bernerazuro

Hej allesammen!!! Jeg søger en god bog, til en meeeget lang flyvetur til Tanzania. Problemet er bare, at jeg efterhånden har læst så mange bøger, at jeg er nervøs for, at jeg køber en jeg kører død i, på grund af gentagelser... Kommer lige med en oversigt over, dem som jeg har læst (kronologisk rækkefølge, ikke noget med hvilke jeg syntes bedst om): Hunde - illustreret opslagsværk (forlaget Aktium) Hundenes Sprog (Könemann) Politikens Hundebog Hunden Vor Ven af Roger Abrantes Klikkertræning for din Hund af Morten Egtved og Cecilie Køste På Talefod med Hunden - de dæmpende signaler af Turid Rugaas Og så har jeg læst diverse magasiner, mend et giver jo ikke det store :wink: Jeg tænkte på noget Lone Greva eller Irene H. Jarnved, tænder mest på førstnævnte, med bogen "Fra Hvalp til Hund". Men jeg gider bare ikke, at der er for meget omkring det man lærer hvalpen, lige når den kommer, for det har jeg efterhånden læst temmelig mange ting omkring, så det har jeg styr på :wink: Men I må meget gerne komme med nogle beskrivende detaljer om nogle gode bøger Ingen krav til prisen, kun kvaliteten

Hej Gryn. Ja, forskellen er sværd at definere, men har lige sakset noget fra berner-debatten: Indavl Genetikere i almindelighed taler om, at en indavlskoefficient på 4-7 ikke gør den store skade, men at de fleste husdyrarter bliver ramt af depression, hvis koefficienten kommer op over 12-14. Alligevel ser vi inden for hundeverdenen indavls-koefficienter på både 20 og 30, og dyrene lever et lykkeligt hundeliv og formerer sig strålende. En af de første indavlsdepressioner er normalt kuldstørrelsen. Den falder, men i de fleste hunderacer er det ikke kuldstørrelse, der er det alvorligste problem. Mange, især store racer, får alligevel så mange hvalpe, at man normalt må reducere kuldet. Falder man en dag over gamle stamtavler over de hunde, der ligger i bunden af nutidens avlsmateriale, og som altså var med til at skabe racen, vil man som regel opdage en indavl ud over alle grænser. Det skete for mig, da jeg skulle skrive denne måneds artikel om de engelske settere. Stamfaderen kunne i 4., 5. og 6. generation kun præstere 4-5 forskellige navne blandt de hundrede ruder i stamtavlen. Det var altså indavl, så det battede Det skabte racens ensartethed, men den kom også til at bøde for det. Typen var fæstnet, men kuldstørrelse og levedygtighed på det nærmeste forsvundet. Hvordan den så levede videre? På den enestående sikre gennemslagskraft disse indtil det parodiske indavlede individer havde, og som derfor kunne slå igennem også på individer af mindre god type. Indavl i vore dage er noget andet. Vi skal ikke (i almindelighed i hvert fald) skabe eller genskabe en race. Vi lever i en verden, hvor alle kan nå hinanden indenfor 24 timer med flyvemaskine, og racerne er ikke begrænset til et sogn eller en landsdel. Vi kan få fornyelse og ubeslægtede avlsdyr fra hele verden, og behøver derfor ikke at parre en far med sin datter, en søn med sin mor eller to kuldsøskende med hinanden. Som opdrætter når man ikke de store positive fremskridt gennem den stærke slægtsskabsavl, som er den egentlige indavl. Vi risikerer i stedet at få alle de uheldige, negative og normalt skjulte egenskaber frem til overfladen, hvis vi alligevel prøver at gå indavlens farlige vej. Linieavl er vejen for de fleste. Stærk linieavl, der nærmer sig indavl, er forbeholdt de meget få, der ved tilstrækkeligt om afstamningerne, og som har både moralsk og økonomisk styrke til at klare de øretæver, denne avlsmetode uvægerligt vil give. Linieavl Der findes i grundtrækkene tre avlsmetoder. Indavlen, som er omtalt tidligere, udavl, der betyder avl mellem totalt ubeslægtede individer, og så mellemtingen, linieavlen, der er den normale og mest benyttede avlsmetode inden for al husdyravl, uanset arten. De fleste hunde er også resultatet af linieavl. Men også linieavlen har forskellige grader. En halvfætter/kusine parring giver naturligvis større indavlskoefficient, end en parring, hvor det direkte slægtsskab først genfindes i 4. eller 5. led af stamtavlen. Linieavl er dog alligevel begge eksempler. Principielt forstår man linieavl som parring mellem dyr, der begge kan føres tilbage til det ene eller til begge de individer, hvorfra linien stammer. At systemet er så stærkt anvendt beror på, at det virker konserverende på allerede opnåede avlsfremskridt. Teoretisk skulle samme resultat kunne nås gennem en systematisk udvalgsavl og ubeslægtet parring. Svagheden ved dette system er dog, at antallet af individer i en race, man som opdrætter virkelig kender til, som regel er ganske få. Hvis man derfor vil have stabilitet i sit avlsarbejde, er det bedre at satse på et mindre antal individer, som man virkelig kender til bunds, både hvad fordele og mangler angår. De tilbageslag, man kan få med via den indavl, der trods alt følger med en gennemført linieavl, er som regel mindre end risikoen for at få et planlagt avlsarbejde totalt spoleret, fordi man får bragt nogle mindre arvefaste individer ind i sin linie. Men vil man linieavle, må man sikre sig, at det virkelig er fremragende individer, man går tilbage til. Det er lige så nødvendigt at kende dyrene i stamtavlen, som ved andre systemer. Det virker tit pinligt at høre om mindre erfarne opdrættere, der linieavler på dyr, som allerede i andre kombinationer har afsløret åbenlyse fejl, fejl som den pågældende tæve måske også er rigeligt udstyret med. Linieavl er derfor ikke en »idiot-sikret« metode. Både indavl og linieavl stiller et absolut første krav. Der skal være fremragende avlsdyr at starte med. Metoderne er stærke våben i hånden på den forstandige, men sandelig også farlige våben. Jeg har ikke det hele med: http://www.berner-debat.dk/topic.asp?TOPIC_ID=178&SearchTerms=indavl Håber det bringer lys over sagen :wink:

Luxdog: Ja, jeg er fuldstændig enig Fandt ud af, at jeg har lavet to næsten ens valgmuligheder, bare med forskellige detaljer - hovsa Men det er for sendt at rette nu. Men ja, der er da godt nok indavl i Nanna Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have turdet købe hende. Men jeg har jo heller aldrig mødt familien. Juelsgaard: Også rørende enig med dig Går ud fra du tænker på temperament lige så meget som sundhed :wink:

Hej allesammen. Nu har jeg efterhånden hørt mangt og meget omkring indavl, både fra folk, som synes det er ok, og fra folk som synes det er banlyst. Kender faktisk nogen, som valgte DKK fra, fordi det der er tilladt at udføre fætter-kusineparringer. Selv synes jeg, at indavl ikke er noget man skal overfashionere eller noget, men jeg kan godt se de positive ting i det (+ alle de negative). Blandt andet, så kan man måske have den, i ens øjne, PERFEKTE tæve, som har lavet (f.x) et perfekt kuld hvalpe, og så kan man jo parre bror og søster. Så gør man linjen mere stabil, men, men, men... Intet er jo godt, uden at være skidt for noget andet, for indavl kan jo bringe nogle dumme ting med sig, blandt andet: Øget risici for sygdomme, som har huseret i linjen. Mindre frugtbarhed. Dårligt temperament kan blive "synligt" Indavlsdepression (er det det det kaldes? det var godt nok mange det'er ) Derfor synes jeg ikke man skal gøre brug af direkte indavl, da alt jo så kommer i "dobblet dosis". Derimod er linjeavl ok med mig, MEN kun hvis opdrætteren virkelig kender sine hunde godt, og det er MANGE generationer tilbage. Til folk som ikke kender forskellen (som er svær at definere): Indalv: Tæt avl, altså fætter/kusine, bror/søster, far/datter eksempelvis. Linieavl: Avl hvor den samme hund optræder flere gange i stamtavlen. Tæven kan eksempelvis have samme far, som hannen har som farfar (man avler på den eksakte hans egenskaber). Udavl: Avl med næsten fuldstændig ubeslægtede linier (fælles forfædre er langt tilbage) Ret mig, hvis der er noget jeg har misforstået!!!

Hej. Nu kender jeg ikke et utal af schæfere, men vi har den dejligste schæfer her omkring hvor vi bor, og ALLE elsker den. Den er glad for alle hunde, sød, rar og omgængelig - og ejeren råber ikke "KOM HER!" Han siger "Max, her" og så kommer han luntene. Så har en af mine veninders fyr en schæfer, og hun (schæferen) er altså også bare dejlig, rar, sød og omgængelig og rigtig lydig (med den vane at overslikke folk i ansigtet ). Min mor har kendt en schæfer da hun var barn, og det var også bare den perfekte hund (faktisk så perfekt, at politiet ville have fingrene i den ). Den var lydig og kærlig, men lod ikke folk komme ind, hvis ikke ejeren havde sagt god for dem. Alt i alt, så er jeg efterhånden kommet frem til, at jeg nok en dag skal have en schæfer, men først senere, når jeg har noget erfaring :wink:

Ai, jeg kan også lige være lidt med! Fandt et sjovt billede af Naja (og mig) på min fars kamera Jeg kan især godt lide hendes øjne Men... synes nu også hendes mund er lidt spøjs... Håber det er til at se, i sådan et lille format :wink:

Hej Gryn. Kan du ikke bare sige edit på dit gamle indlæg? Og så ændre det?

Godt spørgsmål... Men kan ikke finde nogle der ligner bedre end rhodesian ridgeback...? Så det bliver mit gæt.

Hej. Der har lige været en tråd om fyrværkeri i et andet forum. Der bliver blandt andet foreslået øl, hvis hunden er alt for bange (ved godt at det både lyder skørt, usundt og uetisk, men det er da bedre end en hunderæd vovse nytårsaften): http://www.hundene.dk/forum/messages/9/18290.html?1197359511 Men håber da, at hun når at vænne sig til det igen, men der er ikke andet at gøre end at klø på med tilvænningen :wink:

Hej. Hvis det er grønt, ville jeg tage til dyrlægen med hende: http://www.berner-debat.dk/topic.asp?TOPIC_ID=518

Eurasier

Jeg gætter på en shih tzu... Troede måske det var en tibetansk terrier, men det er sq svært...!

Spinone italiano

Gætter også på pyreneer

mops

Dalmatiner

Schæfer

Newfoundland er også mit gæt

Det med hundelufter er yderst besværlig, mest af alt for lufteren selv. De bor nemlig temlig isoleret, i et sommerhuskvarter (længere historie). Men som sagt, så håber jeg, at det har hjulpet og de måske får taget modet til sig - selvom jeg tvivler. Men man har lov til at håbe.

Hej Anne-Marie. Ja, jeg er fuldstændig enig med dig, hvad angår kædehalsbånd. Derfor "låste" jeg det også, hver gang jeg gik tur med hende. Du må ikke tro, at det er fordi de ikke vil gå tur med hende... De ville faktisk optræne hende til servicehund, da faren i familien er handicappet. Dengang de fik hende, kunne han stadig overkomme det, men desværre kan han ikke længere Hvis hun trækker, så falder han. Moren har fået slidgigt i hele kroppen, så hun kan heller ikke... Min vendinde/deres datter har fået ødelagt ryggen fuldstændig (den var i forvejen ikke helt god), da Naja sprang efter et eller andet hun fik øje på. Så man må sige, at de ikke har haft heldet med sig... Hun har også en sele, som bliver brug når hun skal ud og køre bil (hun kommer jo desværre ikke ud ellers). Men Ditte (min veninde) har lovet at sige til hendes forældre, hvad hun har set Naja gøre i dag, så det kan være de får mod på det. De elsker jo bare hunden så meget, at de ikke kan give slip. Men hun bliver stimuleret mentalt hver dag i haven, og de leger med hende - hun kommer bare ikke rigtig ud og opleve noget nyt. Selvom jeg ikke er så vild med hendes forhold, så er jeg forholdsvis tryg ved dem. Hun er en evig glad hund, og kærlighed får hun masser af. Og så "låner" Dittes bror hende også en gang i mellem og så står den også på sjov og ballade. Forresten så er hun er 3 år. De har dog sagt, at vi måske får hende indenfor højst det næste halvandet år, når de ikke synes, at de kan magte hende mere (det har de set i øjnene at sker)... Hvis det bliver længere tid, så har vi fået en berner, men så får broren hende i stedet, selvom han bor i lejlighed. Puha, den blev en længere smørre... Håber det giver den rigtige mening.

Det var så lidt

Oj, jeg har haft den bedste weekend i laaaange tider! Jeg har jo ikke hund normalt, men her i weekenden har jeg passet en af mine veninders labrador. Man kan ikke kalde hende for en hund, som bliver motioneret særlig meget normalt, men det blev der da godt nok kompenseret noget for, her de sidste par dage. Vi har gået flere (lange) ture, i gråvejr, regn og mudder (ikke særlig fedt, da hun besluttede sig for at hoppe op i min seng, da vi kom tilbage :? ). Hjemmefra har hun aldrig rigtig fået lært at gå pænt i snoren, men det tog ikke lang tid for hende at fatte, at når man trækker i snoren, så kommer man ikke rigtig nogen vejne. Dog kommer der diverse tilbagefald, hvis der er en rigtig spændende duft, og lige i starten af gåturene er hun stadig en lille smule ivrig, men ja det gå frem af. Vi har et friluftsareal i parken jeg bor ved, og der fik hun så lov til at løbe rundt, mens jeg lavede lidt træning med hende (plads), og i dag da jeg gik med hende, sammen med hendes "ejer" (datteren af de egentlige ejere) gik hun bare plads perfekt! Jeg var så stolt Både af hende og mig selv må jeg indrømme. Dog garanterer jeg ikke, hvis man ikke har en godbid i hånden Derudover har jeg også trænet hende i at gø på kommando, men det blev ikke til så meget. Der går dog ikke mange sekunder før hun gør nu :wink: Hun må også siges at have bestået sin "prøve". Hun er normalt bange for katte, og vi tog hende med ud til min søster for at holde en stille juletamtam, og hun har en kat. Men Naja tog den i nysgerrig pote. Hun ville rent faktisk gerne hilse på missen! Men Buster (katten) syntes vist hun var lidt stor, og slog ud efter hende da hun blev lettere påtrængende. Hun var kørt træt inden vi tog derover, så hun havde heller ikke så meget energi - hvilket også var vores mening. Hun tog det med ro, og var ikke ratløs. Resustatet af alt dette var en hund der så sådan her ud ca. 95% af dagen i dag: Men hun vågnede op da hendes originale familie kom, og jeg gik en sidste tur sammen med hende og min veninde - og Tøsen (som jeg kom til at døbe hende) fik for første gang i sit liv lov til at løbe frit Hvilket hun klarede til UG. Nøj, skulle lige læsse ud af weekendens dejlige oplevelser og succesoplevelsen med Tøsen. Hun har bare været så dyyygtig!

Forresten... Der er en del, som ikke ved at Dansk Kennel Klub også opdrætter hvide schæfere, fordi de her går under navnet "Hvid Hyrdehund". Der er en specialklub: http://www.hvidhyrdehund.dk/ hvor du kan finde forskellige opdrættere. Synes bare lige du skulle vide det, hvis du ikke vidste det :wink:

Hejsa. Jeg vil vove at påstå at I sagtens kan klare at opdrage en schæfer. Den skal bare have konsekvens fra start af, kærlig og bestemt opdragelse. Forskellen på en stor hund og en lille hund er jo kun størrelsen og ikke andet, så hvis I kan opdrage en lille gravhund uden brug af fysisk magt, kan I også opdrage en schæfer og være en god leder Når en schæfer er udvokset, så har den ingen problemer med lange løbeture og lign. Det er i hvalpestadiet, hvor det er kritisk, altså mens knoglerne stadig vokser. Derved sagt, kommer du nok først til at ride ture med den, når den er mellem 1,5-2,5år. Der kan selvfølgelig altid ske en skade (det kan der jo også hos en lille race), men der skal dog noget til, hvis dens hofter og albuer ellers er sunde og intakte. Men risikoen for skaden er så lille, og schæferen har brug for både motion og mental aktivitet. Jeg vil sige, at hvis I brænder for en schæfer, så lad det blive en schæfer! Der findes jo alskens forskellige træningskurser som man kan gå til. Hvad angår hvid schæfer, så har jeg hørt at den er fuldstændig lige som den traditionelle schæfer, bare hvid. Der findes også sort og grå, dog er den grå udpræget brugshund, hvor i hvert fald den traditionelle mere er en udstillingsmodel - dog skal den også bestå brugsprøve inden for dansk kennel klub, så vidt jeg husker. Men jeg mener der er en herinde, som ejer en hvid schæfer?

Hej. Naturlig fodring må være det, jeg kender som "barf": http://www.barf.dk/shop/frontpage.html Jeg vil ikke udtale mig om det, da jeg ikke selv har erfaring med det, men min kommende hund, bliver måske nok råfodret.