KimJ

Vi har en 9 mdr. gammel Hovawart hvalp, som vi er blevet lidt i tvivl om, hvad vi skal gøre med, m.h.t. fodring; Han har indtil videre vokset godt til, og vi har faktisk været nødt til at skære ca. 20% af den anbefalede fodermængde (vi bruger stadig RC Maxi Junior) væk, for at det ikke skulle gå alt for stærkt. Nu ser det til gengæld ud til at tilvæksten er gået i stå; vægten har ligget stabilt på 36 kg i den sidste måned. Normalvægten for Hovawart hanner ligger mellem 40 og 44 kg. Luffe (det hedder han) var den næstmindste han i kuldet (510g mod 580g for den største) så måske er det en indikation om, at han ikke bliver blandt de største? Er det normalt, eller skal vi øge fodermængden? Vi er ikke meget optagede af at Han nødvendigvis skal blive større end Han er nu, men Vi vil selvfølgelig gerne sikre Os at Han når sit fulde potentiale. Det skal måske nævnes, at Jeg går noget mere med Luffe, end Vi har brugt tidligere, hvor vi har prøvet at begrænse os til ca. 1-2 km om dagen, fordelt på 3 ture. Dette har vi gradvist fordoblet over de sidste måneder, for at få brændt noget af den overstadige teenage-energi af.

Det er vel ligesom med politikere; Der er jo ikke meget ved at nævne de 95% de alle er enige om, i forhold til de 5% der gør at det lige er dem man skal stemme på... Det er vel egentlig også naturligt, at vi som hundeejere, hæfter os mere ved de små, men ofte markante, forskelle ved div. racer, og tager alt det de har til fælles, for givet? Jeg synes godt at jeg kan se nogle af de racekendetegn jeg har fået fremhævet, hos min egen hund, men der er nu også nogle som i hvert fald ikke har vist sig endnu. Jeg tror det er rigtigt, at individuelle forskelle inden for en race, spænder bredere, end forskellene på mange racer.

Den med at fejlidentificere hunderacer er nu meget almindelig Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har svaret på "hvad der er blandet i den hund", sagt med forskellige grader af venlighed eller nedladenhed, af diverse jagthundeejere (jeg bor i et område, hvor "standart hunden" er enten Labrador eller Springer Spaniel). Der er endda folk som bestemt kan se, at det må være noget Schæfer, blandet med Berner Sennen eller Labrador... Det er nu meget sjovt, og man kan godt se, at de fleste bliver noget fjerne i blikket, når man siger Hovawart. Jeg havde heller ikke hørt om racen, før jeg selv skulle have hund, så det har jeg fuld forståelse for. Til gengæld bliver jeg noget knotten, når jeg får "ekspert råd" fra fremmede mennesker, som HAR hørt om Hovawart, og som skyndsomt trækker deres medbragte kræ væk fra den glad logrende hundhvalp jeg står med, mens de udbreder sig om hvor farlig og dominerende den er i omgang med andre hunde, og hvor vanskelig, ja næsten "rottweileragtig" (deres ord, ikke mine) den er at opdrage...

Sara: Som de af deltagerne her, der gerne vil hjælpe, og ikke bare spille smarte, allerede har nævnt, har I brug for noget hjælp til træning. Indtil det er på plads, er det nok bedst at få noget kompetent instruktion i hvordan grimen (som jo må have virket hos den tidligere ejer) skal anvendes. Jeg har aldrig selv brugt en, men har set virkningen demonstreret i en butik, hvor ekspedienten brugte ca. 20 minutter på at vise et ældre ægtepar med en stor hund, hvordan de skulle bruge den. Den omtalte hund opfattede i øvrigt meget hurtigt fidusen, og stoppede stort set med at trække, inden de forlod butikken. Måske I kunne få en lignende hjælp? Det er dog vigtigt, at dette kun er en midlertidig løsning, og at det ikke bliver en sovepude, bare fordi det umiddelbart virker. Hunden skal selvfølgelig, hvis den overhovedet kan, lære at gå pænt. Denne træning vil også hjælpe, hvis/når I skal lære hunden andre ting, da principperne i stort set al hundetræning, er nogenlunde de samme, og rimelig lette at bruge, når man kender dem.

Blueberry: Svanen var død da Luffe fandt den. Han elsker godt nok at løbe hen mod dem, når de står på marken, og se dem lette, men den ene gang Vi har oplevet, at en svane ikke lettede længe før han var i nærheden, vidste han tydeligvis ikke rigtig hvordan han skulle reagere, og jeg løste problemet ved at kalde ham ind. Det er i øvrigt ved at være slut med denne "sport" for sæsonen; Når det bliver koldere, og svanerne ikke finder føde mere, er det farligt for dem at bruge for megen unødig energi, og så skal de selvfølgelig ikke jages op af en overivrig hundehvalp, som bare er ude på sjov.

Den skurkagtige hund... God jul herfra!

Den skal være stor nok til at kunne indeholde hunden, og tilpas slidt, til at man er pænt ligeglad med om den får synlige mærker og lugter lidt af våd hund. Generelt foretrækker jeg en alm. stationcar i fornuftig størrelse.

Hvad med hest? Kingsmoor laver en foderblanding i deres PURE (kornfri) serie.

Jeg kender ikke rigtig noget til problematikken omkring Mops som race, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der må være en grund, hvis "racerene" hunde, ikke har en stamtavle? Jeg er måske nok lidt ekstra mistænksom, fordi jeg selv har kvajet mig, da jeg skulle have min første hund, og oplevet hvor galt det kan gå, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg ALDRIG igen køber en hund, hvor der ikke kan gøres rede for helbredstilstanden hos de sidste par generationer af stamfædre. Jeg fik rigtig god hjælp, til at screene sælgere da jeg skulle have den hund vi har nu, ved simpelthen at henvende mig til den specialklub der beskæftiger sig med den race jeg var ude efter, så mit råd til TS, er at henvende sig til f.eks. http://www.dkk-mops.dk/ og høre om de kan anbefale nogen. Hvis den nævnte opdrætter er med på listen, er det jo fint, men ellers kan man jo nævne at man har dem i tankerne, og høre hvad reaktionen er... dety er selvfølgelig ikke nødvendigvis den hele og fulde sandhed man får, men det er noget man kan bygge videre på, hvis man selv søger videre.

Godt indlæg! Jeg ville ønske at jeg selv var bedre til også at bruge kameraet de dage hvor det ikke er ren idyl det hele. Det er da godt at se, at det er gået godt, trods alt

Det er da en ualmindeligt smuk hund, og poseringen bliver da næsten ikke bedre! Thumps up herfra, både for hund og foto

Luffe hygger sig indendøre...

Vores forrige hund, reagerede med nogle meget lange og sørgmodige hyl, og tydelig ophidselse, når vi afspillede et bestemt afsnit af "rejseholdet". Det var ved en scene fra en hundekennel, med en schæferhvalp der stod og peb i sit bur. Vi har ikke afprøvet det på den hund vi har nu. Ambulancer gjorde ikke noget indtryk, og det gør de heller ikke på vores nuværende hund.

Hvis der er sidder et par uden børn og mangler en hund, mener jeg egentlig at det ligger lige til højrebenet, at lade dem få en hund som denne. Selvfølgelig er det meget kort tid, at forvente at en hund skal falde til, men på den anden side er der masser af hunde som umiddelbart vil gå lige til alle hjemmets beboere, og som vil give alle, ikke mindst hunden, en langt bedre og mere tryg start. Det er, i mine øjne, ikke en acceptabel løsning, at have en hund som bare accepterer nogle af familiens medlemmer, og da slet ikke børnene (vi ved jo godt hvad der sker med den pågældende hund, hvis den i irritation lige tager en bid af et barn). Anskaffelsen af en hund, kan være noget af det fedeste, hvis det kører for alle, og det ville jeg da tro at man nødigt vil bytte ud med en lang og måske tabt kamp, hvor man ender med at der er alle mulige restriktioner (ud over de helt åbenlyst nødvendige hensyn der skal tages til enhver hund). Det sikreste vil jo nok også være, at anskaffe en hvalp, som ikke har nået at få "dårlige vaner", m.h.t. hvem der er acceptable og hvem der ikke er, men der skal da nok være en børnevenlig unghund et eller andet sted derude... M.h.t. katten, kan man nok bedre gå på kompromis, og acceptere, at de aldrig bliver gode venner, så længe de ikke direkte jager hinanden. Det kan i øvrigt lige så godt være katten, der ikke vil acceptere en hund, som omvendt (faktisk er det efter min erfaring mere sandsynligt!). Her hos os, har vi to katte, som ikke kan fordrage hunden, uanset hvad han gør for at indynde sig, og det er kun langsomt ved at finde et leje af våbenstilstand, hvor kattene bare efter bedste evne ignorerer hunden, som langsomt er ved at indse at de ikke gider ham.

...og så kommer tonen over på det vanlige niveau Selvfølgelig må det da være fordi man er nærig, at man vælger at bruge Pedigree, også selv om man har prøvet masser af de fine dyre mærker, uden succes. Jeg gider ikke at diskutere på det niveau, jeg har fortalt hvad jeg selv har oplevet, og man kan medtage det man vil, fra det. Mennesker lever ikke "rimelig godt på junkfood! De bliver fede af det, og kommer til at lide af mangelsygdomme, hvilket jeg godt tør sige, ikke var tilfældet med vores hund: Til orientering, kan jeg da nævne, at vi p.t. bruger Royal Canin Maxi Junior, og det er vi sådan set også glade for, da det ikke giver den hund vi har nu, nogle problemer. Planen er da også, at vi finder det bedst mulige foder til ham når han når den alder hvor han skal have noget andet, men hvis det "rigtige" viser sig at være noget mindre "fint", bliver det også det han får!

Det er muligt at Pedigree er dårligt foder i manges øjne, men der er dog en hel del hunde, som lever rimelig godt af det. Jeg har ikke selv planer om at bruge det på vores nuværende hund, som heldigvis ser ud til at kunne tåle næsten alt, da fodringen med Pedigree resulterede i, at hunden kvitterede med afføring i mængder der hidtil havde været helt uhørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at der netop er rigtig meget ubrugeligt fyld i det. Det er jo også værd at tage med i betragtningen, hvis man ikke har tvingende grunde til at bruge netop "dårligt" foder. Faktum er, at Vi kom helt væk fra problemerne med dårlig mave, og hunden fik det tydeligvis bedre, hvilket i mine øjne er det der tæller. (der var dog tale om en hund med meget store helbredsproblemer, i andre henseender, så helt godt blev det aldrig). Der var formentlig tale om, at den var ekstra sart overfor protein, men det kan jeg selvfølgelig ikke bevise.

Vores tidligere hund havde kronisk svag mave, begyndende fra han var stor hvalp (7-8 mdr.) Vi var også igennem turen med skånekost, anti-allergikost, alternative fodermærker m.m.. Til sidst var vi så heldige at komme til at snakke med en erfaren opdrætter, som foreslog, at det foder vi brugte, simpelthen var for godt! Det krævede jo lige en forklaring, som gik på, at mange af de "fine" fodermærker, indeholder rigtig meget protein i forhold til fyldstof, og det er der nogle hunde som simpelthen ikke kan udnytte, hvilket giver dår lig mave. Hvorvidt forklaringen holder, skal jeg ikke kunne kloge mig på, men da vi skiftede til et af de typiske supermarkedsmærker (Pedigree-Pal), forsvandt problemerne faktisk. Måske værd at prøve?

Jeg har gearet noget ned med akvarierne, men der er stadig 7 tilbage, i størrelsen 228-900L. http://www.kim-jakobsen.dk/

Skøn hund, og gode billeder!

Konklusionen her, må vel være, at man bør være forberedt på at en hund kan finde på at interessere sig for et akvarium. Det er under alle omstændigheder en god ide at stille akvariet op, så det kan tåle at man kommer i kontakt med det, også lidt voldsommere end man egentlig har planer om! Vand på gulvet og døde fisk er ikke befordrende for det gode humør, og resulterer ofte i at en ellers dejlig hobby får en brat afslutning. Det hjælper også på nattesøvnen (især efter at man HAR prøvet det med et utæt akvarium), at man føler sig sikker på at det hele står stabilt. Den bedste løsning er helt klart et bord der er beregnet til akvarier, og som kan justeres, så det er i vater. Man kan købe et, eller man kan, ret let, bygge et selv. Til akvarier i den nævnte størrelse, er det dog muligt at finde "almindelige" møbler der sagtens kan holde, man skal blot være sikker på at det står i vater, evt. ved at klodse det op. Det nævnte bord er dog, som nævnt, ikke stabilt nok og vil, uanset hundens tilstedeværelse, repræsentere en alvorlig risiko.

Luffe her hos os, er MEGET interesseret i akvarierne! Så interesseret, at der mere eller mindre permanent er snudemærker på forruderne, og det går ofte ret voldsomt til, når han forsøger at snappe efter fiskene. Han er heller ikke hævet over at drikke af dem han kan nå, ved at stikke tungen ned i foderhullerne... Bortset fra det, forekommer møblet at være en anelse spinkelt, med mindre det passer til akvariets grundmål; toppladen vil sandsynligvis give sig med tiden, hvis akvariet ikke står direkte over benene, og det er faktisk den mest sandsynlige årsag til at der kan komme vand på gulvet. Tilføjelse: Skabet er beregnet til max. 60 kg. Det er IKKE sikkert at bruge det til et 60L akvarium, selv hvis dette står direkte over benene, hvilket det ikke vil gøre, hvis det har standard mål!

Tak! Vi synes jo også selv han er ret dejlig Her er lige et par billeder mere, som ellers var sorteret fra i første omgang: Det blæste RIGTIG meget, og luften var af og til nærmest mættet af skumsprøjt.

Luffe, som nu er 8½ måned gammel, har været på stranden i stormvejret d. 6/12...

Tak for svaret! Jeg finder det helt rimeligt at man ikke kan tilgodese alle, når der skal laves kategorier. Det ville jo betyde, at man lige så godt kunne lave samme kategori hver gang, nemlig Hundebilleder (Jeg forudsætter at alle her har adgang til mindst en hund?). Jeg var også afskåret fra at deltage i sidste måned.

Nu er det jo ikke sikkert at der bliver lejlighed til at tage billeder i denne kategori i år. Kan man bruge "gamle" billeder, hvis de ikke har været vist før?