Therese

Jeg kender en, der har gjort lidt i udstillinger. Ved den ene udstilling kunne han få en rigtig flot, høj bedømmelse og ved den næste kunne han få en meget lavere bedømmelse, fordi dommeren synes, hunden er for sjov. Det er reelt nok, for han ER stor af en brugshund at være, men det bør jo ikke være op til den enkelte dommer at vurdere, om hunden er for stor eller for lille. Jeg tænker lidt, at der skal laves nogle retningslinjer, så det ikke er op til den enkelte dommers smag hvordan hunden bliver vurderet.

Nu har jeg personligt ikke så meget fidus til udstillinger og jeg tror da sagtens, at man vil kunne opnå noget, hvis udstilling blev skrottet, fordi der så ikke var udseende at tage hensyn til. Omvendt tænker jeg også bare, om konsekvensen så ikke blot ville blive hunde, som endte med ikke at ligne den race de var, fordi man avlede langt mere på temperament og eventuelle brugsegenskaber i stedet for. Og det mener jeg egentligt heller ikke er godt. Om det ville blive sådan ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg synes, at både udseende og mentalitet skal prioriteres. Jeg ved også, at nogle opdrættere bruger udstillingsdommerens kritik som rettesnor til at finde en egnet hund til deres egen avlshund; har deres hund for kort snude, er de opmærksomme på at finde en hund med en snude, der har en helt tilpas længde - bare lige for at tage et eksempel Det kunne selvfølgelig også være alle mulige andre ting. Og det synes jeg egentligt er positivt, så hundene fortsat ligner den race de nu engang er. At temperament også skal prioriteres er jeg helt enig i, men det tror jeg bare ikke nødvendigvis man opnår ved at pille udseende ud af ligningen.

Jeg forstår heller ikke helt oplægget. Vil du diskutere om man kan lave sundere hunde ved ikke at fokusere på udseende, men mentalitet i stedet? Eller vil du diskutere om blandinger er sundere/bedre, fordi der ikke er nogen standard for hvordan hunden bør se ud? Spørger bare for lige at være med på hvilket spørgsmål jeg skal forholde mig til

Jeg oplever det ikke som en vridemaskine. Det er en debat om en opdrætter, som man tillader sig at være lidt kritisk overfor - det kan vel ikke rigtig kaldes en vridemaskine. Desuden kan jeg ikke huske, at der er nogen, som har påstået noget uden at have belæg for det udover det med hvalpefabrikken. Der har været kritiske spørgsmål, ja, men det er vel også okay? Hvis jeg var opdrætter og mit opdræt var til debat herinde, ville jeg nok i første omgang blive lidt ked af det, men jeg ville nok også overveje om der ikke kunne være noget om snakken og om det ikke kunne være fornuftigt at lægge dokumentation for mine påstande op på hjemmesiden, så kommende hvalpekøbere selv kan se hvordan tingene hænger sammen.

Lige præcis det jeg mener :5up: Okay, forstod bare ikke lige dit indlæg, tror jeg

Så det handler simpelthen om at øvelse gør mester? :blink:

Det er reserveret vel også? Ligesom utrolig glad for mennesker er en egenskab, som også er arvelig?

Det her lyder interessant, men jeg kunne godt tænke mig, hvis du ville uddybe hvad du tænker, når du skriver mekanisk?

1. At hive i hunden er nok aldrig helt optimalt, men hvorfor man ikke må kalde på den, kan jeg ikke helt gennemskue. Hvad stod der i bogen om det? 2. At slikke sig om munden og gabe er dæmpende signaler og det er en helt naturlig del af hundens sprog - det er ikke noget, som er opstået, fordi han er blevet taget om snuden som lille. At han ikke vil ligge tæt sammen med jer kan måske godt stamme derfra, men det er jo svært at sige. Det kan skyldes så mange ting. Måske føler han, at I er "uhøflige" set med hundeøjne. Nogle hunde kan godt være ret følsomme overfor sådan noget og kan synes det er ret ubehageligt, hvis man lægger sig tæt på dem og kigger dem lige ind i øjnene f.eks. Eller hvis man ikke gengælder/respekterer deres dæmpende signaler. En anden mulighed er, at han bare ikke er så glad for at ligge tæt og nusse. Og det kan du nok ikke gøre så meget ved. Jeg ville starte med at lægge mig ned på gulvet et stykke fra ham, ignorere ham lidt og ikke gøre et stort nummer ud af det. Hvis man har gjort det et par gange, kan det være han får mere lyst til at komme tættere på og med tiden finder ud af at det er ret hyggeligt. Om det ville kunne hjælpe, ved jeg ikke. Jeg har aldrig prøvet at skulle vænne en hund til at det er rart at blive kælet med, men det er umiddelbart mit bedste forslag 3. Man bør generelt ikke kalde under indlæringen, medmindre man er helt sikker på, at hunden vil komme. Ellers lærer den netop, at den ikke behøver høre efter. Ikke fordi de tæller, men fordi de bare finder ud af, at de ikke behøver komme. Det skulle gerne komme til at sidde så meget på rygraden, at hunden slet ikke når at stoppe op og overveje, om der er et eller andet, der er sjovere, men i stedet for kommer tilbage med det samme. Derfor dur det ikke, hvis den får erfaring med, at den lige kan snuse færdig, inden den kommer. Det skal nærmest være en refleks, at man vender om og kommer tilbage, når der bliver kaldt. Jeg vil foreslå jer at finde et fast indkaldsord, som er noget andet end hans navn. Ordet skal kun bruges ved indkald og altså ikke være et ord, som man bruger flere gange i løbet af dagen, når man går og småsnakker med hunden eller skal have dens opmærksomhed af en eller anden grund. Når I har fundet på et ord, kan I gøre som I gør nu og starte med at træne det et sted, hvor der ikke er noget til at forstyrre ham og så selvfølgelig gradvist øge sværhedsgraden efterhånden som han bliver bedre og bedre til det. Hvis man f.eks. starter i stuen, kan man flytte det til haven og så ud på vejen osv. I starten er I derfor nødt til at holde ham i snor, indtil det lige sidder ordentligt fast. Jeg ved godt, det er træls, men en schæfer er jo kvik, så mon ikke han hurtigt lærer det Derudover kan det være en god ide at vælge en belønning, som ikke bruges til andre ting, så det får en helt særlig betydning for ham.

Men det handler vel for søren da heller ikke om den stavefejl i sig selv. Hvis alt andet bare er tip-top, så kan man vel sagtens se igennem fingre med en enkelt stavefejl eller to. Men når man generelt bliver efterladt med et lidt skidt indtryk (og nej, jeg siger ikke, at indtrykket nødvendigvis er rigtigt, men det er den følelse mange åbenbart sidder med) så øger det da ikke troværdigheden, at opdrætteren ikke engang kan stave til den race, som vedkommende bruger i sit opdræt.

Hold nu op... Selvfølgelig har det en betydning at man kender så meget til sin race at man ved hvordan man staver til den. Det er desuden ikke det eneste der er at diskutere. Det er bare en ting ud af mange, som giver et useriøst indtryk.

Vedkommende der har skrevet den hjemmeside, er jo ikke dårlig til at stave generelt. Vedkommende kan bare ikke stave til beagle og jeg mener nu også, at man som minimum skal kunne stave til de racer som man vælger at bruge i sit opdræt. Det andet virker lidt sjusket i mine øjne. Det kræver trods alt kun en søgning på Google for at kunne se at man har stavet forkert.

Præcis. Det handler mere om opdrætters indgangsvinkel og indsats end om hvor hvalpene er vokset op

Jeg har haft en hund, der voksede op indendørs og en, der voksede op i en hundegård. Hunden fra stueopdrættet var stort set renlig fra starten af (mener han var 12 uger før han slet ikke havde uheld mere) hvorimod King, som voksede op i en hundegård, næsten var et år, før han blev helt renlig. Så jeg tror heller ikke, man kan konkludere så meget ud fra det. Det handler nok mere om opdrætterens engagement ift. renlighedstræningen end om hvor hunden har boet de første 8 uger. De mennesker, der havde avlet King brugte i hvert fald ikke meget tid med hvalpene og jeg kan ikke forestille mig, at de fik meget ros for at tisse de rigtige steder, hvorimod Busters opdrættere nok har brugt mere tid sammen med hvalpene udendørs og også sørget for, at de kom ud jævnligt og fik ros for at gøre det rigtige. Og det må helt klart også betyde noget.

Jeg er simpelthen så enig i alt hvad du har skrevet!

Ja, jeg studsede også over den, men kom frem til, at det nok skyldes, at hvalpene bliver vant til at tisse på græs og derfor helst vil det. Men hvorfor de skulle blive mere robuste af det, ved jeg heller ikke

Jeg er noget skeptisk, fordi der hverken ligger sundhedsresultater tilgængelige og de har ikke skrevet noget om, hvorfor de vælger at lade de forskellige hunde parre med hinanden. Det er sådan nogle ting, jeg personligt godt kan lide at læse som det første, så jeg ved, at det ikke sådan noget "han er sød og hun er sød - lad os lave nogle hvalpe!" Der må gerne være lidt flere overvejelser bag. Jeg kan også godt lide at læse lidt om opdrætterens tanker om avl generelt og hvad de ligger vægt på i deres opdræt, så man finder ud af hvad deres mål med opdrættet er og om det er noget, man vil bakke op om. Det er selvfølgelig lidt svært at have et overordnet mål, når man avler blandingshunde, men så kunne opdrætteren i det mindste skrive lidt om hvad de forventer af det enkelte kuld. Så hvis jeg skulle have en blandingshund, ville det nok ikke være et sted jeg kiggede på ret længe.

Tillykke med fødselsdagen, håber du forkæler ham godt og grundigt i dag

Jeg forstår udmærket godt dit behov for at have en hund i dit liv. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at det er det som får dig op om morgenen og at det hjælper dig til at få det bedre, så jeg kan virkelig godt forstå hvis du er presset lige nu og derfor allerede tænker ny hund ind i det. Jeg ville selv være helt på røven og selvfølgelig dybt ulykkelig, hvis jeg ikke kunne have min hund mere. Så jeg forstår dig godt. Men jeg må altså også erklære mig enig med de andre i, at hensynet til hunden bør komme i første række. De er jo fuldstændig prisgivet os og vores beslutninger og derfor må vi altid forsøge at gøre det bedste for dem. Og jeg er ikke sikker på at det er en god beslutning at anskaffe dig en ny hund straks efter Robin er væk. Risikoen for at du ender i samme situation igen er lidt for stor og det bliver bare lidt for usikkert for min smag. Det må desuden også være hårdt for dig at skulle af med en hund igen? Jeg synes, du skal bruge de næste par dage på at summe over tingene og undersøge dine muligheder. Så kan du finde ud af hvad du vil og begynde at handle på det på mandag. Jeg håber det hele løser sig

Kunne det i øvrigt ikke være en mulighed at finde en lejlighed i en boligforening? Så kan du vist låne til indskuddet hos kommunen, hvis det er det, der er grunden til, at du ikke har råd til at flytte.

Men hvad så med Robin?

Tjek lige hundens reaktion hver gang damen siger noget til hende Aner ikke hvad der er sket i de tre uger hun har haft hunden, men tryg ved hende er hun i hvert fald ikke!

Jeg er ret enig med jer; hellere få gode år end mange år, hvor hunden har haft ondt og ikke kunne være med til alt det sjove. Det er jo også alt for hårdt for ens samvittighed at skulle forholde sig til det hver dag. Så må I vente med at fortælle opdrætteren det til efter det er overstået Men selvfølgelig virker morfinen, så det bliver slet ikke aktuelt! :