bernerazuro

Og det gælder kun hunde? For det er ikke sådan jeg forstår dominans, når vi snakker om det i zoologiske sammenhænge. Ikke kun i Zoo, men også vildt (glæder mig dog vildt til diskussionerne på skolen, når vi begynder at bevæge os ud over parringsadfærd i adfærdslektionerne!). Selvfølgelig med forskellige grader. Primater og hyæner er ikke blandt de flinkeste Og nok slet ikke primater i fangenskab. Men der sidestilles dominans og dominerende og dominant. Det dominante individ, er det individ, der har formået at dominere de andre og dermed skabe ro i flokken, da alle nu ved, hvem der har ret til hvad, indtil en af de andre vover at udfordre det dominante individ. Man kan så nok sige, at forskellige arter har variende grad af aggression i deres dominerende adfærd (både niveau og mængde de skal bruge for at opnå status). Møffe er nok, hvad du vil kalde dominant - han har aldrig nogen sinde udvist nogen form for aggression, udover hvad jeg har beskrevet i indlægget herover. Men aner ikke hvordan han ville opføre sig i en situation med få ressourcer, han synes nok, at der konstant er mangel på mad dog Han er i hvert fald virkelig desperat for mad. Men det får ham sådan set ikke rigtig til at jage andre hunde væk fra mig, selvom jeg er kilden til mad og han kun fik sin mad på gåturene i en periode (udover den ene gang, hvor han tumlede en anden hund - men det er seriøst kun sket én gang). Hvordan ville du sige, at det ville se ud i en situation med få ressourcer, for en dominant hund, der vil holde på sin ret, når den egentlig aldrig har givet de andre hunde grund til at respektere dens overlegenhed i en ressourcesituation?

