund på den konto...

Blomsterbarnet Luffe...

Helt enig med PBC. Det ligger altså ikke til en Hovawart at lade provokationer gå upåtalt hen. Omvendt synes jeg netop at denne prædisponerede adfærd giver anledning til at man tager problemet meget alvorligt. Der er tale om en hund der kan forvolde voldsom skade på en evt. modstander, der ikke overgiver sig med det samme, og den uheldige adfærd forsvinder ikke af sig selv. Jeg ville give det et forsøg mere, evt. med noget mere samvær med hunde Sinus allerede kender. Vi har selv oplevet at Luffe blev overfaldet af en væsentlig større hund (en Dogue de Bordeaux), og han reagerede, trods sin unge alder, lige efter racebeskrivelsen, og gik øjeblikkeligt til modangreb, og de to hunde kunne derefter slet ikke være i nærheden af hinanden. Efterfølgende har vi tilbragt rigtig meget tid med nogle hunde Luffe kender og føler sig godt tilpas med (det betyder i Luffes verden, hunde der erkender at det er Ham der bestemmer), og der er faktisk ikke problemer med hans adfærd overfor andre hunde. Om det også vil hjælpe for en mere moden hund, skal jeg ikke kunne sige.

Det er da en Hovawart, der er brug for her... siger jeg HELT upartisk :blink:

Det nytter altså ikke noget at blive bitter, bare fordi der er nogle passionerede mennesker der spørger ind til noget som afslører at du jo i hvert fald ikke er så klog endda. Du har åbenlyst ikke den ringeste viden om hvorfor din hund ikke har fået den stamtavle den uden tvivl har krav på, hvis ellers sælger ikke har fejlinformeret omkring forældrenes status. Er du sikker på, at sælger ikke bare har sagt at hunden ikke vil kunne avlsgodkendes? Det kan jo sagtens ske, selv om den har en stamtavle.

Nej, Vi holder til på Falster.

Luffe.

Hvad skal man med en "hundepark" hvor hundene ikke må løbe løs? Hvis man ønsker at færdes i en park uden løse hunde, kan man jo bare bruge enhver anden park, end lige en hundepark! Dem er der endda et langt større udvalg af. M.h.t. at ejere af store hunde pålægges et større ansvar, end de der har små hunde, synes jeg egentlig at det er meget rimeligt; Man har jo også et større ansvar når man bærer en jagtriffel, end hvis man er udstyret med et luftgevær... det fritager bare ikke ejere af små hunde for selv at tage et ansvar for at deres sarte dyr også opfører sig hensigtsmæssigt.

Jeg er helt enig med dem som foreslår at der "bare" er tale om en overgearet legesyg hund. Hvis en Sankt Bernhard virkelig vil nogen noget ondt, slipper man nok ikke fra det uden skader... At den har "bidt" sin ejer, er selvfølgelig også noget vrøvl, i hvert fald hvis man har samme opfattelse af "bid" som undertegnede. Hvis man ikke bløder, har hunden jo ikke brugt sin fulde styrke, og der har blot været tale om en markering. Masser af unge hunde med dominante karaktertræk, tager fat (nogle gange ret hårdt) med munden, uden at have onde hensigter med det. Min egen hund gør det faktisk, og det tager tilsyneladende en del tid at få ham afvænnet med det Skurken her, er udelukkende ejeren, som sikkert er ret urutineret, og mangler forståelse for, at ikke alle synes at hans kæmpehund er lige så dejlig og uimodståelig, som han selv opfatter den. Det er træls for den det går ud over, når sådan noget sker, men det er nok desværre uundgåeligt at disse situationer opstår med jævne mellemrum, m.m. der indføres regler om "kørekort" til at have hund. Jeg må indrømme, at jeg selv i uvidenhed har begået samme fejl, dog uden de uheldige konsekvenser som er beskrevet her, indtil jeg fik forklaret hvordan tingene hænger sammen.

Jeg arbejder med lufttransport, og har med AVI (fællesbetegnelsen for alle levende dyr) at gøre til daglig, og jeg må desværre give alle de ovenstående indlæg ret. Hvis man ikke har en tvingende grund, er der al mulig grund til at forskåne sin hund for lufttransport, især hvis den kommer i transit. Vores egen hund, som også er ret varmefølsom, har det fint i bilen, og skifter mellem at følge med i hvad der passerer forbi udenfor, og bare at sove. Vi stopper kun, hvis turen varer længere end 4 timer, så det er lige så meget til glæde for os selv, som hunden.

Det med at have kontrol over sin hund, synes jeg bliver overfortolket her. Hvis det virkelig forventes, at alle der slipper deres hund løs, har 100% kontrol over den, er der vel ingen grund til at have indhegnede fritløbsområder? Så kan man da bare lade ALLE steder være fritløbsområder, da hundene jo alligevel kun må løbe fri, hvis de er under 100% kontrol, og dermed selvfølgelig ikke viger fra ejerens side, hvis der ikke gives tilladelse dertil. I mine øjne er fritløbsområder, især de indhegnede, beregnet for de der har en begrundet forventning om at deres hund opfører sig hensigtsmæssigt og er rimelig lydig. Det kræver selvfølgelig at man holder øje med hvad den laver... At mennesker som ikke medbringer en hund, absolut SKAL forlægge deres aktiviteter til de, trods alt meget begrænsede, områder hvor hundeejere og deres hunde kan nyde lidt ekstra frihed, kan jeg kun opfatte som enten egoistisk tankeløshed eller direkte provokation. M.h.t. det oprindelige spørgsmål, er jeg enig i, at man som ejer af en stor hund, bare må indstille sig på, at den kan vække frygt, uanset om det er begrundet eller ej. Det er jo ikke værre, and at ejere af små hunde må være ekstra opmærksomme på at deres hunde ikke kommer til skade i kontakten med de større.

Der er vel også det rent æstetiske i det, at et flot komplet tandsæt simpelthen bare ser bedre ud! Jeg ved ikke hvor de manglende tænder skulle være, men det pynter jo ikke på hunden, hvis der er synlige huller i tandrækken, og det gælder også hvis man "bare" selv skal se på den. Det kan selvfølgelig sagtens være en glimrende hund, men et afslag i prisen i forhold til et smukkere individ, må i min verden være en selvfølge.

Jeg formoder at forsikringen dækker, så det kan ikke gå helt galt med dyrlægeregningen. Jeg har bemærket en klar forskel på min egen hunds øjne, når han får tomater, i forhold til når han ikke gør. En af tingene, er at der er meget mindre udflåd fra øjnene. Grunden til at jeg overhovedet har givet tomater, er at det efter sigende skulle kunne afhjælpe forhudsbetændelse, men jeg mener altså også at det har hjulpet på øjnene, der dog ikke var så slemme, at vi var hos dyrlægen.

Man kan aldrig sikre sig 100%, heller ikke ved bare at forbyde omdelerne at fodre sine hunde. Det har du jo allerede opdaget. Jeg foreslår bare en løsning der måske kan minimere problemet, og skabe en fornuftig dialog med de mennesker man har med at gøre. Det er nu engang lettere at få folk til at gøre som man vil, ved at motivere dem til det, og tilbyde en løsning, end ved bare at lukke af med et forbud.

Postbuddet (eller andre omdelere) kommer nu jævnligt ind til vores dør. Vi køber lystigt ind på nettet, og mange af tingene skal afleveres personligt eller stilles så de ikke ses fra gaden. M.h.t. den livlige diskussion, vil jeg give Gitta ret, man skal selvfølgelig ikke være tvangsindlagt til at modtage mere eller mindre velegnede foderemner. Jeg vil dog mene, at den mest produktive måde at undgå dette på, er at forsyne omdelerne med godbidder man ved hunden kan tåle, m.m. det er selve princippet i fodringen man er imod.

Tillykke herfra! Hvis bare man selv holdt sig lige så flot...

En lille opfølger; Det hjalp ikke at give Luffe ormekur. Tvært imod tabte han den følgende uge yderligere et halvt kilo! Panikken bredte sig, og vi røg afted til dyrlægen igen. Der blev udtaget en blodprøve, og aftalt at vi skulle komme igen ugen efter med en afføringsprøve, hvis denne ikke viste noget. (dyrlægebesøget var torsdag eftermiddag, og det frarådes åbenbart at indlevere afføringsprøver om fredagen, da de skal være så friske som muligt, og laboratoriet er lukket i weekenden). Vi fik samme dag oplyst, at blodprøven var helt fin, så nu måtte vi i gang med afføringsprøven. Humøret var jo ikke det bedste, og jeg syntes at der var lang tid til mandag, med en hund der taber sig så hurtigt. I ren desperation greb jeg til en pose foder vi har fået forærende, for at se om det kunne friste, og det kunne det! Alt det jeg forsøgsvis havde startet med, forsvandt i en ruf, og den regulære portion der fulgte efter, led samme skæbne. Over de næste dage blev alt hvad vi stillede ned, taget med stor begejstring, så vi udsatte det med prøven til tirsdag, for at give lidt mere tid, så en evt. vægtforøgelse kunne ses tydeligere. Da vi kom ned til dyrlægen, viste vægten en forøgelse på ca. ½ kg! Jeg er bange for at Luffe simpelthen har drejet os en knap, og bare har sultestrejket fordi han var træt af at få det samme foder altid. Nu leder vi så efter noget andet foder, men det behøver åbenbart ikke at være høj-energi foder, bare det er noget der bliver spist i de rigtige mængder. Detfoder han er så begejstret for, er i øvrigt Gudenådalens Kylling, et foder som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal mene om. Det jeg kan læse mig til på nettet, er lidt blandet...

Her gør vi det, at vi lægger godbidderne i postkassen. Så kan postbudet forsyne sig, hvis hun skal ind til huset. Det forhindrer dog ikke Luffe i at give voldsomt hals når han hører at der er en i haven, men når han ser hvem det er, er begejstringen til gengæld stor.

Tillykke herfra! Det ser ud til at have været en dejlig dag, og Mille holder sig virkelig flot! Jeg er glad for at kunne have bidraget med lidt inspiration :klap:

Tak alle sammen!

I anledning af at Luffe i dag fylder 1 år, inviteres I hermed alle til endnu en gang billedspam :blink: Først en herlig tur til yndlingsstranden ved Marielyst, og derefter hjem til lidt godt til ganen, i form af en bund bestående af oksefars, fyldt med strimler af okse inderlår, garneret med et par æggeblommer.

Jeg skulle måske her lige indskyde, at uanset hvad vi spiser, får Luffe aldrig noget der kan være skadeligt for ham. Alt hvad der indeholder sukker, chokolade, løg eller andre ting fra listen over ting hunde ikke kan tåle, er naturligvis bandlyst.

Jeg tror ikke rigtig på, at hunde bliver fede af "for godt foder". De bliver måske fede af for godt foder, i forkerte mængder? Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt at give et foder der er så fantastisk, at den stakkels hund ikke kan få lov at spise sig mæt, uden at få problemer. Omvendt er det jo heller ikke smart at den skal spise så meget, at den nærmest ser på foderskålen med et udtryk af væmmelse, når den har fået det den har brug for. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke ved ret meget om foder, og kun har en begrænset erfaring at byde ind med, men det der falder i øjnene her, er at foderproblematikken som regel, og også her, bliver debatteret meget isoleret fra resten af de mange omstændigheder der påvirker en hunds liv. Det eneste der fokuseres på, er foder vs. aktivitetsniveau, men i realiteten bør man vel også tage stilling til, hvordan hunden er integreret i familien og hvor meget den er en del af de ritualer vi afholder hver dag. Her i vores lille familie, er hunden en helt integreret del af vores hverdag og den får da som en selvfølge noget at spise, hvis vi selv sætter os til rette med lidt lækkert; det er måske ikke så smart hvis man ser strengt fodermæssigt på det, men det er hyggeligt, både for os og vores hund, og vi vil ikke undvære det. På samme måde er hunden med, når der laves mad, og der prøvesmages flittigt på alle råvarer der ikke anses for at være skadelige for hunde. Igen måske ikke det mest korrekte, men en aktivitet der er med til at binde "flokken" sammen, og aktivere hundens hjerne, helt på linje med fodersøg, legetøj o.l. Så gælder det jo bare om, at finde et foder som, med den ofte begrænsede lyst til at stille den resterende sult med noget så kedeligt som tørfoder (det er det i hvert fald efter Luffes mening), indeholder energi nok, til at holde hunden i god form, og i vores tilfælde, også sikrer at der er overskud til lidt vækst. Lidt statistik: Luffe (Hovawart på 12 mdr.) går/løber mellem 5 og 15 km/dag, afhængig af hvor meget jeg er på arbejde og hvor vi går tur. Der er selvfølgelig ikke check på hvor meget han indtager i godbidder, men et slag på tasken, vil være, at det volumenmæssigt drejer sig om overhalvdelen af det totale foderindtag, men energimæssigt under 25%. De består typisk af tyggepinde af forskellig slags, brødstumper m. smør, kødpålæg eller ost, et kraftben i ny og næ, et par tomater, squash, bønnespirer kan der også falde af, under tilberedning af vores egen mad, ligesom der typisk også gives lidt af det kød vi skal have. Efter vores spisning, gives der som regel en smagsprøve af vores måltid vi har nydt. Af decideret foder, spiser han mellem 200 og 400 gram RC Maxi/Junior eller TOTW puppy. Han vejer p.t. 35 kg og må påregnes at tage yderligere 3-6 kg på, inden han er helt "færdigbagt". Om Han er for fed? Det mener vi ikke, og vi bakkes op i den forestilling, af både den opdrætter vi har Ham fra, og vores dyrlæge. Billeder er altid vanskelige at bedømme ud fra, og Hovawarter er vanskeligere end de fleste, men her er alligevel et:

Du får da en Like fra mig Det er da altid godt at få forskellige holdninger på banen. Jeg tror at der tales lidt om forskellige ting her, og Vi har nok også forskellige forestillinger om hvad vi vil med vores hunde. Jeg fornemmer at dine hunde er brugshunde, og din indstilling må nødvendigvis være den, at de skal være i topform når de skal i aktion, men er det nødvendigvis det sundeste for dem, hvis man tænker i sådan noget som resistens mod sygdom eller lang levetid? Mange brugshunde lever, så vidt jeg ved, ikke specielt længe. Mit udgangspunkt er, at jeg ikke har brug for en toptunet atlet i hjemmet, men derimod en hund hvis fodring og helbred er rettet mod at Han skal holde længe og have et godt og komfortabelt liv, hvor Han også passer ind i vores dagligdag, og kan være med til alt hvad vi foretager os. Det indebærer bl.a. at det der serveres i foderskålen og til træningen ikke er det eneste Han får. Der bliver godt nok aldrig givet godbidder som ikke ville kunne være en del af en fornuftig foderplan til en hund, men Vi kan ikke holde styr på, om godbidderne Han får er i de rette forhold og mængder. Den aktuelle situation er i mine øjne vanskelig at give en klar bedømmelse af. Mit oprindelige spørgsmål gik på at finde et foder der kan hjælpe Luffe til at vinde lidt vægt, uden at jeg er nødt til at presse Ham til at spise mere. Som Jeg skrev, forudsatte det, at ormetesten var negativ, så det ikke var der problemet lå. Nu viser det sig, at Luffe HAR orm, og hvis jeg skal tro dyrlægen og de indlæg der er kommet her, kan det meget vel være der problemet ligger. Jeg har haft kontakt med opdrætter, som er enig og anbefaler at jeg fortsætter med at fodre som jeg har gjort hidtil, og holder øje med vægten. Luffe SKAL begynde at tage på igen nu hvor ormeproblemet er løst, og man kan regne med at han langsomt vil tage på et års tid endnu.