Han er ret morfikseret. :blink: Faktisk ved jeg ikke, om jeg er en god træner, eller om jeg bare har været heldig at få en hund, der elsker at træne og virkelig gerne vil samarbejde og gøre sit bedste. Altså... har jeg været god til at motivere ham, eller er han bare let motiverbar? For han synes nemlig, at det er kanonsjovt at træne, vi har en super kontakt, og han er meget fokuseret på mig. Men han er min første hund (udover min barndomshund, som vi ikke trænede med), så jeg aner ikke, om jeg bare har været heldig, eller om jeg har gjort en masse rigtigt.
Jeg træner så med Tyson næsten hver dag. Men faktisk har jeg aldrig trænet med mange gentagelser, mest fordi det keder mig selv - men det keder også Tyson. Og så har jeg fra starten været ok god til at "give mig selv" i belønningen og belønne godt, når det var noget, jeg selv syntes var sjovt. De ting, jeg selv syntes var kedelige, belønnede jeg på en knapt så sjov måde, og så syntes Tyson sjovt nok også, at det var kedeligt, og gad ikke rigtigt.
Nu har jeg lært meget mere om belønning, og det har klart haft en positiv effekt på Tysons motivation generelt og på vores samarbejde. Jeg klikkertrænede heller ikke i starten, det gør jeg nu. Og efter at jeg har fået øjnene op for heelwork, som vi begge syntes var kedeligt i starten, har jeg nu også formået at gøre det sjovt for Tyson, så han elsker det. Så jeg er klart blevet dygtigere. Men igen, jeg ved jo ikke, hvor meget jeg har fået foræret, fordi Tyson er så lære- og arbejdsvillig, som han er.
Nogle gange tænker jeg, at det kunne være sjovt at træne med en meget selvstændig hund og se, om jeg rent faktisk kan noget, eller om jeg bare tror jeg kan. På den anden side kunne jeg godt frygte at ende med at stå med en hund, som ikke gad at træne og som fik vat i ørerne, hvis den ikke gad at komme på indkald osv.