Wilma og Johna Tænk, det overrasker mig af en eller anden grund ikke Men har du oplevet, at de har sagt fra over for en, der er over dem? Ud fra at du siger meget sjældent i samme sætning som Wilma, så tolker jeg det umiddelbart som, at du har oplevet hende sige fra? Det er de der gråzoner, du ved :slem: Det er nemlig et rigtig tricky spørgsmål, hvis vi insisterer på at snakke om dominans/rangorden, med hvornår det kommer på tale. Det er vel også ganske normalt, at man har en længere lunte over for dem, man har en tæt tilknytning til, når man er en hund. Selvom de gennem domesticeringen er blevet gjort mere venlige, så er det jo stadig et flokdyr, der ikke bare sådan tænker at andre hunde er en potentiel ven uden forbehold? I modsætning til mennesker, som måske tør lidt mere med folk, vi kender - hvorimod vi over for fremmede varer vores tunge og forsøger at være mere politisk korrekte. Og jeg tænker også, at de hunde, der har det man ville kalde dominerende adfærd, egentlig bare er hunde, med kortere lunte end andre og som bare siger fra tidligere. Eller er bange/nervøse og skjuler det med rejste børster, aggressiv fremfærd osv. Men jeg er samtidig også så ydmyg, at jeg ikke vil sige, at jeg er 100% sikker/ved det. Men tilbage til relations- og flokdannelse o.lign. Når to hanhunde mødes, hvad er det så der sker? Altså, når Møffe møder en hanhund, så sker der intet, medmindre den anden hanhund spiller op. Men er det dominans, når de står der og "ser hinanden an" (det er jo det, mange typisk siger), eller er det fordi de ser en trussel og overvejer hvordan de skal forholde sig til den? For man kan jo sige, at hanhundene konstant konkurrerer om en ressource: Tæver. Og hvis de på forhånd har sat en anden hanhund på plads, så er den ligesom sat på en hylde og af vejen. I naturen ville de jo kæmpe til døden, fordi den anden var trængt ind på et territorium, men der har vi ændret hunden tilpas meget, så vi faktisk ikke længere kan se på, hvad ulven ville gøre. De fleste voksne ulve dræbes netop af andre ulve, ikke af sult osv. Men så er det bare, at det ikke helt stemmer overens med min egen observation. Nu har jeg en hanhund, der er 6 år gammel og var intakt indtil i sommers (kastreret af medicinsk årsag). Han har aldrig startet balladen (undtagen da han var teenager og havde haft et par dårlige oplevelser), altid været rolig og selvsikker. Når han har mødt en anden hanhund, der har "strammet op", så har han for det meste også selv strammet op som respons og jeg har kunnet se på ham, at han nærmest har tænkt "f*ck, hvad har den gang i?". Men min erfaring er, at når jeg har fået Møffe væk fra de situationer (eller de par gange, hvor vores træning er gået rigtig godt og han selv valgte at forlade disse hanner), så har den anden hanhund tydeligt slappet af og nærmest prustet ud og tænkt "puha, det var en lettelse!". Altså siger det mig, at det snarere skyldes at de ser et trusselmoment/faremoment i andre hanner, end en konkurrent? For de har jo ikke formået at få Møffe til at underkaste sig (tror hellere han ville dø Ikke engang da han var hvalp underkastede han sig, men opførte sig som en voksen hund - undtagen overfor en bestemt sankt bernhard, hvor han altid opførte sig som en lille, fjollet hvalp, selv da han blev voksen Men han udførte aldrig passiv underkastelse). Møffe har så at skrive aldrig nogensinde været fysisk. Han vogter ingen ressourcer (udover en enkelt gang, hvor han 'vogtede' mig, fordi jeg var lige høj nok i værdi grundet træning og han lige tumlede en anden hund, der syntes mine godbidder duftede godt - det fik vi hurtigt ændret, så det gør han ikke længere). Han stjæler gerne fra mennesker (han lever højt på GG-metoden ), er dog ikke sikker på det med hunde(?), men han respekterer knurren/brummen, når han ellers forstår det (det gjorde han IKKE da han var hvalp, det førte til nogle knubs og jeg er stadig ikke helt sikker på hvor godt han forstår det i ressourcesituationer? Han går for det meste i stå, ikke stivner, bare går i stå/går i baglås). Hvis en anden hund kommer hen og prøver at tage noget fra ham, så slipper han det for det meste også bare. Prøver en anden hund til gengæld at knurre noget fra ham, så bliver han altså gal - eller, dvs. han svarer igen med samme skyts, aldrig mere. Knurren fører til knurren, markering til markering. Har haft ham i en slåskamp én gang, fordi han fandt en bold og en anden hund forsøgte at knurre den fra ham (bolden var retteligen dens i menneskeøjne, men i hundeøjne var den ingenmands, da Møffe tog den, men havde selvsagt en høj værdi hos denne hund). Møffe er faktisk en af de hunde, som andre hunde ser op til naturligt - selv hanhunde, der har udviklet egetkønsaggression overfor andre hanner, de er vokset op med, opfører sig som hvalpe overfor Møffe. Men han er aldrig nogen sinde fysisk og aldrig dominerende i sin adfærd. Og netop dette får mig også til netop at tænke på, at det med at dominans er en speciel egenskab (her tænker jeg ikke som individ, men som en relationsbyggende metode hos en art) er noget halvvås og igen egentlig bare et spørgsmål om læring om, hvad der kan betale sig og hvad der ikke kan. Men min erfaring stammer jo ikke fra en observation af en flok, men derimod hans interageren med mere eller mindre kendte hunde, vi møder i den lokale park. Og der er så også hunde, som jeg ganske enkelt holder mig på lang afstand fra, fordi deres kropssprog ikke tiltaler mig (og jeg har så at skrive altid ret - reddede en hund engang fra at blive bidt af den ene, fordi ejeren lod den vandre hen til os (greb den lige som den sprang frem med åbent gebis), en anden er lige blevet efterlyst på en FB-gruppe grundet alvorlig øjenskade efter overfald og jeg kunne blive ved...). Og disse hunde kan jo ikke siges at gøre det i dominans, da de har mistet den ritualiserede del og der er kommet skader (hvilket det jo netop skulle være med til at forhindre). Det var vel lidt om vores erfaringer fra parken :hmm: Nogle af hundene møder vi på ugentlig basis, andre mere månedligt. Jeg synes ikke selv, jeg kan observere noget dominans-halløj iblandt dem, men mere noget alm. dynamisk, hvor de lærer hinandens forskellige personligheder at kende, hvem, der gider lege, hvem der er gode at snuse med, hvem man egentlig ikke rigtig gider noget med osv.. Det mest dominansagtige jeg oplever er vel den madglade jack russel, der mener, at hun kan løbe hen til alle de forskellige hundeejere og når hun så er der, så jager hun de andre hunde væk, i håbet om at hun kan få godbidderne for sig selv (selvsagt en hund, jeg holder mig på afstand af, da jeg ikke er interesseret i at min hund får et hak i tuden, når han tjekker ind). Men det er jo igen bare alm. ressourceforsvar og som du siger, så respektere dine hunde hinandens ejerskabszoner Og ellers, at nogle hunde virker til at "se op" til nogle, som for eksempel Møffe. Som ikke længere selv ser op til nogle, da sankt bernharden desværre er taget over regnbuebroen... Men på den måde kan man vel godt sige, at der er noget slags lederskab, uden jeg egentlig synes, man kan kalde det det? De kender hinanden, tilpasser sig hinanden og ved hvem hinanden er og lægger forskellig værdi. Men det kan man nok mest sige om dem, der virkelig møder hinanden fast - og så de egetkønsaggressive hanner, der stadig elsker Møffe Men de har jo så også kendt ham længe, selvom de ikke møder ham så ofte længere (den ene går aldrig i parken længere og har ikke mødt den i flere år, så den har nok glemt ham nu). Jeg passede godt en anden berner engang i 14 dage, der er 1½ år yngre end Møffe. Det gik sådan set fint, der var aldrig nogen konflikter. Han er lidt skarpere og langt mere usikker end Møffe i temperamentet (hvis man kan kalde det skarpt, han var stadig en berner ) og havde ressourceforsvar og var mere vagtsom. Skarpheden, vagtsomheden og ressourceforsvaret kunne foranledige nogle til at tro, at han var lederen, men usikkerheden gjorde ham jo egentlig uegnet ved siden af Møffe, samtidig med at han stadig kun var en unghund. Jeg vil ikke engang konkluderer at nogen af dem blev lederen umiddelbart, men det var altså også kun 14 dage... De gik super godt i spænd, legede og havde ingen konflikter, udover under et fodersøg, hvor Jayson knurrede af Møffe, der kom for tæt på den foderpille, han havde fundet (konklusion: Ingen fodersøg sammen). Ingen syntes at se hverken op eller ned til den anden. De mødte desværre ikke hinanden så ofte den efterfølgende tid (grundet Møffes korsbåndsoperationer) og efterhånden begyndte han at knurre af Møffe, når de mødtes - men så snart jeg kløede ham lidt på ryggen og sagde "Jaaaaysoooon, det' jo bar' Møffe", så var alt glemt. Møffe ignorerede koldt hans knurren, tænker at han kendte Jayson og kunne læse "hvorfor". Igen, hvis det havde noget som helst at gøre med dominans, så ville alt vel næppe være glemt, fordi man lige blev afledt? Han kom også altid løbende glad og fro hen til os, for han kendte os jo, men når han så kom hen til Møffe var det som om han tænke "øh, ups" og begyndte at spænde op. Åååh, håber alt dette gav mening

