KimJ

Det her har nok meget at gøre med, hvilket udgangspunkt man har. Jeg køber aldrig mere en hund, som sælger ikke kan gøre 100% rede for m.h.t. nedarvede skavanker og mentale test, og jo flere generationer tilbage dette kan spores, jo bedre! Jeg har selv haft en "ægte" hund uden gyldig stamtavle, som måtte aflives lige inden den blev 3 år gammel, p.g.a. nedarvede skavanker (HD, Spondylose og svageligt fordøjelsessystem i skøn forening) og det gør simpelthen for ondt at skulle sige farvel til sin hund på den baggrund. M.h.t. pris, ser det ud til at vi er helt enige.

Du har selvfølgelig ret, men hvad kan man som potentiel ejer af hunden bruge det til? Man kan selvfølgelig vælge at tro på det, og indrette sig derefter, men i alle forhold der involverer andre, har man i praksis en "uægte" hund. Det kan være helt fint, men man snyder sig selv lidt, hvis man køber en "ægte" hund uden stamtavle, og måske endda betaler ekstra for den i forhold til en hund der helt reelt bliver solgt som en blanding.

Uanset hvad man måtte synes eller mene, er faktum, at en hund uden stamtavle, ikke kan opfattes som en racehund, når det kommer til avl. M.h.t. at vurdere hunden som raceren i forhold til adfærd eller fremtræden, er det jo op til en selv, men jeg deler Anne`s mistro til avl på stamtavlehunde, som resulterer i hvalpe der ikke får en stamtavle. Hvorvidt TS burde have sikret sig at hunden er raceren inden anskaffelse, skal jeg ikke kloge mig å, da jeg ikke ved hvilke omstændigheder den er kommet i hendes besiddelse, og uanset hvad, kan det vel ikke skade nogen, at hun efterfølgende søger en opklaring?

Hvis der ikke er en stamtavle, er der vel i princippet ikke tale om en racehund. Den vil i hvert fald ikke kunne bruges i avl, hvis hvalpene skal kunne godkendes som racehunde. Jeg kan jo ikke svare for TS, men jeg ville da selv være meget interesseret i, om min hund var raceren eller ej, simpelthen fordi det ville klarlægge noget om hvilke forventninger jeg kunne have til den, både m.h.t. evt. sygdomme og mentalitet.

Jeg synes egentlig, at der er rigtig meget info at få allerede, så en oplysningskampagne burde i mine øjne mest rettes mod at få folk til at skaffe sig den information, der hvor den allerede findes, end at prøve at gengive det hele en gang til. En kort checkliste, med henvisninger til kilder omkring emnet, ville være optimalt i mine øjne. Helt specifikt, kan man godt savne en samlende liste over hundehandlere, der har gjort sig uheldigt bemærket, men det er nok meget vanskeligt at undgå, at denne liste bliver misbrugt, så det kommer næppe til at ske. En mere kontant advarsel om at der er kommercielle interesser i handel med hunde, og at der er mennesker derude, som ser mere på det end hundenes trivsel, burde dog kunne lade sig gøre.

Jeg er normalt af den opfattelse, at lovgivning, især den der handler om forbud, som udgangspunkt skal holdes på et absolut minimum, men jeg er efterhånden nået til den opfattelse, at dyrevelfærd i fødevareproduktionen, ikke kan overlades til forbrugerne. Det er der flere grunde til; dels viser al erfaring, at det ikke virker, og dels er det nærmest umuligt for selv målbevidste forbrugere, at undgå varer hvor der indgår ingredienser fra dyr der har levet på det absolutte minimum lovgivningen fastsætter. Det er jo helt fint at man kan stå og vælge økologiske æg og kyllinger, og kød fra fritgående dyr, når man køber rene råvarer, men vi kan vist godt blive enige om, at det er ret vanskeligt at finde forarbejdede varer, hvor det f.eks. deklareres, hvilken type æg der er anvendt? Her kan man nok godt gå ud fra, at producenten har valgt de billigst mulige ingredienser... M.h.t. det tråden her handler om, tror jeg ikke rigtig på et forbud, men oplysningskampagnen er helt sikkert en fin ide, hvis man kan undgå at den bliver et propagandaskrift for organisationer med klare økonomiske interesser.

Alle hunde er forskellige, og for hvert eneste fodermærke, kan man sikkert grave en hund frem, som har fået det dårligt af en given fodertype, ligesom man også kan finde masser af hunde der har levet glimrende af samme foder. Jeg er helt enig med Amocca i, at det må være vigtigere at se på hunden end deklarationen. Når det er sagt, foretrækker jeg at starte med at prøve det foder jeg selv tror er det bedste, og bruger det hvis vores hund ser ud til at have det godt med det. Det har været en kort liste med den hund vi har nu, som har haft det helt fint med RC Maxi Junior, indtil han blev træt af det, og nu har det lige så fint med TOTW hvalpefoder, men vi har faktisk været i en situation, hvor vores, nu afdøde, hund simpelthen ikke kunne tåle nogle af de mange fodermærker/varianter vi tilbød fra Superpremium og Premium klassen, og først holdt op med at have permanent tyndskid, da vi fulgte en erfaren opdrætters råd om at prøve med det hun selv kaldte "skodfoder". I vores tilfælde var det faktisk det meget udskældte Pedigree der reddede dagen. "Prisen" var, som også nævnt ovenfor, at der kom ekstremt meget ud i den anden ende i forhold til det vi oplever med vores hund nu.

Diskussionen har været oppe før. Jeg går da ind for at ALLE former for mishandling af dyr skal forbydes, men et forbud mod dyresex specifikt, er der ikke nogen rationel grund til, det er ren populisme, for at komme til at stå for noget alle (stort set) er enige om er ulækkert. Det er selvfølgelig også meget lettere, end at prøve på at få den nuværende lovgivning til at virke efter hensigten...

#22 Har du ikke Wordpad på din PC? Det følger som regel med automatisk, hvis der er Windows på, og det kan læse den aktuelle fil.

Gina: Jeg ved ikke hvem der holdt hånden over Luffe den dag, men jeg er i hvert fald taknemmelig for at det gik som det gik Doberfan: Det er desværre ikke så godt at bruge liner der slæber efter hunden det pågældende sted, fordi der er store områder med kampesten (kystbeskyttelse) hvor linen let kiler sig fast. Løsningen bliver, at vi simpelthen ikke kommer der mere, når der er risiko for svag is, hvilket heldigvis kun er kort tid. Der bliver bare flere tyre i skoven i stedet. MissLøven: Luffe er generelt en meget uforfærdet hund. Om det skyldes at han ikke opfatter faren, eller bare ER sej, skal jeg ikke kunne sige.

Billedet herunder er ikke rigtig noget særligt, men der hører en historie til; For små 10 dage siden, mistede jeg næsten Luffe her. Dengang var der stadig is på vandet, både i åen og langs stranden. Jeg havde overvejet hvad der kunne ske hvis isen gav efter ude ved stranden, hvor Luffe ofte løber, men vurderede at vandet var så lavt, at der ikke kunne ske ham noget. Åen er en anden sag, men Luffe er fast instrueret i, at han ikke skal gå ned til den, uanset om der er is på eller ej, så jeg regnede med at der ikke kunne ske noget. Uheldet ville så, at der stod en svane på isen, da vi skulle forbi, næsten inde under broen, og derfor usynlig for mig, indtil det var for sent at reagere! Da jeg så den, var Luffe allerede på vej ned ad skrænten, og jeg nåede lige at se at han landede på isen et par meter fra svanen. Isen gav øjeblikkelig efter, og Luffe forsvandt helt ned gennem hullet... Der skete en hel masse ting på en gang; Mest husker jeg en overvældende følelse af tab, da jeg registrerede at han var helt under vandet, men jeg satte helt automatisk afsted ned ad skrænten, for at springe i åen lidt nedstrøms, og måske på den måde få brudt isen, så Luffe kunne komme op (åen er ikke dybere, end at jeg ville kunne bunde, men for dyb til at Luffe kan) "Planen" var jo nærmest håbløs, og det blev gudskelov ikke nødvendigt at gennemføre den, for Luffes hovede dukkede næsten med det samme op i det hul han lige havde lavet i isen, og selv om han så noget skræmt og forvirret ud, var han tydeligvis ikke kommet noget til. Jeg løb op på vejen igen, for at komme over på den anden side af åen, hvorfra jeg ville kunne nå ham fra bredden, men inden jeg nåede frem, havde han allerede fået bakset først forbenene og derefter resten af kroppen op på isen, og mødte mig på toppen af skrænten. Han var tydeligvis langt mindre påvirket af episoden end jeg, og var mest optaget af at få rystet pelsen fri fra vand, og rulle sig i de nærmeste snedriver, for at tørre sig. Vi satte med det samme i trav, for hurtigst muligt at tilbagelægge de ca. 1,5 km tilbage til bilen, og der blev, til Luffes store fortrydelse, uddelt et lunt bad da vi kom hjem... Stedet rummer tydeligvis ikke nogle dårlige minder for Luffe, men jeg gyser nu lidt ved tanken om, hvor galt det kunne være gået, hver gang vi går over den bro...

Er vi sikre på, at TS ikke bare er ude på at dreje de letbevægelige HF-brugere en knap?

Det er nu ikke et argument i denne sammenhæng, men bare en kommentar til den forskel der er på det syn vi i DK generelt har på passionerede hobbyister, sammenlignet med f.eks. England, Tyskland eller USA. Om du er imponeret eller ej, er mig helt ligegyldigt.

Jeg stemmer med i koret; Flotte hunde og helt fantastiske billeder!

Der er skam ord for det. Man kalder den slags mennesker entusiaster, eller i lidt ældre tid, liebhavere. På andre sprog er der mere anerkendte udtryk, men det danske sprog er måske præget af vor manglende indlevelsesevne på området.

Her er da vist et godt marked for kondomer i fluestørrelse... Det er da fuldstændig ligegyldigt om der er tale om arbejde eller hobby i denne forbindelse. Det der har betydning, er jo udelukkende hvor vigtigt det er for de involverede mennesker og hunde! Personligt ville jeg langt nemmere kunne skifte profession (job) hvis det bliver nødvendigt, end at opgive mine fritidsinteresser, som jeg går passioneret op i. Det har jeg faktisk på fornemmelsen, at jeg har tilfælles med størstedelen af Danmarks befolkning? Jeg ville under ingen omstændigheder lade min passion sætte på pause i et helt hundeliv, hvis det kom til det, for at undgå en omplacering af en hund. Heldigvis er det jo forholdsvis sjældent at det kommer dertil, men jeg mener også, at man skal passe på med at overdrive den betydning det får for hunden (forudsat man finder et godt hjem til den). Det er altså ikke en skæbne værre end døden eller noget...

"Det er da sort snak at fordømme omplacering fordi man har fået en hund der ikke lever op til ens krav, og samtidig anbefale opkøb af en hund der "har vist gode takter" i stedet. Tror du helt seriøst at det føles anderledes for hunden?" Ja, for jeg mener jo ikke at hvalpe skal til at købes op af mellemmænd først, der så skal træne hvalpen op så den kan sælges til en der har brug for noget specielt,.. hvalpen skal da blive hos opdrætteren der skal udvikle hvalpens evner. Det ændrer da ikke på, at man lader en hund vokse op og knytte sig til en familie, og så sælger den fra. Det er da langt at foretrække, at de nye ejere får deres hund i en tidlig alder, og selv kan påvirke den i den retning de ønsker. I langt de fleste tilfælde, går det jo fint, så det vil da bare være at udsætte langt flere hunde for en, sandsynligvis helt unødvendig, omplacering. "Hvor fedt ville det lige være, hvis alle havde den Walt Disney opfattelse, at alle hunde er lige gode? Det ville jo nok på et tidspunkt give ret store problemer, når ingen tog de kontante beslutninger om, at nogle hunde ikke er tilstrækkelig trænbare eller på anden måde lever op til satte standarter." Men der er jo mange måder man kan gøre det på uden at skulle kassere de der ikke er gode nok. Nej, det er der jo så ikke! Hvis man ikke fjerner hunde med uønskede egenskaber fra avlen, viderefører man disse egenskaber. Længere er den ikke, og hvis man ikke kan overskue den simple kendsgerning, bør man nok afholde sig fra opdræt. "Omvendt er det jo fint for opdrættere og krævende hundesportsfolk, at der er mennesker der kan/vil leve med en mindre heldig hund (og i en del tilfælde trives bedre med den, end et supereksemplar)." Og måske glemmer du lidt at grunden til at hunden ikke duer kan ligge i hænderne på føreren, så hunden fungerer udmærket i andres hænder. Det er sagen helt uvedkommende. Det der tæller, må vel være, at hunden og dens ejere matcher hinanden, og kan få et godt liv sammen? "Måske vejen frem, bare er respekt for hinandens forskelle?" Men respekten for dyrene er ligegyldig?. Respekten for dyrene er netop i højsædet her. Jeg synes at det er vigtigere at Alle, inklusive hundene, lander på den rette plads, end at få lov til at sætte mig til doms over dem der gør tingene på en anden måde end mig selv, også selv om det er åbenlyst at de har kvajet sig. Du mener jo åbenbart, at det er vigtigere, at ejere der har begået en fejl, skal straffes ved at blive nødt til at beholde den hund de ikke ønsker, med de følger det får for den pågældende hund. Hvor er respekten for den hund henne?

