sonja77

Det er fair nok, at du er uenig med min reaktion i situationen og min håndtering af den efterfølgende. Men jeg blev faktisk ked af dit indlæg, fordi jeg syntes, at du skrev nedladende og grimt til mig. Det samme indhold kunne have været formuleret på en pænere måde. Men det kan du selvfølgelig vælge at være 100 pct. ligeglad med.

Især det sidste billede er bare fantastisk - den slange skal bare DØ!

Jeg synes også, at der bliver gået for hårdt til TS. Nogle af argumenterne for, hvorfor det nok er en god idé for hende at vente lidt (hvilket hun jo også selv skriver, at hun vil gøre), er jeg enig i. Men jeg synes ikke, at der er nogen grund til at blive så hård i tonen. Tonks: Det er altså ikke uden grund, at han bliver kaldt DKWildmand, han kan godt være lidt "vild" i det.

Du har helt ret, og jeg mener da også, at folk bør overholde lineføringspåbuddet uanset race.

Svært at sige... jeg ville nok under alle omstændigheder have ringet til ejeren først. Men hvis det var en amstaff, så havde jeg nok ikke været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle melde det. Ak ja, der kommer fordommene frem.

Vi har desværre ingen have, så det er ikke en mulighed. Jeg kan sagtens se din pointe, for selvfølgelig kan han mærke min sindstilstand. Heldigvis gik det jo meget godt på middagsturen, så jeg satser på, at det er ok. Jeg venter dog nok med at lade ham hilse på nogle fremmede hunde, før jeg er mere mig selv igen. I morgen skal vi heldigvis besøge hans faste legekammerat Rosa.

På morgenturen i dag virkede Tyson stadig ret vagtsom og var hele tiden meget opmærksom på omgivelserne, men han virkede ikke helt så stresset som på turen i går aftes. At han stadig havde stress i kroppen, kunne jeg dog konstatere, da han her til formiddag kastede en stor sø af mavesyre op. Herhjemme har han virket træt og har hele tiden villet kæle og ligge i arm. Vi tog i Frederiksberg Have for at gå middagstur, for der elsker han at gå tur, og de fleste andre hundeejere respekterer, at hundene skal holdes i snor. I starten af turen lagde jeg et spor til ham, for det plejer at virke afstressende på ham. Det lod også til at virke, han var dejligt afslappet på resten af turen. Vi så en del hunde, men det håndterede han rigtig fint. Et par gange begyndte han at gø af en anden hund, men han var let at stoppe og kunne derefter roligt stå og se på, at den anden hund passerede os. :5up: Vi mødte et par små tæver, som jeg normalt ville have ladet ham hilse på, men jeg følte mig alligevel ikke helt tryg ved, at hans stressniveau var nede, hvor han kunne håndtere en hilsesituation i snor, så jeg lod ham bare se dem gå tæt forbi. Jeg er selv ret rystet stadigvæk. Jeg havde svært ved at falde i søvn i går, da adrenalinen stadig kørte rundt i kroppen på mig, og i dag har jeg haft hovedpine og følt mig ret smadret. Jeg bliver ved med at genopleve situationen, hvor Tyson skriger og skriger og er ved at blive hevet ud af mine arme. Jeg prøver hele tiden at tage nogle dybe indåndinger og tvinge mig selv til at slappe af. Og så er det sådan set ligemeget, om situationen reelt var farlig eller ej. Min OPLEVELSE af situationen er den, der sidder i kroppen på mig.

Umulia: Tak fordi du kalder min hund et psykisk ustabilt kræ! Du fortæller, at din egen hund har problemer med andre hunde, men jeg kunne aldrig af den grund finde på at kalde den noget grimt, det er da utroligt sårende. Da jeg fik Tyson, tog jeg ham ALDRIG op på armen ved hundemøder, heller ikke når vi mødte store og måske lidt vilde hunde. Jeg har skam også ladet ham lege med store hunde, hvis de vel at mærke kunne finde ud af at lege med en lille, spinkel hund. Efter at være blevet overfaldet af andre hunde flere gange, er han blevet meget utryg ved fremmede hunde. Det har jeg i samarbejde med en adfærdsbehandler arbejdet på gennem et stykke tid. Humlen i den træning er, at han langsomt kommer tættere og tættere på fremmede hunde uden at gø, fordi han for så vidt muligt kun får positive oplevelser med hunde og ikke blive sat i situationer, han ikke kan håndtere. På adfærdsbehandlerens anbefaling tager jeg ham derfor i visse situationer på armen, så han ikke bliver sat i en situation, han endnu ikke er klar til at håndtere. Det kan du være uenig i, det er du nok ikke den eneste, der er - men jeg vælger at stole på min adfærdsbehandler og på min hunds signaler. Jeg fortryder ikke, at jeg tog ham op på armen i den situation. Min hund var i snor, en stor, løs hanhund kom løbende direkte hen til ham og snappede ud efter ham, og pigerne, der gik med hunden, kunne ikke kalde den til sig. Hvad hvis jeg ikke havde taget ham op, og hunden på samme vis havde bidt sig fast i ham og trukket ham rundt? Hvad havde det gjort for hans oplevelse af andre hunde? Eller hvad hvis det ikke var leg, men hunden var aggresiv? Vi taler ikke om en hund, der kom hen og hoppede rundt om os og lavede legesignaler, den løb direkte hen og snappede ud efter min hund - hvordan skal jeg kunne vide, at det muligvis er leg? Jeg føler, at jeg tog det ansvar, jeg kunne, for min hunds psykiske tilstand ved at lade ham sidde tæt ved hunden bagefter og få godbidder og bagefter gå en lille tur sammen med den. Jeg føler derimod ikke, at den anden hunds ejer tog nogen som helst form for ansvar. Jeg havde nok ikke politianmeldt sagen, hvis hun havde vist mere forståelse og f.eks. sagt, at hun fremover nok skulle sørge for, at deres hund var i snor i parken. Hun sagde tværtimod det modsatte. Forhåbentlig gør hun det nu, hvor politiet har snakket med hende. For hvor er det ellers lige, at jeg skal træne positive hundeoplevelser med Tyson, hvis jeg ikke kan gøre det under kontrollerede forhold i parker, hvor hundene skal være i snor? Så kan jeg jo ligeså godt opgive at få ham "resocialiseret" i forhold til fremmede hunde.

Min adfærdsbehandler sagde, at når vi er "færdige" med træningen (vores mål er seks timer), skal jeg sørge for at blive ved med at lade ham være alene hjemme mindst hver anden dag, så han ikke glemmer træningen. MEN det behøver så heldigvis ikke at være seks timer hver gang, det kan godt bare være at gå i vaskekælderen, smutte ned til postkassen e.l.

Helt enig med ThomasTBO: Det irriterede også mig, at VS og hundejeren kaldte hunde for "han" og det så blev tekstet "den".

TS = trådstarter

Jeg tog hende gerne, hvis jeg kunne, men desværre... Håber I finder et godt hjem til hende. :ae:

Et par stykker med Tyson og hhv. sin drage og "affen"

Du må kun deltage med ét billede, så huske at skrive, hvilket et der skal med i konkurrencen, så du ikke bliver disket.

Hvis der ikke står andet end det, så kunne man meget vel forestille sig, at forsikringsselskaberne kun tolker det som fysiske skader. Nå, jeg betaler jo bare selv, hvis det er. Jeg har ikke været ved dyrlægen efter beroligende, det tænkte jeg slet ikke på. Jeg gav ham baldrian, da vi kom hjem - jeg har en masse tilbage efter nytåret.

Han har trænet jer godt. :blink: Dyyyygtiiiig (dig, altså )

Trust me, du har helt ret. Jeg blev overrasket over, hvor meget hunden "fylder", og hvor mange begrænsninger den sætter. Det betyder selvfølgelig ekstra begrænsninger for mig, at Tyson har alene-hjemme-problemer, men selv uden dem, ville jeg f.eks. aldrig tage til fest eller på bytur til kl. ? uden at have skaffet pasning til ham. Eller lade ham være alene flere gange på samme dag. Tonks: Jeg kan godt forstå, at du føler, at du bliver mødt af en masse kritik. Men prøv at læse indlæggene igen, så tror jeg, at du vil se, at folk deler deres personlige erfaringer med dig, fordi de tror, at det måske kan være en hjælp.

Samson. Den anden hund er altså også kær med samojedekrop og labradorhoved.

Betjenten ringede til mig, efter at han havde snakket med den anden ejer. Han havde indskærpet overfor hende, at hunden skal holdes i snor i parken, og det havde hun lovet, at de nok skulle. Så håber jeg, at de overholder det. Hun havde sagt, at hvis Tyson havde haft fysiske skader, ville hun selvfølgelig have ladet sit forsikringsselskab betale, men hun mente ikke, at det skulle/ville dække psykisk behandling. Betjenten erkendte, at han ikke kendte hundeloven godt nok til at vide, om det forholder sig sådan, så han opfordrede mig til at spørge mit forsikringsselskab, om den slags er dækket af ansvarsforsikringen. Hvis det er, skal jeg ringe til kvinden igen. Hvis hun stadig stiller sig på tværs, kan jeg ringe tilbage til betjenten, så vil han snakke med hende. Datteren er for øvrigt kun 12 år. Og må jeg i en sidebemærkning lige sige HOLD da op - så meget makeup gik jeg godt nok ikke med, da jeg var 12. Tyson og jeg har lige været ude på aftentur. Han virkede stresset og gøede hele tiden af indbildte spøgelseshunde. Vi mødte ingen rigtige hunde.

Jeg har ikke sygeforsikring, derfor kan forsikringsselskabet ikke dække. Nu har jeg ringet og snakket med en flink betjent på Bellahøj. Han vi ringe til ejeren og så vende tilbage til mig.

Desværre nej. Det vil jeg da håbe. Det lød absolut ikke sådan over telefonen, men det kan da være, at hun tænker over det og så tager hunden i snor i fremtiden. Jeg tvivler dog. Ikke endnu, men det gør jeg. Ved I, om det skal anmeldes med det samme, eller om det er ok at vente til i morgen? Jeg kunne godt tænke mig at være lidt mere fattet, når jeg snakker med dem.

Øv, øv, øv, som om vi ikke havde nok at slås med, var Tyson og jeg i dag ude for en rigtig ubehagelig oplevelse med en anden hund: http://www.hunde-forum.dk/debat/5037-tyson-er-blevet-overfaldet-anden-hundeejer-naegter-ansvar-hvad-gor-jeg.html#post128887 Det virker bare så uretfærdigt!

Tak for alle jeres svar. Det er rart at have en "skulder" som HF at græde ud ved. I har nok ret i, at jeg skal politianmelde det. Måske var det var leg. Men i så fald har jeg alligevel ikke lyst til, at en stor hund skal bruge Tyson som "legetøj" på den måde. Og TYSON opfattede det ikke som leg! Og så er jeg også både ked af og vred over, at ejeren viste så lidt forståelse. Det er ikke engang så meget det med, om hun vil lade sin forsikring betale eller ej. Men det kunne da have været rart, hvis hun havde taget bare en eller anden form for ansvar eller givet udtryk for, at hun kunne forstå, hvorfor det var en ubehagelig oplevelse. Hun vil jo tydeligvis fortsætte med at lade sin hund løbe løs derovre i parken, og der er masser af andre små hunde, som den måske kan finde på at "lege" med.

