Therese

Det er han ikke helt, men forhåbentligt bliver det ved med at gå den rigtige vej. Og tak

For lidt mere end 14 dage siden lavede jeg et indlæg i alt & intet om at Bobo havde nældefeber. Som overskriften nok afslører, så viste det sig at være noget autoimmunt i stedet for. Jeg har valgt at skrive forløbet ned her. Både så jeg selv kan gå tilbage på et senere tidspunkt og se hvad der skete, men også for at andre kan læse om det, hvis deres hund er så uheldig at blive ramt af det samme. Det hele startede torsdag d. 8 med at han havde fået lidt knopper på næsen, som kløede og så var han en smule hævet omkring snuden. I løbet af dagen kradsede han fuldstændig hul på snuden, så det begyndte at væske og det gjorde garanteret skide ondt. I løbet af dagen/aftenen begyndte han også at få flere af de her knopper/hævelser rundt omkring på kroppen og blev en smule utilpas i løbet af aftenen. Fredag fik jeg en tid ved dyrlægen, som selvfølgelig troede, at det var nældefeber. Hun gav os binyrebarkhormon og antibiotika med hjem til weekenden. Det virkede overhovedet ikke, så mandag havde jeg kontakt med en anden dyrlæge fra samme klinik, som mente, at hvis han ikke blev bedre i løbet af dagen, skulle vi komme til et tjek igen. Mandag og tirsdag begyndte det at gå en smule bedre. Han begyndte at vise interesse for at gå tur igen og appetitten virkede en smule bedre. Så jeg tænkte, at medicinen var begyndt at virke. Tirsdag aften begyndte han dog at blive dårligere igen. Han fik kvalme, ville ikke rigtig lægge sig ned, halsede meget og virkede generelt rigtig skidt tilpas. Så onsdag fik jeg en tid igen. Onsdag tog de en blodprøve og en prøve af nogle af de sår/hævelser, han havde rundt omkring på kroppen og fandt ud af, at han havde betændelse i dem - så det forklarer, at han ikke ville ligge på maven. Hele hans mave/brystkasse var nærmest en stor knude og hvis der har været betændelse i dem, har det garanteret gjort mega ondt at ligge på det. Her gav dyrlægen ham en injektion med antibiotika. Vi fik en tid igen til torsdag, hvor han skulle have taget nogle flere prøver af sårene og generelt tjekkes hele vejen rundt. Han fik tjekket infektionstal, som var oppe omkring 70. Hans blodprocent var på 23 - den må helst ikke komme under 40, så den var alarmerende lav - og der var protein i hans urin, fordi nyrerne var så påvirkede af det, at de ikke tilbageholdt proteinet, som de ellers skal. Vi fik en recept på noget kraftigere binyrebarkhormon, som han begyndte på lørdag d. 17. Derudover gav dyrlægen ham et ordentlig skud binyrebarkhormon, da vi var der om torsdagen. Og det begyndte heldigvis at virke ret hurtigt. Allerede i løbet af torsdagen begyndte han at blive frisk til gåtur og fredag var han næsten helt sig selv. Han begyndte at spise igen og ville gerne gå lidt tur - selvom han selvfølgelig ikke kan holde til det helt vilde grundet den lave blodprocent. I går og i dag, henholdsvis 10 og 11 dage siden de første symptomer, er han helt sig selv igen. I dag var han ved dyrlægen igen for at få taget endnu en blodprøve og hans infektionstal er faldet til 16 og hans blodprocent er på 32. Hævelserne er også begyndt at falde og sårene er begyndt at hele op. Det er en virkelig positiv fremgang! Lige nu, mens jeg sidder og skriver det her, er han ved dyrlægen for at blive skannet og få taget røntgen for at se om de kan finde noget, der får immunforsvaret til at gå sådan amok. Så selvom det går meget bedre, så er han jo slet ikke frikendt endnu. Værdierne er jo heller ikke helt, hvor de skal være. Men jeg håber, at det retter sig i løbet af det næste stykke tid. Men det har godt nok været et vildt forløb, der startede med 3-4 knopper på næsen til at han i løbet af tre dage havde de her knuder stort set over hele kroppen. Han har været så hårdt ramt og jeg har været hele følelsesregistreret igennem. I den første weekend (d. 10 og 11) gik jeg rundt og var vildt bekymret over at medicinen ikke virkede. Mandagen og tirsdagen efter begyndte jeg at ånde lettet op, da han virkede til at have det bedre. Tirsdag aften og onsdag var jeg vildt bekymret igen, fordi han fik det så dårligt og onsdag og torsdag var jeg sikker på, at jeg ville være nødt til at aflive ham, hvis det ikke snart blev bedre. Så jeg blev så lettet, da han i løbet af weekenden (efter at være startet på høj dosis binyrebarkhormon) begyndte at opføre sig som sig selv igen. Så nu skal testene i dag bare være positive og ikke være en knude, som sidder et eller andet sted, hvor den ikke kan fjernes Og beklager til dem, jeg ikke fik svaret i alt & intet - har simpelthen ikke lige fået kigget.

Hvis det er ham der hundehviskeren fra Faxe, så ville jeg aldrig sende hende over til ham. Han løser muligvis problemet, men det er på hundens bekostning. Kan du ikke prøve at fortælle hvad du har gjort hidtil? Måske nogen kan hjælpe dig i den rigtige retning. Du skriver, at hun ikke altid er aggressiv. Hvilke hunde er det, hun er aggressiv overfor? Hvad sker der i de situationer?

Labradorer logrer altid med halen. Jeg kom engang til at træde min labrador over poten og han vendte sig fluks om og logrede til mig. Det siger desværre ikke altid så meget Det er selvfølgelig suverænt dit valg, og nej, han dør nok ikke af det. Men du er nødt til at vide, at det med ret stor sandsynlighed er ubehaget ved rykket i snoren, der får ham til at stoppe. Den vej kan du godt vælge at tage, men jeg synes, at du skal have det andet i baghovedet. Hvis du en dag gerne vil prøve noget andet, så ville jeg gøre følgende: 1) Brug nogle dage (måske en lille uge) på at køre Saxo træt. Lad ham blive brugt både mentalt og fysisk. Hvis han ikke lystrer indkald så godt endnu (han er trods alt kun en unghund ) så kan du have ham i en lang line - f.eks. en sporline eller en flexline. Start med at gå nogle gode ture - gerne hvor han rigtig kan strække ud. Måske en tur på stranden eller i skoven. Udnyt desuden, at labradoren er så glad for at hente og bringe. Gem en dummy eller en bold og lad hunden snuse sig frem til den. Derudover kan du lave spor eller fodersøg. Lad ham gerne arbejde lidt for maden. Hvis du sørger for, at han er aktiveret optimalt, er du formentlig allerede kommet et stykke vej. Uanset hvad kommer du ingen vegne med en hund, som har en masse overskudsenergi. Så det ville være første skridt for mig, hvis det var min hund. 2) Dernæst ville jeg gøre som Siri i denne her video https://www.youtube.com/watch?v=pPNPBx49tTE Held og lykke med det

Lidt ærgerligt, synes jeg. Det er selvfølgelig fint, at han går pænere, men det gør han sandsynligvis kun, fordi det har været ubehageligt for ham at blive rykket i. På trods af sele kan det sikkert godt gøre ondt.

Jeg tør næsten godt garantere, at det ikke handler om manglende aktivering og motion, når Lucca vil bestemme vejen. Det handler nok mere om, at hun har regnet ud, at hun kan få dig til at gå den vej, hun vil. Og det kan også være fint nok, men måske har Lucca bare brug for at du sætter en grænse lige der, så det ikke længere er hendes opgave at bestemme, hvor I går hen.

