Har holdt nogle dages pause fra at skrive her på HF, da jeg har været nede i kulkælderen.
Jeg har været nødt til at sende Shabi-måsen tilbage til Janni.
Det var en meget, meget tung beslutning, for jeg var blevet utrolig glad for hende. Det samme var Tyson.
Hun var jo faldet super godt til og var en skøn hund - men desværre blev der ved med at dukke problemer op på alene hjemme-fronten. Hver gang jeg troede, at det gik godt, og hun virkede stabil på f.eks. halvanden time (meget højere kom hun aldrig op i alenetid), begyndte hun at hyle og gø - og typisk tidligere end det tidsrum, vi var nået til. Jeg gik så ned i tid og trappede langsomt op... det gik godt i en kort periode... og så gik det galt igen. Hvis problemet bare havde været, at vi var nødt til at gå langsomt frem, havde det været lettere at håndtere. Men det var så uforudsigeligt, hvornår hun pludselig begyndte at hyle og gø, at jeg ikke forstod, hvad der gik galt.
Hun kan være alene hjemme hos Janni, og har også været alene hos Jannis søn uden problemer, så ingen af os havde regnet med, at det ville blive noget stort problem at lære hende hos mig. Men det var det altså. Jeg må have dårlig karma på det område.
Min overbo var efterhånden rasende, og nu er han så gal, at han ikke engang vil hilse på mig længere. Han har truet med at få mig smidt ud, så til sidst turde jeg ikke længere prøve - og efter at det gik galt sidste gang, troede jeg heller ikke længere selv på, at det ville lykkedes. Indtil da var jeg blevet ved med at tro på, at det nok skulle komme.
Janni kom og hentede hende i går, fredag. Jeg var på et arbejdsseminar i Sverige fra torsdag til i dag, så min mor passede hundene, og det var derfra, Janni hentede den lille mås. Jeg har haft rigtig dårlig samvittighed over ikke at være der til at sige farvel til hende, men nu tænker jeg faktisk, at det måske har været lettere for hende ikke at skulle være splittet mellem Janni og mig. Min mor sagde, at hun blev rigtig glad for at se Janni, hvilket var dejligt at høre. Det er en trøst at vide, at hun skal tilbage til et sted, som hun kender og er glad for. :ae:
Jeg har tudet hele ugen, og kommer nok til at tude noget mere.
Farvel, søde Shabi, vi savner dig.