Aslan imponere mig gang på gang, og når jeg har mindst tiltro til ham, kan han opfører sig HELT eksemplarisk.........i et kort stykke tid.
I vores række bor en dame som har en handicappet pige, på omkring 5-6 år tror jeg.
De kommer forbi os i dag, lige som vi er på vej ind, og damen skynder sig at spørge om de ikke lige må hilse på aslan
Selvfølgelig må de det, aslan er jo så ikke helt vildt vandt til børn, og mener at det er nogle man skal lege tackle leg med
Eller kører helt op over (ja ja manglende socialisering).
Nå, men han får besked på at sætte sig inden de hilser, det mener aslan så ikke han skal, jeg prikker ham på rumpen og han sætter sig!
Så hilser ham og pigen på hinanden, imens jeg snakker med moderen ser jeg pigen gå hen og løfte stille og roligt op i læberne og studere hans tænder
Aslan? Tjae, han sider bare og sider, indtil hun slipper læben, så skal hun lige snuses på næsen
Så prikker hun ham stille på hovedet, og Aslan? Han ikke så meget som bevæger sig, han sider bare og kigger ned langs stien, sådan som han nu altid gør når jeg snakker med folk.
Pigen kommer hen og tager felxilinen ud af min hånd, og aslan? Ja han kigger på hende og så kigger han ned ad stien igen
Nu gider pigen ikke at snakke mere.................og hvad gør Aslan?
Han gør hende op i hovedet For hun skulle da blive ved med at..........gøre uderlige ting ved ham
Men damen mener at de gerne vil hilse på aslan igen :blink:
Men don det er fordi han kan mærke at man måske skal passe lidt mere på hende pigen, end martins niece?
Jeg er nu stadig imponeret over Aslan