Jeg har også tænkt og tænkt.........
Det letteste ville jo være at sige "fordi jeg kan eller fordi jeg havde lyst"
Som sådan har jeg jo ikke et behov for selskab, jeg har jo martin.
Jeg er vokset op med hund, og igennem skoleårene hvor jeg blev mobbet meget, var Aja (den første hund) et godt holdepunkt. Jeg kunne fortælle hende alt. Det kunne jeg jo ikke ved min mor, hun ville jo blive ked af det
Da Aja blev aflivet da jeg var 18 år, var jeg sønderknust, jeg fik 3 dage senere mine forældre til at kører til hobro og hente Bella (lidt ofrkælet er man vel )
Da jeg flyttede for mig selv, manglede jeg selskab, men havde ikke penge til en hund. Efter et brud med min ex, flyttede jeg hjem til min mor og far igen, og mit liv var "fuldent" der var hund igen.
Et år senere havde jeg fået sparet op, fået livet på rette køl og købte en lejlighed, jeg var lettere ensom, og manglede noget i mit liv.
Så mødte jeg martin, og flyttede til fyn.
Jeg savnede min familie så fygtelig meget. Det var ulideligt, og jeg gik egentlig altid rundt med en lille ulykkelig følelse. Godt gemt væk.
Vi købte hus, og vi fik Aslan.
Den lille ulykkelige følselse forsvandt.
Liv og glade dage. Der er altid en, selv om det ikke er nogen.
I dag siger folk "hvad ønsker du dig"
dertil kan jeg svare, ikke noget, for jeg har det hele
Jeg har hund, af egositiske grunde, jeg får et fuldendt liv, og mangler ikke noget
Jeg siger ikke at Maritn ikke gør noget, for ham elsker jeg jo, og mit liv ville klart være tomt uden ham - meget - men Aslan er lige toppen på isbjerget, til at det hele er helt perfekt.