Therese

Nej bare rolig, indkald kan sagtens trænes og kan sagtens blive rigtig godt, så hun behøver ikke at skulle gå i snor resten af hendes liv Men det kræver en del træning (især når hun allerede har fundet ud af hvor sjovt det er at smutte) og det kræver, at hun i en periode ikke får mulighed for at stikke af - så i en periode er hun nødt til at have snor på. Evt. en flexline, som kan låses op på steder, hvor I kan se et godt stykke på alle sider, så hun ikke igen får held til at ignorere et indkald og smutte, fordi I bliver overrasket af en anden hund. Som det allerførste ville jeg finde en belønning, som hun vil hoppe på tungen for i håb om at det kan motivere hende mere til at komme. Det kan f.eks. være en bold eller et stykke legetøj, men det kan også sagtens være lækre godbidder. Det er dog ikke sikkert, det er nok, når det er anden hund hun har øje på. Når I har fundet ud af det, ville jeg finde på et andet indkaldsord. Det ord I bruger nu har hun lært, at hun bare kan ignorere, så det ville give rigtig god mening at finde et nyt ord, som hun ikke har lært at ignorere. Når I har fundet på et, begynder I at træne det hjemme i stuen. Når det sidder lige i skabet derhjemme (altså når Molly uden tøven og betænkeligheder kommer hen til jer) så flytter I træningen udenfor på steder, hvor der ikke umiddelbart er andre fristelser. Det nytter ikke noget at bruge det nye indkaldsord, hvis hele hendes opmærksomhed er rettet mod en anden hund. Så altså; sæt hende op til succes ved kun at kalde, når I er 100% sikre på, at hun kommer. Og efterhånden som hun bliver bedre og bedre til det, kan I selvfølgelig øge sværhedsgraden ligeså stille. Det kommer selvfølgelig til at kræve noget tid i snor, men det lønner sig altså også bare senere hen, at I kan slippe hende uden at være bekymrede for, om hun stikker af

Den her, fordi han elsker alle mennesker... Og hunde... Og katte... Og fugle... Og og og...

Sikke dog en forfærdelig historie

Jeg gør ikke. Det er på ingen måde nødvendigt, men det er jo altid godt at gøre, hvis ens hund er lidt nervøs ved det.

Arj, men altså :hjerte: :hjerte: :hjerte:

Tænkte mere på noget med et stykke stof eller noget bundet til dørhåndtaget

Jeg overvejer at lære Bobo at åbne døren, men skal lige have planlagt hvordan jeg gør Indtil jeg kommer så langt, tror jeg at jeg vil lære ham den der med "hvem kan du lide..." Kunne være ret sjovt

Jeg tænker helt det samme, så jeg nøjes bare med at erklære mig enig

Åbenbart ikke. Måske gik man heller ikke så meget op i sådan noget dengang, men altså... Sjovt har det i hvert fald ikke været!

Det kan også undre mig, at sådan en hund får lov til at ligge og bide gæsterne bare de rører det mindste på sig. Kan ikke have været rart for hverken hunden eller gæsterne og den ville da nok have haft bedre af at blive lukket væk

Jeg tror på Dorit har lært det til næste år:mrgreen:

Jeg tror sagtens, at hunde kan være så følsomme overfor vores kropssprog, at de opfatter selv en lille ændring i vores kropssprog. Nogle gange før vi selv er opmærksomme på det og også nogle gange selvom vi prøver at skjule det. Det er i hvert fald min oplevelse med Bobo. Et helt konkret eksempel var engang jeg prøvede at træne lidt tricks med ham hjemme i stuen. Det gik lidt trægt og han virkede enormt ufokuseret, så jeg prøvede at skrue lidt ned for ambitionerne og bede ham lave et trick, som jeg vidste han kunne udføre i søvne. I stedet for at gøre det løb han hen og hentede en bamse fra hans kasse på gulvet. Jeg forstod det ikke helt, men tænkte at han bare ikke lige var motiveret for det den dag. Indtil jeg kom over og sidde i sofaen, hvor det gik op for mig, at jeg faktisk var lidt små irritabel. Jeg havde ikke selv rigtigt bemærket det, så han opfattede det åbenbart før jeg gjorde. Ret imponerede, synes jeg. Og så er der også tilfælde, hvor vi træner et eller andet. Det kan f.eks. være at bakke - i den øvelse går jeg med front mod ham og han skal jo så bakke væk fra mig. Næsten inden jeg når at tænke tanken til ende og løfte den ene fod for at gå frem, er han begyndt at bakke. Det har måske ikke så meget med vores følelser at gøre, men jeg synes det siger lidt om hvor følsomme nogle hunde kan være overfor kropssprog - og så er der nok ikke så langt til at kunne læse vores følelser og sindsstemninger

Jeg synes min egen, som åbenbart er en udstillingsmodel, er ret robust og cool omkring mange ting. Han tackler mange situationer virkelig fornuftigt. F.eks. situationer, hvor han bliver usikker på noget, som er anderledes og som han ikke helt kan se hvad er eller i situationer, hvor andre hunde gør så hidsigt, at de lyder som om de kunne æde ham lige om lidt. Det virker ikke som om noget af det rører ham synderligt. Hundene går han bare i en stor bue udenom og ting, som han bliver usikker på går han hen og tjekker ud. Men også bare generelt, hvor han sagtens kan blive forskrækket over noget uden at generalisere det over på noget andet. F.eks. bliver han ikke bange for hundekurven, selvom der vælter et stativ ned over ham, mens han sidder i den. Og ja, det har han prøvet :stupid: Og det er egentligt også sådan nogle egenskaber jeg gerne ser i min kommende lab, så jeg håber det er kendetegnende for racen! Udover (forhåbentligt) labrador er det mit indtryk, at de vogtende racer, molosserne og terrierne som udgangspunkt er ret robuste.

Det burde ikke være et problem, så længe den ikke får lov til at spurte op og ned af dem Og selvfølgelig er sund og rask. Det kunne blive et problem, hvis den får problemer med hofter og albuer, men man kan gøre meget ved at sikre sig at forældre, bedsteforældre, søskende osv. ikke fejler noget

Okay, bare vær opmærksom på at det ikke er alle hunde, som kan lide at blive krammet og holdt fast Nogle tolerer det, men synes egentligt ikke det er super fedt. Så jeg tror, det er godt givet ud, hvis I lærer børnene, at man ikke krammer hunden, men blot aer den, så den altid har mulighed for at flytte sig I vil sagtens kunne løbe med en cocker spaniel, men den er nok ikke et godt valg, når I har små børn. Ingen hunde skal selvfølgelig få deres grænser overskredet, men en lille hund kan hurtigere føle, at dens grænser bliver overskredet, fordi den lige er det mindre. Tror labradoren har en bedre størrelse ift. det. Og den er da også god til børn og som familiehund, så længe man er klar på at aktivere den både mentalt og fysisk. Tror ikke den vil trives med kun at være familiehund

Helt sikkert, det var heller ikke ment på nogen negativ måde. Jeg gider bare ikke svare her, hvis jeg lige har svaret konen

Har din kone ikke lige lavet en tråd, hvor I spørger ind til race :hmm:

Jeg tror rigtig mange hunde kan lære at være glade for børn - i hvert fald familiens børn - så hvad er det ellers der tiltrækker jer ved labradoren? Og hvad betyder det, at jeres datter "har et godt greb, når der skal krammes og nusses?"

Puha, træls at høre den lyd og især når det er ens egen hånd det går udover Jeg var nok kommet til at brøle noget meget grimt meget højt

Enig. Jeg ville personligt blive lidt irriteret, hvis andre ville prøve at bestemme, at Bobo ikke længere skulle have råt kød f.eks. Det er fair nok, at man ikke synes, det er en god ide, men det er nu engang ejerens afgørelse hvad hunden skal have at spise. At hun så ikke har givet jer noget kød at give hunden er jo hendes fejl. Så er det klart at I tilbyder den det I lige kan finde. Men bestemme det synes jeg ikke I skal

Jeg er aldrig blevet bidt. Tror heldigvis aldrig Bobo kunne finde på at tygge i mig - så skal jeg virkelig opføre mig ualmindeligt hjernedødt dumt Til gengæld er min mor blevet bidt af hendes hund engang. Han havde enormt ressourceforsvar og havde set sig sur på vores anden hund, som han for ud efter. Hun havde ham i snor, men alligevel stak hun armen ned foran ham for at stoppe ham og kom jo så i vejen for hans tænder. Det var helt sikkert et uheld, for han blev meget, meget stille og dæmpende bagefter - det var jo slet ikke møntet på hende, men på den anden hund. Hun slap heldigvis billigt uden mén.

Det kan jeg så ikke udtale mig om, jeg mener ikke at det ikke er synd for dem, det går udover. Det synes jeg faktisk det er.

Nu er jeg jo en af dem, som mener, at det er helt okay at Pixie blev flyttet i stedet for aflivet og jeg vil godt lige understrege, at det ikke skyldes, at bidepisoder er noget jeg tager let på. Det ER alvorligt, når en hund bider og man SKAL tage det alvorligt, så man kan undgå at det sker igen. Også selvom der kan være en helt naturlig årsag til at hunden bider. Det må aldrig blive noget, som man bare trækker på skulderen af. Så når jeg skriver, at jeg ikke synes Pixie skal aflives er det fordi jeg ikke opfatter hende som en aggressiv hund generelt. Jeg opfatter hende som sagt som en stresset, understimuleret hund, der i den grad mangler opdragelse. Og jeg er sikker på, at hun kan blive en fin hund i et andet hjem, hvor hendes behov kan blive dækket bedre. Hvis man har en hund, som bider til højre og venstre, er det selvfølgelig ikke ansvarligt at sende den videre. Men jeg mener bestemt, at det sagtens kan være en ansvarlig beslutning at sælge sin hund til et hjem, som bedre kan tilgodese dens behov. Ideelt set var det selvfølgelig i denne situation sket lidt før, så Pixie ikke nåede at bide nogen, men ja...

Jeg er en af dem, som sagtens kan finde på at påstå, at alenetid om natten bør lægges til den samlede alenetid. Men i de fleste tilfælde handler det jo faktisk ikke om at hunden bliver adskilt fra flokken af et børnegitter. I rigtig mange tilfælde bliver døren til soveværelset lukket. Og det sker allerede den første nat, fordi "hvalpen skal jo lære det." Det er synd, synes jeg, at flytte hvalpen til et helt nyt, fremmed sted væk fra søskende og mor og så adskille den fra de personer, som skulle være en tryg, fast base. Hvis man vælger at hunden ikke må være i soveværelset og sætter et gitter op, vil jeg mene det er bedre end det andet scenarie, for her kan man trods alt stadig tale med hunden og den kan høre en - og man kan høre den.

Bobo hedder Bobo, fordi han allerede hed det da jeg fik ham. Kort og godt