mhel78

Hej alle sammen Tusind tak for svar - rart med flere forskellige vinkler på sagen. Jeg vil prøve at tage en snak med naboen om muligheden for at prøve klofyl ved næste løbetid, og nok også med dyrlægen om virkningen af en evt. kemisk kastration. Vil meget gerne, at en rigtig kastration bliver absolut sidste udvej. Tak igen

Hej Er ny herinde, men håber meget I vil dele jeres erfaringer med og meninger om følgende: Jeg har en dejlig Welsh Corgi Cardigan hanhund på tre år. Han fungerer i det store og hele rigtig fint, og jeg har aldrig før seriøst overvejet kastration, da jeg helst ikke vil kastrere en sund, rask og velfungerende hanhund. Nu er situationen imidlertid den, at vores nabo har fået en dejlig tæve, som min hund dagligt leger med (vi kan åbne en låge mellem vores haver, så de kan løbe i begge) til stor glæde for begge hunde. Tæven har naturligvis været i løbetid et par gange, hvor vi så har holdt dem adskilt uden de store problemer, men denne gang er det gået helt galt for min hanhund - han går hvileløst rundt, ligger ved døren og piber, kan hverken koncentrere sig om træning, mad eller anden aktivitet (løber fx hjem fra gåture, hvis han slippes løs, noget han ellers ALDRIG kunne finde på), og viser i det hele taget mange tegn på stress. Det er rigtig synd for ham (og for os, som skal høre og se på det hele døgnet - han har nemlig heller ingen ro om natten), og derfor er tankerne om en kastration dukket op. Men jeg er meget i tvivl, og vil derfor gerne høre jeres holdninger for/imod kastration i vores situation. Tæven skal ikke steriliseres, og hverken vi eller vores nabo går i flyttetanker, så hvad skal vi gøre? Leve med tre ugers helvede hvert halve år, eller kastrere en ellers velfungerende hanhund? På forhånd mange tak for input

Tak for svar Det lyder som om, vi skal overveje den kemiske kastration i første omgang.

Hej Jeg er ny i dette forum, men håber meget at kunne få input til et problem, jeg har med min ellers meget velfungerende corgi-han ved navn Max på 1½ år. Mine forældre har ligeledes en corgi-han, som er et par måneder ældre end Max, og de to har fra de var helt små været rigtig meget sammen, og var indtil for ca. ½ år siden bedste venner. Nu er det imidlertid blevet sådan, at de, når de er sammen, lusker rundt om hinanden med rejste børster, skuler til hinanden, og ganske ofte kommer op at toppes. Derudover markerer de indenfor (de er ellers begge 100 % renlige) uanset om vi er hos os, hos mine forældre eller i vores fælles sommerhus. Det er som oftest Max, der starter slagsmålet, og det er også ham, man fysisk skal have fat i for at stoppe det igen. De er ikke på noget tidspunkt kommet til skade - der ryger højst lidt pels - men det er selvfølgelig alligevel rigtig irriterende, da vi jo gerne ofte vil være sammen, og også gerne vil kunne passe hinandens hunde. Min dyrlæge foreslår kastration af Max, men jeg synes måske, det er en anelse drastisk, da han som nævnt ellers er meget velfungerende - han er ikke aggressiv overfor andre hunde end mine forældres, og vi har endnu ikke oplevet problemer i forbindelse med løbske tæver (det skal måske lige her bemærkes, at vores nabo har fået en tævehvalp, som jo måske på sigt kan give problemer på den front). Jeg har gået til træning med Max siden han var hvalp, og har naturligvis også vendt problemet her med min træner, som er tilbøjelig til at give min dyrlæge ret. Men hvad siger I? Er det mon noget, som bliver værre/bedre med alderen? Kan man gøre noget for at træne det væk? Eller?? Gode råd og erfaringer modtages med kyshånd