Hvis Tyson skal være alene en hel arbejdsdag, går vi en tur på mindst en time om morgenen. En stor del af turen løber han løs og kan snuse og undersøge alt det, han vil. Undervejs på turen laver vi tit lidt balance- eller dirigeringsøvelser, eller træner måske lidt tricks. Enten laver vi som en del af turen et fodersøg på 20-30 minutter (med brunet, hakket kød, ellers kan jeg ikke lave så langt et fodersøg med ham), eller også træner vi eller laver problemløsning i ca. 20 minutter, når vi er kommet hjem. Så får han en frossen Kong (med hjemmelavet mad), som han spiser, mens jeg laver morgenmad. Han bliver normalt først færdig med den, mens jeg er midt i morgenmaden, og bagefter ligger han så og hviler, indtil jeg går. Jeg går aldrig, før han har været afslappet et stykke tid.