Min hund må ikke knurre ad mig p.g.a. utilfredshed med noget jeg gør, for hvis han gør det, knurrer den også ad andre, og det bare ikke hensigtsmæssigt med en hund på 40 kg, som folk er bange for at håndtere. Det kan jo også ske, at man er nødt til at gøre noget, som er ubehageligt, men nødvendigt, og det skal han bare vide, at det bestemmer jeg for ham. Til gengæld knurrer han ofte voldsomt i leg, og han tager rigtig godt fat når der tumles på græsset/gulvet. Det er tilsyneladende ikke det store problem for ham at opfatte forskellen, og efter et par indledende irettesættelser, har der ikke været tilløb til problemer på den konto. Han knurrer også ret ofte af noget der, efter hans opfattelse mistænkeligt, foregår ude i haven, når han er inde, og det er selvfølgelig OK, ligesom det også er OK at give hals i se situationer.

Ascha: Det er da sort snak at fordømme omplacering fordi man har fået en hund der ikke lever op til ens krav, og samtidig anbefale opkøb af en hund der "har vist gode takter" i stedet. Tror du helt seriøst at det føles anderledes for hunden? Faktum er, at vi alle holder hund ud fra egne præmisser, og det er som det skal være, for vi er afhængige af hinanden. Hvor fedt ville det lige være, hvis alle havde den Walt Disney opfattelse, at alle hunde er lige gode? Det ville jo nok på et tidspunkt give ret store problemer, når ingen tog de kontante beslutninger om, at nogle hunde ikke er tilstrækkelig trænbare eller på anden måde lever op til satte standarter. Omvendt er det jo fint for opdrættere og krævende hundesportsfolk, at der er mennesker der kan/vil leve med en mindre heldig hund (og i en del tilfælde trives bedre med den, end et supereksemplar). Måske vejen frem, bare er respekt for hinandens forskelle?

Luffe 10 uger gammel. Taget på den lange vej hjem fra Olsfors i Sverige. Vi har naturligvis mange flere billeder, men en del af dem har jeg ikke selv taget, og kan derfor ikke bruge her. De kan dog, sammen med resten af mine egne, ses her: http://kim-jakobsen.dk/General/Dogs/Iggy/iggy.htm

Et sæt billeder af Luffe i sneen, som endelig er kommet:

Umulia: Det er ikke selve sjældenheden jeg kalder banal, men tiltrækningen til den. M.h.t. om det findes hos en racehund eller et gadekryds, er mig egentlig underordnet. Jeg foretrækker helt klart racehunde, men det er af helt andre årsager.

At koble visuel skønhed sammen med om det er enestående, giver i min verden ingen mening? Hvis jeg har oplevet en hund som den smukkeste jeg hidtil har set, bliver den da ikke mindre smuk af at det viser sig at der findes 1000 magen til. Spørgsmålet er med andre ord i virkeligheden, om man lader sig påvirke af at noget så banalt som sjældenhed eller ej.

Jeg har valgt Hovawart, simpelthen fordi det er de smukkeste hunde jeg har kendskab til. Egentlig ledte jeg efter en Golden Retriever, fordi det er sådan en jeg er vokset op med, men da jeg faldt over Hovawart på nettet (havde aldrig hørt om racen før), var jeg øjeblikkeligt sikker på at det var sådan en hund jeg skulle have! Luffe 9 mdr. gammel.

Er en klausul om tilbagekøbsret ikke mere en hensigtserklæring end noget andet? Jeg har meget svært ved at se for mig, at en opdrætter kan håndhæve denne ret, hvis køber skulle vælge at se bort fra den?