Bernhardiner

Åhh suk altså :-( Oliver er pt inde i en ret slem periode der er tæt på at drive mig til vanvid. Det er ellers et halv års tid siden han var sådan her. Hans rastløshed er kommet tilbage i fuld flor. Han har SÅ svært ved at falde til ro og kan finde på at gå og små pive for at gøre opmærksom på hvor hårdt han har det. Normalt her om morgenen får han sin mad spredt ud i haven og går og hygger sig med det en 45 minutter. Og så kommer han ind og lige lægger sig en god halv time. Nu går han hvileløst rundt, går og skubber til mig, dutter mig, småklynker, nedstirrer mig, ja nægter at falde til ro. Der går lang tid før han overgiver sig. Alene hjemme træningen er også påvirket og vi er nede på Max 2 timer igen, med mindre jeg vil have splittet rummet af. Han er fuld ud velstimuleret med alt så han mangler ikke noget. Jeg skal bare være konsekvent og bare fortsætte som vi plejer og forsøge at opretholde roen. Jeg synes jo også det er synd for ham. Hans hormoner raser rundt i kroppen og det må sgu ikke være sjovt. Han nærmer sig de 16 måneder så jeg undrer mig jo ikke over hans opførelse. Har bare aldrig oplevet en hund være så påvirket af alderen. På den positive front er der sket fine fremskridt i at ignorere andre hunde, og han elsker stadig at træne med den samme iver. Græsplænen har heller ikke fået nye huller den seneste tid. Dog er det "hive græstotter op og løbe rundt med dem" tid Men åhh den der rastløshed. Den påvirker mig meget negativt og jeg skal virkelig passe på med ikke at blive i dårligt humør så han bliver smittet. Det er så fristende at øge aktiviteten i hverdagen, men det er jo ris til egen røv Skal bare holde ud. Men det skal ikke være nogen hemmelighed at han er billigt til salg et par gange om dagen for tiden Nej hvor jeg glæder mig til at han begynder at blive lidt moden

Altså, jeg får direkte tæsk om morgenen Oliver har lært at vente på at jeg siger godmorgen Basse-mand og så gør jeg klogt i bare at blive liggende og beskytte vigtige organer Så snart jeg siger de ord så kommer han og møver, aser og maser hovedet ind i mig overalt imens han hygge brummer. Lige som en kat der gnider sig op ad en, bare i en helveds større krop. Jeg bliver dælme skubbet godt rundt i sengen. Det er nu egentlig ret hyggeligt Det du taler om, sker når vi gør klar til gåturene. Han er så spændt på at komme ud og ved jeg ikke gider at han hopper rundt, så i hans tilfælde tror jeg han gør det for at dæmpe ham selv. Han ligger så samtidig hans hoved på min mave mens han lige skal kløes bag ørene Og ja det gør dælme nas ha ha

Åhh hvor er jeg glad for at Oliver ikke har fundet ud af at gå på bordene Han har været ved at gå MED sofabordet et par gange. Men det er også det

Ha ha ha sikke konsekvente mennesker der sidder herinde Jeg er nu ret hård faktisk og de få faste regler jeg har, har egentlig ikke ændret sig i løbet af de forskellige hunde. Bortset fra to ting. Efter nogle år måtte jeg bøje mig og erkende at hunde i sofaen bare er skide hyggeligt Men det er faktisk først med ham jeg har nu at sengen er åbnet op. Men han er jo også speciel Jeg vil så gerne have ham i sofaen, men fordi han er så stor så ligger han ikke godt og derfor gider han ikke være i sofaen, men sætter sig i stedet tit på sofaen ved siden af mig. Så da han begyndte at snige sig op i sengen i løbet af dagen, tænkte jeg okay så. Men kun når sengetæppet er på og hvis jeg ikke ligger der (enkeltseng + Sankt Bernhard + mig = umuligt) Så ja han har sengen om dagen, og jeg har den om natten. Dog kommer han lige en gang i mellem og putter hovedet under dynen. Altid med en kold snude

