Jeg tror, at jeg kunne elske en hvilken som helst hund, uanset hvordan den så ud - faktisk synes jeg nogle gange, at de lidt grimme hunde, jeg møder, er enormt søde, måske netop pga. deres "skæve" udseende.
Når det så er sagt, falder jeg da helt klart mere i svime over nogle racer end andre - cavaliers, havanesere, Jack Russels, mopse og boston terriers kan jeg slet ikke stå for (jeg ved godt, at de ser meget forskellige ud, men jeg synes, at de er utroligt søde hver især ).
Og jeg må indrømme, at jeg oprindeligt faldt for Tyson pga. hans udseende. Jeg kiggede på genbrugshunde på nettet og faldt over et billede af den her smukke hund, der lignede en lille ræv, og så var jeg helt solgt og måtte bare møde ham.
Tyson var så også en rigtig dejlig hund, og jeg endte faktisk med at gå på kompromis med nogle af de ønsker, jeg oprindeligt havde til en hund. F.eks. er Tyson ret reserveret over for fremmede (det er pomeraniere typisk), og jeg havde ellers forestillet mig, at jeg skulle have sådan en vaps, der ville kæle med alle og enhver. Han har - igen pga. racen - også mere trang til at gø, end jeg havde tænkt mig, og så er han ikke børnevenlig, men er faktisk lidt bange for børn. Jeg forholdt mig dog til disse egenskaber og tog et bevidst valg om, at jeg kunne leve med det, fordi jeg havde forelsket mig i ham (undtagen det med børnene, det fandt jeg først ud af senere, men jeg har alligevel ikke fortrudt, at jeg har valgt ham).
Og heldigvis opfylder han jo mange af mine andre ønsker til en hund: Han er kærlig, loyal, aktiv, klog, lærenem, god til at omgås andre hunde og elsker både, når der sker noget, og at ligge og blive nusset på maven.