Sitto

Hvor er hun kær stort tillykke med hende! Glæder mig til at følge hende :hjerte:

Har I haft en adfærdsbehandler på ham?

Med fare for at blive din rygklapper og danne en klike med dig, så har jeg liket dit indlæg Jeg har også svært ved at se hvorfor det absolut er rygklapperi og klikedannelse fordi mange ofte deler de samme holdninger. Det er vel ikke så underligt? Og ja nogen af dem er måske også dem som ses i virkelighedens verden - men det er vel heller ikke så mærkeligt at man er enig i mange ting? Det er vel de færreste der tilbringer tid med folk de er dybt uenige med og hvor deres synspunkt på det at have hund ligger i hvert sit verdenshjørne...?

Ikke så meget indtil videre - vi stod op ved 8-tiden, og så gik vi på en 45 minutters morgentur. Vi mødte så Zazus selvudnævnte kæreste - hun har været dybt forelsket i ham fra første gang hun så ham bag hegnet i en have et par huse fra os af. De har aldrig leget sammen - men hun er fuldstændig ved at gå i spåner når hun ser ham. Hun gøer ikke af ham - men hun piiiiiver. Årh hun vil SÅ gerne snakke med ham! Og det er gengældt. Han piver lige så meget. Ulykkelig kærlighed :ae: Nu sidder vi i sofaen - jeg med kaffe og hundene har lige spist en gulerod, og nu sover de. Her til middag skal Zazu & jeg til "Passage af andre hunde"-træning :5up: Og mon så ikke vi smutter en tur i skoven i eftermiddag - håber på tørvejr

Vil forsøge at vænne hende til det med lidt hver dag :5up: Sørger for at rulle vattet godt så det bliver mere fast, netop for at undgå fnuller i ørene. Tror du ikke det er ok?

Nej det stoppede vi med efter et par uger sidste år og da vi så fik hende på barf og fandt ud af hvad hun ikke kunne tåle, så har vi kunnet holde hende symptomfri vha kosten kun.

Hun er blevet set i ørene flere gange - med den de lyser ind med samme tid med de kigger. Hvis det er sådan du tænker, med undersøgelse? Og der har ikke været noget unormalt at bemærke.

Jeg synes absolut ikke det er ok at slæbe en hel børnehave med ind i et indhegnet område for hunde - den skattejagt kunne vidst lige så godt være foregået andre steder. Det hører sig ikke hjemme i en indhegning for hunde - hverken for børnenes skyld eller hundenes. Jeg havde uden tvivl spurgt pædagogen om ikke de kunne finde et andet sted og så havde jeg også bedt børnene om at lade min hund være! Men sådan generelt - så ja, selvfølgelig skal børn have lov til at komme i hundeskov. Ikke en hel børnehaveflok, men familier der er på tur med deres hunde og har lavet en familietur ud af det inkl børn. Selvom man har sin hund i hundeskoven skal den jo stadig være under kontrol - hvilket må omfatte at den ikke springer op og vælter børnene, tager noget ud af hånden på dem el.lign. Ligeledes må forældrene dog acceptere at deres børn måske får et slik i hovedet i ny og næ, eller risikere at blive væltet i hundeleg. Men hunde der decideret hopper op af børnene og vælter dem, tager en pind ud af hånden på dem el.lign. synes jeg ikke er acceptabel bare fordi det foregår i en hundeskov. Alle skal kunne komme der, også børnene. Har man så en hund som ikke bryder sig om børn, kan man jo søge hen i andre dele af skoven. Jeg har også oplevet flere løbere der løber gennem hundeskove og ét sted har jeg set en decideret opmærket løberuten der bl.a. går gennem hundeskoven. Disse løbere skal jo også kunne løbe i fred uden nogen hunde geares total op af en der kommer løbende og derfor løber efter. Ergo skal hunden jo altså have en vis form for "pli" overfor andre og vide hvad man må og ikke må - også selvom det er i en hundeskov hvilket børnene naturligvis også skal - vide hvordan man opfører sig overfor hunde. Ikke snakker uden at spørge ejeren, ikke krammer dem, ikke tager en pind fra dem osv. Den går selvfølgelig begge veje.

Haha ej men altså. Der findes vaskeklude jo Hånden på hjertet så kunne jeg aldrig selv finde på at bade så lidt - jeg bader hver dag og skal virkelig være syg og næsten ikke i stand til at stå oprejst for at springe over, hehe. Men jeg kender det jo fra min søster, og hendes hud kan virkelig ikke holde til alt det bad med hendes eksem - og hun vasker sig da stadig dagligt, men ikke bade. Og hun lugter ikke og jeg synes ikke det er ulækkert, overhovedet.

Ej Tonks, det gør man altså ikke. Min søster bader heller ikke oftere fordi hun simpelthen ikke kan holde til det pga hende eksem.

-2x vetbed (en til træning, mens man venter og en til at ligge på under sofabordet herhjemme) -Optima tørfoder m/kanin -1 kg kaninører -48 dåser vådfoder med hhv. vildt, kanin, lam og kænguru. -18 tuber Tubidog m/laks. Og så er jeg i gang med at kigge på seler til Zazu & Camy. Jeeeez de pølser er svære at finde seler til! De ligger lige imellem størrelserne ved SÅ mange seler! Tror snart vi har prøvet de fleste forskellige modeller - nu har jeg dog kastet min kærlighed på en fra Ruffwear. Håber jeg kan komme ud og prøve den på dem på mandag. Og ellers tror jeg snart vi enten er ved en helt klassisk H-sele med justeringsmuligheder på alle stropperne - eller et bredt halsbånd. Så hælder jeg nok stadig mest til H-selen, men ville bare så gerne have noget til dem som ikke bare er de der tynde nylonstropper. Håber på Ruffwear's model nu

Vat-opdatering Har forsøgt at proppe vat i hendes ører - @Buddha har du selv forsøgt det på en hund, inden du gav idéen videre til mig?! Efter lidt forsøg lykkedes det dog, også til at få hende til at beholde det i noget tid. Har testet med nogle forskellige lyde - porcelæn der sættes på sofabordet, støvsugning tæt på hende, mobil på natbordet m.m. og umiddelbart reagere hun ikke - men da jeg så pillede vattet ud og gentog, så reagerede hun heller ikke Da jeg havde proppet vattet i og jeg satte en tallerken på bordet kneb hun kort øjenene sammen da jeg var ved at sætte tallerkenen. Men da jeg så gentog det nogle gange kneb hun ikke øjnene sammen. :hmm: Og som sagt heller ikke da jeg gentog efter jeg havde pillet vattet ud. Men nøgler der ligges på et bord eller metal fra sele eller line der rammer klinkerne i bryggerset reagere hun på med vat i ørene også - men det er jo altså også virkelig gennemtrængende lyde. Vil lige prøve at teste igen senere. Giver hende vat i ørene igen i aften og sætter porcelæn på sofabordet og ser om hun reagere på det dér.

Vi gør ikke hvad vi kan for at undgå lydene - for det kan vi ganske simpelt ikke. Vi kan ikke undgå at støvsuge (selvom Buddha mener noget andet ), dække bord, give dem liner på m.m. det er jo helt almindelige dagligdagsting. Vi undgår ingen af de lyde der genere hende - det er nærmest umuligt. Men det vi gør er at tænke over hvilket tempo vi gør tingene i - Michael fx en tendens til at når han tager selerne fra knagerækken så smider han dem på gulvet - det er lette stofseler, men lige ringene som man sætter karabinhage i, er jo selvsagt af metal. Det er noget han altid har gjort og noget de tre andre er hamrende ligeglad med og det har Ayo også været førhen. Men nu tænker vi jo så over at ligge dem ned på gulvet i stedet, lyden undgås ikke, men minimeres - jeg tænker over at sætte tallerkener m.m. lidt mere forsigtigt ned. Så det er altså ikke fordi hun har været forskånet for lydene og så reagere hvis man lige pludselig kommer til at gøre det igen. Hun hører lydene på daglig basis, dog muligvis bare på et lidt lavere lydniveau end førhen. Men lige med støvsugeren tager jeg ikke hensyn - eller jo jeg undlader at støvsuge oppe i sofaen hvis hun ligger der, men det har jeg altid gjort (også med de andre). Men ellers kører den på samme støjniveau og jeg støvsuger lige så tæt på hende som jeg ellers altid har gjort. Så der har vi slet ikke ændret noget, og alligevel synes hun ikke det er alt for fedt hvis jeg kommer for tæt på. Vi har altid tv eller radio kørende herhjemme - jeg bliver sindssyg i et stille hus, så vi har altid baggrundsstøj Men om vi har forstærket noget ved at vi er blevet opmærksomme på problemet og forsøger at liste lidt mere afsted med tingene, det ved jeg ikke. Jeg vil slet ikke udelukke det. Og er det så "bare" det, så ville det også være rart - altså at vi ér ude i noget adfærdsmæssigt, fordi det er jo ligesom til at ændre vaner til/træne sig ud af. Det som bekymre mig mest er om hun har ondt ét eller andet sted, oppe i hovedet fx, og som vi ikke har opdaget. Ville det være en idé at smide hende på noget Zylkéne fx i en periode og se om dét ændre noget - hvad tænker I om det? Eller hvad skal næste skridt være for at se om vi kan komme ud af det, hvis det er noget vi har forstærket hende i?

Men det er nemlig det - jeg kan ikke se hvorfor hun skulle have ondt. Hun er røntgenfotograferet, CT scannet med kontrast, går jævnlig til tjek hos Magtor, har fået røntgen af alle tænder og er kigget med kikkert ned i svælget. Synes jo efterhånden hun er så gennemtjekket. Og hun er ikke anderledes på smertestillende. Det eneste der er fundet er C-hofter. Men som både Christian hembo og dyrlægerne siger, så har en hund på 3,3kg sjældent problemer pga C-hofter. Og hun springer jo rundt som en skoldet skid og halter aldrig. Det eneste der er at finde er at hun er øm hvis man trykker ind ved hofteskålen, men ellers ikke. Så der er ikke nogen der tror hun er smertepåvirket - og er som sagt heller ikke anderledes på smertestillende. Det var en lidt kortere opsummering

Ja sådan samlet betegnelse for dem er "høje" lyde der sker tæt på hende - som sagt har hun intet problem med fyrværkeri, bildøre der smækker, hoveddøren der smækker i el.lign. Men så snart det foregår i nærheden af hende - jeg sætter porcelæn på sofabordet mens hun ligger i sofaen (det genere hende ikke når jeg dækker bord ved spisebordet fx), sætter madskålen ned foran hende, støvsuger tæt på hende (på afstand reagere hun ikke på støvsugeren, og er ikke bange for den), ligger mobilen på natbordet lige ved siden af hende (hun ligger typisk på min hovedpude imens) osv., så reagerer hun.. Og som sagt begyndte det også omtrent den tid hvor hun var rigtig påvirket af sin allergi - hvor vi jo ikke anede det var allergi, og forsøgte at smertelindre hende, men det hjalp jo ikke en fis - hendes poter kløede jo sindssygt og hun var jo fuldstændig i panik for at bide i dem, når det først begyndte. Og det er også derfor jeg længe har skudt det hen som at hun har været generet af noget (allergien) og eller haft smerter, som har gjort at hun er blevet mere lydfølsom - hvilket jeg ved jeg også selv kan være hvis jeg har en dårlig dag med mange smerter. Synes jo så bare det er mærkeligt det fortsætter så længe efter nu - og derfor søger jeg igen efter en forklaring. Men det er jo slet ikke sikkert jeg finder den, for umiddelbart ser hun jo ikke ud til at fejle noget fysisk, som kan give hende smerter. Men ja, lige hvad der foregår oppe i hendes hoved, om hun har hovedpine eller noget - det ved vi jo ikke. Vattet i ørerne vil jeg forsøge at teste imorgen - det er et godt bud! :5up: Som sagt er jeg åben overfor alle forslag, fordi jeg ikke selv aner hvor jeg skal lede - det er som at lede efter en nål i en høstak. Men ville bare SÅ gerne vide hvorfor hun reagere som hun gør og finde ud af om jeg på nogen måde kan hjælpe hende til at tåle lydene bedre igen. Udover at vi selvfølgelig gør alt hvad vi kan for at undgå lydene - men som sagt, så det der med at dække bord, støvsuge m.m. er jo lige som ting man bare er nødt til.

Og så teste med lydene? God idé. Det er ikke forsøgt. Må lige ud og købe noget vat i morgen. :5up: Men det kræver nok at teste det nogle gange, for hun begynder allerede fx når hun kan se jeg skal TIL at sætte tallerkenen på bordet, madskålen på gulvet osv. - fordi hun ved at så kommer lyden.

Jeg kan også oplyse at hun igennem det seneste år har været på smertestillende af flere omgange, af andre årsager, og senest nu - hun har været på smertestillende siden i torsdags, pga noget infektion/nogle blæner i hendes mund, og at hun er smertedækket gør heller ingen forskel - hun bliver ikke mindre lydfølsom.

Det er slet ikke rodet, og absolut gode bud. Det med hovedpinen kunne jeg sagtens forestille mig - der er også rigtig mange lyde jeg ikke kan kapere hvis jeg har hovedpine, og der kan man netop godt nikke genkendende til at lydene kan gøre helt fysisk ondt på en. Men ja som du selv er inde på - hvis dét er årsagen, hvorfor så hovedpine og af hvad? Og hvordan skal man finde ud af det? :hmm: Og er det ikke også lidt vildt hvis hun hele tiden har hovedpine...? Den nedsatte hørelse tror jeg ikke helt - hun hører alle mulige lyde ALT for godt man kan ikke diskret liste noget ud af et skab der knitrer uden hun hører det, eller sætte hendes madskål på bordet - heller ikke selvom man forsøger at gøre det heeeelt stille. I løbet af 0,5 står hun ude hos én men ellers også et godt bud, som absolut også giver mening, hvis der var nedsat hørelse :5up:

Og det var super fint. Som sagt er jeg på bar bund, fuldstændig, så ALT kan bruges som foreslag :5up: Og om det skulle skyldes ørene længere inde, kan jeg jo heller ikke udelukke - så finder vi slet ikke andet der kan forklare det, så kan det også sagtens være de må ind og kigge i øregangene.

Altså de er kigget ind i flere gange med den de lyser ind med, samme tid med de kigger i den. Men aldrig sådan en grundig undersøgelse, hele vejen ind, i narkose - det mener de ikke der har været indikation for eftersom ørene ser fine ud, de hverken lugter eller er røde.

