Så har vi været til årets første dogdancingkonkurrence. Det var ellers med risiko for aflysning pga. snestormen, for konkurrencen blev afholdt på Lyngholm landsted langt ude på landet på Tuse Næs. Men de rykkede starten fra kl. 10 til kl. 12, og så var vejene blevet ryddet så nogenlunde, at vi kunne komme frem.
Tyson gik fantastisk flot til vores "You've Got A Friend In Me"-nummer i HTM klasse 1. Han gik lidt skævt i en enkelt af positionerne, men ellers tror jeg faktisk, at det er det flotteste, han endnu har gået et heelworknummer! :banan: Jeg er så også blevet bedre til at træne mere heelwork med ham (synes jo at det er lidt sjovere at træne tricks ), så det har jo nok noget at sige. Vi blev nr. 2 i klassen med 24,7 point. Nr. 1 var Sofie, en af Danmarks topudøvere, så jeg var rigtig godt tilfreds med min andenplads. :5up: Vi fik 4 oprykningspoint, så nu har vi 8 i alt i den klasse. Hvis vi får én andenplads til (eller en førsteplads), rykker vi op i klasse 2.
I Freestyle, hvor vi laver vores "Pretty Woman"-nummer, gøede Tyson det meste af nummeret igennem. Men det havde jeg også regnet med og havde på forhånd besluttet mig for at tage det som træning, så jeg vendte konsekvent ryggen til ham ved første vov hele nummeret igennem.
Jeg havde meldt os til med samme nummer i For Sjov-klassen (dog uden for konkurrence) og Ommer-klassen, netop for at kunne træne med ham, at han ikke skal gø i ringen. I For Sjov-klassen havde jeg godbidder med ind, og der gjorde han det suverænt godt! En enkelt gang begyndte han at gø, men stoppede straks jeg vendte ryggen til ham, og så kunne vi lave nummeret færdigt uden gøen. Jeg fik nogle rigtig flotte dommerkommentarer med på vejen, og jeg må sige, at det var fedt at få vist, hvordan nummeret faktisk skal se ud.
Emmy Simonsen kom hen bagefter og sagde, at for hende ser det ud som om, at han gør i frustration over ikke at få godbidder, og at det var derfor det gik så godt i For Sjov-klassen. Han gør jo godt nok aldrig i HTM-nummeret, men det er heller ikke lige så ophidsende som Freestyle.
Jeg er helt enig i, at det ligner frustration, når han gør, men det undrede mig, at det skulle være pga. godbidder, for herhjemme træner jeg også uden godbidder i hånden. Men jeg har dem synlige på bordet, og han ved, at han får dem, så Emmy mente, at det er det, der gør forskellen til konkurrencerne. Hun syntes, at jeg skal prøve at træne uden synlige godbidder, så de f.eks. er i køkkenet, når jeg træner i stuen. Det vil jeg prøve, det er i hvert fald fedt, at en erfaren handler som hende gider at give mig input, for jeg har jo ikke selv formået at løse problemet indtil videre.
I Ommer-klassen tog jeg så ikke godbidder med ind, og der lavede han faktisk det meste af nummeret super flot. Til allersidst i nummeret gik han dog i gø-mode, så det kan meget vel være en frustration over, at der ikke var kommet godbidder. Jeg tror dog også, at det har noget med ophidselse at gøre, når han begynder at gø, men det er måske en kombination.
Nå, men nu er der lang tid til næste konkurrence, så vi har god tid til at prøve at få styr på det. :blink: Næste konkurrence ligger i starten af maj, men Randi (træner fra min agilityklub, som også dogdancer) og jeg pønser på at arrangere en konkurrence i april på agilityklubbens arealer, hvis vi får tilladelse fra DKK. Så kan vi rigtig træne på forhånd dernede, så vi får den fedeste hjemmebanefordel. :klap: