sonja77

Jeg tror ikke, at det hjælper noget at sætte et hegn op. Så skal det i hvert fald være meget højt, for katte er mestre i at komme over hegn. Jeg vidste faktisk ikke, at det er lovpligtigt at holde katte på egen grund. Som Aslan skriver er det da noget nær umuligt med en udekat? Stakkels Jodie. :ae:

Uha, hvor er de bare dejlige begge to! Tyson er vist også blevet lidt forelsket i Bitten :hjerte: - men det er lige før, at han bliver bange for Dolph med det faaarlige løvebrøl. :blink:

Fair nok :blink:

Men hundeskovene.dk skiver vel kun om selve fritløbsområdet, eller...? Fritløbsområdet i Valbyparken er jo ikke særlig stort og består kun af et stykke græs ved siden af vejen, så der kunne måske godt være et andet sted med agilityredskaber i området? Kender du andre steder i Københavnsområdet med agilityredskaber?

Jeg mindes, at jeg på et tidspunkt har læst, at der et sted i Valbyparken skulle være opstillet nogle agilityredskaber, som alle kan benytte. Er der nogen, der ved, om det er rigtigt - og i så fald hvor i Valbyparken de står?

Jeg tror, at der er to slags læggen ørene tilbage afhængigt af situationen. Tyson har også "glade ører", der lægges tilbage, når han hilser på mennesker, han elsker (primært min mor og mig). Og så har han "utrygge ører", som lægges tilbage, når man møder hunde eller mennesker, som han føler sig utryg ved. Jeg ved hvilke ører der er tale om ud fra konteksten og resten af hans kropssprog.

He he, så fik jeg sat dig på en opgave. Jeg havde ikke tænkt over, at man måske ikke kunne mærke så meget forskel på hvalpene endnu. Jeg synes bare altid man hører, at "det var den tilbageholdende hvalp", "det var den modige hvalp" osv.

Hvilket sofabord? Jeg så kun en kær hvalp med blafrende ører. :blink:

He he, det kan være, at Dumle har fundet sig en fast legekammerat. :blink: Sikke nogle gode billeder...

Den er jeg med på!

Tak for alle de skønne billeder - keep them coming! (Og huske gerne at fortælle lidt om hvalpenes forskellige personligheder )

Jeg synes godt nok, at du er ret nedladende overfor folk, der har brugt adfærdsbehandler... jeg jeg er jo også en af dem, så jeg føler mig selvfølgelig ramt. Jeg kan ikke se, at de skulle gøre mig uegnet til opgaven som hundeejer? Hvorfor skulle jeg ikke søge hjælp til situationer, som jeg ikke selv kan finde ud af, hvordan jeg bedst griber an? Og hvis jeg ikke intuitivt ved, hvordan jeg bedst griber enhver situation an, er det så bare ærgerligt? Må jeg så ikke have hund? Må man ikke lære noget og blive klogere? Men ok, der er også folk, der rynker på næsen af, at man søger psykolog. Jeg er også en af dem, der selv har gået til psykolog på et tidspunkt for at få nogle redskaber til at håndtere nogle ømme punkter i mit liv, og det er den bedste investering, jeg nogensinde har foretaget, fordi det var en investering i mit psykiske velvære. På samme måde er adfærdsbehandleren den bedste investering, jeg har foretaget i Tyson, da jeg har fået en mere harmonisk hund og bedre redskaber til at arbejde med ham. Jeg siger jo ikke, at alle hundeejere skal søge adfærdsbehandler. Men hvis man gerne vil have professionel hjælp til et problem, hvorfor skal man så nedgøres på det grundlag?

He he, hvor sødt. Jeg har ikke oplevet Tyson gøre det ved andre hunde, men han ville utroligt gerne gøre det ved mig, hvis han kunne få lov. Selvom jeg elsker ham højt, har jeg dog ikke lyst til at tungekysse ham, så han må nøjes med at bide lidt i min næse, hage og øre.

Det kan jeg i hvert fald tilslutte mig. Jeg har Tyson med på arbejde, og i starten syntes han, at han skulle gø af alle lyde i opgangen, folk der larmede i kontoret ved siden af, besøgende på kontoret osv. Jeg prøvede at aflede, rose når han var stille osv., men det havde ikke rigtig nogen effekt. Han virkede stresset, når han var med på arbejde, og jeg var stresset over hele tiden at skulle prøve at stoppe ham. Så fik jeg det råd af min adfærdsbehandler at binde ham i en snor under mit skrivebord (selvfølgelig med lidt længde til at bevæge sig rundt) og sætte et transportbur ind under bordet. Hvis han gør, får han nu time-out i transportburet, stille og roligt. Og det har virket helt fantastisk! Han gør næsten aldrig nu, heller ikke selvom der er meget uro og folk går ud og ind. Og hvis han endelig siger vov, behøver jeg faktisk bare at pege på transportburet, så går han selv derind (det skal siges at han elsker at ligge derinde i sin hule og hygge sig ). Det bedste af det hele er, at han virker langt mere glad, harmonisk og rolig, når han er med på arbejde. Det er helt tydeligt, at han trives meget bedre nu, hvor han ikke har en fuld arbejdsdag som vagthund. (Vil lige sige, at jeg også bruger nej i forskellige situationer, selvom jeg går ind for "blød" træning. :blink:)

Lige mine ord. Folk må da gerne hilse på Tyson, men hvis der skal komme noget positivt ud af det såvel for dem som for ham, så skal de altså gøre det på den rigtige måde.

Hov, det var ikke en kritik af rottweilere! Jeg synes personligt, at de er skønne hunde og kunne sagtens finde på at nusse-pusse en af slagsen, hvis jeg fik lov af ejeren. Det var mere ud fra tanken om, at fremmede mennesker nok vil være mindre tilbøjelige til at "overfalde" den.

Det kommer nok an på hundens temperament. For Tyson er det en stressfaktor, og så er han hurtigere til at reagere, næste gang der kommer et menneske imod ham. Hvorimod hvis der har været en længere periode, hvor der ikke er nogle, der "forgriber" sig på ham, så er han mere tolerant overfor fremmede mennesker og føler sig tryggere ved dem. Faktisk mener jeg også, at det er ok, at han er reserveret og selv vil have lov til at bestemme, hvem han vil hilse på. Det synes jeg ikke, at man skal gøre vold på. Ligesom vi mennesker har forskellige intimsfærer og forskellig lyst til at snakke med fremmede, har hunde det jo også. Og så er der jo også lige det, at det faktisk kan være farligt, når folk bare rækker ud efter en hund, de ikke kender. De aner ikke, om hunden er bidsk eller kan blive det, hvis den føler sig trængt op i en krog.

For pokker, det er da for irriterende.

Hvis der er andre hunde til stede, er Tyson generelt mere interesseret i dem end i menneskene. Derfor får folk - også børn - lidt længere line af ham, når der er andre hunde. Men der er selvfølgelig grænser, så hvis de f.eks. tager fat om begge sider af hans hoved og stikker deres eget ansigt op i hans (sådan som nogle desværre kan finde på), ja, så siger han fra. Bare rolig, han har allerede fået en godbid. Han kan sagtens tåle det, den lille mand.

Uha, det lyder endnu værre, end det jeg har oplevet. Dvs. jeg oplevede faktisk engang en pige i Søndermarken, der var der sammen med sin mor og deres egen lille hund. Hun blev ved med at løfte alle de små hunde op (hun kendte vel at mærke hverken hundene eller ejerne!). Moren blev ved med at sige til hende, at hun ikke måtte, men det var hun da ligeglad med. Jeg ville ikke risikere, at hun gjorde det ved Tyson, så jeg sagde til hende, at han ikke kan lide børn og ville gø af hende, hvis hun løftede ham. Det gjorde hun så heller ikke, men alle de andre hunde fik lige en tur op i favnen.

Vil bare lige tilslutte mig det med, at godbiddernes lækkerhed og "tygbarhed" er vigtigt. Og at man i starten skal længere væk, end man måske tror - også selvom det kan være besværligt, når man bor i byen, og der f.eks. går en hund fobi på det modsatte fortov.

Jamen, jeg kan da også godt forstå, at man har lyst til at kæle med Tyson, for han er jo bare skøn. Det er jo derfor, at man brude lave sådan en kampagne, så der ikke er så mange, der falder for fristelsen til bare lige at "gå i køddet" på ham. Det ødelægger ikke en hel dag for ham, men han er mere vagtsom over for andre mennesker resten af dagen. Mht. en anden hund, tænker du så på, hvis der er en anden hund til stede i sådan en situation med et menneske, der "overfalder" ham, eller bare på hundemøder generelt? DET skal jeg gøre.

