Allerførst skal du droppe den der dominans teori. Det er ikke et begreb i hundens verden. Når den har fået trængt din datter op i en krog, har det ikke noget at gøre med, at den vil bestemme over hende. Jeg forestiller mig, at det ganske simpelt har været leg fra hvalpens side.
Jeg synes, at du skal lære din datter, at de ikke skal lege vilde lege - du har jo selv erfaret, at det går galt. Siku bliver for vild, og kan ikke helt styre bideriet - han har sikkert heller ikke helt styr på bidehæmning endnu. Hunde leger jo nogle gange ved at nappe lidt i hinanden med munden og lærer dermed at stoppe bideriet, inden det gør ondt på modparten. Men han er jo ung og har sikkert ikke helt forstået hvornår det er på tide at stoppe.
Og det kan din datter jo heller ikke gennemskue. Derfor må du sørge for, at legen bliver stoppet inden det bliver for meget for Siku. Lær din datter, at man kan sidde og kæle med hvalpen og tulle rundt med ham ude i haven, men at vilde lege med bold osv. er forbudt. Og så skal de nok ikke være alene ret lang tid af gangen her i starten.
Dernæst vil jeg igen påpege, at du ikke bør holde fast i teorien om, at hunden skal være nederst i hierarkiet. Studier af ulve peger på, at der ikke er et fastlåst hierarki, som man har troet tidligere. Flokstrukturen er meget mere fleksibel. Alle ulve i flokken har områder, hvor de er bedre end på andre områder og derfor har de alle sammen "ansvarsområder," hvor de er styrende ift. aktiviteten. Fx. kan der være nogle ulve, der er eminente til at finde byttedyr, andre kan være rigtig gode med hvalpene osv. osv. Så jeg synes, at du skal droppe den tanke og i stedet tænke om din hvalp som et nyt familiemedlem og ikke som en, der vil bestemme over jer.
Det giver et meget anstrengt forhold til hunden, hvis du hele tiden skal gå og være bange for at den tager magten - det har du nok også selv erfaret allerede? Det er jo ikke sjovt at gå og skælde ud hele tiden eller lave en masse tiltag for at undgå det. Og så er det endda ofte totalt unødvendigt. Især med en hvalp, som slet ikke har evnerne til at blive "leder" af en flok.
Den satser på, at DU har styr på den del.
Og så får jeg det altså lidt skidt på Sikus vegne, når jeg læser at din datter "hiver ham rundt." Det skal selvfølgelig også stoppes, for det er slet ikke fair overfor en hund, at den skal finde sig i det.
Angående den der "jalousi" så synes jeg, at du gør lidt det rigtige mht. at inddrage din datter i hans opdragelse. Måske skal du i stedet bare skifte opdragelsesdelen ud med noget andet, som fx. kunne være en hyggelig aktivitet sammen? Når Siku trænger til opmærksomhed, mens du sidder med din datter, kan du jo spørge om hun ikke vil ned på gulvet og kæle med ham sammen med dig eller gå en tur med ham sammen med dig eller hvad han nu lige har behov for på tidspunktet.
Det er jo desværre ulempen ved at have en hvalp og et lille barn sammen, men jeg håber, at det kan komme til at fungere nogenlunde, hvis du lige slår to fluer med et smæk indimellem.
Og så drop for guds skyld alt det skælden ud. Din hvalp har brug for at blive guidet stille og roligt ift. jeres regler og ikke blive skældt ud. Han kender slet ikke jeres regler endnu og du lærer ham det altså bedst ved at vise ham stille og roligt hvad du forventer i stedet for at skælde ham ud for noget han sikkert ikke engang forstår endnu.
Held og lykke