Det er jo også den beskrivelse jeg har hørt om dem, men det er bare ikke min vens erfaring. Det kan have noget at gøre med, at hun samtidig har en alt for venlig berner, der aldrig siger fra, det skal jeg dog ikke kunne sige! Tak for, at du nævnte gode og dårlige opdrættere i begge lejre Og når der ikke er krav om markprøver i DJR heller, så er der jo netop også risiko for opdrættere, der bare avler for at avle (hvilket jeg synes du fik det til at lyde som om ikke rigtig var tilfældet i DJR, men det kan være min misforståelse). Så endte det jo egentlig ud med, at vi var meget enige, bortset fra at jeg tænker, at en udstillingsmodel måske stadig kan være en mulighed - men igen, jeg har faktisk ikke rigtig stor forstand på eller erfaring med labradors. Så der er jeg i grunden nok ikke den bedste at spørge, jeg ved bare, at hende, jeg kender, ikke lige synes at formel 1'eren var helt som ofte beskrevet (men hun elsker ham til månen og tilbage igen og vil have samme type næste gang - så det er ikke fordi hun finder det problematisk, hun kan bare ikke se, at en formel 1'er passer ind hos den typiske familie).

Er jo egentlig også meget enig med dig i din holdning, også at man ikke kan sammenligne på tværs af arter. Grunden til, at jeg bragte lemurerne ind, var at jeg her ikke synes, at de klassiske fortolkninger af dominans gælder her heller - man klassificerer deres adfærd som dominerende, alligevel så passer det ikke rigtig, når man kigger nærmere på det og er der overhovedet snak om dominans, eller bare alm. læring? Fx jager den større gruppe hannerne væk, så de nærmest ikke tør komme ind. Det er jo egentlig bare bølle adfærd, der er åbenbart ikke engang ritualiseret adfærd indblandet, som vores hunde jo ellers har. Udover at de ikke bider hul, altså, så der er kun snak om skinangreb, når de jager. Så har vi gruppen, hvor dominansforholdet ikke er stabilt, men situationsafhængigt. Og de to, hvor jeg endnu ikke har været i stand til at observere noget som helst, selvom jeg har arbejdet med dem i snart 4 måneder og nok først ser noget, når vi kommer ind i parringssæsonen. Giver det mening? Egentlig er jeg vel bare ude på at debattere og få bragt fokus på, om begrebet i grunden overhovedet er brugbart, navnlig hos hunde. Og om det ikke bruges generelt lidt for meget i flæng og her tænker jeg jo så ikke kun på grunde (glæder mig til diskussionerne på skolen). Men dominans skulle netop have noget med ressourcer at gøre og tilgangen til disse. Og en udadreagerende reaktion er vel normal, når en anden irriterer én unægteligt? :hmm: Det ville vi mennesker jo også, uden vi ville klassificere det som dominans. Ser du tydeligt, at kommunikationen kun går én vej - Karla reagerer over for begge, Johna kun over for Wilma, mens Wilma aldrig siger fra osv.? Eller er der også noget dynamik? Jeg er ikke imod tanken om, at der er en hund, der har en slags lederposition, det er jo ganske normalt, at der er en, som de fleste ser op til og tilpasser sig på en eller anden måde, også hos mennesker. Ang. situationen med unghanner - så er det jo, at man siger, at dominans kun foregår internt mellem hunde, der har en egentlig relation og tilknytning. Så kan det overhovedet kaldes dominant? Selvfølgelig er der en relation, så snart de har mødt hinanden, men de har jo ikke knyttet flok eller har nogen intentioner derom, tænker jeg. Hun har fået nok og siger fra på en ritualiseret måde. Og det er selvfølgelig relationsdannende og kunne nok klassificeres som dominerende adfærd, men også bare som et "nu har jeg sgu fået nok, fat det" - uden der er tanker om status/rang indenover.

Har DJR krav om prøver og sundhed osv.? Ved bare, at de samarbejder med DKK, så ja, de er også en vej at gå. Tænkte bare, at det blev for forvirrende, hvis jeg begyndte at nævne flere organisationer. Vil dog stadig mene, at udstillingslinier kan være vejen at gå, hvis de er kritiske med opdrætter som jeg beskrev - kender en, der har en formel 1 labrador og den er altså ikke så tilpasningsdygtig, som nogle jagtfolk siger, at de er. Han er herlig, skide god at arbejde med, verdener væk fra en berner sennen (ejeren havde bernere før) og så kræver han, at der sker noget i hans liv. Hun er så heldigvis også dedikeret, træner meget og går lange ture dagligt. Men ifølge hende, ikke tilpasningsdygtig, dertil er der for meget knald på i hans hjerne og for meget energi i kroppen. Og hendes næste hund bliver nok samme slags, så det er på ingen måde, fordi hun er afskrækket.

Men hvordan kommer det til udtryk? Det siges jo også, at der både er hierakier for kønnene og nogle gange på tværs af kønnene. Ulvene, som hundene stammer fra, kører jo med to hierakier - et for tæverne og et fra hannerne, men vel også noget på tværs på én eller anden måde, som du mener at have observeret hos dine Synes ofte jeg har hørt (uden at være helt sikker) i hundehold med både hanner og tæver, at tæverne normal er ret bossene, men at det er hannerne i sidste ende, når det virkelig gælder - men det gælder ikke dine? Er rent i diskussionsmode nu og skriver de ting, jeg mener at have lært om det, uden at jeg absolut selv deler samme holdning Prøver bare at få nogle flere dimensioner på og synes det er en interessant debat.

Jeg er jo kommet ind i Zoo verdenen og der bruges ordet "dominans" ganske ofte og netop i situationer, hvor det kommer til udtryk fysisk især. Derfor jeg er kommet til at spekulerer rigtig meget over det igen, selvom jeg egentlig helt havde forkastet ordet fra mit ordforråd nærmest Men ja, det er jo netop Karlas måde at være dominant, der ofte skildres af trænere, der bruger positiv forstærkning. En uvoldelig 'leder', der har opnået sin status gennem alder, ro og selvsikkerhed-agtigt. Når hun giver dem/Wilma en røffel, er det så i ressourcesituationer, hvor de prøver at tilsjuske sig noget, eller hvor hun får dem væk fra det eller hvornår sker det?

Wow, fedt! Kæmpe meget held og lykke med det! Det skal nok gå godt med den sejeste Dingle :hjerte:

Normalt ikke et ord jeg bruger, når vi taler om hunde. Men hvordan forstår I ordet? Er dominans i grunden bare, hvad vi kalder bølleadfærd blandt vore egne børn? Det er sådan jeg beskriver det for mine hvalpekursister og egentlig også sådan jeg ser alle disse situationer, da jeg ikke kan se hvad godt det gør, at bruge et fancy ord, som også har fået tilhæftet diverse myter i hundeverdenen. Når det egentlig ikke ændrer på måden, problemet skal håndteres. Som et eksempel siger man at lemurer er "martriarchal", dvs. det er 'damerne', der bestemmer. De er større og stærkere end hannerne, så sjovt nok også de fysisk overlegne. Jeg passer pt to lemurer, hvor det egentlig kan drages i tvivl (og to, hvor jeg ikke har kunnet se nogen tegn på magtanvendelse eller at de undviger hinanden - og så en større gruppe på 5, hvor det er tydeligt). Hunnen er størst og stærkest og er madmotiveret. Men hannen er så meget desto mere madmotiveret - så hvis jeg ved et uheld, når jeg belønner dem, ikke præsenterer dem ét stykke hver i behørig afstand af hinanden, så maser hannen altså hunnen væk og hun viger for ham. Men derudover, så er det typisk hende, der bosser rundt med ham og når de får adgang til mad, flytter han sig som oftest for hende, hvis hun springer hen der hvor han er. Hvilket igen får mig til at tænke, hvad søren menes der egentlig med dominans? Er det egentlig bare, at dette individ er stærkest/har en historie for at være stærkest og er tilpas motiveret til at dominere (være en bølle/skræmme) i de fleste situation? Men så snart at motivationen er relativt begrænset, så gider man ikke tage kampen? Og derfor bare et spørgsmål om, hvem der er mest motiveret og fysisk stærk i situationen. Og dermed igen udelukkende et spørgsmål om læring: Is it worth the effort or not? Og når de ældste så stadig er de dominerende, selvom de er ved at blive fysisk svagere, så har de stadig "the grip" på grund af en læringshistorie hos de andre individer. Anderledes sagt, så defineres dominans som, at dyrene former et "hiraki", hvor hvert dyr kender dets plads og at det er en udfordring af øvre rangerende, når de forsøger at tilsjuske sig noget - og de øverste rangerende er dem, der er førsteret til ressourcerne. Kort udgave. Hvor jeg mere tænker, at der er tale om en læringshistorie bag snarere. Og så selvfølgelig noget genetisk, der gør, at de ikke ofte vil forsøge at anvende deres magt, da det vil svække dem i længden med for mange skærmydsler. Altså ikke rigtig anderledes end, at jeg ikke har tænkt mig at sætte min hånd i nærheden af en kogeplade - med den forskel at jeg gennem attitude ville kunne påvirke et dominant individ. Nu har jeg ikke selv flere hunde, så kan ikke trække på egne erfaringer ift. hunde og dominans. Men glæder mig da til at høre jeres

Det er jo rigtig sjovt! Og et tegn på, at I begge gør jeg nogle tanker bag det at få hund, hvilket er super :5up: Det er en stor beslutning og et stort ansvar man tager på sig, især når man også har et børn, der ikke har det nemt. Først og fremmest bør I læse nogle gode bøger om hundetræning, adfærd osv. inden I får hvalpen hjem, så I har basis på plads Irene Jarnved og Lone Greva har nogle fine bøger herom. Der er desværre ingen krav om uddannelse når det gælder hundetræning og -adfærd, så det er en ren jungel. Plejer altid at anbefale folk at gå efter nogle, der er uddannet hos Hund og Træning for at være sikker på, at de får en hundetræner, der ved, hvad han/hun har mellem hænderne. DKK har også en masse træningspladser, men her er niveauet meget varierende, det samme med DCH's træningspladser. Der findes knald dygtige trænere, der tager hensyn til de forskellige hundes niveau og har styr på indlæringsteori, adfærd osv. Og så findes der dem, der enten fik deres uddannelse for alt for mange år siden eller som har lidt for meget egen improvisation. Har selv oplevet en træner på en DKK plads der gennemgående var dygtig, men lige havde et tvist af noget meget ubehageligt, desværre. Alle hunde kan selvfølgelig lære at samarbejde, men fx. jagt- og hyrderacerne har været avlet til at samarbejde med deres ejer om arbejdet, hvor for eksempel en berner sennen er en gårdhund, vogter og trækhund. Den holder sig tæt til familien, knytter sig tæt, men skal samtidig være i stand til at tage selvstændige beslutninger og derhar har den der "Njah, den idé synes jeg egentlig ikke er så god, mor - hvorfor var det jeg skulle gør det, fordi det her ovre ser mere spændende ud, så du er altså nød til at have en god grund" - hvilket nogle elsker. Og andre forbander Hvis vi så går over i spids hundene så er selvstændigheden endnu større og aktionsradiusen lige så, så der har vi en hund, der ikke har noget imod at løbe langt væk og samtidig egentig synes at samarbejde er højst opreklameret, så et stabilt indkald siges af mange husky ejere at være en umulighed, for eksempel. Anderledes sagt, jo mere selvstændig hunden er, jo længere tid skal der ligges i træningen blot for at få stabilitet i samarbejdet (og jo mere korrekt skal man udføre træningen for at hunden ikke opgiver dig). Er man flittig med sin berner, vil langt de fleste få et super stabilt indkald og kunne komme langt lydighedsmæssigt, men en labrador er unægteligt gennemsnitligt nemmere at gøre stabil. Men hvis I vælger en berner, så tror jeg, at I skal gå efter nogle bestemte linier. Jeg vil normalt ikke kalde berneravlen for opdelt, for det kan INGENLUNDE sidestilles med fx labrador- og schæferavlen, men der er opdrættere, der avler mere aktive og træningsfokuserede hunde end andre, som går efter de mere rolige og selvstændige. Har kunnet skimte et lille billede som instruktør på et hvalpehold. Man siger generelt at hvalpe ikke må løbe, så det er 0 løbetur i det første år (altså, udover hvad den selvfølgelig selv udsætter sig for i leg og undersøgelsesadfærd osv.), da risikoen for skader i de voksende led er for stor. Skal bare lige være sikker på, at du er helt med på hvad jeg mente En berner kan fint løbe om vinteren, om sommeren skal det være tidligt om morgenen og selvfølgelig skal man vurdere vejret. Jeg ved ikke hvor godt labradors klarer løb i varmen, men nok væsentligt bedre. Som minimum de første tre måneder af dens levetid bør den bæres op og ned ad trapperne - dette gælder også for labradors. Jeg opgav selv vores 6 trin da Møffe blev ½ år (36kg!) Nogle vil sige hele det første leveår, hvilket jeg gik efter dengang, men et studie lavet i Norge viste, at det var hvalpens første tre måneder, der er afgørende. Jeg tør ikke sige noget med sikkerhed. Grunden til frygten for trapper skyldes hofte- og albueledsdysplasi og OCD (mus i skulderen primært), hvilket er et arveligt problem som de fleste racer er disponeret for. Det lyder super :5up: Der findes et hav af sportsgrene, det mest oplagte med en labrador vil nok være Rally-O, Lydighed (også kaldet LP, for lydighedsprøver) og markprøver. Hvis det bliver en berner skal I nok holde jer til Rally og Lydighed. Og eventuelt noget vogntræk, der findes vist et sted på Sjælland, hvor de træner vogntræk for sjov. Der er også nogle der har succes med redningshundearbejde med en berner. Men start først og fremmest hos en rigtig dygtig hvalpeinstruktør, hvor der max er 8 på holdet og der sættes individuelle opgaver for hvalpene. Hvis træneren fx siger "indtag plads" og derefter dirigerer kursisterne rundt, så ville jeg holde mig langt væk. Der er ikke plads til individuelle mål i træningen, da alle bliver bedt om det samme og for det meste kan nærmest ingen af hvalpene leve op til instruktøren krav = både hvalpe og fører føler nederlag og fiasko. Giver det mening? Spørg endelig løs! Giver lige nogle link: Træning: http://sea-hund.dk/ http://dogtraining.dk/ http://www.canis.dk/ Bøger: Hvalpe, adfærd og træning: https://www.saxo.com/dk/hvalpen_lone-greva_indbundet_9788702046403 https://www.saxo.com/dk/fra-hvalp-til-hund_irene-h-jarnved_indbundet_SX42980424 Denne er ambitiøs og handler UDELUKKENDE om træning, men den er godt skrevet og giver en rigtig god forståelse for indlæringsteori og hvordan man egentlig bygger træningen op, så man får succes: http://dyrelageret.dk/boeger-fra-canisno-139/klikkertraening-for-din-hund-dansk-udgave-p3651

Om jeg gør! Er begyndt at drømme om ham hver nat, tror jeg - i hvert fald de sidste to drømme, jeg kan huske Tror nok jeg glæder mig - meget Undskyld Umulia

Og kan dælme godt forstå, at du glæder dig! :hjerte:

Ingen tvivl, Møffe bliver stadig overstadigt glad Men heldigvis ikke så sindssygt, som da jeg kom hjem fra Paignton, hvor han kom op i det røde felt. Kunne ikke rejse mig i flere timer fra min stol uden han næsten gik i panik.

Tænker at med alt det man efterhånden har fundet ud af med hunde og indlæring, at det sagtens kan være social læring/tillært. Capturing har jo været velkendt, også at det virker bedre på nogle hunde end andre. Tror Møffe ganske enkelt ville være forfærdelig til den indlæringsmetode, men han smiler sjovt nok heller ikke. Men "Do as I do" er jo også ved at vinde frem, hvor man lærer hunden, at kopiere ejers adfærd til at indlære nye øvelser. Synes egentlig det er rigtig interessant, for det beviser jo at hunde har en bevidsthed om både sin egen og vores krop i en grad jeg faktisk ikke rigtig tilskrev dem før. Og derfor tænker jeg også, at det er mere sandsynligt, at det rent faktisk er, at de har kopieret vores smil, end jeg tænkte førhen. Derudover også at det kan være forskelligt fra hund til hund, hvor meget der er egentlig læring (mor bliver sjov, når jeg gør det her) og hvor meget, der er social læring (mor gør sådan i de her situationer, så det gør jeg også). Ikke at jeg har nogen erfaring med smilende hunde dog

Vil ikke anbefale en cocker spaniel - tro mig, den kan sagtens løbe, især hvis du tager ft linierne. Men den er lille og derfor mindre tolerant overfor hårdhændet behandling, da det føles hårdere. Og så har de vist stadig en tendens til ressourceforsvar, hvilket ikke er en god kombi med børn (alle hunde kan selvfølgelig få ressourceforsvar, især hvis man ikke respekterer deres ejerskabszone, men risikoen har været større ved cockers). Var ikke klar over, at det var et krav, at den skulle med på løbeturene - for så er en berner nok ikke det bedste valg, medmindre du går efter de mere aktive linier. Kender bernere, der er med ude og løbe Men selvfølgelig først når de er fuldvoksne, som med alle andre racer.

Møffe genkender intet - der var en mild reaktion en enkelt gang, hvor han måske syntes han genkendte noget, nok i mit tonefald/måden jeg sagde det på. Men ikke noget, han troede på, for det var ovre efter et par sekunder. Tror også de vender sig lidt til, at vi "forsvinder". Da jeg var i Paignton Zoo i 4 uger var han fuldstændig sindssyg da jeg kom hjem og jeg var faktisk nød til at træne alene hjemme med ham (dog ikke sådan helt vildt, bare lige minde ham om, at jeg altså kommer tilbage). Da jeg var i praktik i Ree Park i 4 uger og kom hjem hver weekend, blev han bedre for hver uge - men forlod ham IKKE i weekenderne, end ikke for at handle en liter mælk (gudkselov for at bo hjemme ). Når jeg skal hjem på ferie om 7 dage er jeg meget spændt på hans reaktion, når jeg har været væk i næsten 4 måneder...

Nu du siger det, trådene lyder meget ens - tænkte det godt, da jeg svarede på den anden også, men kunne ikke huske detaljerne præcist længere og tænkte "et af livets sjove tilfælde" :hmm: Men da kun godt, hvis begge har fundet herind for at spørge om råd

Han genkender faktisk din stemme osv? Møffe genkender intet, når vi skyper! Hvilken egentlig er heldigt nok, for tænker at det må være vildt frustrerende for dem? :hmm:

Udover tolerancetærskel, hvordan ønsker I så sindet? Udover en løbetur, hvor meget tid vil I så bruge på gåture og træning fx? Meget samarbejdende, eller lidt selvstændig/meget selvstændig? Labrador lyder som et godt valg. En mindre fysisk krævende race, men typisk med større selvstændighed, kunne være berner sennen tæve, som også er virkelig rolig og sikker og tolerant, men, hvis fra de rigtige linier, også vil have det fint med en løbetur. Men det er selvfølgelig noget, I skal sætte fokus på at træne hunden til at være ok med, dvs. i skal træne situationerne med datteren med hunden, så den ikke lærer at tolerere det - men faktisk at have det helt fint med hendes adfærd. Ellers risikerer I at ende med en hund, der har virket til at klare det fint i masser af år, indtil den pludselig bed "ud af det blå". Deruover skal I også være kritiske med opdrætter og være sikre på, at det er selvsikre og tolerante hunde, der opdrættes der og at I får en godt egnet hvalp Ikke alle opdrættere lægger ordentligt vægt på temperament, især ikke hvis vi bevæger os ud af den registrerede avl (hvilket jeg vil anbefale jer ikke at købe fra).

Jeg ville altid gå efter en DKK-opdrætter, aldrig andet. Noget I også skal sætte jer ind i, er at racen er delt op i to-tre "linier". Der er den typiske, du ser i gadebilledet, som er udstillingsudgaven - en mere tungt bygget hund. Så er der jagtmodellen og formel 1 typen. Begge to jagtlinier, men formel 1 stammer DIREKTE fra engelsk/irske markprøve linier. Typisk mere spinkle, men stærkt bygget, hunde. Jeg kender ikke de præcise forskelle, men typisk er jagtlinierne mere bløde i munden, mere samarbejdsvillige - og mere aktive. Uden at jeg kan sige det mere præcist! Grunden til, at jeg siger en DKK-opdrætter, er, at det er her du finder de seriøse avlere, der avler for at bedre racen og som typisk ved noget om avl og genetik (der er krav om opdrætteruddannelse, hvis de vil have kennelnavn/-mærke). Søg på retrieverklubbens opdrætterliste og find nogle opdrættere, du synes virker tiltalende og besøg dem og få en snak med dem Men besøg dem gerne, INDEN de har hvalpe, da du ellers forelsker dig kritikløst i de små poder og ikke kan sige nej. Snak med dem om, hvad de gør for at socialisere og præge hvalpene til at blive godt rustet til deres nye liv og snak med dem om, hvilke tanker de har gjort sig bag parringen og hvad de forventer af hvalpene, både når det kommer til sundhed og temperament. Og følg din mavefornemmelse. Du kan finde opdrættere og læse om racens sundhed her: http://www.dansk-retriever-klub.dk/

Møffe gør det samme, dog er bamsen temmelig underordnet her. Hver gang han kører for højt op i glædesgearet (hvilket vil sige - hver gang han får gæster og nu og da også når vi - familien - kommer hjem), så snupper han gerne en bamse og spurter udenfor, hvor han ligger og sutter på den. Min erfaring er, at det hjælper ham til at tage toppen af stressen væk, men hvis ikke man stopper ham hurtigt, så vedligeholder det til gengæld det resterende stressniveau. Så jeg lader ham gerne have den i nogle få minutter og så er det slut med bamse (bytter selvfølgelig med godbid), hvorefter han selv må finde ro. Det går som regel fint (hvis jeg ellers husker at gemme alle de andre ting væk, som kan blive sutteobjekt ). Ville dog foretrække at lære ham selv at finde roen hurtigt og forsøger at hjælpe ham dertil, men har jeg glemt en bamse, så lader jeg ham få den. Har en kollega, som også har en hund, der gør dette.

Desværre ikke specielt meget - udover det obligatoriske "come on in!" og "come on out!". Men det bevæger sig efterhånden i den rigtige retning lige så stille og selvfølgelig vha. positiv forstærkning/klikkertræning Kbh. Zoo gør et knald godt stykke arbejde! Har været behind the scenes til flere af deres træningsprojekter, både med tigrene (halleluja, vi tager lige en blodprøve fra tigerens hale, uden den så meget som rykker et knurhår) og uglerne + været til en konference, hvor de fortalte om, hvad de har gang i. Det er fandme fedt og imponerende og jeg tager hatten af for hvor meget de gør for at højne dyrenes velfærd! :5up: Det er nemlig lige det jeg synes det er, den viser bare sådan en glad og fjollet Møffe-dreng

Se, det var faktisk et scenarie jeg brugge for nylig, da en bekendt fortalte mig, at hun ville bruge bur til alene hjemmetræning... "Jeg kan lige se overskrifterne for mig, hvis vi begyndte at spærre tigrene inde i bure natten over, fordi vi ikke var der til at holde øje med dem." Typisk lukkes de kun inde i deres indendørs anlæg, hvis det blæser kraftigt med risiko for væltede træer = farerisiko for både mennesker og dyr. Og deres indendørs anlæg kan ikke just sammenlignes med noget som helst hundebur Tjah, en chihuahua i det bur jeg købte engang til udstillingsbrug til når jeg ikke kunne holde linen selv (toiletbesøg fx) og ikke havde adgang til mennesker, jeg havde tillid til (pest eller influenza Giv linen til en person, der bruger metoder, der er er imod dine principper eller put den kortvarigt i bur, mens du er væk? Bruger dog aldrig buret, kom frem til, at der nok forhåbentligt altid var nogen tilstede jeg havde tilpas tillid til), det kunne måske/næsten være ok. Men jeg tror faktisk ikke den chihuahua ville have trivedes i buret, hvis den havde lavet enten nr. 1 eller 2 i den ene ende. Når jeg tænker på, hvor lang væk Møffe vil fra sin egen lort. Og mig bekendt findes de ikke større? Hunden skal i hvert fald ikke være meget større end en chihuahau, førend buret faktisk kunne udøve problemer. Og igen vil jeg ikke finde det ok i længere tidsperioder. Angående flugt, så er det selvfølgelig afhængigt af husets/lejlighedens størrelse, men skulle Møffe blive forskrækket over noget i vores hus, så kan han fandme godt flygte i en rigtig god grad! Men sådan kan vi jo altid sætte det op - ikke desto mindre er muligheden for, at hunden kan flygte svært begrænset (faktisk ikke-eksisterende) i et bur uanset din lejligheds eller hus' størrelse, for i buret er der INGEN mulighed. Til gengæld kan din hund gøre voldsom skade på sig selv i forsøget på at komme ud gennem tremmerne. I de fleste lejligheder/huse kan din hund vel i hvert fald flygte 10-15 meter. And that's the point - selvfølgelig kan vi ikke tilbyde hunden muligheden at flygte langt væk fra det, der forskækker den, det ville gå imod dansk lovgivning, da vi skal holde hunden på matriklen (og sund fornuft, da vi ville udsætte hunden for fare). Men vi kan i det mindste gøre, hvad vi kan og ikke afgrænse hunden mere end højst nødvendigt imo.

Absolut! Hårdt og beskidt! Har i dag været nødsaget til at stikke hånden ned i et afløb næsten helt op til skulderen med råden spåner, lemurlort og -tis af flere måneders dato (og jeg havde ingen handsker på). Næh, synes da ikke det var lækkert, men når jeg tænker tilbage på dagen, så har jeg sgu haft en god dag, selvom jeg da også lige knaldede knæet hos edderkoppeaberne (så jeg knækkede sammen og følte, at jeg ikke kunne gå), tidsplanen væltede osv. og forresten i det hele taget havde mega travlt (heldigvis fik jeg ordnet berigelse inden jeg opdagede at min dag blev travl!). Dyrepasser er ikke noget man bliver, fordi man uddanner sig... Det er noget man bliver, fordi man VIL det. VIL man det ikke, så stopper man hurtigt eller bliver fyret, for man skal give sig selv 100%, så rengøring gøres ordentligt hver dag og så dyrene bliver beriget - og det til et job med dårlig løn, som er fysisk hårdt, med ekstreme krav til ens indsats (især lønnen taget i betragtning), beskidte arbejdsopgaver (70-90% består i udmugning og de resterende opgaver er heller ikke alle sammen det folk typisk vil sætte pris på) osv. Og tænk - jeg elsker det Jeg vender tilbage så snart jeg ved noget nærmere :mrcool:

Jeps, jeg gør! Især fordi jeg har aaaalt for lidt weekend! Sådan går det jo, når man arbejder i Zoo, der foregår dagene lidt anderledes end ved de fleste andre jobs Super med hjemmestudie, så håber jeg, at Stella-mor også kan en hverdag!