Faktisk gør Tyson også af nogle mennesker (særligt mænd), og nu hvor det bliver tidligt mørkt, også af mistænkelige skygger. Nå ja, og så katte, selvfølgelig. Jeg tror, at det er vigtigt at få grebet adfærden i opløbet så tidligt som muligt, så den ikke gror for meget fast og bliver en vane for hunden. Jeg var nok lidt sen til at begynde at træne målrettet med Tyson i det henseende, da det kom bag på mig, at hans gøen eskalerede. Jeg har adfærdsbehandler på og har fået en lang plan, som også indeholder indirekte træning, bl.a. mange samarbejds- og kontaktøvelser. Kort fortalt går den direkte træning over for hunde ud på, at vi til at starte med kun er på så lang afstand fra dem, at han ikke gør, og det får han så ros og godbidder for. Langsomt kan vi så komme tættere på de andre hunde (her taler vi altså et træningsforløb over flere måneder), mens han altid får ros og godbidder for at være stille. I de tilfælde, hvor han begynder at gø, sætter jeg mig på hug foran ham og blokerer ham med kroppen, mens jeg roligt siger "stop" (det kræver selvfølgelg, at hunden kender den kommando). Så snart han stopper, får han ros og godbid. Hvis han ikke stopper, er han for tæt på, og jeg kan så notere mig, at han ikke er klar til den afstand endnu. Der ligger mere i det end dét, men det var altså kort fortalt. Det kan være en god idé at finde en eller flere figuranthunde, som man kan gå i cirkler om, mens man kommer tættere og tættere på uden at gø. Senere kan man så bytte, så man selv sidder stille, mens figuranthunden går i cirkler (jeg har en super træningspartner i Bujus Samson :5up:). Jeg fører efter ordre fra adfærdsbehandleren dagbog over de situationer, hvor vi møder andre hunde. Hvor stor var hunden, var det en han- eller hundhund, hvor langt var vi fra den, begyndte Tyson at gø, var han i så fald let eller svær at stoppe osv. Det er lidt irriterende at bruge tid på, men det er et godt redskab til at se fremskridt og evt. tilbageskridt - og hvorfor der evt. har været tilbageskridt (måske er vi kommet tættere på, end han egentlig har været klar til). Mht. mennesker er problemet ikke lige så stort og konsevent som med hunde, så der kan jeg nøjes med at begynde at rose ham, når vi går forbi en person, som jeg tror, at han kunne finde på at gø af, og så give ham en godbid, når vi er ud for personen.

... der lærer folk, hvordan man hilser på en fremmed hund. Og ikke mindst at man ikke hilser på en fremmed hund, uden at have spurgt ejeren, om det er ok! Ja, nu skal jeg altså lige have luft. Én ting er de børn (typisk piger), der kommer løbende hen til Tyson med svingende arme, mens de råber "en lille huuund". Det er ikke deres skyld, det er deres forældre, der burde have lært dem, at sådan gør man ikke. Jeg er ret træt af at skulle råbe "STOP" til dem, fordi jeg har en hund, der er utryg ved børn, der bare kommer løbende. Men som sagt ved jeg godt, at de jo sådan set ikke kan gøre for det. En anden ting er voksne mennesker, der ser Tyson og med det samme bøjer sig helt ind over ham, stikker ansigtet helt tæt op til hans og vil tage fat om hans ansigt med begge hænder. Tit har de ikke engang hilst på mig eller sagt noget, og det går så hurtigt, at jeg ikke altid når at stoppe dem. Tyson er en reserveret hund, der ikke har lyst til at hilse på alle og enhver - og da slet ikke når de nærmest omklamrer på den måde. Så hvis jeg ikke har nået at stoppe dem, kan han godt finde på at sige VOV for at få dem til at lade være. Og så bliver folk tit sure på mig og kommenterer, at det da er en arrig hund, jeg har. Det er jo slet ikke alle - hverken børn eller voksne - der gør sådan. Men jeg synes, at jeg møder overraskende mange af dem. Bare fordi ens hund er lille og køn og ser kær ud (for det gør Tyson altså ), så er det ikke ensbetydende med, at man bare må gå hen og omklamre ham. Jeg ville virkelig ønske, at det var almen lærdom, at man 1) ikke hilser på en fremmed hund uden at have spurgt ejeren om lov og 2) hilser på den på en måde, der ikke virker truende og/eller uhøfligt på hunden. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde en stor rotte, for jeg forestiller mig, at de ikke har helt samme problem...

Prøv at se billedet her af min pomeranier-blanding Tyson: Hans tårekanaler løber også og giver de sorte "streger" under øjnene. Dyrlægen siger, at det er typisk for racen, men at det ikke er noget problem, da det typisk ikke er til gene for hunden. Jeg fjerner det våde en gang om dagen med noget øjensalve til hunde. Det fjerner ikke farven, men egentlig synes jeg også, at det ser meget sødt ud - det ligne jo bare sorte aftegninger. Flere af de coton'er, jeg har mødt, har for øvrigt haft samme problem. På dem ser "stregerne" bare nærmere rødbrune ud.