Bernhardiner

Ja. det er en race der er værd at tage med i overvejelserne, vil meget gerne komme på besøg en dag.

Det er lidt lige som med sbt. De irriterer mig Kan ikke forklare hvad det er.

Tusind tak for dine ord. De varmer kan du tro. Hovawarten er jeg bange for vil kræve for meget træningsmæssigt. Den vil nok røvkede sig i mit selskab, er jeg bange for. Det er vist kun mig der har kommenteret på udstillingstypen, med at jeg har hørt sindet halter lidt efter Men skriver også, at jeg jo altså ikke rigtig ved nok om det. Jeg ved der er også er super skønne hunde, der er et rigtig godt mix af begge linjer. Og hundenus er jeg altid klar på Desværre bor jeg i det mørke Nordjylland. Men en ren formel 1 har simpelthen for meget drive til at jeg tror at jeg kan tilgodese det. Tror jeg vil gå med en evig dårlig samvittighed. Det kan du tro, det skal jeg nok. Jeg er slet ikke derhenne hvor jeg er klar til at køre ud og møde nogen. Jeg skal lige have kortet listen lidt ned først, og ja, blive klar

Hvis det er hende jeg tror det er, så har jeg mange gange været inde at lure på hendes hjemmeside. Hun har nemlig nogle super gode beskrivelser af racen, hvor deres mindre gode sider også bliver bekrevet. Og det ER en skøn skøn skøn race med masser af de kvaliteter jeg er helt vild med. Men jeg havde bare indstillet mig, på at Oliver var den sidste, alene pga størrelsen og at jeg jo altså bliver ældre. Nu, er der så kommet det i det, at er jeg bange for, om mine oplevelser med Oliver, gør at jeg har mistet for meget af min selvtillid til at undgå at påvirke dem i negativ retning. Nej, Oliver var ikke et produkt af en manglende evne fra min side, men det har haft den negative effekt på mig, at jeg er blevet nervøs og kommet i tvivl om mine evner.

Men nej.

Ja, du har jo ret. Det jeg jo godt kan lide er dens træningsvillighed og føre-fiksering, uden at være PÅ i dirrende forventning ( det er jeg for langsom en hundefører til at kunne administrere). Men jeg ønsker ikke at undervurdere dens behov. Det vil være spændende at komme ud og tale med nogle gode opdrættere.

Hmm. Det er værd at have med i overvejelserne. Som du beskriver det der, er det jo bestemt noget jeg kan tilgodese. Dog skal jeg så absolut lige lære hvordan man træner på den måde, men der er jo en del gode klubber der kan lære mig det. Men jeg synes bare man læser og hører hele tiden at behovene er højere.??

:sjov: Selvfølgelig skulle du lige nævne den. Kom da bare med den engelske mastiff også. Jeg eeeeeeeeelsker den race. De eneste to minusser den har, er at den er ret gøende og så pelsen (i det her tilfælde er det så slet ikke noget der afskrækker mig:vedikke: ). Men det er jo af de store vogtende racer. Diverse hensyn mens den vokser, ekstra træning størrelsen taget i betragtning ..... Må ikke...... Kan ikke... For stor..... For lækker.... :damn: Nja, men jeg bor i et område med meget vildt. Og jeg er nødt til at have det med i overvejelserne, at det ikke vil lykkes.

Ja, det er lang vej til en endelig beslutning. Det skal overvejes nøje og jeg skal nemlig være helt klar. Mht Engelsk Bulldog er jeg jo helt enig. Det er nok også det der gør, at jeg hælder mest til at holde mig langt væk fra den. De hjertesorger den højst sandsynligt vil medfører, synes jeg ikke jeg skal udsætte mig selv for. Jo alle hunde kan blive syge, men lige med den race er det jo næsten 100% sikkert. Det var nogle gode forslag, som jeg selv har haft mere eller mindre i tankerne. Især Ridgeback´en, men jeg tror det bliver en for stor mundfuld til mig på nuværende tidspunkt, et er en svær race. Basset har jeg udelukket pga dens helbredsproblematikker. Tibben ,border terrier, vendeen er der pelspleje. Corgi´en, både Pembroke og Cardigan, er søde, charmerende dejlige hunde, mener det er Pembroken der er lidt mildere i sindet. Nok nogen af dem der skal ud og besøges. Whippet, som skrevet, er jeg bange for om jeg kan opfylde dens løbebehov. Og tak:-D

Tak. Jeg foretrækker så sandelig formel 1´s kropstype fremfor udstillingstypen, men sådan en tør jeg slet ikke begive mig ud i:-D Ja det giver jeg dig helt ret i, for jeg har indtryk af at sindet halter lidt bagud når vi taler udstillingslinjerne. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, jeg ved slet ikke nok om det. Mht det fremhævede, det er jo der jeg er nervøs, for med netop med denne kvalitet, at hunden faktisk mangler noget uden at give udtryk for det. Jeg har bare set så mange kvabsede apatiske labradorer, hvor ejerne tror at hunden har det helt fint, men i virkeligheden har den bare givet op og, pga dens empatiske sind, har overgivet sig til dens situation. Men måske jeg overtænker tingene her. Åhh ja, det er godt jeg har al tid i verdenen:mrgreen: Jeg foretrækker dog at komme hjem til opdrættere og se hundene i deres vante miljø. Jeg bliver snotforvirret til udstillinger og jeg kan ikke få mig til at gå hen og forstyrre folk. Det er sjovt du nævner det, for lige netop Saluki og Whippet er to af mynderne jeg er helt vild med.(Okay, den Irske Ulvehund er på en absolut førsteplads, men det kan vel ikke undre nogen:roll: ) Jeg synes nemlig også at de er gudesmukke og den elegance de har er lige til at miste pusten over. Men det er netop deres løbebehov jeg er nervøs for ikke at kunne opfylde godt nok. Jeg har ikke en særlig stor have, og jeg kan ikke altid tage op til den store indhegning jeg kan leje pga vind og vejr (er angst for at køre når der er glat. Plus de er svære at lære en solidt indkald. Plus jeg er bekymret for de skrækhistorier jeg har læst når de er unghunde Ja, dem har jeg mødt en del af, og de irriterer mig grænseløst. Hvorfor ved jeg ikke.

Lidt i forlængelse af de seneste debatter der har været herinde, om hvordan man vælger den rette race osv, kunne jeg godt tænke mig at delagtiggøre jer i mine overvejelser. Det kunne være interessant, at at få noget objektiv indblanding på tværs af holdninger og erfaringer og måske nogle friske og nye input. Plus, her skal i ikke bekymre jer om, om jeg bliver tøsefornærmet. Allerførst vil jeg lige påpege, at jeg er stærkt påvirket af en dyb dyb sorg og savn over min elskede Oliver, samt de psykiske eftervirkninger hans forløb har givet mig, som jeg skal have bearbejdet. Derfor skal jeg ikke ud og have en hund lige nu og her. Men at vide at der var en plan, vil måske kunne hjælpe mig til at blive klar igen, da jeg virkelig ikke fungerer særlig godt uden en hund. Som skrevet tidligere, havde jeg besluttet at Oliver skulle være den sidste i rækken af de helt store, selvstændige vogter typer, som jeg ellers elsker så højt. Planen var at der, om de der 10-12 år, skulle en lille/mindre hund hjem, der ikke er nær så krævende som jeg er vant til. Jeg kunne godt se, derude i den fjerne fremtid, at jeg ville nyde at have en lille nem hund til at gå og hygge mig med. Men sådan skulle det jo desværre ikke gå og jeg er tvunget til allerede at skulle tage fat på det nu. Jeg har ret svært ved at blive forelsket i en race, og det gør mit fremtidige valg til en enorm konflikt mellem fornuft og hjerte og hvor jeg skal finde en god balance mellem de to. Der er én race, som jeg i mange år har været helt vild med. Ikke udseendet som sådan, men sindet tiltaler mig rigtig meget, og det er en engelsk bulldog. Der har jeg en hund der er selvstændig, glad, skide sjov, stædig, egenrådig, der skal meget til at rokke ved dens selvtillid, den er selskabelig, dog uden at være klæbende, kan godt lide at den kan ligge og snorksove det ene sekund og så farer rundt som en lille bulldozer det næste. Jeg synes, at det er en hund der hviler rigtig godt i sig og der skal meget til for at få den ud af balance. Det er en hund der gerne vil lave noget, inden for rimelighedens grænser, og nyder at få nogle opgaver og nogle skønne gåture, dog ikke i den høje ende af skalaen, og som ikke vil kravle på væggene hvis jeg ligger med 40 i feber. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er en race der virkelig bare passer s.... godt til mig og som vil komme under huden på mig med det samme. MEN, og det er vitterligt et gigantisk stort men. Den der sundhed...... eller skal vi ikke sige mangel på sundhed. For pokker altså. Den race og den avl der foregår, er simpelthen så langt væk fra min etik. Der er én opdrætter som jeg ville overveje at købe fra, som, ud over at fokusere mere på en slankere og bedre kropsbygning, også fotograferer og tester for en hulens masse ting. Ud over det er det en opdrætter, der på ingen måde lægger skjul på de problematikker racen har. Men det ændrer ikke på det faktum, at det ikke er et spørgsmål om den kommer til at fejle noget, men et spørgsmål om hvad den kommer til at fejle. Her kan jeg virkelig se en hulens masse fremtidige bekymringer, daglig pleje i forhold til svamp, rynker osv, stor risiko for at miste den i en alt alt for tidlig alder. Plus at give 20-24000 for en hund, der, i det lange løb, kan tømme selv Donald Trumps konto, er altså bare imod mine principper. Oven i det er der risiko for egetkønsaggression, altså det er så noget jeg er vant til at have i tankerne i forbindelse med socialisering og træning, og det er ikke lige dét der har noget afgørende vægt. Så er der den anden race jeg har i tankerne. Ret langt væk fra EB'en. Men hvis jeg skal prøve at lytte efter den fornuftige side, vil denne være god. Det er griffon petit brabancon, jeg har haft liggende i tankerne. Det der tiltaler mig, er at den er sund, NEM, lille og handy, robust, glad, kan efter sigende være lidt egenrådig, kan med alt og alle, kan tages med over alt, ingen pelspleje, lærenem. Aktiv ude, afslappet hjemme. Ja generelt bare en utrolig nem og ligetil lille hund, der skulle være god til at tilpasse sig. Men..... Risikoen for alene hjemme problemer er altså ret høj med de selskabshunde. Det kan forekomme med alle hunde, det er jeg klar over, men ved selskabsracerne er den altså højere og det er virkelig et kæmpe minus ved racen. Noget andet jeg er nervøs for er, at jeg altså ikke er vant til en selskabsrace. En der konstant gerne vil være hvor jeg er. En lille glad vimserøv der følger med overalt. Racen bliver blandt andet kaldt for skyggehunden, fordi den altid er i hælene på en. Man kan naturligvis dæmpe den adfærd til en vis grad, men det er jo en del af racen. Jeg kan da også godt se noget charme i det, for det er ikke mit indtryk at den er "på" konstant. Men det er jo en race der ligger meget langt væk fra hvad jeg er vant til og hvad jeg godt kan lide. Og så er der jo lige det faktum at den altså egentlig ikke siger mig vanvittigt meget. Jeg falder ikke i svime over den og så jeg den på gaden, ville jeg nok slet ikke lægge mærke til den. Men jeg skal naturligvis ud at møde nogen og se den på hjemmebane, og håbe at de kryber sig ind under huden på mig. En griffon er, på papiret, ret tæt på et perfekt match, hvis jeg skal have en sund, ukompliceret, nem, glad og god all-round hund, hvor der er plads til at jeg kan lave lidt små fejl. Super fornuftigt valg. Lige med undtagelse af alene hjemme træningen, men ved det første tegn på problemer, skal der jo en adfærdsbehandler på. Der er bare lige det, at den ikke får hjertet til at banke. Én gang har jeg valgt hund udelukkende ud fra fornuft og hvor jeg tænkte, at jeg da sikkert nok skulle komme til at falde pladask for den med tiden. Han var virkelig en super dejlig lille hund, men vi havde simpelthen ikke skyggen af kemi. Jeg valgte at omplacere ham, mod at jeg fik lov til at følge med på sidelinjen og han har verdens bedste liv i det perfekte hjem. Så derfor kommer det hele til at stå og falde med hvad jeg kommer til at føle, når jeg får taget mig sammen til at tage ud og møde griffoner. Jeg håber virkelig, at de bare sparker benene væk under mig. En helt anden løsning, som jeg har tænkt på, er at overtage en voksen hund. Her slipper jeg for de første par år med at have hvalp/unghund som kan være hårde. Finde en hund der bare er færdig og voksen. Selvfølgelig kommer der en tilvænningsfase, men basen er sat og så skal man bare lære hinanden at kende. Finde en der bare går under huden på mig og vide at der ingen adfærdsproblemer er, ingen alene hjemme problemer osv osv osv. Men.... Jeg vil ikke få hvalpe/unghunde tiden, som jo altså også er en rigtig dejlig og sjov periode, hvor man virkelig lærer hunden at kende på godt og ondt. Hvor man vokser og lærer sammen. Jeg vil ikke have haft noget med den at gøre i de vigtige perioder og sætte mit præg på den. Jeg vil virkelig mangle noget, ved ikke at have haft den fra hvalp. Og mest af alt, jeg er bange for om jeg vil kunne knytte mig på samme måde til en voksen hund, som når man har haft den fra hvalp. Jeg har tidligere fået tilbudt en del voksne hunde, men har takket nej da jeg ikke faldt nok for dem. Jeg ved ikke om jeg vil kunne opnå den der "du er min og jeg er din" følelse med en voksen hund. Hvad nu hvis sælger ikke er ærlig og man lige pludselig står med en hund der har en masse skeletter i skabet? En sidste mulighed er at høre jer, om i har nogle ideer til en race jeg ikke selv har tænkt på. Ud fra ovenstående kan i få et indtryk af hvad jeg godt kan lide. Men bare for god orden skyld kommer her lige lidt detaljer. Kravene har ændret sig lidt fra hvad jeg har været vant til. Jeg går hjemme, er alene og der vil aldrig komme børn. Bor i hus med have, tæt ved fantastiske skove og strand. Hunden kommer max til at skulle være alene i en 5 timer. Mine hunde er en del af min hverdag og kommer til at være min bedste ven og som vil komme med mange steder. Mht aktivitetsniveau er jeg nok ret tæt på gennemsnitlig. Måske med en tendens til det lidt lavere niveau, når vi taler direkte gåture. Helbredsmæssigt er der en grænse for hvor meget jeg kan gå, men jeg har jo så gode muligheder for at supplere godt op med mental stimulering. Jeg selv og mit helbred dutter ikke til de højenergiske hunde og hunden skal kunne klare, at man ligger syg i et par dage og ikke lige kan tilbyde det vilde. Jeg er ikke synderlig træningsminded længere, andet end sådan ganske almindelig hygge træning. Gider hunden ikke at træne kan jeg også sagtens leve med det, der er mange andre sjove ting jeg kan finde på. Dette er pga Oliver, her har jeg trænet og trænet og trænet uden at se at noget virkede, så lysten til at træne er forsvundet. Fik jeg noget succes, tænker jeg, at det sjove i at træne nok skulle dukke op i mig igen. Dog vil det aldrig blive på konkurrenceniveau. Jeg er en der er opmærksom på og sørger for at min hund bliver både mentalt og fysisk stimuleret. Der skal være minimalt med pelspleje. Størrelsen... årh.... ja... Lille til mellem. Kvaliteter som jeg godt kan lide, i form af stikord, er: Stoisk/indre ro, selvtillid, hviler i sig selv, kan træffe selvstændige beslutninger, nervefast, stolthed, glæde, humor, kærlig, selvstændig, stædig, egenrådig, modig, en evne til at tilpasse sig, jeg kan både lide de svære typer såvel som de lette og ukompliceret. Dog er der selvfølgelig plads til at der bliver gået på kompromis på tværs af disse kvaliteter og jeg er ret god til at tilpasse mig den enkelte hund. Der er nogle forskellige racer som jeg egentlig godt kan lide, men hvor der er nogle ting der gør jeg trækker lidt i land igen. De er ret forskellige, men består alle af nogle kvaliteter jeg godt kan lide. Jeg har et soft spot for labradoren. Jeg har alle dage været smaskforelsket i den glæde og umiddelbarhed de har. De virker så milde og livsglade. Super modtagelig for træning. Og jeg synes altså de er skønne at kigge på og være omkring. Der er ikke mange hvalpe der kan få mig op at køre, men en labrador hvalp har jeg aldrig kunne gå forbi. De er godmodige og er nemme at have med overalt. Der hvor jeg trækker i land, er pga mit indtryk af at de er noget af en håndfuld som unghund, plus jeg er ikke interesseret i jagt. Jeg ville da træne med den, men kun på hyggeplan, så jeg er i tvivl om, om jeg vil kunne tilgodese dens behov nok. Dværgschnauzer, skotsk terrier, cavalier er også racer jeg godt kan lide pga hver deres kvaliteter. Men pelsplejen trækker voldsomt ned. Måske jeg gør det værre oppe i mit hovede, for jeg stejler ved bare tanken om pels. Clumber spaniel er jeg også helt vild med, men igen er jeg nervøs for om jeg ville kunne opfylde dens behov. Plus pelsplejen. Så i kan godt se at jeg er i total vildrede om hvad jeg skal ende med en dag. Har godt nok aldrig haft behov for at få andre med på råd om hvilken hund der kunne være noget for mig Men i og med at jeg skal ud i noget helt nyt, føler jeg mig som en total nybegynder. Jeg vil gerne træffe den bedste beslutning overhovedet, hvor både fornuft og hjerte er til stede.

Spændende tråd. Kampen mellem hjerne og hjerte. Et dilemma jeg kommer til at skulle takle på et tidspunkt, når jeg bliver klar til at få hund igen. Én gang har jeg valgt udelukkende med hovedet og fornuften, og det resulterede i en hund som jeg absolut ingen kemi havde med. Han blev omplaceret og har verdens bedste hundeliv i dag. Hvad der kommer til at dominere når den dag kommer, aner jeg ikke. Men jeg har lært at man ikke kan træffe nogen beslutninger, uden at have BÅDE fornuft og følelser ind over. Det ene udelukker ikke det andet. Spørgsmålet er jo så bare, som du siger, hvad kommer til at vægte mest. Jeg er til de helt store og selvstændige vogter typer. Elsker dem simpelthen. Men pga nogle forskellige ting, havde jeg indstillet mig på, at Oliver skulle være den allersidste af den type hund. Dog regnede jeg jo først med at skulle i gang med de overvejelser om en 10-12 år. Så at det allerede skete nu gør at jeg er total lost, dog vil jeg slet ikke have en hund lige nu. Men set i betragtning af, at jeg pt tilbringer størstedelen af dagen med at sidde rastløs og stirre op i loftet, fordi jeg ikke aner hvad man kan lave uden at det involverer en hund, så skal der jo en hund hjem igen en dag. Oven i det har jeg lidt et meget meget stort knæk i selvtilliden pga Oliver, som også kommer til at have indflydelse på hvad jeg ender ud i at beslutte. Alene beslutningen om hvorvidt jeg skal have en hvalp eller overtage en voksen er et dilemma. Jeg ved hvilken race der får hjertet til at banke og jeg ved hvilken en der vil være fornuftig, og så er der alle dem der ligger i en form for mellemstation mellem de to. Så jeg har absolut ingen anelse om hvad der kommer til at ske.

Tusind tak alle sammen. Jeres ord varmer mere end jeg kan beskrive. Ja Ninjamor. Dig og Karen har været nogle helt fantastiske støtter gennem det hele. Tak er kun et fattigt ord.

Tak skal i have. Jeg tror jeg er i en eller anden form for chok tilstand. I nat kunne jeg ikke holde stilheden ud, så jeg endte med at gå rundt og støvsuge kl 3. Faldt til sidst i søvn på sofaen til fjernsynet. Lige nu er der gang i at vaske gulv, tørre låger af, vaske savl af osv osv osv, og jeg aner ikke hvor jeg er kommet til, for jeg hopper rundt mellem det hele. Kan ikke samle mig om noget af det. Jeg har brug for at komme ud at gå en tur, men magter ikke at rende ind i folk her i byen, som elsker at stikke snuden hen hvor den ikke er velkommen. De vil utvivlsomt spørge hvor Oliver er. De vil ikke kunne forstå det, og bare tro at jeg ikke kunne finde ud af at have ham og derved ramme mig på det ømme punkt, hvor jeg giver mig selv skylden for det hele. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige for at få dem til at gå væk hurtigst muligt. Det er så svært for mig at kapere det her. For ja, det var det bedste for ham, men det var også det bedste for mig. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, at se ham blive presset så langt ud at vi ville ende i en farlig situation. Det er bare ikke hvad Oliver er. Men pga hans sind var risikoen meget stor. Hans helbred var begyndt at vise tegn på han ikke havde det godt. Hvor meget jeg end gerne ville have haft at vi kunne blive i vores egen lille bitte boble, hvor jeg stod og skulle kæmpe for at holde resten af verdenen væk, så er det jo utopi at tro jeg kunne holde alt væk. Og selv når vi var inde i boblen var han jo ikke okay længere. Byen er begyndt at vågne godt op og Oliver reagerede med det samme. Jeg kunne ikke mere, jeg er så udmattet og har kørt på reserver, der egentlig ikke har eksisteret i lang tid. Skyldfølelsen, selvbebrejdelser, bekymringerne, planlægningen, konstant være 10 skridt foran. Og se at intet virkede uanset hvad jeg gjorde. Det var for meget og jeg kunne ikke forsvare at vente og se om noget slemt skete. Det ville ikke være fair overfor ham, mig og måske dem det ville gå ud over. Jeg bebrejder mig selv nu, for ikke at have haft flere kræfter til at kæmpe og for at jeg ikke kunne hjælpe ham. Den er sgu svær at sluge. Jeg er også lettet. Ærlig sagt. Det var underligt her i morges ikke at skulle følge rutinerne. Logisk ved jeg godt det er naturligt, men det giver mig en helt enorm skyldfølelse der tager pusten fra mig. Jeg savner ham bare.

Min højt elskede lille dreng sov ind i mine arme i morges, herhjemme hvor han havde det aller bedst, bare mig og ham. Efter en sidste samtale med Karen, hvor vi fik vendt nogle ting, og hvor jeg, igen, forsøgte at gribe efter et halmstrå, blev jeg i stand til at bestille tiden. For hans skyld og for min egen. Denne verden var for stor og uoverskuelig for ham. Jeg savner og mangler min bedste ven noget så grusomt. Her er så tomt og ensomt og jeg er sønderknust. Ja, jeg er bare tom.

Tak skal du have Og alt er brugbart kan du tro. Nja. Foretrak sådan han var igår da han var godt skæv og bare vaklede rundt. I dag er stressen helt helt oppe og maven er smadret. Det kræver nogle dage at få ham ned igen.

Nå, så har vi været afsted. Det var noget af en hård oplevelse. Billederne viser ikke rigtig noget, andet end "måske lidt" på albuerne. Så de bliver nu sendt videre, så jeg kan få en second opinion. Men der var ikke noget der skulle indikere, at hans adfærd skyldes noget fysisk. Men Oliver har bestemt ikke haft en god dag. Han eksploderede da vi ankom, og jeg var nødt til at få ham udenfor at vente til det var vores tur. Jeg kunne næsten ikke holde kontrollen over ham og aner ikke hvordan jeg fik ham ind uden at blive væltet omkuld eller at han rev sig fri. Men vi kom ind og han kæmpede så sindssygt imod bedøvelsen og knurrede løs af alle, at dyrlægen til sidst sagde at vi nok var nødt til at putte ham helt under. Men efter endnu 15 minutter, hvor vi sad bare mig og ham var han væk. Jeg kom så med ind for at være der hvis han skulle komme til sig selv. Han var begyndt at vågne til allersidst så der kom lidt hast på. Men han kom meget usikkert på benene og jeg fik ham bugseret ud i bilen og hjem, hvor han lige fik leveret en gang tynd tynd diarré. Havde været på forkant og købt en omgang canikur så jeg lige kan hjælpe stressmaven lidt på vej. Hvordan jeg har det med det hele??? Det må i ikke spørge om, jeg er udmattet og kan ikke tænke helt klart lige pt. Men jeg er da glad for i det mindste at have fået dét afklaret.

Hvor er jeg glad for at høre at dig og Aya er kommet hen til et bedre sted. til både dig og Aya.

Tak Gryn:bighug:

Ja, Jacob Andersen fra nordre dyreklinik kommer på Aalborg Dyrehospital hver anden tirsdag. Det er ham jeg bruger og er meget tilfreds. Men dejligt der er flere dygtige heroppe

Der er nogle rigtig slemme eksemplarer blandt dem jeg kender til. Aggressivitet og hvor man slet ikke har kunne komme til dem, nogle er døde nu. En meget stor del af hans kuld og kuldet lige efter, der var fætre og kusiner, er der påfaldende mange der har skiftet hjem fordi de ikke har kunne håndtere dem. Allerede inden de var et år. En bror bed barnet, en anden bror bodyslammed alle der kom ind i hjemmet og børnene og var fuldstændig ustyrlig, de kunne ikke have ham indenfor. Og det er ud fra hvad opdrætter har fortalt mig. Ellers kender jeg til de samme ting som Oliver. Hyperaktiv (som jeg tolker som stress) kører enormt højt, kan ikke slappe af, skarpe osv osv. Langt de fleste i linjerne er hundegårdshunde. Opdrætter har fortalt mange gange om hunde der direkte sparker hende ned og rykker hende rundt. Moren som jeg naturligvis mødte, var nu en dejlig tæve de 3 gange jeg mødte hende. Hun virkede meget afdæmpet. Hun døde da hvalpene var omkring de 6 måneder, af en mavedrejning. Jeg ved ikke om jeg læste hende korrekt i dag. Måske hun havde resigneret og var blevet passiv?? Det er ikke fair jeg tænker det, men jeg kan ikke lade være. Faren skulle have været en god hund, men opdrætter sagde at efter han kom hjem til der hvor han er nu har han forandret sig og er blevet nervøs og at man ikke bare kan gå ind til ham. Hun havde hans søster, og hun var dælme oppe på dupperne. Og tak for dine andre ord. Jeg ved jo at du har ret. Det er bare ikke nemt at sige det til sig selv. Jeg værdsætter virkelig det du (og alle i andre) siger og tager det til og. Jeg siger det igen, i er nogle fantastiske mennesker. Edit: Jeg vil gerne lige understrege at det er mine egne fortolkninger og mening, der gør at jeg siger dårligt sind ligger i linjerne. JEG synes jeg har hørt om for mange forekomster og for mange historier til ikke at drage den konklusion. Opdrætter har haft forklaringer parat til alt hun har fortalt. Jeg ønsker ikke at svine nogen til.

Tak trei

Jeg læser hvert et ord i skriver, og kan kun sige jer mange gange tak og sende en masse og :hjerte: afsted til jer. Hold op nogle fantastiske mennesker i er.

Ja tro mig, det prøver jeg virkelig også at fortælle mig selv:bighug: Selvfølgelig er der også ganske almindelige hunde i linjerne vil jeg lige sige, men forekomsten af problemer er for høj til at det skal ignoreres. Opdrætter har haft mange forklaringer på de ting der er kommet frem om hans linjer. Det var ejerne, der fordi den hund ikke var blevet opdraget, det var fordi den hund ikke stod hjemme ved hende, det var dit og det var dat. Da han sprang i luften ved 3-4 måneders alderen og skiftede fuldstændig adfærd, ringede jeg lidt uforstående til opdrætter. Men vi bortforklarede det med at det måtte være pga han var propstoppet med orme da han kom hjem til mig, og at det må have haft påvirket ham. Men det blev ved, og jeg kunne ikke forstå hvorfor de normale ting ikke virkede på ham. Jeg er ikke uerfaren i hvalpe, og har aldrig tidligere synes det var vanvittig hårdt. Jeg har eeeeeeeelsket hvalpe/unghunde tiden og synes det har været skide skægt. Opdrætter blev ved med at sige at hun troede det var mig der overstimulerede ham og at jeg stressede ham eller at jeg gav det forkerte foder (Essentials). Men jeg tilbød ikke noget som alle mine tidligere hunde, ikke har udviklet sig til nogle fantastiske hunde af. Dejlige oplevelser, passende doser af mental og fysisk stimulering, kærlighed osv osv. Men jeg sidder stadig og tænker hvor mon jeg har lavet en fejl. Spondylose ligger så også i linjerne. Eller rettere sagt, det ligger til racen, men der er ingen der tager sig af det. Opdrætter mener at en meget meget høj procentdel af racen har det. Jeg fik hende overtalt til at begynde at fotografere hendes, efter hun ved et tilfælde havde fundet to der havde det. Og det gjorde hun da. Den ene hun fik undersøgt havde det i middelsvær grad i følge dyrlægen. Jeg har så ikke talt med hende siden, så jeg ved ikke om hun har fotograferet flere.

Tusind tak for dit besyv og din fortælling. Jeg tager godt nok hatten af for at du nu står med nr 2 hund, med adfærdsproblemer. Du er sej og hvor er det godt de kom hjem til dig:bighug:. Nej der er ikke mange der kan forstå de problemer vi står i, og det er, desværre fristes jeg til at sige, kun en selv der kan vurdere hvordan og hvorledes.