Først og fremmest synes jeg ikke det er useriøs følelsessnak, når folk refererer til virkelige hændelser - sandheden bag dem skal jeg ikke dokumentere, da jeg kun har hørt dem, som et par "løse rygter" - dvs. udsagn uden egentlig dokumentation. Men det er heller ikke hver dag man møder en hund, som er blevet væk fra sin ejer eller hvor ejeren er faldet bort. Og så er det heller ikke alle hunde, som har det så perfekte forhold til deres ejer. Dog har jeg hørt om en person (direkte fra vedkommende, gennem debatforum), som havde en hund, der nærmest var umulig at få passet, fordi den hele tiden prøvede at stikke af fra passerne, så den kunne komme hjem.
Angående det videnskabelige..
Det er skam videnskabeligt bevist, at hunde har følelser. Man lærer det på C-niveau i psykologi - har ikke længere bogen, men har citeret det før herinde. Følelserne eksisterer i pattedyrshjernen, som alle pattedyr har til fælles i mere eller mindre grad.
Dog er de ikke fuldstændig identiske med vores, da evolutionen selvfølgelig har krævet forskelligt. Der er med garanti også nogle forskelle mellem de forskellige menneskeracer, omend de er minimicromale og overhovedet ikke noget, vi ville ligge mærke til.
Men så må jeg stille et lille hypotetisk spørgsmål - hvorfor skulle mennesker holde af hinanden, på en SÅ anden måde end hunde holder af hinanden?
Hvis hundes forhold kan baseres på instinkter som mad og lign., så kan menneskers vel også - vi har jo, på et ubevidst plan, også kun venner, som vi får noget ud af. En person, som måske er ganske sød, men er en belastning vil blive "skippet" til sidst, fordi at det er simpelthen ikke "nok", man får ud af det - der skal være en nogenlunde 'ligevægt' mellem det man får og giver. Nogen give mere i forhold til, hvad de tager/får i forhold til andre - individuelle forskelle, som skyldes både arv og miljø, som jo begge påvirker ens psyke. Ligesom hos hunde, hvor arv og miljø jo også spiller en stor rolle.
Det lyder så hårdt, når man skriver det, men i sidste ende, er det jo på et eller andet plan sandt, selvom man jo nok nødigt vil indrømme det. Ville ærlig talt heller ikke have tænkt sådan på det, hvis ikke det var fordi jeg var begyndt at læse om evolutionsteorien og hunde Det nytter jo ikke noget, at man bare gi'r og gi'r og intet/nærmest intet får igen - så går man jo selv til grunde og får ikke videregivet sine gener.