Jeg vil lige starte med at I dag på vores middagstur kom vi gående op af en trappe på vej ud af parken. Imod os kommer tre unge piger (måske 14-15 år) med en løs retriever løbende (hunde skal være i snor i parken, men mange respektere det ikke). Det er sådan en situation, der er svær for Tyson at håndtere, så jeg sætter mig ned på hug og blokerer med kroppen mellem ham og retrieveren. Retrieveren løber dog direkter hen til os og uden om mig, hvorefter den snapper ud efter Tyson. Jeg skynder mig at tage ham op på armen, hvorefter retrieveren hopper op og prøver at få fat i siden af ham. Jeg råber af den, og prøver at skubbe den væk med benet. I stedet bider den så fat i Tysons hale og prøver at hive ham ud af armene på mig. Tyson skriger højt, og jeg sparker alt hvad jeg kan til retrieveren, men den får Tyson hevet et stykke ned mod jorden, før de tre piger får hevet den væk. Jeg er meget rystet, men prøver at fatte mig og huske, hvad min adfærdsbehandler har sagt om, hvordan man skal reagere i sådan en situation. Jeg beder derfor pigerne om at blive stående lidt med hunden, mens jeg sætter mig på hug med Tyson og giver ham godbidder og roser ham. Efter et par minutter kommer der en hele børnehaveklasse + nogle andre hundeejere og skal op af trappen, så vi bliver nødt til at flytte os. Jeg spørger derfor pigerne, om de ikke vil gå et lille stykke vej sammen med os, hvor hundene kan gå lidt på afstand af hinanden. Det siger de ja til, så vi går en lille tur (nu har de hunden i snor). Først vil Tyson slet ikke ned, så jeg bærer ham lidt på armen. Så sætter jeg ham ned og lader ham gå ca. 3 meter fra retrieveren. Først gør han lidt af den, men så går han stille og roligt, mens jeg giver ham godbidder og ros. Vi går sammen nogle minutter, indtil Tyson slår bremserne i og ikke vil gå længere. Jeg beslutter mig til at gå tilbage til kontoret og siger derfor tak til pigerne for, at de ville gå med mig. Jeg beder "ejerpigen" om at få hendes mors telefonnummer. Tilbage på kontoret rammer chocket mig rigtigt, og jeg tuder og tuder. Jeg får dog ringet til min adfærdsbehandler, der mener, at Tyson nok skal have noget efterchockbehandling, og at den anden hundejers forsikring skal dække det. Hun anbefaler også, at jeg går over med ham i parken igen til det sted, hvor det skete, for at se, hvordan han reagerer. Det gør jeg, og tilsyneladende er han heldigvis ok. ----- Jeg kunne ikke arbejde mere, så jeg tog hjem. Herhjemme ringede jeg så til pigens mor. Hun er utrolig nedladende over for mig, og skælder mig for øvrigt ud over at have "tvunget" hendes datter til at gå tur sammen med mig! Hun siger, at der aldrigt har været nogle problemer med deres hund, at den kun gjorde det i leg, og at min hund ikke har taget skade. Hun siger, at det der med efterchockbehandling er noget vrøvl, og at jeg er alt for pylret. Hendes datter havde skam fortalt historien, og hun kunne ikke se problemet, for når man har dyr, sker den slags, og det må jeg tage med, hvis jeg lufter min hund i en park, hvor der kommer andre hunde. Jeg påpeger så, at hendes hund jo var løs i en park, hvor hunde skal være i snor, hvortil hun svarer affærdigende, at det er den altid, for der er aldrig nogle problemer med den, og de lufter den der hver eneste dag. Vi kunne jo absolut ikke nå til enighed, så jeg bad om at få navnet på hendes forsikringsselskab. Det ville hun ikke give mig, men hun sagde, at hun ville tænke over, hvordan hun forholdt sig (hvilket hun jo sådan set allerede havde sagt - hun synes ikke, at hun skulle betale for sådan noget "pjat" og vil heller ikke lade det gå gennem sin forsikring) og så ringe tilbage til mig på et tidspunkt. Jeg spurgte, hvornår hun ville vende tilbage, men det vidste hun virkelig ikke, men det blev først i næste uge. Jeg sagde, at hvis jeg ikke hørte fra hende, ville jer ringe til hende igen, og hun sagde, at det kunne jeg da bare gøre, men nu skulle hun altså ud at lufte sin hund, hvorefter hun lagde på. ----- Jeg har ringet til mit eget forsikringsselskab, men de siger, at de ikke kan gøre noget, hvis hun ikke vil anmelde det til sit selskab. Og mit selskab kan ikke dække det, fordi jeg ikke har sygeforsikring. Deres bud var, at jeg skal melde sagen til politiet. ----- Skal jeg gøre det - melde det til politiet? Jeg tænker, at så kan jeg da først for alvor være sikker på, at den anden ejer ikke vil lade sin forsikring betale for en behandling. Det vil hun jo på den anden side nok ikke alligevel. Men jeg tænker også, om politiet overhovedet vil tage det seriøst, når der ikke er fysiske skader? Og det KAN vel meget vel have været leg fra retrieverens side. Men situationen var meget ubehagelig for både Tyson og mig. Tyson skreg simpelthen, så det lød som om han var i dødsangst, og i forvejen er han jo ret utryg ved andre hunde, så jeg tør simpelthen ikke tænke på, hvad det her kan gøre ved hans psyke. Og for mit vedkommende ryster jeg stadig og bliver ved med at være ved at tude. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet noget så ubehageligt, som da jeg kunne mærke ham blive trukket ud af armene på mig, selvom jeg sparkede til retrieveren, der bare ikke ville give slip. En helt anden ting er, at jeg kun har den anden ejers mobilnummer, og der kommer ikke nogle oplysninger frem, når jeg slår det op på Krak eller De Gule Sider. Hun præsenterede sig heller ikke, da hun tog telefonen, så jeg ved ikke engang, hvad hun hedder. Hvad synes I, at jeg skal gøre?

:kys: