Jeg elsker at Aslan elsker andre mennesker.
Men jeg hader også at han elsker dem så meget, at han skal være HEEELT oppe i deres ansigter
Jeg elsker at have en hund der selv tænker.
Men jeg hader altså også at han ved at han ikke brug for os!
Jeg hader at få hjernerystelse og blå øjn, fordi han er så stor og voldsom glad, men jeg elsker at jeg ikke skal være bange for at ligge ham i stykker, at jeg kan bruge ham som pude, og at jeg ikke skal bukke mig ned for at klappe ham!
Jeg tror jeg ville kunne blive ved, men alle "elskerne" ovrgår bare alle "haderne" .
Jeg elsker min hund :lun::lun: