Bernhardiner

Kiropraktoren kan jo ikke finde noget. Jeg har taget ham derind igennem hele opvæksten som forebyggende. Han har haft lidt spændinger i ryggen lige før jul, men de var væk sidst jeg var derinde. Der er ikke noget der indikerer at der skulle være noget. Jacob, kiropraktoren, mener ikke at der er noget, men han siger også at han ikke har røntgensyn. Det her kan meget vel blive spild af penge, men!! Der er forskellige årsager til, hvorfor jeg vælger at tage de billeder. Jeg tror, at HVIS, der viser sig at være noget fysisk galt med ham, at det stadig er sekundært. Altså at det psykiske stadig er det primære problem, grundet det har været der fra dag ét, intensiteten, og at jeg har fået kendskab til en masse ting i hans linjer. Så det sekundære, det fysiske, øger det primære problem, nemlig det psykiske. Hvad kan jeg bruge det til? Hvis der er et fysisk problem, afhængig af hvad og hvor slemt, vil jeg kunne afprøve effekten af smertestillende og se om det gør at jeg kan komme igennem med træningen og rykke ham hen til et sted, hvor han er stabil og hvor han ikke skal svinge som han har gør. Et håb om at det hele kan blive godt og jeg kan få lov til at have min elskede hund ved min side i mange mange år endnu. Som jeg lige har læst i den bog jeg fik anbefalet herinde:" Hope is the denial of reality". - Margret Weis. Ninjamor, jeg har på fornemmelsen at du ved, at jeg er ved at være ved vejs ende med Oliver. Der er ikke alverdens ting tilbage jeg skal have afprøvet, og med mindre jeg finder det der skal til, vælger jeg at sige stop. For Oliver OG for mig selv. Den sætning du skrev, om at du ville ønske at du havde sagt stop 1 år tidligere for Stjerne og dig, håber jeg ikke at jeg ender ud i. Jeg har svært ved at fatte denne situation. Jeg har mange dage hvor jeg bare vælger ikke at tage stilling til det hele, især her hvor han er inde i en bedre periode. Hvis jeg ikke tænker på det, skal jeg ikke tage stilling til noget. Hvis jeg ignorerer det, går det væk af sig selv. Det er jo slet ikke så slemt, så nej jeg skal ikke træffe nogen som helst beslutninger. Det er nok meget naturligt. Men kommer den dag hvor jeg skal sige farvel, vil jeg ikke sidde tilbage og tænke, var der mere jeg kunne have gjort/afprøvet, overså jeg noget, slog jeg min bedste ven ihjel for tidligt? Jeg skal kunne tilgive mig selv på en eller anden måde hvis det kommer til det, for uanset hvordan jeg prøver at vende den vil det OGSÅ være af egoistiske årsager og ikke udelukkende være for Olivers skyld. Og det har jeg aldrig prøvet før. Noget andet er, at jeg har stadig svært ved at acceptere tanken om psykisk sygdom (som det vel er) ved en hund. Ikke den logiske side af sagen, jeg er godt klar over hunde kan lide af det. Men min hjerne/hjerte har svært ved at forstå at det ikke er min skyld det her, at det ikke er mig der har gjort/gør noget rivende hamrende galt. På trods af at jeg har flere omkring mig til at banke det ind i mig, at det ikke er tilfældet. Dog rammer de meget få kommentarer jeg har fået, om at han bare er en unghund der mangler træning og opdragelse, meget meget dybt og puster til den side af mig, der giver mig selv skylden. Ligeså, hvis jeg får smidt i hovedet at der er da en masse ting jeg skulle have prøvet og at man altså bare ikke giver op. Hvis billederne viser der er noget galt, har jeg noget andet end mig selv at dreje det hele over på. Der er en årsag. Jeg har haft syge hunde tidligere, men har aldrig haft en der har haft problemer med psyken, så jeg kan langt bedre forholde mig til, hvis det er fysisk. Det er nemmere at forklare overfor sig selv og for andre. Også hvis det hele ender med at jeg skal sige farvel.

Kram til dig

Ja de er informeret Han har lige været igennem blodprøver og afføringsprøve og kiropraktor er han ved jævnligt Så det næste skridt er nemlig de billeder. Og ja selvfølgelig skal smertestillende prøves hvis der er noget og det kan forsvares. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal håbe eller forvente her.

Der er jo ikke noget positivt svar her. Finder de noget, har knægten ondt i en alder af 23 måneder. Og det fikser jo ikke hans adfærdsproblemer, det forøger det bare. Men så er der da en form for afklaring, hvis man kan kaldet det det. Er der intet at se, så er jeg jo lige vidt.

Så er der bestilt tid til næste mandag kl 9, hvor der bliver taget røntgen af albuer, skuldre, hofter og ryg. Jeg vil vide hvordan han ser ud indeni. Puha, det bliver en lang uge det her.

Hun siger jo det samme. Det er umuligt at spå om. Hun har sagt at han ikke bliver gammel, med hendes erfaring. At han med al sandsynlighed vil blive ved med at svinge på den her måde, og at der hele tiden vil dukke nye og gamle problemer op. Så at jeg skal sørge for at vurdere om han har et godt liv. Alle de forskellige tilskud der er, er gode nok, men når det ligger så dybt, så tvivler hun på at det vil kunne gå ind og lave mirakler. Hun siger også, at det så absolut også er mere end tilladt at smide håndklædet i ringen og sige stop. Jeg vil så gerne kunne kommentere på det andet du skriver, men har svært ved at finde ord. For du rammer virkelig plet. Tak

Jeg vil bare give dig et

Ja der er mange ting man ikke "må" sige, tænke eller føle. Men jeg kan nu sagtens følge dig, for jeg ville nok føle nøjagtigt det samme. Men som du desværre også ved, så er man jo nok ikke helt klar over hvor meget det kræver af en, når man står midt i situationen. Vi har lige haft nogle rigtig gode dage, hvor alt bare har fungeret. Nu sidder jeg med de tanker, at er han virkelig så slem, og overdriver jeg ikke bare en lille smule oppe i hovedet. Jeg tror vist at jeg prøver at negligere det lidt og man kan vist kalde det falsk tryghed. Men det ved jeg jo kun varer indtil næste gang det går galt. Det jeg vil frem til er at når jeg kan holde alle de ting, Oliver ikke kan rumme nede på et minimum, så har jeg jo en glad hund, der kan være i sin egen krop. Om dråberne hjælper. Hmm. Jeg synes de hjælper mig til lige at kunne lidt mere og holde de negative tanker lidt væk. Mht Oliver, er det svært at udtale sig om synes jeg. Han får dem pt sammen med zylkene og tilskud af B vitamin. Det virkelig spørgsmål, er om det gør at han ikke kommer ind i en dum periode igen. Og det ved jeg ikke endnu, da hans triggere pt er på et minimum. Det gør ikke at jeg har en normal hund og at jeg bare kan slæbe ham med ud i verdenen og han kan rumme den. Samme historie som alle de andre gange og ting jeg har prøvet. Lige nu kører hverdagen. Vi står op på samme tid, med samme morgenrutiner. Vi går på de samme tidspunkter de vante steder i skoven. De 7 minutter det tager at gå hen til skoven gennem byen går vi alene. Trafikken er på et minimum og der er meget få folk og hunde. Byen er stille hele dagen. Dørene og vinduerne er lukket. Naboen passer ikke hund. Folk sidder ikke ude på altaner eller haver. Jeg har ingen planer. Der er ikke noget han skal tage stilling til. Jeg vil endda kunne tage ham ind til maxizoo for at kunne veje ham med lidt planlægning, dog sikkert med stressmave efterfølgende. Jeg tænker om de gode perioder i virkeligheden ikke udspringer af at han pt bliver skærmet for de ting han ikke kan klare fremfor alle tilskuddene?? Tror jeg at det gør han ikke klapper sammen i sekundet han presser over hans grænser? Jeg ved det ikke. Jeg læste dit svar i går, men det sidste spørgsmål, om jeg med glæde ofrer mig for Oliver, skulle jeg dælme lige tygge på. Og jeg er lidt overrasket over at ordet nej, bliver ved med at dukke op. Mit svar er egoistisk og jeg prøver på ikke at tænker over hvor højt jeg elsker den hund. Hvis det fortsætter sådan her, hvis han ikke rykker sig med alle de ting og metoder jeg afprøver, hvis han bliver ved med at have de dårlige perioder. Så stopper jeg det. Det er ikke fair at jeg skal sætte hele mit liv på standby i de næste måske 10 år. Og jeg tror at det vil påvirke mig til aldrig at få hund igen efterfølgende. En stor del af min glæde ved at have hund, er de oplevelser jeg kan dele med den. Mine hunde er mit liv og jeg vil gerne dele alle aspekter med min hund. Tage hen på torvet en sommerdag og købe en is til os hver, sætte os op i klitterne og nyde verdenen. Smide hunden i bilen og tage på dagsture hvor vi køre land og rige rundt. Mødes med andre hundefolk og hygge. Gå til træning. Det her er ikke sådan det skal være. Tal lige om ting man ikke "må" sige Jeg er villig til at gå på kompromis og tage hensyn, og ikke kunne gøre alle de ting jeg gerne vil. Men helt at bestå fra alt. Nej. Det vil jeg altså ikke. Men der er da en chance for at han kan rykke sig?? Både med alderen og alt det jeg prøver og mangler at prøve??

Ja, jeg tvivler meget meget stærkt på at det er noget fysisk. Sidst vi var afsted til kiropraktoren sagde han, at han ellers altid praler med at kunne finde et eller andet, men de ord må han jo sluge vedr. Oliver. Han er klar over Olivers situation og ved derfor at han skal være ekstra grundig. Det har intet været der indikerer noget fysisk galt med ham. Han har også lige fået lavet blodprofil og testet afføring. Men ringede lige ind i dag og fik et overslag på fuld røntgen. 5000 kroner:shock: Det gik så lige i sjælen på mig det der. :bighug:Lige så jeg har kuldegysninger. Hvor må det havde været hårdt. Og jeg vælger at overfortolke sammen med dig og tror at hun også var klar til at komme herfra. Der er jo desværre rigtig mange ting Oliver har tilfælles med din Stjerne. Og selvom jeg er meget taknemmelig over at du deler din historie og erfaringer, så efterlader det mig ikke med særlig mange optimistiske tanker. Hvor gammel var Stjerne? Og havde hun også perioder hvor hun var relativ stabil? For jeg håber jo sådan at Olivers alder kan gå ind og hjælpe lidt til i sidste ende. Han perioder er blevet mere intensive men jeg synes jeg har formået at gøre dem lidt kortere, dog er de sidste par stykker kommet med mindre mellemrum. Men jeg er nervøs, for om lidt kommer højere temperaturer og turister. Én situation der kan få mig til at sige stop øjeblikkeligt, er aggression ud fra frygt/usikkerhed. Han er for stor en hund til at jeg kan forsvare den situation. Basta. Også fordi at han skal virkelig være langt ude for at det skal ske. Jeg føler jeg har ret godt styr på det dog (indtil videre må jeg heller tilføje) jeg kender ham så godt og ved hvordan hans grænser flytter sig konstant så jeg kan være nogle skridt foran. Der har kun været 2 episoder hvor han har knurret, det var også i en dårlig periode, og folkene gik bare forbi og passede dem selv. Jeg er meget opmærksom på dette. Mht mig selv. Ja, du ved jo hvordan det er at stå i det. Bryder mig ikke så meget om at tænke på det. Jeg står langt langt tilbage i forhold til Oliver, jeg er presset da det er skide hårdt. Jeg kunne sagtens passe bedre på mig selv, men jeg gør det med glæde, BARE at jeg kan få Oliver hen til et sted hvor det går godt. I de gode perioder får jeg et lille tiltrængt pusterum. Så skal jeg nok klare den, håber jeg. Lige nu er jeg i gang med at teste bachs nødhjælpsdråber, så når Oliver får hans ration, tager jeg selv også Nej der er godt nok ikke mange der forstår desværre. Et tak og et kram til dig også

Åhh Sitto, du skal også have et stort kram og tak for at dele din historie om lille Zazu og for dine søde ord. I har så sandelig også haft jeres at slås med. Jeg er lidt bekymret over at høre at selv magtor ikke kunne finde ud af at der var noget fysisk galt. Det får mig til at overveje om jeg lige skulle få sparet sammen til en fuld røntgenundersøgelse for en sikkerheds skyld. Han bliver, og er blevet, siden han var hvalp tjekket ved kiropraktor, og han er dygtig. Hmm det skal lige overvejes. Godt at læse at i har fundet en stabil hverdag med Zazu, jeg håber det kan fortsætte i mange mange år, selvom det var en længere vej derhen. Det lyder virkelig som om har fået stablet en super godt liv op omkring Zazu, og det gør jo hele arbejdet det værd. Kram til Zazu herfra. Ja, jeg har efterhånden fået kendskab til nogle kuldsøskende. Også fætre/kusiner, onkler, halvsøskende. Og lad os bare sige at der er så absolut en rød tråd gennem det hele :-( Jeg er meget enig med dig Jeg vil så sige at Oliver aldrig til blive omplaceret. Den "lort" skal ikke gives videre.

Se, det er også en der kan få mig til at hyle af grin, så tårerne triller

Du får lige et kram tilbage herfra. Mange mange gange tak for at fortælle din historie. Hvor gør det mig ondt at høre det i har været igennem. Ord kan bare ikke beskrive hvor uretfærdig en situation det er. Misforstå mig endelig ikke, men det gør godt at læse om andre der har været igennem det og ved hvor meget det trækker på en. Jeg er også rigtig glad for at i har fået modet til en lille ny. Det er bare så skønt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at i faktisk var lettet over at finde ud af, at der også var fysiske årsager som lå bag. Det fanger jeg jo også mig selv i at ønske en gang i mellem. Det er bare nemmere at takle på en eller anden måde. Kan det, eller kan det ikke fixes. Jeg kan godt se folk måske har fået et indtryk af at jeg går og overvejer, om jeg skal sige slut nu. Der er jeg slet ikke endnu, da der er flere ting at prøve, plus hans alder. Men forløbet skræmmer mig, i og med at højere temperaturer og turisterne er lige før døren, og at det er nogle af de største triggere for ham. Grænsen for ham og derved for mig ligger hele tiden og lurer og jeg håber så meget på at jeg kan holde den væk. Ja, jeg skal huske mig selv også, heldigvis er det intet problem i de gode perioder. Der får jeg et lille pusterum og mærker glæden når noget lykkes. I dag har været en absolut fantastisk dag fx, kun lige en lille episode, det er jo ingenting. Han har været så glad og dejlig og har endda været fræk som en slagterhund Dette giver jo fornyet kræfter til den næste dårlige periode.

Okay, det vidste jeg ikke. Jeg kan så håbe på at lige på det her punkt kan man sammenligne børn og hunde;-)

:bighug:Jeg ved ikke om jeg er det perfekte hjem til Oliver, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg er bare glad for at han ikke endte ude i en eller anden familie med børn, for det var altså gået galt. Som hans bror, der endte med at bide lidt i barnet:shock:

Det har jeg fuld forståelse for at du siger. Hvis jeg så på det hele udefra, ville jeg også tænke/sige, dét havde jeg ikke kunne det der. Nu står jeg så midt i det og har jo naturligvis følelser i klemme. Kan jeg lide at han kræver alt hvad han gør?? Nej dælme da dytme da nej:mrgreen: Men ser jeg en mulighed for at det bliver bedre?? Ja, der er en chance for det og det er det der får mig til at fortsætte. Men Oliver skal have det så godt som muligt, og bliver jeg tvunget ud i den hårde beslutning, vil jeg sidde med ham til det sidste og give min dreng et sidste møs og lade ham gå. Ja, jeg bruger altid ordene autist og bl.a. asberger for at forklare ham, for der er mange ligheder. Nej, jeg vil heller ikke kunne hvis du havde spurgt mig for 2 år siden, og jeg kan da love for at jeg kan ikke gøre alt det her en gang til:shock: Ja lige netop. Som jeg også nævner i startindlægget, så venter jeg tålmodigt på at alderen kan gå ind og hjælpe lidt til. Han bliver aldrig normal og hensyn skal der tages resten af hans liv. Men det MÅ hjælpe lidt når han bliver helt voksen. Dejligt med et kram og opmuntring. Spot on:5up:

Jeg giver dig helt ret Som jeg også har skrevet til en anden, så tror jeg at min endelige grænse hører sammen med hvor jeg vurderer at det ikke længere er hensigtsmæssigt overfor Oliver. Jeg er nemlig ikke færdig endnu med at afprøve ting, og er glad lige pt at det virker til at jeg er ved at have fået ham ud af den dårlige periode allerede efter en 1,5 uges tid. Det er sørme positivt. Og intet er ubrugeligt her!!!Det vil jeg gerne understrege Det er bare så skønt at få nogle af mine tanker ud, og uden straks at få, afliv hunden, kastet i hovedet. Jeg er hårdt spændt op og som sagt, så synes jeg også det hele bare er noget lort en gang i mellem. Jeg bliver skide bekymret over fremtiden, og jeg frygter virkelig sommeren og er nervøs på Olivers vegne. Men åhh han har også så mange gode sider, han gør jo at jeg kan fortsætte. Tusind tak for tiltrængt kram

Det er da et emne man bliver i godt humør af:banan: Sidst jeg grinede af Oliver var for et par timer siden hvor han havde fået øje på en lille edderkop. Han blev meeeeeget skuffet da den ikke overlevede hans snude-dut Ved ikke hvad der kom først; druknet pga savlet eller vægten af en sankt Bernhards yndefulde snude:vedikke:

Den er bestilt nu, oveni de andre 5 bøger jeg venter på Den glæder jeg mig til at læse kan du tro:-)

Nej, den har jeg ikke hørt om. Er det en Pamela Dennison der har skrevet den? For den har jeg fundet på bibliotek.dk. Så vil jeg da helt sikkert bestille den hjem.

Ja for pokker.

Tusind tak Pivpiv:bighug: Trænger også snart til en kop kaffe.

Jeg er også mest tilfreds når det bare er mig og min hund, jeg behøver slet ikke at være særlig social. Også derfor at Oliver egentlig jo er havnet det helt rigtige sted, netop fordi jeg sagtens kan indrette hverdagen efter ham. Jeg håber ikke i tager mit indlæg som et : Hvad synes i at jeg skal gøre-emne. For det er der, som i siger, kun én der kan udtale sig om, og det er mig selv Det er bare skønt at kunne få lidt luft for mine bekymringer samt høre andres historier.

Det kan jeg godt forstå at du skriver, set ud fra mit indlæg. Jeg blev selv helt forpustet da jeg læste det igennem:mrgreen: Når det kommer ned på skrift kan det virke overvældende fordi man nemlig remser ting op. Men hverdagen er ikke fyldt med aktivering og træning fra morgen til aften. Ro og afslapning er jo det jeg kæmper med at få ind i ham. Omvendt er han en ung vaps, der også skal have lov til, samt har brug for at blive brugt. Så dagen ER timet og planlagt efter, hvad der end giver den optimale ro i ham og hvor jeg kan holde ham stabil. Det er den balance der skal findes, men som bliver påvirket af så mange forskellige ting, og trigger ham ind i de dårlige perioder. Det er langt mere komplekst end "bare" at give ham lidt ro. Mine forventninger til mig selv, er et kontinuerligt arbejde, som jeg naturligvis kan blive bedre til;-) Og en påmindelse om det er tiltrængt en gang i mellem;-)

Og det var bestemt ikke rodet;-)