Jeg grinede lidt igår og tænkte på den her tråd. Jeg har lige købt en ny lækker hunde pude til den forkælede møghund Den blev taget i brug i går. Den skulle dælme lige undersøger nøje. Han lægger sig ned og typisk ham, skal den jo også lige smages på til aller sidst. Jeg beder ham om at lade være som bliver overhørt, jeg går hen mod ham ganske almindeligt og siger nej igen. Så knurrer knægten sgu Ressourceforsvar overfor en hundepude... Dét har jeg ikke prøvet før, men må da konkludere at han elsker sin nye (dyre) pude Jeg sagde årh hold da op, fandt en godbid og satte mig ved siden af og så hyggede vi Alt var tilgivet da han fandt ud af at jeg ikke var ude på at stjæle hans pude

Trei, ha ha ha. Det var garanteret en glad hund der bare havde ventet på at få en årsag til at kunne gå igang med skoene Nårh ja Oliver har da også haft en skum-fetish :-( Jeg sover på en højst mærkværdig type madras. Prøver at bilde mig ind at hullerne er lavet da Oliver, meget hensynsfuldt, mener at det kun kan være gavnligt for min dårlige ryg.... Ja ja, altså man kan bilde sig selv en masse ting ind :-D

Ha ha jeg er glad for jeg ikke er havemenneske Det lyder som et skide godt hold det der. Hvor man tager udgangspunkt ud fra hunden, og fokuserer på basis i stedet for bare at brage igennem og forsøge at proppe en masse ind i hovedet på den stakkels unghund:-)

Det var godt

Nu håber jeg ikke du tror min går rundt og knurrer konstant og er skide sur, for så har jeg da formuleret mig ret forkert Men måske mig der misforstår dit indlæg ???

Ja der er jeg faktisk også lidt glad for at Oliver er korthåret og i skide god form. Han ligner jo ikke den typiske Bernhard. Hvis han var langhåret og fed, som de fleste er, tror jeg mit temperament ville komme på prøve for så vil især børn nok tænke bamse. Da han var lille hvalp, var han jo nuttet og der ville folk jo gerne snakke. En gang kom en lille pige styrtende hen i mod ham, jeg gik ind foran ham og afskar hende. Sagde så til faren at det måske var en god idé at lære sit barn at spørge først. Og så skal jeg da lige love for manden gik amok. Han råbte og skreg og truede med alverdens rædsler. Normalt har jeg nul tolerance overfor folk der råber af mig, men kunne se den stakkels lille pige var bange og jeg havde Oliver. Så jeg vente mig om og gik. Ja altså hvis man anskaffer sig en vogter så er det da dybt underligt at skælde ud for det den er. Jeg bruger også meget den der, tak for advarslen, jeg tjekker det lige, hvis han skælder ud ude i haven. Han gør jo bare sit job. Især med vogterne mener jeg det er meget vigtigt ikke at gøre sådan. Jeg ved Oliver vil tro at jeg ikke havde styr på situationen og derfor må han tage over for mig. Så at vise at jeg har kontrollen og jeg tager over, gør at han kan hvile i sig selv, og ikke tro at han har hovedansvaret. Kom faktisk i tanke om en situation hvor han faktisk bliver bedt om at klappe i og fise af. Hvis vi er på vej på tur og jeg lige kommer i tanke om at jeg vist hellere lige må gå på toilet. Så kan han finde på at stå og brumme af mig af utålmodighed Det dutter ikke.

Jeg er meget enig med jer alle sammen. Jeg tænker altid årsag. Oliver har haft et meget skarpt ressourceforsvar overfor lækre ben. Her har jeg aldrig skældt ud og fokuserede på tillid. Så snart han fandt ud af at jeg ikke tog benet, så slappede han meget mere af. I starten skulle jeg bare kigge på ham og den lille hvalp storspruttede mens han løb væk og gemte sig. Nu kommer han endda nogen gange hen og viser mig det "lækre" ben Jeg er så også en der har en meget skarp vogter race som dælme kræver at du ved hvad du laver (Sankt Bernhard). Eller potentiel må jeg hellere sige da knægten kun er 15 måneder pt og er lidt småforvirret oppe i hovedet Men træningen mht det startede da han var 8 uger gammel. Det kræver også at jeg, som du Lenschow, ikke bare kan slappe helt af på gåture og skal kunne forudse alt. En Bernhard er enormt svær at læse og Oliver er ikke en undtagelse så det sætter store krav til mig. Han har kun brummet for alvor én gang indtil videre, alle andre gange har været af usikkerhed. Men min måde at takle det på er ret ens. Jeg viser ham at jeg nok skal styre situationen og han bare skal lade mig om det. Er det en lyd siger jeg bare ja ja det er bare en fugl eller sådan og så er han cool igen. Er det en situation så får jeg ham bare væk derfra og får ro på ham. Han opfatter hurtigt den mindste smule usikkerhed fra mennesker og da han er så stor er mange lidt bange for ham. Fx hvis vi kommer gående og en kommer os i møde på samme fortov, og denne person er nervøs over at gå forbi os. Det fanger han øjeblikkeligt. Nu er vi så langt at han ikke længere reagerer på det. Mit største problem er hvis der er nogen der vil hilse på ham, eller lige vil snakke med mig, og faktisk er lidt smånervøs for ham, så bliver han usikker og kan finde på at brumme lidt. Prøver at læse personen så jeg kan undgå det. Men det kan være meget svært. Så når det sker så afleder jeg ham og roser når han kigger på mig og så smutter vi hurtigt videre. Det arbejder vi hårdt på. Det samme hvis jeg får besøgende, som godt nok sker sjældent. Er det folk han kender er der ingen problemer. Er det en håndværker eller lignende er han bag et børnegitter. Nogen vil han acceptere, men ikke alle og så skal jeg nok sørge for de ikke kommer til ham. Men skælde ham ud.. Aldrig.

Åhh hvor jeg dog elsker den dreng. Han er lige kommet daskende ud fra soveværelset bare lige for at få et par møsser og kram. Og så dasker han stille og roligt tilbage igen og putter sig igen. Han er en djævel hele dagen, men her om aftenen er han dælme skøn <3

Hmm jeg bor få kilometer væk fra et vildtreservat der har bisoner.... It's worth a try :-D

Nu ved jeg ikke lige om han har stamtavle? For så vil jeg da kontakte specialklubben. Eller opdrætter.?

:-D Kan du ikke prøve at bilde hende ind at fredagen er afskaffet???? Sikke en bisse. Lidt arrogant at hun ikke en gang har forsøgt at skjule hendes eskapader Skulle man være lidt praktisk, tænker jeg at du kunne samle stumperne, sy et betræk og vupti, så har du en ny og blød hundepude Måske vi skulle bytte hund lidt AnneMangeTal... Jeg ville nyde en hund der bare kunne løbe frem og tilbage uden at splitte/gnave/grave et eller andet. Til gengæld får jeg simpelthen ticks for tiden over at blive NEDSTIRRET. Han har da i det mindste lært ikke at rende på væggene, når herren mener det er tid til at der skal ske noget NU. I stedet ligger han sig lige foran mig... Og stirrer!!!!! Han kan ligge sådan i en time. Nuvel, han ligger lige hovedet ned en gang i mellem, men løfter jeg bare en arm. Bum så stirrer han igen. Uhh mit blodtryk stiger.. Dét driver mig til vanvid.

Ha ha ha ha er du sikker på din hund ikke er en Sankt Bernhard der hedder Oliver??? Det lyder skræmmende bekendt det der. Han kan bestemt heller ikke lades alene ude i haven. Men der kan nå at laves meget ravage på de 10 sekunder det tager mig om at nå ud til ham. Dog skifter han lidt mellem hvad der lige er hittet. Da jeg var så ond at ligge hans høm hømmer i hullerne, gik han væk fra det. Men det er kun indtil han kommer i tanke om det igen er jeg sikker på

Velkommen til Le Group De La Hellhounds Pia Lyder til du også er hårdt sat til med din basse Min er 15 måneder præcist i dag og er, l am sorry to say, lige så skrækkelig som da han var 1 år. Går bare ud fra at det her fortsætter til han er 3 år gammel. Så bliver jeg da i hvert fald ikke skuffet Så desværre ikke nogen trøst til dig herfra. Og min tålmodighed..... Ja der bliver givet mange timeouts herhjemme.... Til mig altså Turen i eftermiddags fx sprang i luften. Vi når kun lige udenfor døren da den første hund overrasker os og koen sprutter og hopper og danser og er ved at vælte mig for at komme hen til endnu en bedste ven. De forsvinder ret hurtigt (halvløbende for livet, suk, det var den der pinlighed ikke ) og jeg fortsætter. Men knægten er oppe at køre nu og han hopper og danser og æder snoren, fuldstændig umuligt at komme i kontakt med og jeg kan mærke jeg ikke lige kan finde roen det kræver for at få ham ned på jorden igen (læs: mit pis begyndte at koge over) . Så vi gik sgu hjem igen og så fik han lige lov til at gå og søge i haven mens jeg lige sad og trak vejret dybt Men der er også kommet et gennembrud. Han har tidligere gået amok ude i haven hvis han kunne høre andre hunde gø, så det har vi trænet meget med. Og ikke en eneste gang i den sidste måneds tid har han reageret. Dygtige dreng <3 Og nu er han ved at fælde mit træ, got to go 10 minutter senere: Der røg min hængepil :-(

Hi hi hi ihh hvor jeg klukker af grin og medfølelse over jeres historier :banan: Sikke dog nogle vidunderlige hunde i alle har. Man kan da ikke andet end at elske dem:hjerte: Den der ass-tackle kender jeg godt til herhjemme. Og body-drop. Og paw-knockdown... Oliver har INGEN anelse om hans størrelse og hold op nogle skrammer jeg har fået. Og så lige et par billeder af min "lille" krudtugle (som også pisser jævnligt på sig selv)

Utrolig god pointe Heldigvis forlanger jeg ikke så meget af min dreng andet end hvad hans hormonhjerne kan kapere Jeg er langt langt hårdere ved mig selv, så det vil jeg tage til mig

DorteDK: Åhh bare rolig, uanset hvor mange hunde man har været igennem, så laver man altid fejl af en eller anden slags Jeg synes personligt at det at have haft flere hunde faktisk er en mindre god ting. Jeg sætter helt enorme krav til mig selv, for jeg burde jo vide bedre. Så jeg kan godt helt miste selvtilliden hvis jeg ikke lige lykkes med noget. Jeg vil sige, for første gang har jeg en meget stærk følelse af, at jeg faktisk er "done" med det hvalpe/unghunde pjat. Tanken om at overtage en voksen hund der har brug for et hjem, lyder mere tiltalende nu end nogensinde. Og det skal seriøst til overvejelse om de der 12-13 år, når det bliver aktuelt. Men åhh at gå glip af den sjove kluntede lille vaps, man kan forme fuldstændig som man vil. Og følge den op igennem livet. Jah nu får vi se til den tid Lenschow: Ha ha ha. Det er bare ikke lige det man har lyst til at finde ud af Men nu også lidt seriøst. Hold op hvor har/er det godt nok en hård tid, når man har en unghund der giver en grå hår i hovedet. Den magtesløshed og frustration man kan sidde med kan tage pusten fra enhver. Den der følelse af, at man ikke laver andet end at knokle med træningen dag ud og dag ind og hvor hunden simpelthen bare ikke virker til at tage i mod. Den der følelse af at "shit, det bliver aldrig godt det her" kan godt give nogle aftener hvor man lige har brug for at få tudet igennem. Det kan virke som en evighed nogen gange. Omvendt så er der ikke noget bedre end den der lykkefølelse når hunden i et sjældent øjeblik, og aldrig hvor man forventer det, faktisk viser at træningen er sivet ind Dét er vidunderligt. Og det er de øjeblikke man skal prøve at huske

Ja, sådan tænkte jeg også for Ca 10-11 måneder siden :-D

Ha ha ha korvis, du kan bruge mit hemmelige våben når jeg forsøger at få renset Olivers ører. Du sniger dig simpelthen ind på den sovende uskyldige vaps. "heeeej søde lille ven. Jah mor kommer bare for at nusse dig stille og roligt. Jah luk dine små øjne." og vupti, hurtig som en Ninja skynder du dig at dryppe. Hvis det ikke virker, må vapsen ind mellem benene og så bare få det overstået Altså jer med de færdige voksne hunde er mere end velkomne. I er jo på den anden side, og viser dermed at det altså faktisk går over en dag

Ha ha ha hvor dejligt at i er med på den. Sidder allerede og griner af jeres krudtugler, og har medlidenhed med jer Korvis: Åhh den høflige side af mig sidder og krydser fingre for du har fået en nem en.... Den sadistiske side af mig, sidder og ønsker dig en satan af en anden verden. Bare så man ikke er alene.. :-D Åhh jeg elsker den første tid med hvalpen. Den er så vidunderlig uskyldig, og hunden har en størrelse hvor den er nem lige at håndtere. (jeg har en Sankt Bernhard) Men der er jeg så en af de heldige. Oliver var renlig fra dag ét. Sov igennem fra dag to. Alt var nemt. Og så blev han 4 måneder, og har været et helvede lige siden :-D Lige pt har min knægt fundet ud af at, hov jeg er jo en vogter!!!! Men fordi han er så dødsens umoden aner han ikke hvad han skal reagere på, så han vælger de underligste situationer at lege stor farlig vogtervovse. Suk. Han har heller ingen impulskontrol. What so ever!!!! Den blødende langefinger og de blå mærker fra i formiddags er et godt eksempel. Jeg træner meget i naturen og især ved den naturlegeplads vi har. God til kropskontrol osv. Jeg har ham oppe foran mig på sådan en platform af en art og hvor er han dog dygtig. Han spotter så en lille bitte hund langt pokker i vold. Tænker; den skal jeg lege med, og hopper lige ud i luften, uden varsel. Idioten her, må åbenbart have tænkt: GRIP HAM.... Så det gjorde jeg :-( Hans besættelse af andre hunde er også uden sammenligning. Vi er kommet så langt at jeg ved hvilken afstand vi skal have for at jeg har kontakt (for det meste). Men vi bliver jo overrasket en gang i mellem desværre, og så har jeg en hund der går bananas og er uden for rækkevidde. Han skriger nærmest af desperation for at komme hen til sin nye bedste ven. Eller når han begynder storbrummende at hoppe rundt om/ind i mig mens han forsøger at æde snoren når vi selvfølgelig lige går hvor der er mange mennesker... De forsvinder dog ret hurtigt Ingen koncentration, ingen tålmodighed, drevet af pludselige indskydelser, hyper aktiv osv osv osv. Ha ha ha ha ha hold op jeg glæder mig til at bliver voksen

Jeg sad lige og læste en gammel tråd herinde fra, omkring det at have unghunde, og de "glæder" (læs: frustrationer) det kan medføre. Der bliver blandt andet nævnt at man ofte, som hundeejer, godt kunne have brug for at høre fra andre at man altså ikke er den eneste, der planlægger af overfalde vapsen med gaffatape og låne naboens flagstang Uanset hvor erfaren man er, og hvor mange gange man har stået i situationen, er det altså okay at føle sig som den ultimative failure en gang i mellem og faktisk tvivle på det nogensinde bliver godt. Så jeg tænkte at lave en tråd hvor alle de ting kunne tages op og måske vil kunne være en stor hjælp til fremtidige unghunde ejere, at læse de langt fra er de eneste der kan være opgivende. Jeg selv, er en ejer af en knap 15 måneders hanhund, som pt netop hænger oppe i naboens flagstang, mens jeg sidder og ømmer mig over en blodig langefinger og 3 flotte nye blå mærker, efter formiddagens skovtur Humøret blev lige reddet af den gamle tråd Jeg har været en af de irriterende hundeejere der aldrig har haft en skrækkelig unghund, de har været så nemme, men heldet rendte ud med min nuværende hellhound Så kom med alle jeres skrækhistorier og anekdoter om jeres skønne hunde Del ud af jeres frustrationer og selvfølgelig de humoristiske historier, for uden humor kommer man ikke langt i den fase

Hæ hæ hæ, OX hunde Genialt! Men ja hold op hvor jeg ofte ser sammenligninger mellem de to. Den der følelse "hunden/hesten eksploderer altså lige om lidt, hvis jeg ikke er meget klog her" oplever jeg tit Hjernen der kører lynhurtigt, kan hoppe, over et græsstrå hvis det buer den anden vej end det gjorde igår. Men de skal så også håndteres på samme måde, jeg skal være i fuldstændig harmoni og ro og aldrig vakle Fandme ikke et sind der passer ind i en Sankt Bernhard, så er det sagt Men er heldigvis kommet rigtig rigtig langt med min, og det er småting vi stadig arbejder med. Åhh ja, de ser så ulykkelige ud Men jeg gør også som dig, og kalder ham hen på andre tidspunkter. Det er vigtigt at huske.