Måske er du kommet til at lade hende bestemme lidt for meget? Det har selvfølgelig været for at tage hensyn til hende og selvfølgelig skal du ikke gå på steder, hvor du ved, at hun kan risikere at blive bange, men når det bliver sådan, at man skal stå og lokke med culottesteg for bare at gå en tur, så er det måske på tide at sige lidt fra overfor alt det der og så bare gå? Jeg tror, at det nogle gange kan have den stik modsatte effekt, hvis man lokker for meget. Man kommer måske til at virke lidt vag i hundens øjne, når man står der og prøver at "overtale" hunden til at gå med og man lægger jo sådan set ansvaret over på hunden, så det bliver hundens valg, om den vil gå med eller ej. Giver det mening? Hvad tror du, der ville ske, hvis du tog styringen og simpelthen bare bestemte, hvor I skulle gå hen, så det er din beslutning og ikke hendes?

Håber hun lærer at beherske sig lidt - ellers bliver hun vist en dyr tøs at have i huset Men hun er godt nok fin

Okay, seriøst... Hvem mobber og eksluderer? Og er det fordi nogen vover at stille spørgsmål eller?

Det er overhovedet ikke respektløst, man er bare nødt til at anerkende at det er anderledes at have sin egen hund end at mødes med hunde, hilse på dem på gaden, passe dem eller hvad erfaringen nu består af. Det handler ikke om, at de erfaringer ikke er værd at tage med, men det ER bare anderledes og kan ikke helt sammenlignes med at have hund på fuld tid. Så når der bliver skrevet, at der ikke er erfaring med hunde, så menes der selvfølgelig erfaring med egen hund og det tror jeg egentligt også godt du ved... Og TS kan selvfølgelig ikke få mere erfaring med hunde ved at få en tyverialarm, men hvis den primære grund til at få hund er at den skal stoppe indbrudstyve, så bør man efter min mening overveje om det overhovedet er en hund, man skal have. Det kræver jo altså lidt at have hund. Man kan jo ikke bare forvente, at hunden er tilfreds med at være vagthund og kan fylde sin dag ud med det uden at komme til at kede sig halvt ihjel. Det siger jeg ikke TS tror, men det er svært at læse udfra indlæggene hvad de egentligt forestiller sig ift. at have hund og derfor synes jeg sagtens man kan gøre dem opmærksom på nogle ting, som er værd at overveje og hvad det egentligt indebærer. Det er jo ikke sikkert de selv har tænkt over det. Det er sikkert bare ment som en hjælp og ikke et dunk i hovedet. Det er det i hvert fald for mit vedkommende.

Derfor kan der jo stadig godt være behov for at racen f.eks. ikke har tendens til egetkønsaggression, hvis man forventer at den skal kunne sammen med familie eller venners hunde som voksen

Ligesom Ninkamus skriver, kræver det nok lidt mere info (og lidt flere overvejelser fra jeres side) før man kan anbefale jer en hund. F.eks. hvad I godt kunne tænke jer at bruge hunden til, udover at den skal være vagthund. Kunne I tænke jer at gå til en form for træning? Og hvor lang tid har I til aktivering og lufteture i løbet af dagen? Hvad med pelspleje? Har I hunde i familien, så det er nødvendigt at hunden skal kunne med de fleste hunde (også hunde, som er samme køn som jeres) eller er det ikke så vigtigt? Skal hunden være selvstændig eller samarbejdende? Sådan nogle ting kunne I godt tænke over, synes jeg. Egentlig synes jeg, det virker lidt forkert at få en hund, fordi man gerne vil have en vagthund. Jeg synes hellere udgangspunktet skulle være at I bare virkelig gerne vil have en hund, men når det nu skal være synes jeg I skylder den kommende hund at gøre jeres forarbejde grundigt. Og så er det også lettere at rådgive jer i forhold til race

Altså, ud fra hvad du skriver, så lyder det som om at hun også selv opsøger problemerne - at lade hendes hund løbe op i indkørslen skal hun jo bare ikke! Det er også decideret dumt, hvis hun gerne vil undgå jeres hund. Når det er sagt, synes jeg også I skal hegne ind. Jeg kan godt forstå, det er træls, men som hundeejere er det jeres ansvar at holde hunden på egen grund - også selvom hun måske selv lægger lidt op til at jeres hund skal komme ud til hende. Prøv at lade være med at se det som at hundene bliver spærret inde. De vil jo stadig have hele haven at gå i, de kan bare ikke komme ud. Og det er måske også meget godt i virkeligheden Som I har set nu, kan alle hunde blive fristede til at forlade haven, hvis det der kommer forbi er tilpas spændende og det slipper I jo så for

Hvis du vil, er jeg sikker på at nogle herinde kan hjælpe dig med at finde en god adfærdsbehandler eller give nogle gode råd til at gøre det lidt lettere for Sally

Men hvad så, hvis du får en hvalp ligesom Sally? Så har du pludselig to nervøse/sky hunde. Og derudover har du solgt hvalpe, som måske vil få det ligesom Sally. Og når hunde ryster af angst og stresser over det, når der kommer mennesker på besøg... Ja, så er det altså bare ikke specielt sjovt at være hund. Jeg ved godt, at du holder meget af Sally og kærlighed gør blind, men hånden på hjertet... Hvor fedt er det, at man ikke kan have gæster uden at ens hund(e) bliver rystende nervøse? Jeg har selv en hund, som stresser nemt, når vi er på besøg eller når vi møder andre hunde og det synes jeg på ingen måde er fedt. Jeg elsker hunden, men næste gang vil jeg gerne have en hund, som jeg kan tage med mig rundt uden problemer og en hund, som ikke stresser så let. Det er heller ikke sjovt at være hund på den måde. Og det er ikke fordi jeg vil pådutte dig min holdning, men forestil dig lige, at du vil være afskåret fra at have gæster de næste mange år. Det ville jeg altså ikke synes var sjovt. Og så synes jeg som sagt ikke, at det lyder som et fedt hundeliv at blive så nervøs bare fordi der kommer gæster eller fordi hunden er nødt til at være i tæt kontakt med andre mennesker. Det kan jo være svært at undgå og det er altså lidt synd for hunden. Så ja, jeg synes bestemt ikke du skal gøre det. Jeg synes, som Pivpiv skriver, at du skal finde en opdrætter, som avler robuste og sunde hunde og vælge din næste hund derfra.

Jeg ved ikke så meget om Malteseren, så jeg ved ikke, om det ligger til racen at være reserveret eller om det er en "fejl." Hvis det er en fejl i forhold til racestandarden, så ville jeg nok vælge at lade være med at avle. Især hvis hun samtidig er lidt sky omkring nye mennesker. Jeg mener i det hele taget ikke, at man skal avle på sky hunde. Reserverede hunde er en ting, men sky og nervøse hunde bør ikke indgå i avl. Sådan noget er arveligt og det ville være enormt synd for de hvalpe, som kommer til at lide under det resten af deres liv, hvis de arver det sind. Og så er det også hårdt for familierne, som køber en hvalp og har glædet sig helt vildt, men som så er nødt til at tage en masse hensyn for at hundens grænser ikke overskrides. Hunde er altid dejlige, men det er bare sjovere at være hundeejer, hvis hunden ikke lider under sådan nogle problemer. Jeg ved godt, at du ikke kan vide, om Sallys skyhed skyldes arv eller miljø, men det er jo et sats at tage. Og hvalpene betaler prisen. Men hvor er det fedt at du gør dig så mange overvejelser inden du tager en beslutning

Hej Cecilie, velkommen til Allerførst vil jeg sige, at du IMO ikke bør få hvalpe, fordi du gerne vil beholde en. Jeg forstår godt ønsket, men det er bare virkelig krævende. Især for tæven. Men også for dig. Det tager rigtig hårdt på en tæve at få hvalpe. Det kan opdrættere sikkert fortælle mere om, men jeg har hørt historier om tæver, der i en eller anden grad bliver hæmmede i deres hverdag, fordi sådan et kuld hvalpe er tunge at bære på og jeg har set billeder af tæver, som er helt afpelsede, fordi det er hårdt at opfostre et kuld hvalpe. Det skal du overveje om du vil sætte din hund igennem. Derudover bør du overveje, hvad Sally kan bidrage med til racen. Du bør få testet hende for relevante sygdomme, så du ved, at hun er rask og du ikke risikerer at stå med syge hvalpe. Desuden bør du overveje om hendes temperament egner sig til at blive avlet på. En nervøs eller sky hund bør f.eks. ikke avles på. Og her må du være kritisk, for det er arveligt og du risikerer at nedarve nogle ret uhensigtsmæssige ting, hvis Sallys temperament ikke er helt i orden. Sundhedstjek er selvsagt ikke gratis og det er det heller ikke at få hvalpe. Både tæve og hvalpe skal have ormekur, du bør overveje at bruge en progesterontest for at se hvornår tæven har ægløsning, tæven skal sikkert tjekkes løbende gennem drægtigheden og hun skal måske have taget røntgenfoto for at se hvor mange hvalpe der er, du skal have købt en hvalpekasse med diverse tilbehør og du skal have lagt penge til side til kejsersnit, hvis der går noget galt under fødslen. Som du kan se er det ikke bare sådan lige at gøre. Desuden kan du aldrig få en hund præcis ligesom Sally igen. Deres personlighed vil altid være forskellig. Og hvis det er den eneste grund til at få hvalpe på hende, synes jeg faktisk du skal overveje det grundigt og droppe det igen, hvis det ikke er helt tiptop. Og for så at svare på dit spørgsmål Nej, det er ikke dyrplageri at beholde en hvalp fra dit kuld. Det er der en del opdrættere, der gør og det går som regel fint, hvis tæven ellers er fornuftig og en god mor.

Det er dig, der har skrevet på hundegalleri også, ikke? Som foreslået derinde, ville jeg få tjekket hanhunden for smerter som det første. Manglende overskud/kort lunte kan godt skyldes, at han har ondt. Hvis dyrlægen ikke finder noget, kan et besøg hos en kiropraktor eller en massør være givet godt ud. De kan nogle gange finde ting, som dyrlægen ikke opdager. Derudover ville jeg indtil videre undgå de situationer, som trigger ham. Altså ingen legetøj og ingen mad, som de kan komme op at toppes over. Jeg ville fodre dem i hvert sit rum - det er helt normalt at hunde ikke bryder sig om at spise tæt på hinanden - og undgå at lege med dem, når de er sammen.

Jeg synes, det lyder okay. Det er helt normalt at voksne hunde lige skal vænne sig til, at der kommer en ny hvalp i huset Dog tænker jeg, at jeg nok ville hjælpe Emma lidt, når I kan begynde at se, at hun synes Fie bliver for meget. Både for Emmas skyld, men også for Fies. Emma er jo ikke gammel, men hun har måske alligevel ikke helt det samme overskud, som da hun var yngre og jeg synes ikke, at opdragelsen alene skal lægge på hende. Jeg ved jo ikke, hvordan I gør i situationen, når Emma ikke gider mere, så det er bare et forslag, hvis I ikke allerede gør det. Bare afled Fie og lok hende væk med noget legetøj. Helt stille og roligt

Det er godt nok bare så uretfærdigt at I skulle sige farvel så tidligt Sov sødt, Pjevs

Aner intet, men håber det går godt

Ja, det er vildt at se hvor dybt det ligger i dem. Tror aldrig jeg bliver træt af at se på hunde, som bare instinktivt ved hvad de skal, når de bliver præsenteret for noget af det de er avlet til at kunne. Om det så er hyrdehunde, jagthunde eller noget andet, så er det bare virkelig imponerende at se på

Jep, det tænkte jeg nok! Undrede mig bare. Der er sgu ikke rigtig noget politisk ukorrekthed over nogle kjoler

Hvordan er selskabskjoler politisk ukorrekt?

Ja, det lyder godt nok til man lige skal være over hende - i hvert fald i nærheden af de får der