Vi får flere og flere små indblik i en voksen broholmer.
Der sker flere og flere små ting hvor man tænker "har han virkelig en hjerne der fungere?"
Selvfølgelig blive vi også bedre og bedre til at guide ham osv.
Men så i dag går vi nede på gymnasiet fodbold banen, og Aslan ELSKER sne. Og der er en kæmpe snebold, på højde med ham. Og jeg kan se han så gerne vil den. Og i et split sekund tænker jeg.
"Fint, så slipper jeg ham"
(der var ikke nogle aflednings lyde, der var bare STILLE)
Aslan løber hen til kæmpe snebolden, og letter ben på den Man er vel han-hund :slem:
Og så tager satan ved ham, han har set sneboldene nede i den anden ende (der er vel 200 m), og så løber han.
Jeg tænker jo FUCK, hvorfor lærer jeg det aldrig, uansvarlige skiderik!
HER!
Ingen reaktion
ASLAN HER (fandt lige mande stemmen frem)
hviiiiiiiiiiiiiink, gonk, slpslpslp (lyden af en broholmer der vender på en ti-øre på en VÅD fordboldbane)
Og så kom han :klap2: Han kom han kom, det gjorde han virkelig.
"Dyyyyyyyyygtig"...................."fri"
Igen, afsted, ingen kontrol over hans kropsbevægelser
"HER" hviiiiiiiiiiiin, gonk, splas slpr slpr (den samme lyd plus lidt)
Denne gang sad han ikke perfekt, langt fra. Men altså ...
Så gik vi da lige plads uden snor ca 100 meter, og så var han ved at døøøøøøøøøøøøøøøøøøø af "spænding"
"Fri" og Aslan løb de sidste 50 meter hen til de 3 kæmpe snebolde og lettede på alle 3
"kom så" og aslan kom hen og fik snor på :lun:
Total fornuftig hund :hjerte::hjerte:
Så ringer jeg jo til martin - og fortæller - efter historien siger jeg at nu er der nok ikke nogen hjemme resten af turen og ligger på.
Men hve i hvad......................der var totalt mange hjerneceller hjemme og aktive i hans hjerne, og vi havde bare en super tur :klap:
Godt folk ikke går tur med deres hunde kl 9 :blink: