Nogen gange handler det ikke KUN om hunden og hundens møder med verden.
Nogen gange handler det også om at ejeren får gode oplevelser mellem hund og verden
Alt det med de der han-hunde irritere mig vildt, og jeg har lidt nedtur over det.
Min store monstrum bliver aldrig perfekt, da vi bare ikke er i stand til at formidle den perfekt hed ind i hunden :stupid:
Nå, men Aslan hilser ikke særlig tit på hunde længere, enten fordi det er han-hunde eller også er de for små og må ikke snakke, MEN.....
Der er et ældre ægetepar, som har to cavalier, den ene er meget ung og elsker alle hunde, også ASlan og hun hopper lige op i hovedet på ham, hvor efetr hun sætter sig ned og spreder ben, Hils på mig, og så hopper og danser hun omkring ham.
Der er også en der er 4 år tror jeg, den er altså ikke så glad for store hunde, og SLET IKKE voldsom glade monstrumer.
Derfor er det sådan at når vi møder dem, hilser aslan på den lille, og når de så er faldt lidt ned, ber jeg aslan om at ligge sig, og så kommer den anden hen og snuser hurtigt i hovedet, og trækker så om bag sin ejer igen.
Det var ofr historien, nu til historien.
I dag går aslan og jeg aftenstur, det er peeeesseeee koldt, og den skal virkelig bare OVERSTÅES, og egentlig gider jeg slet ikke at hilse på folk!
Ægteparret kommer, og jeg skynder mig lidt forbi hvortil manden siger
"De plejer altså at hilse" med en stemme som :fornaermet:
Nårh ja okay.... den lille hopper op i hovedet på aslan, sætter sig ned og siger hils, og INDEN aslan bliver lagt, begynder den gamle faktisk at gøre parat til at hilse, men kommer først når aslan er på vej ned.
Og kommer så hen og snuser i aslans hoved og skynder sig om bag ved sin ejer, for aslan ryster på hovedet.
Egentlig lidt dumt, at små ting, som at den gamle hund kender rutinen, og faktisk har det ok med rutinen, kan gøre en lidt glad :genert: