Therese

Hvad er det adfærdsbehandleren har foreslået? Jeg synes, det er lidt lettere at hjælpe, hvis vi ved hvad det er han er svær at blive fastholdt i?

Ja, det kunne meget vel være kræft. Vi tror også, at Bobo kunne have haft kræft et eller andet sted, som dyrlægerne ikke opdagede. De scannede ham jo, men fandt ikke noget. Men jeg får ham heller ikke obduceret. Det virker nytteløst, for han kommer jo ikke tilbage af den grund og så kan jeg bare dunke mig selv i hovedet med, at jeg ikke testede noget før. Det er til gengæld en af de ting, jeg har lært af det her: fremover vil jeg have testet for alt hvad de mistænker. Så kunne han måske have været foruden at blive så dårlig, inden han kom herfra. Ja, det lyder godt nok lidt specielt med Oscar og Darwin - men også lidt fint på en eller anden måde. Jeg kan godt lide tanken om, at de lige sendte ham en hilsen på hans sidste rejse Tak. Ja, det er nok meget naturligt. Man er trods alt fuldstændig ansvarlige for at de har det godt og når de så ikke har det, er det nok nemt at få dårlig samvittighed over, at man ikke levede op til sit ansvar - også selvom man gør sit bedste. Heldigvis havde han 6 rigtig gode år sammen med mig, også selvom jeg ikke altid var den perfekte hundeejer. Og det må jeg prøve at huske. Ligesom Luna havde et rigtig godt liv hos dig/jer

Ja, han var alt for ung. Til gengæld begyndte han mere og mere at opføre sig som en gammel hund - han var slidt og klar til at komme herfra. Jeg aner stadig ikke præcist, hvad han fejlede, men der var mere end vi vidste. Det er jeg overbevist om. Hunde er jo virkelig gode til at skjule sådan noget og jeg er sikker på, at der var et eller andet, som vi bare ikke nåede at opdage. Det var et virkelig underligt forløb, hvor blodprocenten faldt og steg hele tiden - virkelig ikke til at blive klog på! Jeg ville bare ønske, at jeg kunne have nået at komme til dyrlægen med ham her i ugen og aflive ham på en bedre måde. Hvad fejlede Charlie? Og ja, jeg har det ligesom dig. Jeg er SÅ glad for, at jeg fik lov til at have ham i mit liv og jeg er så glad for at se hvordan han udviklede sig og blomstrede op. Han har helt klart sat sine spor

Ja, jeg har også siddet og kigget på gamle billeder i dag. Både for at mindes, men også for at prøve at slette det der billede af en syg hund og en døende hund. Det er ikke sjove billeder at have på nethinden Bobo blev desværre kun 8. Han ville være blevet 9 til august.

Ja, så har du jo prøvet hvor chokerende det er - desværre. Altså, jeg havde jo forventet det og havde overvejet om han ikke snart skulle væk, men det er vildt så hurtigt det gik. Det er en rigtig hæslig måde at miste sin hund på Jeg har forøvrigt slet ikke observeret, at du har mistet Charlie. Rigtig mange tanker til dig Hvor gammel blev han?

Tak. Jeg prøver også at lade være, for jeg ved jo godt, at det ikke er min skyld og at jeg i størstedelen af hans liv gav ham mange gode oplevelser. Men engang overskygger den dårlige samvittighed over de sidste 4 måneders sygdom alligevel det andet. Men forhåbentligt bliver det bedre, når det kommer lidt på afstand. I det mindste er han et sted nu uden sygdom og smerter Min mor foreslog det samme og måske gør jeg det også på et tidspunkt. Men jeg tror, de har været lige så meget i vildrede som jeg har. Det har været et fuldstændig atypisk forløb, hvor han slet ikke har reageret efter bogen. Og jeg ved jo inderst inde også godt, at vi alle tre (mig og dyrlægerne) gjorde hvad vi mente var det rigtige udfra den viden, vi havde. Og den dårlige samvittighed fortager sig sikkert også med tiden. Det er bare lige nu, hvor jeg spekulerer på, om jeg kunne have gjort mere eller om jeg skulle have gjort noget anderledes. Det ville sikkert ikke have ændret udfaldet, det ved jeg godt. Men følelser og fornuft hænger bare ikke sammen. Med følelserne ville jeg altid gerne have haft en dag mere, men med fornuften ved jeg godt, at han alligevel levede på lånt tid. Han kunne måske have fået en uge eller 14 dage mere, men hans krop var slidt efter al den medicin og hans blodprocent var begyndt at falde igen på trods af massive mængder prednisolon. Så den dårlige samvittighed er kun et udtryk for mit behov for at få noget mere tid sammen med ham, tror jeg. Tak for din besked Mange tak

Mange tak, pivpiv.

Jeg vil bare lige fortælle jer, der har fulgt med, at Bobo er død i dag. Han blev ret pludseligt rigtig dårlig i løbet af rigtig kort tid og døde i bilen på vej til dyrlægen. Jeg er helt ved siden af mig selv lige nu. Jeg savner ham rigtig meget og har hovedet fuld af tanker. Mest om dyrlægerne og jeg kunne have gjort noget anderledes. Og så synes jeg bare det er rigtig svært at gå rundt i huset, når han ikke er der. Jeg fik ham på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde det rigtig svært og han kom fra en ejer, som ikke behandlede ham særlig pænt. Så vi kom ind i hinandens liv på et godt tidspunkt og hjalp hinanden til at få det godt 😍 Han symboliserede noget lidt specielt for mig og selvom jeg ved med min fornuft, at jeg har givet ham et bedre liv end det han havde, så har jeg kulsort samvittighed overfor ham lige nu over nogle af de valg, jeg har truffet på hans vegne. Jeg svinger mellem at mindes ham med et lille smil og så til at føle, at jeg har været en rigtig elendig hundeejer, som har været rigtig tarvelig og gjort nogle virkelig dumme ting ved ham - især i det sidste stykke tid. Sov sødt, Bobo. Jeg håber, at du er et bedre sted, hvor du ikke har ondt og hvor du kan lege med bolde og plaske i vand - det fortjener du 😍

Fedt, godt at høre! 👍

Nu ved jeg ikke, om det skal være en dansk-svensk gårdhund eller kun den størrelse, men ellers er der jo et par stykker her: https://www.dsgk.dk/side.asp?ID=37298

Jeg tænker at en Rottweiler af udstillingslinjer måske er værd at kigge på? Jeg kender godt nok kun en, men hun trives helt fint med at være "hyggehund." Men ligesom Niels vil jeg også sige, at strejfen ikke nødvendigvis afhænger af racen. Selvfølgelig har nogle racer mere tendens til det end andre og nogle racer løber sikkert længere væk, men det kan forekomme med alle racer. Hvis man vil være 100 % sikker på, at det ikke sker, så er man nødt til at hegne haven ind.

Tak

Tak Han har det rigtig, rigtig godt. Fiser rundt og følger med i hvad jeg laver hele tiden og løber så stærkt på gåturene, at jeg slet ikke kan følge med Det virker som om prednisolonen også har en gavnlig virkning på gigten, så det er jo altid noget, når det nu skal være. Håber bare det fortsætter med at være stabilt, når han skal trappes ud igen Men lige nu prøver jeg bare at nyde, at han er glad og tilfreds

@Missing hvad er der galt med Bubben?

Jeg har fået svar nu og det var ikke ligefrem gode nyheder Hans blodprocent var faldet og hans infektionstal var steget - igen igen. Dyrlægen mener, at det enten kan være cancer et eller andet sted i kroppen eller fordi vi ikke har fået slået den autoimmune reaktion slået ordentligt ned, inden vi trapper ud. Han skal begynde på 30 mg. prednisolon 2 gange dagligt og det er jo en helt vild mængde, så jeg håber virkelig det virker. Kræft kan jeg bare slet ikke overskue! Jeg plejer ikke at tage sorgerne på forskud, men det er godt nok svært efterhånden ikke at tænke det værste Heldigvis er Bobo glad og frisk. Eneste tegn på lav blodprocent er blege slimhinder. Så jeg kommer til at gå og glo ham ind i munden indtil på mandag, hvor vi har en tid igen og håbe på, at de får lidt mere farve

Det håber jeg virkelig også. Han virker frisk og glad, men jeg synes hans slimhinder er ret blege, så jeg ved sgu ikke... Men nu må jeg se, hvad blodprøven siger. Jeg holder alt krydset for at den er fin.

Alt for længe. Og jeg går hele tiden og frygter, at det ikke bliver bedre, så jeg er nødt til at aflive ham. Og hver gang han bare så meget som vipper forkert med et øre, så er jeg klar til at ringe til dyrlægen Vi trænger til noget ro og fremgang nu.

Hvorfor tænker du, at han ikke er stresset?

Det virker som om det går okay indtil videre. Han er nede på ca. 17 mg binyrebarkhormon og det virker som om det går fint. På mandag skal han have taget en ny blodprøve og så håber jeg, at han kan trappes yderligere ned Jeg er ved at være rigtig træt af alt det sygdom og vil bare gerne have det overstået snart Og tak fordi du spøger

Det er en ret udbredt misforståelse, at man kan spare stamtavlen væk. Men det er som regel sådan, at hvis forældredyrene har en stamtavle i en anerkendt klub, så følger stamtavlen hvalpene. Det er ikke tilladt at undlade at give stamtavlen med. Så når opdrættere undlader det alligevel, er det som regel fordi, der er noget, der ikke helt stemmer. Og den stamtavle ville stadig have givet jer muligheden for at tjekke sundheden flere generationer tilbage - i hvert fald, hvis det var en stamtavle fra Dansk Kennel Klub. Og selv de mindre avlsklubber har sundhedskrav, som hundene skal leve op til for at kunne bruges i avl. Det ville have været en klar fordel for jer nu, hvis I havde haft den stamtavle. Men det har I ikke og det er selvfølgelig op til jer selv, om I vil avle alligevel. I skal bare være klar over, at I ikke aner hvad I avler på. I aner ikke, om der findes arvelige sygdomme i linjerne og I har ikke en jordisk chance for at undgå dem, hvis de findes. Så I kan i princippet risikere at avle syge hvalpe. Det skal I jo afgøre, om I kan leve med. Men tjek lige op på købeloven. Der er noget med, at I kan blive pålagt at skulle betale noget af beløbet tilbage, hvis det viser sig, at nogle af hvalpene er syge. Måske gælder det egentlig kun for tæveejeren, men stadig er det nok noget, der er værd at tage en snak om. Jeg ved godt, at jeg lyder vildt pessimistisk og det kan sagtens være, at det går godt. Men jeg synes, at I skal vide de her ting, så I kan træffe beslutningen på et oplyst grundlag. Det er ret stort at sætte hvalpe i verdenen og jeg synes, det kræver lidt flere overvejelser end at det kunne være hyggeligt. For det kan altså også gå galt. Og jo, hans hofter er ikke helt gode. Min egen hund har også hofteledsdysplasi på den ene hofte og lever fint med det. Man kan ikke mærke det på ham. Men det ændrer ikke på, at den er dårlig og det kan nedarves.

Åh altså, forstår virkelig godt ønsket om at få en hvalp efter jeres egen hund. Man holder jo altid af dem og ønsket om at føre hans gener videre forstår jeg godt. Hvis min egen hanhund ikke var kastreret og havde stamtavle, kunne jeg være fristet til det samme. Men det er bare vigtigt at være objektiv. Min egen hund har f.eks. tendens til at stresse for meget og det er ikke nødvendigvis noget, jeg ønsker at føre videre til andre hunde. Dels er det ikke sjovt eller sund for hunden, men det er heller ikke sjovt for ejeren. Han har også en dårlig hofte ligesom jeres. Det kan sagtens skyldes miljøet - og altså ikke noget arveligt - men det kan også ligeså godt være arveligt. Og eftersom han ikke har stamtavle, har jeg ikke nogen chance for at vide hvad jeg avler på. Det har I heller ikke. Jeg ved godt, at hans forældre er fri, men sådan noget kan godt springe en generation over. Og helt generelt ved man bare ikke, hvad man avler på, når det er uden stamtavle. Du har ikke en chance for at tjekke op på noget som helst. Så mit råd må helt klart også være at vælge en hund med stamtavle næste gang og så evt. lave et kuld med jeres nye hund, hvis I stadig har et ønske om det. Køb et medlemsskab hos DKK og brug hundeweb til at tjekke op på sundhed og diverse - så er I godt på vej

Ja, vi gjorde det også over et par uger, men det er åbenbart gået for hurtigt. Vi vil bare gerne have ham ud af det, fordi kroppen (leveren bl.a.) er begyndt at reagere lidt på det. Dyrlægen mener, at det handler om, at vi simpelthen er trappet for hurtigt ud. En autoimmun reaktion kan godt gå i leddene, så det kunne være det. Men det kunne også være kroppens reaktion på, at binyrebarkhormonet er ved at være ude af kroppen og kroppen ikke helt kunne følge med. Men det handler i bund og grund om, at det er gået for stærkt for ham.

Nu ved jeg ikke, hvordan jeres hverdag ser ud, men allerførste step må være at kigge på aktiveringen såfremt I ikke allerede gør det. I har købt en aktiv hunderace og det forpligter lidt - aktivering skal der til I kan begynde at gå til træning, men det kan også bare være ting som fodersøg, spor, problemløsningsopgaver og andet mental aktivering, som trætter hovedet. Hvis I ikke allerede gør det, så prøv at stille madskålen væk i en periode og brug i stedet hans foder til aktiveringen. Se om det ikke hjælper lidt på hans "flip." Derudover er jeres hund måske i en periode, hvor han er ved at blive kønsmoden og det kan måske også have en betydning. Er han begyndt at lette ben? I forhold til gæster tror jeg måske godt, at det kan hjælpe med noget fornuftig aktivering, så det ikke virker så voldsomt. Men det kan også være blevet en lidt dårlig vane, så for at bryde den ville jeg nok give en kong med frosset dåsemad til at aflede ham med. Alternativt ville jeg tage ham i snor, så han slet ikke får mulighed for at hoppe op. Angående skæld ud, så snapper han sikkert, fordi han virkelig ikke kan lide det. Nogle hunde trækker sig, når de får skæld ud, men jeres race blev oprindeligt brugt til at jage ræve og andet vildt ud af deres huler. Det kræver en selvstændig, robust hund, som ikke bakker ud, fordi ræven bider fra sig. Og det er det I kan se. Drop at skælde ud. I får ikke andet ud af det end at han får overskredet sine grænser igen og igen. Og det er bare ikke godt for jeres relation. I nogle tilfælde kan det virke meget bedre at aflede og i andre tilfælde kan et velindlært "nej" virke bedst. Men nej'et skal indlæres, så han ved, hvad det betyder. Spørg bare, hvis der er noget af det her der ikke giver mening - så vil jeg prøve at uddybe

Tak! Det er desværre gået ned af bakke igen. Jeg var derover onsdag i sidste uge, hvor alt så fint ud. Natten til fredag kunne han lige pludselig ikke rejse sig uden hjælp og virkede ret besværet, når han skulle gå. Så fredag var vi til dyrlæge igen og for at gøre en lang historie kort, så blev han sat op på 25 mg. igen, fordi der er nogle ting, der tyder på, at vi er trappet for hurtigt ud. Så vi må prøve at gøre det endnu langsommere og så nævnte dyrlægen noget om, at der findes nogle alternativer til binyrebarkhormon som han kan få at supplere med, når vi skal begynde at trappe ud igen. Og han har det heldigvis OK igen - ikke helt på toppen, men nu kan han da rejse sig af sig selv.

Mega smart!