Jeg er ikke uenig. Men nu ér Carina bruger herinde, og flere af os kender hende irl. Og derfor føles det - i hvert fald for mig - ikke så rart at sidde her og skrive om hende og Caia, særligt ikke når hun er på ferie og ikke selv er her til at deltage. Hun har jo sikkert også gjort sig en masse tanker om situationen, som vi ikke kender til.
Da Caia overfaldt Tyson, var jeg rasende og ked af det. Selvfølgelig særligt i starten, hvor han havde det så dårligt (jeg vil ikke ønske for nogen at sidde med sin blødende hund i armene på vej til dyrehospitalet ), men også i et stykke tid bagefter, f.eks. når han vendte sig om på ryggen i sofaen, og jeg så det store sår, han havde på brystet. "HVORDAN KUNNE NOGLE GØRE DET MOD MIN LILLE HUND" var den følelse, der vældede op i mig, så jeg var ved at kvæles i den.
Men samtidig kendte jeg jo Carina og vidste også, at hun var meget ked af det. Havde det været en fremmed hund, ville jeg have ladet min galde få frit løb. Og det var hårdt ikke bare at kunne "let loose" herinde og få afløb. Men det er ikke så let, når man kender den anden part. Jeg havde meget splittede følelser i et stykke tid efter, for jeg havde mest lyst til bare at synes, at Caia var en led møghund og være vred på hende og Carina. Det var svært også at skulle rumme den anden side af sagen. Men igen, jeg vidste jo også, at Carina var ulykkelig over situationen og havde gået med meget tunge tanker om aflivning af sin elskede hund. Og det var jeg da også ked af på hendes vegne. Jeg var ret tyndhudet i et stykke tid overfor Carina, og hun havde det på samme måde over for mig, for det var heller ikke rart for hende, at jeg f.eks. fortalte folk nede i klubben, hvad der var sket. For selvfølgelig ønsker man ikke, at andre folk tænker, at man har en "dræberhund".
Jeg har stadig ondt af Carina - og alle andre parter i sagen. Og så kan vi jo godt snakke om, hvad man bør tage sig af forholdsregler, når man står med en hund, der flere gange har overfaldet andre hunde. Men vi véd jo rent faktisk ikke, hvilke forholdsregler Carina har tænkt sig eller ikke har tænkt sig at tage. Mon ikke hun selv er i gang med at finde ud af det? Og så kan det hurtigt komme til at virke som om, at alle "rotter sig sammen" om at skælde hende ud. Og hun er her ikke til at forklare, hvilke tanker hun har gjort sig.
Det er ikke for at sige, at nogle her i tråden har skrevet noget, der er urimeligt - det synes jeg ikke, at der er, jeg mener bestemt også, at det er en situation, der skal handles på - eller noget som er ment som en tilsvining af Carina. Men jeg tror bare godt, at det kan opfattes sådan af Carina, der nok i forvejen er tyndhudet, hvis hun kommer ind og læser alle kommentarerne på én gang.