Jeg har oprettet et emne om det tidligere, for et års tid siden, hvor jeg dog ikke fik så megen respons - og det var oprettet på baggrund af noget andet. Så nu forsøger jeg lige igen - måske flere kigger, måske der er kommet nye til - som kan ligge inde med et godt bud. For snart 2 år siden, faktisk i vores sommerferie i 2013, begyndte Ayo at bide i sine poter, på bagbenene. De vagtdyrlæger jeg konsulterede telefonisk, i vores sommerferie, nærmest grinte af mig - jeg forklarede dem at det ikke bare var sådan lidt bideri, men at hun panisk kastede sig ned lige pludselig, bed i poterne og peb helt vildt imens. Men ingen ville så meget som se hende. Det fortsatte og vi konsulterede vores egen dyrlæge da vi kom hjem fra ferie - der var ingen rødme, sår, hævelse, udslæt el.lign. Hun bed i sine poter og lidt bagtil ved sine hofter, og havde lidt pelstab på knæene. Første skridt blev at hun blev steriliseret - jeg tænker i dag hvordan i alverden dyrlægen fik dét som første behandlingsmulighed, men da hun alligevel skulle steriliseres kunne vi lige så godt starte dér, det skadede jo i hvert fald ingenting. Men det hjalp jo så ikke.. Så blev hun røntgenfotograferet og fik konstateret C-hofter. Herefter satte dyrlægen dét som diagnose. Han ville have os i gang med genoptræning, laser m.m og vi fulgte forløbet, men så absolut ingen fremskridt. Jeg ringede til Bygholm dyrehospital for at snakke med dem om at få indlagt guld i hendes hofter - jeg fortalte kort om hendes symptomer, og dyrlægen sagde med det samme, dét der er IKKE en hund der har ondt pga sine hofter. 1. hun vejer så lidt at dårlige hofter sjældent er et problem 2. og så passede symptomerne bare slet ikke på hoftesmerter. Jeg ringede herefter til Aarhus Dyrehospital, for at få en second opinion, og de var rørende enig med Bygholm - Ayo havde ikke ondt pga. sine hofter. Jeg besluttede mig for at få Aarhus Dyrehospital til at kigge på hende. Deres hovedsaglige mistanke gik på noget nerveskade/sygdom/nerve i klemme og lavede nogle forskellige tests på dét - det viste dog ikke noget entydigt og vi valgte at lade hende CT scanne med kontrast i rygmarven. Der var ét sted hvor der løb lidt kontrast ud, men ikke noget alarmerende, og kollegaen fandt heller ikke noget decideret på billederne fra scanningen. Vi gik hjem og afventede - de ville finde ud af om billederne skulle sendes til specialister i England. Samme dag som dyrlægen ringede for at fortælle at de ville sende billederne afsted, kunne jeg fortælle at Ayo selv samme dag var begyndt at bide i sine forpoter nu - for første gang. Dyrlægen var straks indstillet på at spole tilbage og kigge helt andre steder - han skrev en recept på binyrebarkhormon og satte os straks igang med det. Få timer efter indtagelsen af pillen og fortsat fremad på medicinen havde hun ingen symptomer - så trappede vi hende ud, og det begyndte igen. I samarbejde med dyrlægen gik jeg straks igang med at teste hende for foderallergi vha barf. Og hér var synderen ganske rigtig - hun er allergisk overfor gluten, svin, okse og fjerkræ. Så langt så godt. Siden da har vi kunnet holde hendes allergi i skak, og uden medicin, vha kosten alene :banan: Nå det var en længere historie - og måske slet ikke relevant, men jeg synes alligevel den skulle med - for det jeg vil til nu, startede nemlig omtrent samme tid - måske lidt efter. Måske ren tilfældighed, måske ikke - derfor fik i hendes udredning med alligevel. Ayo er blevet meget lydfølsom. Det er ikke overfor bildøre der smækker, det er ikke overfor fyrværkeri, det er ikke overfor høj musik el.lign. Og det er ikke fordi hun bliver nervøs overfor lydene - hun viser med AL tydelighed at hun slet ikke kan rumme lydene, de ser nærmest ud til at gøre fysisk ondt på hende! Og det er tiltagende - jeg synes der kommer flere ting som hun reagere på. Og nej, det er ikke ting hun har haft dårlige oplevelser med - jeg kan simpelthen ikke hverken se en rød tråd eller forstå hvorfor hun reagere, men hun er meget tydeligt generet! Hun reagere ved at lukke øjnene, sådan knibe dem helt sammen og dukke hovedet - har hun en forventning om en lyd kommer, så står hun og blinker kraftig med øjnene. Hun reagere bl.a. ved følgende: - mad/vandskål der sættes på bordet - når der dækkes bord - når jeg støvsuger - hvis en line tabes/ligges lidt for hårdt og en karabinhage larmer - når vi skal putte flexlinerne ind ved siden af buret, fordi vi måske har ramt mod buret med en karabinhage, og det har hun en hel klar forventning om sker hver gang nu - min tlf der ligges på natbordet Den hun reagere kraftigst på er faktisk når en madskål sættes på gulvet (selvom den er af plastic): hun dukker hovedet, kniber øjnene sammen og siger sådan en "uf"-lyd, næsten ala hvis man klemmer en person på maven så man nærmest klemmer luften ud. Og særligt med den kan jeg helt hundrede garantere at hun aldrig har kunnet forbinde det med noget skidt - madskålen er aldrig blevet tabt el.lign. Hun glæder sig jo til maden så det er jo klart en 100% positiv ting - men lyden af skålen der rammer gulvet, kan hun slet ikke have inde i hovedet, det er meget tydeligt. Jeg forestiller mig det er lidt ala at jeg slet ikke kan have folk der filer negle i nærheden af mig - det giver mig gåsehud og fysisk ubehag. Og det er sådan jeg tror hun har det med lydene. Jeg bliver jo ikke utryg fordi folk filer negle, men jeg kan bare SLET ikke have lyden - og det er nok den bedste måde at beskrive det jeg oplever med Ayo som. Vi gør alt hvad vi kan for at undgå lyde der genere hende, men jeg synes der kommer flere og flere til, og det bliver efterhånden svært at undgå at dække bord, støvsuge, ligge min tlf på natbordet m.m. Og jeg har også forsøgt at forbinde situationerne med noget positivt - en godbid. Men det gør ingen forskel - det er tydeligt et vel nærmest fysisk ubehag hun føler ved de lyde, nærmest som om det gør ondt på hende. Min største interesse er faktisk hvorfor er hun blevet så lydfølsom?! Jeg forstår det ikke og det piner mig simpelthen at se hende føle så meget ubehag ved de forskellige lyde! Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har efterhånden spurgt mange, og ingen har kunnet forklare mig andet end "Sådan er der bare nogen der er" - men hvorfor, hvorfor er det kommet lige pludselig (det begyndte jo først som knap 2-årig og hun har aldrig været en nervøs hund), hvorfor reagere hun så kraftig på lydene, er der noget galt med hende? Sådanne spørgsmål ville jeg simpelthen så gerne have svaret på - jeg aner bare ike hvor eller hvordan jeg skal finde dem. Først skød jeg det hen med at hun måske var lydfølsom pga smerte fra hofterne - men det var jo så slet ikke dem hun var generet af. Hendes allergi er under kontrol, hun går jævnlig til kontrol hos Magtor så vi sikre at det hele sidder som det skal og hun ikke har ondt i kroppen - hun er CT scannet, har i sidste uge fået taget røntgenbilleder af alle tænder, blevet kigget i munden og ned i halsen. Jeg synes efterhånden hun er godt gennemtjekket - og heller ikke hér ser det ud til at være noget som man kan sige der gør at hun er blevet så følsom overfor lyde - som fx pga. smerte. Så nu er jeg virkelig på bar bund igen. Håber I kom igennem indlægget - beklager det blev så langt. Men jeg håber I kom igennem det og vil give jeres besyv med.

Stort tillykke med ham, hvor ser han sød ud

Jeg er egentlig også meget imod at putte gift på mine hunde - og det er også derfor jeg ihærdigt har søgt efter naturmidler og afprøvet disse flere gange, fordi jeg så gerne ville undgå Bayvantic. Men jeg må også erkende at intet holde flåterne væk så godt som Bayvantic, og jeg har som sagt aldrig nogensinde oplevet bivirkninger på nogen af mine hunde - og med de flåtsygdomme der er i dag og er blevet så udbredt, så er jeg slet ikke i tvivl. Så hellere gift, som de jo tåler uden problemer, og dermed kraftig nedsat risiko for flåtbårnesygdomme - så må jeg vægte hundenes sundhed over mit princip om nul gift. Jeg har også overvejet Bravecto, fordi det er smart det bare er en pille i stedet for en pipette i nakken - men jeg må indrømme jeg ikke kan se fidusen i at bruge det, fremfor Bayvantic, når flåterne skal bide på før de dør, og det ikke virker forebyggende til at holde dem væk - så er hundene jo stadig lige udsat for TBE. Med Bayvantic er det virkelig uhyre sjældent jeg overhovedet finder en flåt - det er måske 1-2 gange pr. år og ikke på alle hundene.

Ja vi gik langsom frem - dog var der lige nogle ting jeg måtte spotte, hvordan hun tacklede, inden vi for alvor fik succes. For det første blev vores Ayo stresset af træning flere gange dagligt, så vi trænede kun et interval én gang dagligt - vi forsøgte med flere gentagelser, men det kunne hun ikke håndtere. Og så kunne hun ikke overskue at have hele huset, hun skulle være på begrænset plads - hun startede med kun at være i vores soveværelse, og i dag er de så i vores bryggers. Vi trænede selvfølgelige hele dagen kort adskillelse - at hun ikke kom med på toilet, ud med skraldet m.m. men sådan rigtig træning, det trænede vi kun én gang dagligt. Jeg indførte at hun altid fik en frossen Kong når vi tog hjemmefra - hun var ikke så stresset at hun ikke ville spise den nemlig, så her havde vi god mulighed for netop at øge intervallet over 30 sekunder og få en reel træningsgang ud af det, når nu vi kun kunne træne én gang dagligt. Vi startede dog stadig på et interval på under 5 minutter og øgede langsomt herefter - men sørgede for i starten altid at komme tilbage inden hun var færdig, så hun slet ikke nåede at blive rastløs. Vi overvågede hende via Skype så vi hele tiden kunne følge hende og sikre os at komme ind på de rigtige tidspunkter. Siden vi begyndte på den måde havde vi kun succes fremadrettet, og havde endda også en flytning lige oveni træningen - men inden jeg fandt den træning der passede netop til hende, der var jeg virkelig også i tvivl om hun nogensinde lærte det, fordi hun blev frustreret med det samme vi forsøgte at forlade hende, og uanset hvor mange gange jeg forsøgte at gentage de små intervaller dagligt, så kom vi bare ingen steder. Dybt frustrerende. Der er næsten ikke noget værre end alene hjemme problemer, det er simpelthen så frustrerende!! Men når først hunden knækker koden og finder ud af at det slet ikke er så slemt, så kan man pludselig se lyset for enden af tunnellen. :5up:

Det er jo umuligt at forudsige - fordi det simpelthen er så individuelt. Vores den ene havde brug for 3 måneder til at lære at være alene i - men så kunne (og kan) hun det også fuldstændig og føler sig 100% tryg ved det i dag. Så det kan lykkes, selvom de er "lidt langsomme i optrækket" men andre har det bare generelt virkelig skidt med at være alene, uanset hvor længe man træner det. Men sådan overordnet set - så vil jeg sige ja, 10 uger ekstra burde bestemt give god odds for succes :5up: Og så vil jeg blot lige indskyde at det er en super fin løsning I har fundet - hvor er det dejligt at I kunne fremskaffe så meget pasning til hende, så I har ro til at træne. Super flot :5up: