Ascha

Der er stort set ingen racer, hvor temperamentet varierer så meget som hos golden og lab men min personlige erfaring siger at labradortæver af udstillingslinjer er dem der varierer mindst. Det er racer hvor der er enorm forskel på om du har at gøre med hanhunde eller tæver og hanhunde kan volde almindelige ejere ret store problemer, selvom de bliver stemplet som "nemme" hunde. Det er de absolut ikke i min bog.

Det synes jeg ikke passer helt med min opfattelse. Jeg har haft flatcoat i 25 år og har mødt to reserverede flatcoats, så selvfølge kan det forekomme, men det er meget usædvanligt (er du sikker på at det ikke er curly'en du har læst det om, for dér passer det bedre). Det er klart den retriever race der kræver mest aktivitet og de er ret sene om at modnes, så de første 3-4 år skal man være indstillet på at bruge en del tid på hunden. Som hovedregel siger man, at på den tid det tager at træne en flatcoat op til et eller andet, kan man træne 2 goldens eller 3 labber. Racen er måske derfor ikke det mest oplagte valgt når man har helt små børn (i forhold til tiden) men flatten har dog alligevel en ret stor fordel og det er at de, selvom de er ret urolige som unge, alligevel har ret godt styr på hvad de laver. Der synes jeg ofte at golden og labber er langt mere klumpe-dumpede og tit har en tendens til at pløje ind i andre der tilfældigvis står i vejen for dem.

Jeg føler virkelig med dig. R.I.P. Smukke Sheila

Jeg vil nu mene at det ikke kun er udstillingsfolket der er problemet. Man opdrætter hunde af brugslinjer der bevæger sig lige så meget væk fra det oprindelige udseende som udstillingslinjerne, og fremavler en mentalitet der tilsidesætter selvopholdelsesdriften. Det er da også lidt perverst. Hvis det ikke var for udstillingers skyld, ville der f.eks. ikke være noget der hed broholmer.

Nej, det kan den ikke vide, men den kan godt se hvilket humør ejeren er i. Jeg lukker f.eks. tit Shandie inde når jeg skal gemme godbidder og det påvirker hende ikke. Så jeg havde da ikke forventet sådan en kraftig reaktion, for jeg følte ikke at jeg virkede irriteret eller gal da jeg bad hende om at gå ind i soveværelset. Hunde er bare ret observante og svære at lyve overfor.

Jeg tæsker jo ikke mine hunde, men skal da indrømme at hvis forseelsen er graverende nok (f.eks. når der spises menneskelort), så har jeg svært ved at styre mig selv og kan godt finde på at tage et fast tag i kinden under skideballen. Til gengæld har jeg aldrig lavet en timeout hvor hunden bliver lukket væk, før for et par uger siden. Og mand,.. det satte lige nogle tanker i gang om hvorvidt den straf virkelig er så human som vi render rundt og tror, i forhold til skæld ud og fysisk afstraffelse (selvfølgelig i den blide ende). Når min hund indkasserer en skideballe, virker det som om situationen er glemt når skideballen er slut. Så er der ikke noget at mærke på hende. Nu vil jeg så lige beskrive hvad der skete da jeg gav hende en timeout. Jeg havde kogt kylling en eftermiddag og normalt står det i gryden og køler af. Jeg skulle så have noget frosset ned og derfor hælder jeg aftenens portion op i Shandies skål. Det har jeg så lært at jeg ikke skal gøre. Hun begynder at hundse med mig, ved at stille sig foran mig og stirre og så forsøge at lokke mig med ud i køkkenet. Da det ikke giver pote kommer der lyd på,... masser af lyd!!. Da det har stået på i ca. ½ time er jeg ved at blive sindssyg. Jeg forsøger at dække hende af,.. det forsvinder hendes klagen ikke af. Jeg forsøger at støvsuge, men har en hylende hund lige rundt om benene, der hele tiden skiftevis stirrer på mig og i retning af køkkenet. Tilsidst er jeg så stresset at jeg er klar over at jeg bliver nødt til at gøre et eller andet drastisk og beder hende om at gå ind i soveværelset, hvorefter jeg lukker døren så meget som den kan (der står et natbord så døren ikke kan lukkes helt). Jeg går ind og sætter mig i sofaen,.. larmen er holdt op. Jeg sidder måske i 5-10 sekunder, for at være sikker på at jeg kan forstærke hendes tien stille, ved at lukke hende ud igen inden evt. larm begynder igen. Jeg åbner døren. Shandie har ikke rørt en muskel og hun bliver stående uden at røre sig, da Jeg går ind og sætter mig igen. Efter et lille stykke tid dukker hun op i døren ind til stuen. Hun glor på mig men bliver stående. Maden i køkkenet er tilsyneladende glemt. Efter et stykke tid i døråbningen går hun så hen og kravler op i den modsatte ende af sofaen end hvor jeg sidder (det er ret usædvanligt, hun plejer at ligge ved siden af, eller oven på mig). Der ligger hun i ca 1½ time indtil hun skal have sin aftensmad. Selvfølgelig kan det være min hund der reagerer meget kraftigt på timeout metoden, men det har i hvert fald gjort at jeg har ændret syn på den. Hvad tænker I andre?. Har vi i virkeligheden fat en metode der straffer hunden noget hårdere psykisk, end vi går rundt og tror.

Det kan være Trump har lyttet til: "the netherlands second", for at få videoen stoppet. Linket er også blokeret for mig nu, pga. ophavsrettigheder.

https://www.youtube.com/watch?v=2sXQSdmzSss

Det første jeg tænker er at du bliver nødt til at ændre på noget, så du ikke begynder at se hende som en byrde. Det lyder anstrengende det du beskriver. Hvordan aktiverer du hende?. Hvordan ser en typisk dag ud?. Jeg ved godt at det er lidt træls at skulle beskrive i detaljer, men der kan ligge nogle ledetråde i hvordan aktiveringen er sammensat. Jeg vil helst ikke komme med et bud på hvad du skal gøre, før jeg får lidt mere information. Hvorfor skulle det ikke gro pænt ud igen?. Hvis en enkelt barbering er nok til at ødelægge pelsen permanent, så ville man jo se en masse hunde rende rundt med områder med mærkelig pels efter operationer. Jeg forstår det sådan, at Indra ikke tager fat i selve halen, men i hårene. Og er de der ikke, kan det være nok til at vanen brydes. Du behøver måske ikke barbere hele halen men kan starte fra spidsen, med at barbere nogle centimeter ad gangen.

Hvis hun ikke gør det når hun er alene hjemme, så skal du overveje hvad der så udløser adfærden. Afledning hjælper jo ikke hvis hunden laver en kobling mellem at vise adfærden og at du finder på noget sjovt. Du har ikke overvejet at klippe pelsen på halen helt kort?. Det gror jo ud igen.

Det er et meget udpræget problem med tæver der ikke bryder sig om at skulle konflikte og jeg er sikker på at hanhunde kan lære at spotte disse tæver på lang afstand. Min hanhund lærte ret tidligt at labradortæver var ganske risikofrie at humpe på. Selv når tæven var laaangt væk kunne jeg se hans forventning om hvad mødet skulle gå ud på og han hilste aldrig på labtæver,.. han sprang direkte på dem uden overhovedet at have snust til dem. I den situation hjælper det selvfølgelig ikke at neutralisere tæven, for der ligger årsagen til problemet hos hanhunden og i hvad han har lært/ ikke lært. Jeg har haft 2. steriliserede flatcoats og i begge tilfælde har det betydet et markant fald i interessen fra hanhundenes side, dog ikke når det drejer sig om den type, hvor adfærden er blevet et mønster (som det eks. med min hanhund). Det jeg gør når jeg møder "ivrige" hanhunde, er at gå imellem hundene med fronten vendt mod hanhunden. Det hjælper som regel kun kortvarigt, så man skal blive ved med skærme af indtil, enten at hunden giver op eller at ejeren tager sin hund til sig. At du går ind og tager ansvar/ bakker op, kan meget vel give din hund følelsen af at hun ikke er alene om det, så hun ikke føler sig så presset i disse situationer. Evt. kan det være smart at have hunden i snor, så man har styr på hvor hun befinder sig uden at behøve at kigge efter hende. Det kan nemlig være ret udfordrende at holde sin position imellem hundene. Du kommer til at forberede dig på at mange hanhundeejere vil anklage dig for, at DU er skyld i at din hund ikke selv har lært at sige fra, fordi du blander dig. Lad være med at lyt til dem og tænk over nogle sætninger du kan bruge i de situationer. Selv siger jeg tit at JEG da synes, at hun ligner én der forsøger at takke nej til hans tilnærmelser men at de da kan have ret, hvis de mener at dét at sige fra, betyder at hun skal helt op i det røde felt og hakke ud og snerre. Sommetider supplerer jeg med at sige, at hun jo er en retriever (som jo er meget blide og det kan folk som regel følge) og derfor opfører sig som sådan èn, og ikke kan forventes at reagere som f.eks. en schæfer, der jo ikke har noget problem med at fare i flint over små foreteelser. Mht. at undgå hundeskove, så kan det selvfølgelig være en løsning (en der er meget anbefalet herinde). Dog hjælper det jo ikke noget, hvis man bare går andre steder hen, hvor folk også går med løse hunde. Man bliver nødt til at finde ud af med sig selv, hvad man så vil. Personligt tager jeg gerne nogle konflikter med andre mennesker hvis alternativet er, at min hund ellers til stadighed skal færdes i snor. Nu ved jeg ikke hvordan det ser ud i området omkring Rødovre men i de hundeskove jeg færdes i, kan jeg godt finde tidspunkter hvor der ikke kommer så mange hunde, eller stier der ikke er så befærdede. Alternativt kan man jo tage sin hund i snor når man ser store hunde (de små virker ikke helt så intimiderende) og så først slippe, hvis det viser sig at være tæver. Det behøver ikke at være så sort/ hvidt.

Hvordan det?. Sjovt at du har den oplevelse. Alle mine hunde er endt med at blive neutraliserede og især min hanhund steg i popularitet hos tæverne efter at han fik foretaget indgrebet. Mine tæver har også kun fået noget positivt ud af neutralisering i forhold til andre intakte hunde, men sådan kan man jo opleve ting forskelligt,.. sikkert også afhængig af hvor man bor.

Hvis du mener at vi ikke taler om det samme kunne du jo have gjort mig opmærksom på hvor jeg var gået galt i byen. Jeg er vant til at dominans er et begreb der kan opfattes/ anvendes på lige så mange forskellige måder som begrebet lederskab,.. mere var der såmænd ikke i det.

Muligvis, men når der skrives: "Det er sådan vi skal være overfor mine forældres hund, som er ret så dominerende og er en problem hund", så får jeg billedet af at der har været en eller anden form for hjælp på og at ordet "dominerende" ikke nødvendigvis er kommet fra den der har hjulpet med hunden. Der en del der anser en hund der skubber for at komme ud af døren, ikke respekterer et forbud, giver ejeren "fingeren" på gåture (bare for at nævne nogle eks.), for at være dominerende. Alt det kan også ses i tilfælde af at hunden bare kører for højt i gear, og så kan "du-venter-til-jeg-giver-lov" være et godt redskab til at hjælpe hunden ned i et leje hvor man kan få forbindelse til den. Jeg ved det ikke, men det gør du heller ikke.

Jeg synes ikke der er noget galt i at man vælger selv at gå først ud og ind af døre (det kan være ret praktisk). Det er jo ikke anderledes end at man f.eks. forventer øjenkontakt før madskålen bliver rørt, eller at hunden i andre situationer bliver bedt om at vente med noget, indtil der er givet tilladelse. Personligt benytter jeg mig af ret mange af den slags situationer for at træne selvkontrol. Det behøver ikke at være relateret til dominansterorien, at man gør den slags ting.