Tyson og jeg var i Ballerup for at træne med Kate og Lizza her til formiddag, men det blev der ikke så meget af.
Jeg har lagt mærke til, at Tyson har været øm i lænden i de sidste par dage. Jeg synes ikke, at det mærkes som om, at han er blevet skæv i bækkenet igen, men øm er han helt klart. Jeg har bestilt tid til massage hos Lone fra The Touch på onsdag - det var den tidligste tid, jeg kunne få. Nå, men han ville gerne træne herhjemme i går, så jeg tænkte, at det nok ikke var værre, end at vi kunne træne program.
Først ville jeg lave freestyle-programmet, men Tyson værgerede sig ved næsten alle øvelserne, så det droppede jeg igen. Så prøvede jeg med HTM-programmet, og først gik det fint, men pludselig begyndte han at sætte sig ned hele tiden. Han skal jo ikke presses, hvis han er øm, så vi droppede det helt og kørte på stranden i stedet og gik en lang tur.
Ærgerligt at det først er onsdag, vi har fået tid, for vi får jo nok ikke trænet så meget indtil da. Vi skal til vores første rallyprøve på torsdag, men hvis vi ikke får trænet så meget til den, går det også nok, Tyson burde kunne alle øvelserne.