cs-dumle

Takker Jamen der er såmænd ikke så meget at fortælle. Vi valgte irsk setter igen fordi vi bare har fundet vores race i Cody. Barry er fra den opdrætter vi oprindelig skulle have haft fra og af de linjer vi har haft kig på. De to fungerer perfekt sammen og vi er bare super glade for den lille fyr

Takker Han knuselsker ham Vi troede det ville tage godt en måned for ham at accepterer ham... det tog en dag og nu kan de næsten ikke leve uden hinanden

Lidt nyt herfra Krokodillen in action "Grav-hvalpen" Barry Smukke dreng :hjerte: Hygge i sommervarmen

Jeps. Med Cody foregår det meste med poterne. Den der leg vi mennesker har hvor man tager den enes hånd, ligger ovenpå den andens og så den førstes anden hånd og så den andens... og derefter ligger den nederste ovenpå. Den kan man nærmest lege med Cody. Så er der krokodille-legen, hvor han ligger på lur på ryggen med åben mund mens han "raller" og man så kan stikke hånden i munden på ham og hurtig væk igen og PLUDSELIG lukker munden sig (han napper dog aldrig hårdt!). Dumle elskede at kaste bamse. Han havde den her lille pivbamse der aldrig skulle dø. Den kunne man kaste til ham, så kastede han den tilbage og sådan kunne vi blive ved længe, men man skulle altså ikke kaste den væk! Den skulle kastes så han kunne gribe den og kaste den tilbage fra samme sted

Lidt af Cody. Nogle er godt nok fra april, hvor vi havde besøg af min venindes basset hound Ludwig.

1. Det kommer an på hvilken hund. Når de omkringliggende naboers hunde går forbi hilser han pænt og legesygt, her holder vi godt øje med at han ikke sætter forpoterne op på hegnet (hvilket han godt kan finde på). Er det Balder der bor nede i haven der ligger hjørne til hjørne med vores vælger Cody enten at ignorerer ham eller rende ned og drille ham (hvor vi så må flytte ham). Små hunde får som regel lov at passerer vores have med en nysgerrig logrende Cody på den anden side af hegnet. De 3 huskyer, cockeren og den gule lab, samt nogle store hunde er han ved at flyve over hegnet for at æde. 2. Han har altid været nervøs ved det, men med tiden var det lykkedes os at få ham til at gå forbi i ro. Undtagen den rottweiler nede i byen der hænger med forbenene ind over hegnet og hoppende på bagpoterne, her skaber Cody sig voldsomt når vi går forbi... og jeg skriver var fordi der slap en gravhund ud af en have i sidste uge som løb direkte efter Cody så manden måtte råbe den væk... og de sidste par dage har Cody reageret meget kraftigt når vi er gået forbi gøende hunde i haver, men nu har han jo så også erfaret at de faktisk kan komme efter ham

Jeps. Vores skønne datter... altså ikke den røde :blink:

Vi har fået baby

Glad Cody på tur. Lige noget der passer horisont-hunden

Så fik vi også lidt sne

Jeg gør det aldrig igen! Her hedder det enten eller hvis det skulle være. Vores tidligere cocker Dumle fik den. Han fik den for at se om det kunne have en virkning på temperamentet. På det tidspunkt var han en meget stresset og nervøs hund. Efter han havde fået den reagerede han ikke kun på hanhunde, men også tævehunde og mennesker. Han blev bange for alt og de første godt 3mdr var forfærdeligt. Derefter kom han mere tilbage til sit gamle jeg. Da staven havde været i i 6mdr og virkningen skulle begynde at aftage fik Dumle den mest forfærdelige pels, tog på, blev igen mere nervøs og mistede energi. Efter endnu 3mdr da pelsen endelig begyndte at vende tilbage til normal begyndte de helbredsproblemer der varede resten af hans liv også. I takt med at pelsen vendte tilbage til nogenlunde den tilstand han havde inden den kemiske blev snuden og poterne tørre. Han mistede pigment på snuden og indersiden af læberne og blev gråmulet lang tid før tid. Efterhånden fik han problemer med at poterne gjorde ondt hver vinter og snuden ofte sprækkede og aldrig ville hele helt. Vi sagde farvel til Dumle pga. helbredsproblemer i en alder af 6år. Om den kemiske kastration har været skyld i noget af det kan jeg ikke svare på. Det kunne lige så vel være hans stressede liv med ofte højt adrenalin-niveau, at han ikke kom fra en ordentlig kennel eller andet, men jeg ved 100% med mig selv at jeg ALRIG igen vil tilføre min hund en stav, der udskiller hormoner og kemisk l*rt i en dosis jeg slet ikke har styr over og uden at have nogen som helst indflydelse på det eller være ordentlig informeret om virkning og bivirkninger. Jeg tør ikke tage chancen igen og fortryder SÅ meget at jeg gjorde det. Har hørt om flere med gode erfaringer, om nogle der havde samme temperaments-mæssige erfaringer som vi havde med Dumle og som efterfølgende har valgt rigtig kastration med et helt andet resultat til følge. Så jeg vil ikke engang stole på at den giver et billede af hvordan hunden ville reagerer ved rigtig kastration. Hvad andre vælger at gøre må de om, men jeg ved at jeg aldrig vil forsøge mig med den kemiske vej igen. Skulle det være skulle det være rigtig kastration.

Julehund

Hehe jeg har stadig billedet hvor han står på bordet Han var jo lillebitte dengang

Mange mange tak skønne Umulia! :kys: Jeg syntes det er den bedste du nogensinde har lavet Du har fanget ham rigtig godt og fået de træk med, der lige præcis var Dumle :hjerte: :kys:

Therese - Nej, er jeg såmænd heller ikke bange for der er. Hvis der er er det ligemeget, for vi ved vi tog det rigtige valg. Det blev tænkt igennem mange gange inden og overvejelserne om "udveje" til at undlade at sige farvel blev alle vendt mange gange. Havde han været en hund der kunne klare operation og narkose, kunne leve med at blive smurt og få potevoks og sko på hver dag, så havde vi gjort alt det +givet ham medicin og specialkost resten af livet for at beholde ham. Det var han bare ikke