Bernhardiner

Jeg synes det sidste her er en stærk og ærlig kommentar. Hatten af for dig. Livskvalitet ER vigtigt!

Shit hvor er i dejlige alle sammen Bliver helt rørt. Jeg tager jer en ad gangen, det er vist det nemmeste.

Ja, lidt svært at finde en passende overskrift But here it goes. Emnet udspringer af et par diskussioner, jeg har haft, som har efterladt mig med nogle tanker. Det er sgu svært for sådan en som mig, bare at læsse personlige tanker og følelser af på internettet, men jeg må sande at jeg har brug for at få lidt luft, og høre andres tanker omkring emnet. Så hvor lidt jeg end ønsker at delagtiggøre jer i min situation, så erkender jeg også, at jeg faktisk har brug for bare at få luft. Mit indtryk af dette forum er en samling hundeelskende mennesker der, udover at kunne supplere med en masse forskellig viden, også er i stand til at se objektivt, sagligt og med empati på folks problemstillinger. Det bliver langt det her. Så er i advaret. I skrivende stund er jeg endda i tvivl om jeg overhovedet vælger at poste det her, for jeg planlægger at være hudløst ærlig og sige nogen af de ting som man normalt bare ikke må sige. Der er vist ingen tvivl om at Oliver er en hund, der simpelthen ikke er rigtig oven i hovedet. Jeg er ikke rigtig gået i detaljer herinde, andet end at han er noget af en håndfuld. Men ærlig talt er jeg igang med en kamp uden lige, der rent faktisk fylder 90 % af min hverdag, og hvor jeg egentlig ikke kan udtale mig om, hvordan det hele ser ud om bare en måned. Hvis jeg ikke sørger for at læse Oliver konstant og tilbyde en hverdag som han kan rumme og hvor det meste af dagen er indrettet efter ham, falder korthuset sammen. Han har nogle stabile perioder, hvor det er muligt at presse ham lidt mere og skrue på nogle knapper. Disse bliver afløst af de dårlige perioder, hvor jeg virkelig skal holde tungen lige i munden. Her dukker typisk "gamle dæmoner" og/eller nye op, som jeg ellers havde fået trænet og arbejdet ham ud af. Det er så svært at forklare, at jeg altså ikke bare står med en lidt frisk unghund på knap 2 år. For når den almindelige friske unghund dukker op, så jubler jeg faktisk og nyder det i fulde drag og jeg ved at hans stress og hverdagen er så stabil, at han kan rumme bare at være en normal sjov bandit. Nogle af hans issues er bare unghund, så dem arbejder jeg sideløbende på, men det fylder ikke særlig meget og er jo til at tage at føle på. Han kræver MEGET faste rammer, og bare en øgning i trafikken her i byen kan give en reaktion. Han reagerer ikke som "normale" hunde på mange ting, hvilket gør det SÅ hamrende svært for det er ikke "bare" at træne sig ud af problemet. Han er også vanvittig følsom overfor mit humør. Han læser mig enormt hurtigt, så jeg skal virkelig have kontrol over mig selv. Heldigvis har jeg fået oparbejdet en stabil alene hjemme på op til en 3- 4 timer, så der kan jeg køre væk hvis jeg har en dårlig dag og hvor jeg så kan være lige så sur og tvær eller ked af det som jeg vil. Jeg har nogen at spare med og jeg har fået/får hjælp udefra af adfærdsbehandlere, blandt andet en der virkelig er dygtig til hunde med stress. Jeg forsøger med forskellige tilskud, træningsmetoder, forskellige rytmer, lidt ændringer i hverdagen hist og pist osv. Det er en langsommelig affære, men håber jeg finder en kombination der gør de stabile perioder længere og længere. Oven i det venter jeg også på, at han rent faktisk bliver voksen, for at se om hans grænser bliver bare lidt bredere. Han bliver også jævnligt tjekket for smerter ved kiropraktoren og jeg holder godt øje med ham. Der er ingen tvivl om at det vigtigste i det her er Olivers trivsel og at han har et godt liv. Jeg synes ikke at jeg er færdig med at afprøve ting endnu, som forhåbentlig kan hjælpe ham og hvor at de dårlige perioder bliver langt langt mindre intense. Den ene adfærdsbehandler, Karen, siger at jeg skal være forberedt på at det vil blive et kontinuerligt arbejde med ham og at han vil svinge i perioder, det er meget normalt alt det her for de problematikker Oliver har. Derudover at jeg nok skal forberede mig på at han ikke bliver gammel. Efter hendes erfaring vil der være en udløbsdato for hvor lang tid han kan trives ved at være på det niveau og svinge på den måde han gør, og så at der kan blive fysiske følgesygdomme til en ustabil psyke. Når det er genetisk betinget, som det er med Oliver, så ligger det så dybt. Han er jo naturligvis blevet socialiseret og alt hvad der hører til fra han var 8 uger gammel. Problemerne er tiltaget og intensiveret med i takt med at han blev ældre. Men her kommer vi så til hovedårsagen til de forskellige diskussioner jeg har haft. Der er 4 forskellige reaktioner jeg får. 1. Han er da bare en normal unghund, så det er dig der har gjort noget galt og det skal bare trænes. 2. Dét der havde jeg bare ikke tolereret. Den hund var blevet lagt til at sove, for så meget skal en hund bare ikke fylde/bestemme i mit liv. 3. Dem der forstår problematikken, og mener at så må man jo bare gøre alt hvad der er muligt for at hjælpe ham, ingen grænser overhovedet. Man skal aldrig give op, der er altid et eller andet man kan prøve. Man har selv valgt sin hund og så er det en pligt at blive ved. 4. Dem der forstår og som kan lytte, trøste, komme med gode råd, give konstruktiv kritik, indgyde håb, men som samtidig også formår at være realistisk. Kalde en spade for en spade. Disse vægter Olivers velbefindende højt, det skal være et værdigt hundeliv. De er så også godt klar over det pres jeg står med personligt, og beder mig prøve at huske mig selv også. Fakta er, at jeg har en hund som jeg ikke kan gøre mange ting med, som jeg altid har gjort med andre hunde og som jeg har elsket hvert sekund af. Det er meget begrænset, hvilke steder og oplevelser jeg kan tilbyde ham, uden at gå over hans grænser. Her skal der tages højde for hans humør, mit humør, andre mennesker, for mange indtryk, er der andre hunde, er det et sted med meget larm/forskellige lyde, hvornår det er på dagen, temperaturen og hvor lang tid er det siden han har haft et afbræk i rutinerne (det må endelig ikke ske for ofte). Hele dagen er indrettet efter hvor jeg kan opnå den mest stabile hverdag, uden at han kammer over. Fx for lidt tid siden blev jeg tvunget til at rykke formiddagens tur 1,5 time. Der havde jeg en rastløs, storhalsende, pivende hund, der ikke en gang kunne koncentrere sig om den frosne kong jeg prøvede at tilbyde ham, ej heller lidt søgning i haven. Her kan jeg ikke bare bede ham gå hen at lægge sig eller lukke ham af. Han evner ikke det at tage beslutningen om bare at lægge sig ned, derimod kører ham højere og højere op. Det betød så også tynd tynd stressmave resten af dagen. Jeg har "pause" mellem ca kl 12-15/16 tiden, hvor han kan være alene hjemme. Her er så lidt fremskridt at spore, for har jeg glemt en liter mælk og kun er væk i kort tid, kan jeg køre først på aftenen også. Gåturene er lagt på tidspunkter, hvor der er mest stille i byen, så dem kan jeg heller ikke rode for meget med, hvilket bliver et helt andet problem når vi taler om at vejret bliver varmere og turistsæsonen starter. Jeg kan proppe ham i bilen og kører ud et sted hvor der er fred og ro, men at skulle gøre det hver eneste gang han skal ud at gå, hver eneste dag i juni og juli er ikke bare lige sådan at gøre. Jeg bor et sted hvor jeg, for at jeg kan få bilen ud, skal bakke ud hvor der kan være en tæt kø i op til en kilometer lang. Alt i mens Oliver stresser op over de mennesker han kan se i bilerne samt dem der går forbi, og hvis de så også har hunde med. Åhh ja, det er ikke bare lige til. Så kan jeg tage afsted kl 7 om morgenen, men så fucker jeg hele hans dagsrutine op, og så har vi problemer igen. Er jeg syg kan jeg hoppe over nr 2 gåtur og tilbyde leg, træning eller sådan noget i stedet. Også en ting der endelig er kommet. Og faktisk virker han til at nyde lige at få en pause fra verdenen en gang i mellem. Besøg herhjemme skal også være på hans gode dage. Ham selv kan jeg ikke tage med ud på besøg. Skal jeg gøre rent eller ordne andre ting, har jeg det tidsrum mellem 12- 15/16 tiden igen til at gøre det. Ja der er sikkert flere ting jeg indretter efter ham, men det er så indgroet i mig at jeg ikke kan komme på det. I hans gode perioder, hvor alt bare klapper og jeg kan holde udefrakommende forstyrrelser på et minimum, går dagene bare derudad, og jeg har en veltilpas glad glad dreng der tager i mod hvad end vi er igang med at træne og hvor vi bare hygger os. Der er alle de hensyn jeg tager; planlægning, timing, begrænsninger i min hverdag, for at opnå disse gode perioder, det hele værd i mine øjne. Disse perioder kræver enormt meget for at vedligeholde og jeg ved at det kan slutte når som helst, men hvor har jeg en glad og absolut fantastisk hund og jeg nyder hvert sekund. Her er jeg komplet ligeglad med hvor meget han fylder i hverdagen, for han er glad og jeg er glad. Så er der de dårlige perioder. Som vi fx har været inde i siden Kristi Himmelfart, hvor varmen og turisterne kom til og derfor "triggede"(tricked, trikkede????) ham. Hver eneste dag har været en kamp for at prøve at gøre ham tilpas og få noget ro ind i ham. Han er rastløs, kan ikke finde ro, halser, vandrer rundt, det er en kamp for at få ham til at putte sig ned og slappe af, han kan ikke være ude i haven og slappe af, slikker og napper i sig selv, på gåturene kan jeg næsten ikke få kontakt. Er lidt mere følsom overfor andre mennesker (som jeg er meget obs på). Glemmer vores træning. Denne gang er har han også været lidt lydforskrækket (reageret på smækkende bildøre, en trailer der kører over et bump osv), som jeg egentlig har trænet ud af ham nogle gange efterhånden. Kan ikke koncentrere sig om at lege. Ja, nogle hårde dage simpelthen. Her de sidste dage, har han dog rykket sig, så jeg håber virkelig at vi er på vej ud ind i en bedre periode for nu. Men disse dårlige perioder tager hårdt på mig og der dukker tanker op, som bliver glemt når vi er inde i de gode perioder (for så slemt er det jo ikke, i ved). Og nu kommer nogle af de ting som man jo ikke må tænke, og slet ikke sige højt, så jeg er forberedt på at blive slagtet. En gang i mellem bliver det for hårdt for mig og så knækker filmen. Her kører jeg væk hjemmefra og sætter mig sammen med nogen af dem der forstår eller kører alene ud i skoven og tillader mig at "tabe småkagerne". Jeg bliver vred og frustreret over at uanset hvad jeg gør, så virker det bare ikke. Intet jeg gør er godt nok. Uhh jeg må endelig ikke gøre dit og dat for så knækker filmen for ham. Mange af de ting jeg elsker at lave med en hund kan jeg ikke gøre. Pisse uretfærdigt. Jeg fanger mig selv i at tænke at hvis han da for hulan bare havde fejlede et eller andet fysisk i stedet, så var det nemmere at håndtere. Jeg bliver sur på alle de mennesker der bare går rundt og hygger med deres normale hunde og laver alle mulige sjove ting, øv hvor er jeg misundelig og er de overhovedet klar over hvor heldige de er. Hvad fanden skal jeg gøre når højsæsonen kommer og varmen kommer. Her vælter så den dårlige samvittighed ned over mig og jeg får det SÅ dårligt over mine tanker. Hvor vover jeg at tænke sådan. Det er jo Oliver jeg tænker sådan om. Min elskede Oliver. Og her kommer så de afsluttende tanker, der handler om hvor absolut værdiløs jeg er. For pokker hvor er jeg verdens dårligste hundeejer, tænk sig at jeg tidligere faktisk har følt at jeg egentlig var lidt dygtig til de hunde der. Jeg kan jo ingenting, og det må jo være fordi jeg slet ikke kan finde ud af at have hund. Jeg må hellere skåne diverse små hvalpe fra mig i fremtiden og bare skaffe mig et marsvin, hvis jeg overhovedet kan finde ud af det. Herefter plejer jeg så at tage mig sammen, siger til mig selv at jeg jo for pokker bare er et menneske og det er tilladt at jeg lige lader frustrationerne komme ud. Oliver kan jo ikke gøre for det her, så jeg må bare op på hesten igen, ryste det af mig, køre hjem og fortsætte med en positiv attitude. Så det gør jeg Der er små fremskridt at spore, hans dårlige perioder virker ikke til at vare så længe som de har gjort, desværre er de mere intensive og alt det jeg træner på går langsomt fremad, dog med tilbagefald en gang i mellem. Der skal tages livslang hensyn til ham, og jeg skal være klar til at tage nogle hårde beslutninger hvis det kræves. Jeg ved at jeg skal være hård i forbindelse med at vurdere om han har et godt liv og virkelig tage mig selv i nakken og forsøge at se objektivt på ham og ikke lade min kærlighed til ham overskygge tingene. Men ja, jeg har en hund der fylder vanvittigt meget i hverdagen. Jeg plejer at forestille mig den her gamle vægt. Den står hele tiden og vipper. I den ene skål ligger der alle hans dårlige sider og alle de negative påvirkninger der kan komme udefra. I den anden ligger der de dejlige og gode sider af ham som gør ham til min elskede hund. Og jeg står så der og hopper og presser og kæmper og gør alt hvad der står i min magt for at den gode skål vejer langt mere end den anden. Men det fylder som sagt det meste af hverdagen. Og den mentale side af sagen, jeg tænker, overvejer, analyserer og planlægger. Jeg skal være positiv og tage fiaskoer med gåpåmod og kunne slippe det igen. Men hvad er jeres tanker om hvor meget det er okay for en hund at fylde i ens hverdag? Og et tillægsspørgsmål; kan en hund fylde for meget og i hvilke situationer ville i kridte jeres grænse op? Jeg vil evt også gerne høre fra folk der har erfaring i at have en speciel hund der kræver specielle hensyn, og jeres tanker i forbindelse med dem. Jeg er jo heldigvis i den situation at mit liv er "egnet" til at have sådan en som Oliver. Jeg er alene, har ingen børn, går hjemme, og kan tage de hensyn han kræver. Og så er vi så kommet dertil, hvor jeg skal beslutte om jeg skal poste det her meget personlige, men absolut hunderelateret emne.... Årh altså.

Han er sgu en smuk hund:lun:

Spam away af de smukke hunde

Årh altså. De to hængemuler måtte gerne komme her og få en plads i sofaen

Ha ha sikke et ansigtsudtryk

Nå, ja det lyder da bestemt ikke så slemt. Flotte det er de i hvert fald

At kalde Oliver for påtrængende er en underdrivelse af format. Her mener han at det er tid til at komme i haven i stedet for at sidde og se nyheder, og han kan blive stående sådan i et godt stykke tid hvis ikke jeg beder ham pille af

Jamen SÅ er betterøven bestemt velkommen i vores klub

Kan såen en bette en overhovedet producere 111 taller i begge mundvige??? Hvor er det et flot maleri. Og tillykke med dagen Er der egentlig meget pelsarbejde med Eurasieren?

Ha ha. Øffe- dræbende savl-hængemuler... What's not to like

Skønne billeder. Er altså Oluf-fan, sikke et lækkert fjæs:lun: Møgungen blev forkælet med en ny øffe igår. Håber den overlever lidt længere end den sidste han havde

Smukke smukke pige:hjerte:

Jeg ville nok bede konen gemme sine ting væk, for en sikkerheds skyld, hvis jeg var dig :-D

Et barn på 6 uger og en hvalp på 13 uger.... Held og lykke :-D

Jeg har set både hvor det gik rigtig godt, men også hvor det bestemt ikke blev godt Men bare risikoen for at jeg ville kunne gøre det hele værre, er nok til at jeg ikke vil forsøge. Plus han er stadig kun 21 måneder og er langt fra færdigudviklet endnu. Hæ hæ jeg tvivler stærkt på at jeg nogensinde har brugt ordet engel om ham Men i starten af den her tråd skrev jeg at han var rigtig nem....... lige indtil han blev 4 måneder

Hvor er du sød, tusind tak for rosen Det er dejligt at høre Øj jeg kan godt snige mig med et par timer Olivers stress har været der fra dag ét næsten. Men nej jeg har ikke overvejet kastration, og det er alene af den årsag at Oliver slet slet ikke har et stabilt sind, så jeg risikerer at gøre det hele endnu værre

Ja jeg må også indrømme at jeg tidligere synes det bare var endnu en moderne ting at kalde sin hund for stresset. Men jeg blev da klogere. Oliver skal også have vanvittig faste rammer ellers ramler det hele. Han tager ALT ind der er intet der undgår hans opmærksomhed og han kan jo slet ikke rumme det. Jeg sammenligner ham med at det er som at leve sammen med en autist. Knokler med træning hver eneste dag, og det går da også MEGET stille fremad. Alderen skal gøre det sidste sideløbende med træningen. Men en Sankt Bernhard med stress og et små-skrøbeligt sind, er dælme noget af en håndfuld

Puha.. Ja jeg har også en stress-hund, så jeg ved hvor hårdt det er. Dælme noget der trækker tænder ud. Skide synd for hunden, og ærligt, også skide synd for ejeren

KÆMPE tillykke Nej hvor er det en flot alder. Og hun ser jo helt fantastisk ud <3

Og hvis hun er rigtig slem kan det være at hun skal over de 3 år før der sker noget...... Sådan en regner jeg med at have, men nu er han da i det mindste snart 21 måneder Forresten, er Terkels mave kommet helt i orden? Og er hans mindre lækre hømhøm vaner forsvundet?

Hæ hæ hæ. Ja man skal passe på med hvad man tænker Velkommen til

Hæ hæ hæ. Hende Fie lyder som en yderst, skal vi sige vedholdende, ung dame Elsker det udtryk hun har på billedet foran barrikaden ved busken. Som om hun siger: "ja ja, i prøver da i det mindste"

Ha ha ha ha. Nej, hvor jeg griner over udbryderen. Må jeg spørge hvordan dælen ideen "flag", kom på bordet??