sonja77

Jeg har desværre ikke have.

Jeg har jo i nogle måneder trænet Tyson til ikke at gø af andre hunde. Det er begyndt at gå rigtig godt, og for kort tid siden havde han en periode på et par uger, hvor han nærmest var helt perfekt. Siden har han så haft nogle dårligere dage indimellem, og så nogle gode igen - og sådan har det egentlig været det meste af tiden. Typisk har han dårlige dage, når hans stressniveau er højere end normalt, f.eks. hvis han er blevet passet ofte (det er min mor, der passer ham, og han er rigtig glad for og tryg ved hende, men det påvirker ham alligevel). Sådan var det f.eks. på morgenturen i dag, hvor han flippede helt ud over de andre hunde, også på en afstand hvor han ellers er meget "stabil". Jeg prøver at få ham til at falde ned ved at sidde stille og roligt og tale beroligende til ham, lave små, lette øvelser og give ham masser af godbidder. Nogle gange smider jeg også lidt godbider på jorden, som han kan søge efter. Han er faktisk super god til at holde kontakt (vi træner også mange kontaktøvelser), men det er alligevel som om, at han ikke falder rigtigt ned, og når vi går videre, er han stadig oppe at i et højere gear. På "normale" dage falder han hurtigt ned, også selvom der har været en episode, hvor han har gøet af en anden hund. Men jeg kunne godt ønske mig lidt tips til at få ham til at falde ned på "stressdagene". Det er på gåturene, han stresser op på "stressdagene", derhjemme kan jeg ikke mærke noget på ham. Som sagt laver jeg mange kontaktøvelser, og jeg laver søgeøvelser med ham hver dag.

Det lyder rigtig godt - atk for update. :5up: Jeg læser altid interesseret med, ikke mindst fordi Mysla minder så meget om Tyson på mange måder. F.eks. måtte jeg sidde og nikke genkendende til det, du skriver om at gø af andre hunde og om, hvor hurtigt det kan vende i den ene eller anden retning. Det er jo også noget, vi har trænet meget, og han er helt sikkert bedre. Faktisk havde han for nylig en periode på et par uger, hvor han nærmest var perfekt! Så havde han nogle dage, hvor det gik lidt dårligere, og så er det ellers gået godt igen. Her til morgen var hans stressniveau så lidt højere end normalt (sikkert fordi han er blevet passet de sidste par dage), og så gik han helt amok bare over at se hunde på lang afstand.

Hvordan ser godbidderne ud? Minder de om tørfodder? Og hvor store er de?

Jeg vil bare lige sige, at jeg ikke håber, at I andre lader være med at skrive om jeres træning pga. min krise. Det er i hvert fald ikke min mening fuldstændig at overtage tråden. Og jeg vil gerne høre, hvordan det går med Pero og Cleo.

Ja, 4hotdogs plejer at levere rigtig hurtigt.

Hvor har du bestilt fra?

Sikke nogle gode navne. :klap: Jeg stjæler fluks nogle af dem til min liste. Kuma Sookie Müsli Musling (det er jo mit kælenavn til Tyson, og han burde næsten hedde det, fordi det er så kært ) Kimba (BlackGSD skrev i en eller anden tråd, at hun faktisk ikke selv var så vild med navnet, men jeg synes, at det er smukt)

Jeg synes nu ikke, at det er så kreativt, det er bare sådan noget vrøvl, der af sig selv kommer ud af min mund, når jeg cykler med ham i cykelkurven.

Tyson er en hund, der vender angsten indad (i hvert fald i alene-hjemme-situationen), så han hverken larmer eller ødelægger noget. Men han bliver utrolig stresset. Da jeg lige havde fået ham og prøvede at lade ham være alene, var han meget højt oppe at køre, når jeg kom hjem, at det tog ham lang tid at falde ned. Han halsede (altså trak hurtigt efter vejret), kunne ikke finde ro, prøvede at flå sine pibedyr i stykker og var ikke til at komme i kontakt med. Hvis jeg var egoistisk, kunne jeg jo bare lade ham være alene, for naboerne bliver ikke generet af ham, og der sker ikke noget med min lejlighed eller ting. Men jeg vil selvfølgelig ikke have, at han skal være så angst, det ville jo være synd og ikke et godt liv for ham.

Tak. Det ER jo det, det afhænger af, for hvis jeg ikke kan få det til at hænge sammen, går det jo ikke. Men jeg vil selvfølgelig give det endnu en chance, for jeg vil jo allerhelst have, at Tyson kan lære at være alene på en god måde, så jeg kan beholde min dejlige hund. Jeg aftale for øvrigt med adfærdsbehandleren, at jeg ringer til hende sidst på ugen, så vi kan snakke om, hvordan det er gået.

Nu har jeg snakket (og tudet) med adfærdsbehandleren i telefonen. Vi tager ikke en ny konsultation (ikke lige nu, i hvert fald), men vi fik en lang snak om, hvordan det går, og hvad jeg skal gøre. Hun synes, at jeg i stedet for at sætte tiden op, skal nøjes med at gå fremad med 2-3 minutter af gangen (hun foreslog først at gå tilbage til 1 minut af gangen, men det kunne jeg simpelthen ikke overskue). Hun mener, at jeg ved at lægge kortere tid på af gangen, vil kunne gå hurtigere frem, fordi jeg så ikke behøver at træne det samme tidsrum særligt mange gange. Hun tror, at vi på den måde hurtigt kan komme op på en time, og derfra skulle det gerne gå noget hurtigere. Vi snakkede også om reaktionstid, og hun bekræftede mig igen i forskellen mellem, når Tyson bare er almindeligt glad for at se mig, og når han er for overgearet "gudskelov-du-er-tilbage"-agtig. Det er jo ikke fordi, han ikke må være glad for at se mig og komme og hilse på mig, men der er forskel på de to slags hilsener. Hun sagde også, at en anden løsning kunne være at begynde at lave faste ritualer omkring det, at jeg går, men at der så var en risiko for, at han ville gå tilbage i træningen. Men jeg mener heller ikke, at det er selve afskeden, der er et problem, eller at han er utryg med det samme, for han tager det ret roligt, når jeg går. Og hvis jeg f.eks. bare går i 20 minutter, er han jo helt cool, når jeg kommer tilbage. Så jeg bliver ved med at gå som hidtil uden faste ritualer. Det er bestemt ikke fordi, at jeg har lyst til at gå ned i tid. Men nu prøver jeg, og så krydser jeg fingre for, at det så alligevel går hurtigere fremad. Jeg prøver i hvert fald på den her måde juleferien over, hvor jeg har god tid til både at træne og aktivere ham. Så må jeg se, hvordan det går, og om jeg holder til det. Hvis det ikke går, må jeg så overveje alternativerne igen.

Ej, hvor fint! :klap2: Jeg er også helt vild med "flyvende Milo". Og din sang er altså noget bedre end den, jeg synger til/om Tyson: (Mel. Den lille Ole med paraplyen) Den lille musling med paraplyen han kender alle små muss i byen. Hver lille musse, hver lille mus der sover sødt i sit lille hus.

Hov, glemte at fortælle, at Tyson har fået en utrolig blød og dejlig pels, efter at jeg begyndte at fodre med hjemmelavet.

