Mine bedsteforældre har en hund, som jeg havde aflivet for længst, hvis det var min. Eller i hvert fald sørget for at sætte ham på en seriøs slankekur, så han på trods af hans gigt stadig kunne leve et dejligt hundeliv. Han humper rundt og har rigtig ondt. Jow jow, han logrer da lidt på halen, når de er på tur, men ligeså snart han kommer hjem, smider han sig i kurven og ligger og kigger lidende på en, mens han ligner en, der bare godt kunne tænke sig lidt ro. Mit hjerte bløder for den hund, synes det er virkelig, virkelig synd.
Han får binyrebarkhormon for hans allergi og det tager han rigtig meget på af. Og han klør sig helt vildt, når man prøver at kæle med ham. Det kan han slet ikke holde ud, så det kan man næsten ikke engang gøre.
Han skal lokkes rigtig meget, når vi gerne vil have ham med ud, han gider ikke lege og han tuller bare stille af sted på gåture. Han er 6 år gammel, men minder mig mest om en på 12. Sådan en hund virker ikke på mig som en hund, der har det godt.
I virkeligheden havde jeg nu nok fundet nogle alternativer som fx. BARF eller hjemmelavet foder uden alt for meget skidt, som forhåbentligt kunne bidrage til, at han kunne undvære binyrebarkhormonerne og dermed kunne tabe sig, så han bliver mere mobil og lever bedre med hans gigt.
Men når ejerene ikke er interesserede i det, så synes jeg helt alvorligt, at han fortjener at få fred. Man kan se det i hans øjne, synes der. Der er ingen gnist.
Bare en lille, trist, historie, som denne her tråd minder mig om.