Hold da op en følelsesmæssig rutchebanetur jeg har været på hele weekenden! Jeg svinger fra at tro, at det hele nok skal gå, så jeg kan beholde min lille Tyson-mand, til at tænke at han aldrig lærer det, så jeg bliver nødt til at sende ham til regnbuebroen alt for tidligt. Jeg har mailet med min adfærdbehandler, og vi har aftalt, at jeg ringer til hende i aften, så vi kan snakke nærmere. Hun mente, at vi skal tage en ny konsultation og lød ret fortrøstningsfuld i forhold til at finde en løsning, så vi kan gå hurtigere frem. DET hjalp gevaldigt på humøret! Jeg er dog stadig ret grådlabil meget af tiden... Forløbig er jeg kun gået op til 41 minutter, og det gik faktisk rigtig fint. Da jeg kom hjem, lå han på sofaen og ikke ude i gangen lige foran døren, sådan som han ellers er begyndt at gøre igen det sidste stykke tid (det har været en af de ting, der har bekymret mig). Han kom ud og hilste og var selvfølgelig glad, men virkede ikke så overgearet, som han eller har gjort på det sidste, når jeg er kommet hjem. 1000 tak for alle jeres støttende kommentarer, både her i tråden og på PB. Det betyder virkelig meget for mig at blive mødt med forståelse. Jeg prøver at fokusere på jeres søde beskeder og ikke på den besked, jeg fik fra en veninde i dag. I går var jeg til noget julehygge med nogle veninder og havde selvfølgelig Tyson med. En af veninderne spurgte, hvordan det gik med alene-hjemme-træningen, og da jeg ikke havde lyst til at begynde at græde midt i hyggesnakken, sagde jeg bare lidt kort for hovedet, at det ville jeg ikke snakke om. I dag sendte jeg hende så en mail for at forklare situationen. Hun sendte et svar tilbage, der lød nogenlunde sådan her: "Tror du ikke, at du bare overfortolker hans signaler? Godt nok har jeg ikke forstand på hunde, men de tager altså ikke skade af at være alene. Han var så kær i går, det er da lidt drastisk, hvis du får ham aflivet." :megaked: :evil: :megaked: Hvor blev jeg bare gal og ked af det! Jeg ved godt, at hun skrev det i bedste mening, men det er sgu hårdt, når de mennesker, der burde være tættest på en, overhovedet ikke forstår ens situation og desuden mener, at man bare "overfortolker". Og så oven i købet får det til at lyde, som om jeg "bare lige" ville få Tyson aflivet uden nogen ordentlig grund. Når jeg nu prøver alt, hvad jeg kan komme i tanke om, for at kunne beholde min elskehund! Det er så for øvrigt en af de veninder, der jævnligt kommer med spidse bemærkninger, når jeg ikke kan tage med i biografen e.l. pga. Tyson. Men en ting havde hun da ret i: For gu' er Tyson kær!

Hvem er alle de her "folk"? Jeg spørger, fordi det ikke er mit generelle indtryk af hundeejere. Folk er glade for deres hunde og vil dem det godt, men jeg oplever godt nok sjældent, at hundene bliver sat før dem selv, deres børn og deres naboer. Du mener ikke, at det er synd for hunden, at den er bange? Det synes jeg da, at det er. Vi kan godt blive enige om, at HUNDEN ikke føler selvmedlidenhed, men derimod frygt/angst i situationen, men derfor synes JEG da alligevel, at det er synd for den. Ligesom jeg ville synes, at det var synd for et hvilket som helst andet levende væsen, der var bange.

Jeg fodrer med 2/3-3/4 hjemmelavet (anne-maries opskrift, hvad ellers :blink:) og 1/3-1/4 tørkost - halvt Oliver's med lam og halvt Canidae. Det gør jeg, fordi jeg tror, at det er godt for ham. Og fordi han er en kræsen hund, der hellere vil have hjemmelavet mad end tørkost.

Hejsa, og velkommen herinde. Dejligt at du ikke bliver skræmt væk af alle kommentarerne - det kan sikkert virke lidt overvældende, selvom det er konstruktivt ment. Og rigtig godt at høre, at du vil sørge for, at hundene bliver sundhedstjekket for bl.a. hjerteproblemer. :5up: Jeg synes dog ikke rigtigt, at du forholder dig til de mange spørgsmål om, hvorfor I vil parre to hunde, der er angste for andre hunde? Som andre skriver, er det ikke et normalt træk hos cavalieren (eller hos nogle andre hunde, for den sags skyld), og der er meget stor risiko for, at det bliver givet videre til hvalpene. Selv hvis det ikke er genetisk betinget, vil tæven højst sandsynligt præge sine hvalpe til at overtage samme angst. Hvis jeg var hvalpekøber, ville jeg være MEGET ked af at få en hund, der allerede fra moren havde lært at være angst. Jeg giver dig lige et eksempel fra bogen "En mopset familie", som er skrevet af en mopseopdrætter. Hun fortæller meget ærligt om en af sine "begynderfejl": "Frida - moren til disse første hvalpe - var af en temmelig sart natur! Vi havde hentet hende hos en familie, da hun var 14 mdr. gammel, men desværre var vi ikke orienteret om, at vi var hendes 4. familie. Frida skulle have tingene på en ganske særlig måde og var oven i det ret menneskesky. Men det var ting, man kunne tage højde for, og vi oplevede det i starten ikke som noget problem. Men det blev det! Hendes sarte sing blev så kraftigt forstærket i 5 ud af 6 hvalpe, at 2 af dem måtte aflives, da de simpelthen ikke var rigtige oven i hovederne. Og vi ved, at deres familier kæmpede en ulige kamp for at rette op på det, men det var håbløst. De sidste 4 hvalpe lever stadig. Af dem er 3 ærlig talt lidt sære! Men ikke mere end hensynstagen til deres lidt sarte temperament kan klare de fleste situationer. Kun en enkelt hvalp fik Lauritz' (farens) vidunderlige temperament." Og her er det oven i købet kun MOREN, der har problemer, som altså bliver forstærket hos de fleste af hvalpene. Så at avle på to hunde, hvor BEGGE har problemer, det synes jeg er lidt uansvarligt. Det er ikke for at skælde dig ud eller noget som helst, for jeg synes faktisk, at du lyder som om, at du gerne vil håndtere situationen ansvarligt. Og det er som sagt flot, at du tager så mange af rådene til dig. Men du bliver efter min mening NØDT til at forholde dig til det med angsten.

Tak for alle jeres søde kommentarer. Jeg tudede hele aftenen i går, men det går lidt bedre i dag. Jeg prøver at gå hurtigere frem, og så må det briste eller bære. Hvis han bare en nogenlunde ok med det, må det være sådan, det bliver. Hvis han bliver for angst, må jeg nok sige farvel til ham, selvom mit hjerte er ved at gå i 1000 små stykker ved tanken. For jeg kan ikke holde til det længere, jeg bliver nødt til at have mit liv tilbage. Selvfølgelig skal Tyson være en stor del af det liv, men han kan ikke blive ved med at fylde det hele.

Kan lige starte med at fortælle, at vi er gået ned på 38 minutter og har trænet det tirsdag, onsdag og i dag. Tyson reagerer stadig for meget, jeg kan ikke rigtig se nogen ændring. Nu kommer det nok en længere og måske lige rodet smøre... I går passede min mor Tyson, da jeg skulle til julemiddag med kontoret. Før jeg tog af sted, var jeg en times tid hjemme hos hende, og jeg tog mig sammen til at snakke med hende om noget, jeg længe har tænkt på: Hvad der skal ske med Tyson, hvis der sker noget med mig. Selvom min mor elsker ham, kunne/ville hun ikke overtage ham, hvis der skete mig noget. Og han skal IKKE omplaceres igen, for det tror jeg ikke, at hans psyke kan klare. Han er jo en meget følsom hund, og jeg er allerede hans fjerde hjem. Da min mor passede ham en uge i sommer, mens jeg var i Grækenland, gav det ham et ekstra psykisk knæk, selvom han kendte og var glad for hende, og hun var rigtig god ved ham. Det var den uge, han pludselig begyndte at gø af rigtig mange mennesker (tidligere gøede han kun engang imellem af børn) - noget han stadig gør, selvom jeg har arbejdet med ham. Og han var mærkbart stresset et godt stykke tid efter, at jeg var kommet hjem. Nå, men jeg fik snakket med min mor om det. Hun sagde, at det var den rette løsning - og at det måske også er bedst, at jeg giver ham fred, når jeg ikke kan klare det længere, og at jeg så bare må tænke på, at han har haft et godt liv, mens jeg har haft ham. Jeg blev meget chokeret, for som sagt elsker hun ham højt. Da jeg spurgte ind til det, sagde hun, at hun ikke tror, at han nogensinde lærer at være rigtigt alene hjemme - ikke i flere timer, sådan som han jo helst skulle kunne på et tidspunkt. Og hun sagde, at hun ikke tror, at jeg kan blive ved med at holde til det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Men når jeg tænker over det, kan jeg godt se, hvorfor hun tænker sådan. Jeg har haft Tyson i 7 måneder, og han har givet mig nogle helt fantastiske oplevelser og megen glæde - men det har også været kanonhårdt pga. hans separationsangst (og hans andre problemer, men især separationsangsten). Jeg har meldt fra til rigtig mange aktiviteter og aftaler, fordi jeg enten ikke har kunnet få Tyson passet, eller ikke har syntes, at han skulle passes for ofte (det stresser ham, og det giver os også mindre tid til alene-hjemme-træningen). I perioder har jeg derfor været ret isoleret i forhold til mine venner, som desværre ikke har vist den store forståelse. Jeg har haft en presset periode på arbejde, og næsten al min tid uden for arbejde har været brugt på Tyson: Alene-hjemme-træning, aktivering osv. For første gang i over 10 år har jeg ikke kunnet gå til dans. Jeg har kun sjældent set min søster, da Tyson er utryg ved hendes børn, og hendes søn er decideret bange for ham - og jeg har jo været nødt til at tage ham med, når jeg har skullet besøge dem. Jeg var på et tidspunkt ved at gå ned med stress, og jeg har flere gange siddet og tudet ude hos min mor og følt mig utilstrækkelig. Jeg føler mig smålig over at sidde og opremse de ting, for jeg har jo ikke noget imod at opgive ting for Tysons skyld, han er min lille guldhund, som jeg elsker over alt på jorden. Men det HAR tæret på mig. Jeg har ikke villet tænke på, hvor hårdt det er, for det skulle bare lykkes. Men da min mor sagde det, var det lige som om, at der var noget, der faldt fra hinanden inden i mig. Lige siden har tankerne kværnet rundt i hovedet på mig: Hvad nu hvis han aldrig lærer at være alene i flere timer? Eller hvad hvis det tager så lang tid, at jeg ikke kan holde til det? Jeg havde aldrig regnet med, at vi efter 7 måneder kun ville være på lidt over en halv time. Hvis det så bare gik støt fremad... men jeg havde svært ved at håndtere, at vi blev nødt til at gå ned i tid igen. Så nu sidder jeg gud hjælpe mig og tænker på, om det ville være bedre at holde en rigtig god juleferie med Tyson helt på hans præmisser og så sende ham til regnbuebroen. Jeg har det simpelthen så dårligt over, at jeg overhovedet tænker på det, og jeg turder og tuder og tuder og kan ikke holde tanken ud om at skulle sige farvel til min elskede, lille musling. Men samtidig føler jeg mig helt ødelagt indeni, og kan pludselig slet, slet ikke overskue, hvis det skal fortsætte sådan her i lang tid. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan slet ikke hænge sammen lige nu. :megaked: Vær sød ikke skrive noget dømmende, fordi jeg tænker sådan, jeg kan ikke rigtig holde til det lige nu.

Nr. 4 billede her er da godt, det kan jeg godt lide.

Hi hi, han ligner altså et tøjdyr. Håber ikke jeg ryger på listen over dine hadekommentarer. :blink:

Tak. Der har dog været plads til mænder (eller dvs. én af slagsen) i mit liv før. Vi gik bare fra hinanden for et års tid siden, og da det var et meget seriøst forhold med mange følelser investeret, har det taget mig lidt tid at blive klar til noget nyt.

He he, det passer meget godt. Men foråbentlig gør jeg ikke så meget af folk, som Tyson gør.

Den er i hvert fald god nok!