KarinaG

I donno Misja ser små hunde, Misja elsker små hunde, for små hunde kan ikke møve hende og bliver derfor bare leget med, ignoreret eller - møvet! :stupid:

Jeg gav under 6.000 for blodprøve til udlandet OG hyposensibilisering + prednisolon mens vi ventede på at vaccinen blev lavet, så hvor de 10.000 kommer fra forstår jeg ikke Jeg har så Misja i Dyrekassen Danmark sygforsikring og de betalte 80% af det hele tilbage igen, så samlet set blev det ikke så mange penge jeg skulle af med. Misja blev vaccineret på støv og lager mider hvilket har gjort, at hun kan leve normalt blandt puder og tæpper + spise tørfoder. Hendes foder er RC hypoallergenic DR21 og koster en mindre krig, men da hun er multiallergiker og krydser på en masse fødeemner, er det penge godt givet ud. Hun har bla. støvmide, lagermide, gluten, træ- og græs pollen allergier og krydser på de fleste frugter og grøntsager + okse/mælke produkter, hvilket bevirker at der er rigtig meget foder hun ikke kan tåle i længden...

De steder jeg har gået er løbetids tæver velkommen, med lidt hensyntagen selvfølgelig - så jeg har ikke noget bud

Jeg har Misja der er blandet af Siberian Huske/Samojede på mors side og Labrador retriver på fars side og ja, det var et nøje gennemtænkt valg fra min side. Min første hund var en Labrador retriver og gennem ham lærte jeg en masse labber at kende og hvordan jeg kunne arbejde med dem (markarbejde især), da han døde var jeg først ude efter en ny lab men ikke en hvalp, så jeg var ude hos 1 opdrætter der stod med en han på 8 mdr. og en på 1½ år. Den sidste kom med hjem for den anden mindede for meget om den hund jeg lige havde mistet. Nå, men den lab og jeg var af mange årsager ikke et match, så han røg retur til opdrætter. Så hørte jeg om dette her kuld af denne her blanding, labben kendte jeg, samojeden kendte jeg og huskyen kendte jeg til og jeg gik derfor straks i gang med at undersøge om der var noget meget uforeneligt mellem de to typer (jagt og slædehunden) hunderacer mht. mentalitet, brugsegenskaber og sundhed. Jeg fandt at der ikke var noget ved nogen af racerne, jeg ikke kunne lide/leve med og at de intet havde tilfæles genetisk og derfor ikke kunne påvirke hinanden mht. avelige sygdomme. Misja er blevet primært sort som hendes labrador far, men med lidt længere og lidt blødere dækhår en den generalle labrador. Hun har fået svømmehuden fra hendes far, men harepoterne fra hendes slædehunde mor + de spinkle benstammer og den bedre vinkling på bagben - men tilgengæld også en smule stejler for til end den normale labrador. Så har hun fået hendes labrador fars tøndeformet korpus og masser og masser af løs ekstra hud, igen som en labrador. Hun har større og tynder øre end de to slædehunde racer, men de står op som hos dem. Hun har også lidt mere krave og lidt tykkere hale, end den alm. labrador men kryds og ryglinie er labbens. Når hun traver, traver hun som en typisk husky skal gøre det og da alle racer har masser af jagt i sig, er hun blevet en vældig god mussejager. Hun har lært at svømme, men hun svømmer KUN hvis noget bliver kastet ud som hun kan hente og hun var meget svær at overbevise om, at hun med hendes svømmehud godt kunne svømme. Til forskel fra min labrador retv. før hende, der kunne det helt af ham selv :blink: Men hvor slædehundene starter og slutter og Labrador retriveren tager over, er mega svært at sige præcist. Hun ELSKER mennesker, som unghund elskede hun også alle hunde - som udgangs punkt - men som voksen er hun selektiv og kræsen med hvem hun gider det ene eller det andet med når det kommer til hunde. Som ung blev hun let ukoncentreret og hun gad ikke gentagelser, hun har dog altid været slædehund på et punkt, og det var/er når noget ikke passer hende/hun er blevet bange/går hjem af pga angst - så kunne og kan hun ikke bestikkes, overhovedet - hun kan overtales til at blive men ikke mere end det! Hun gav heller ikke "ved dørene" som hvalp og unghund, jeg skulle igen og igen bevise at jeg var hendes tillid værdig og forstod hendes signaler (hvilket jeg var længe om at fatte) - hvor i mod de retriver over en kam jeg har kendt, som udgangs punkt især i deres unge år, gerne giver den (tilliden) til ejer og nærmeste af sig selv og er mere "tykhudede" overfor signaler der ikke helt bliver forstået (generalt set) - men ikke Misja! Jeg har sådan set fået den bedste hund jeg kunne have ønsket mig, jeg har fået så meget mere end jeg havde drømt om - det eneste jeg ikke fik, var en langpelset hund som hendes mor. Hendes mor ligner fuldkommen en samojede og hertroede jeg, at jeg også skulle have sådan en pels-bombe

Det har du nok ret i, jeg tror jeg bare var kommet dertil at det ikke kunne blive bedre nu hun er blevet så (relativ) gammel en tøs. Men vejret arter sig og jeg må se at investere i lidt flere buskort og så køre rundt et par stoppe steder et par dage om ugen. Jeg trænede også apport og genstandsøg for alvor i dag, for første gang i vel nok 1 lille års tid. ØJ hvor hun er ude af trænings-form og blevet vantil at jeg ikke henvender mig noget særligt til hende ude på gåturene Det er vel lidt det samme som kørsel i bus og tog, når det ikke sker ofte nok, bliver det - i hvert fald for nogle hunde - aldrig bare "hverdag" og kræver derfor noget mere Og underskylder for OT

Sådan har jeg altid gjort, både med træning til bus og til tog EDIT: og skrovbrynet er et dejligt sted at starte en skøn gåtur, så pøj-pøj med træningen (til jer begge to)

Jaher, hvalpe-uld-totter burde i det hele taget forbydes :blink:

Jeg kan varmt anbefale at "smagsforstærke" hundens alm. foder og så brug dem i trænings øjemede/som belønning Misja bliver nemt - æmm - erotisk buttet så hendes daglig foderration bliver nøje op-målt hver morgen og en hvis del bliver med det samme sat af til guffer og puttet i et bæger, hvor de er nemme at gå til (for mig altså :blink: ).. Når hun skal til træning måler jeg en bestemt mængde af hendes foder op dagen før, kommer det i en fryse pose sammen med ½-1 småt udskåret kyllingepølse. Det ryster jeg godt sammen og lader det så ligge natten over i køleskabet. Hun ELSKER den pose og ved at I DAG!.... :banan:

Sådan skal det lyde og sådan skal man have det, inden start :5up: Rigtig god fornøjelse med træningen af din Nelson

Helt fint :5up:

Ja så kan jeg ikke hjælpe Men har i en dag løst til at lære jeres hvalp at omgås en større hund der ikke leger, men så jeres hvalp lære bare at være tæt på en voksen hund ude på en lille gåtur, så sig til

Mange er vist glade for at gå her (om alt går vel, skal jeg selv starte der om snart): http://www.72183283.dk/ Og her: Canis Hundeskole - bedst til klikkertræning!

What she said :blink:

Mmmmmåååmsss :mums: hun er da en helding sir Mitte

Så-såh :ae: Vi lære jo alle sammen hen ad vejen og baglæns - desværre sjældent forlæns, ingen skade er jo sket

Det ved du og i bedst om han vil - eller om du kan lade din kæreste håndtere ham hele vejen og du selv holder dig i baggrunden og så går ind og siger dit farvel, når det er overstået. Om i kan det eller ej, ved jeg af gode grunde ikke og måske du heller ikke har brug for at se og mærke, som jeg har haft hver gang Jeg ville blot nævne det, fordi det har været så vigtigt for mig selv.

:klovn: Misja og jeg siger også et KÆMPE STORT tillykke med de 7 år i dag :klovn: Og vi takker for alle vores dejlig gåture igennem snart mange år og for hygge og herlige oplevelser sammen med jer og de 2 nogen gange 3 andre :banan: To mudder-tøser

Fra en der har sagt farvel 3 gange, så skal i sikre jer at det forgår sådan. Nogle dyrelæger vil kun give 1 og sidste sprøjte hvis intet andet er ønsket. Jeg vil også råde dig til at sørge for, at du kan komme ind til ham og sige dit eget og personlige farvel. Evt. når han har fået fred. Personligt har det været den allervigtigste del for mig - så vidste jeg helt dybt inde, at der ikke var mere liv...

:ae: Jeg drømte også til det sidste og selv da han lå så blidt der, drømte jeg et kort øjeblik at han bare sov... Jeg vil slet ikke sige mere her tror jeg, for sorgen er bare......og vi lever og ånder hver især med den og på trods af den, rejser vi os op igen. Kram og hilsner til dig og hunden.

Det ville jeg gøre, lige pludseligt er hun tilbage på banen igen og snart, husker du (næsten) ikke denne tid med hende :blink:

Altså begge mine unghunde var sådan for en tid, det var sådan lidt a-la "Nå, hvad skal vil så lave i dag? - Jaah det er sjov (sagt af mig) og ikke særlig slemt veeel?? (også sagt af mig) - GAABBB...nej se lige den blomst, den fiiine bi, det småååkke flyvende blad, den lille hveps, den stuuure flyver der oppe, den iiiinterrrsante bille på vejen der, alle de fluer mellem mine øre osv osv osv (sagt af mine unghunde)...... Og så måtte jeg ombestemme mig og nogen dage var hundens dage hvor den fik lov bare at være, både hjemme og ude på gåturene og andre dage var vores dage hvor vi kunne lave ting og sager sammen

Du skal slet ikke undskylde og en af grundene til, at dine ord berøre mig så dybt er dette: Men jeg må også indrømme at det virker så meget mere svært når hunden ikke engang er halvandet år endnu. og dette: Han er min første hund, Buster var også min første hund og han var heller ikke gammel og blev kun 14 mdr. Jeg mente ikke det var et liv for ham, at skulle tvinges til at blive sofahund og nej der er intet galt i sådan en skøn en, men han var købt specifikt som en aktiv hund der skulle bruges og blev brugt meget aktivt og jeg kunne slet ikke se for mig at han kunne lære at trives som inaktiv i hans unge og mest aktive alder. Hvad du selv synes må du afgøre med din mavefornemmelse, men dine ord leder hen til, at du ikke selv synes han skal være her ret meget længere.... Mange tanker til dig og mange kram, jeg ved og forstår godt dine modstridene tanker og følelser og jeg for min part kan kun fortælle om at beslutningen ikke var let, men egentlig heller ikke svær. For når jeg kiggede på ham, min Buster, kendte jeg alle svarene inden i og ja, jeg græd dybt og inderligt og meget længe over ham. Selv efter jeg havde fundet min 2. hund Misja begræd jeg ham og alle mine drømme, håb og tanker jeg havde knyttet til ham min aller først helt egen hund.

Synes dine tanker lyder rigtige Lonny, især det fremhævede. Træn med et par dage i mellem og se om ikke det ændre noget hos hende, så du fx. laver trænings ting højst hver 2. dag evt. ind imellem hver 3. dag - og så lav ting/aktivering de andre dage der ikke "lugter" af træning overhovedet - men sørg for mindst et par fulde mentale hvile dage pr. uge.

Misja gør det også on/off i perioder, hendes startede også da hun var ikke ret gammel og jeg troede også at nu var hun ved at "stille poterne" I følge min dyrelæge er det ret udbredt, nogle racer endda ofte hos og at det er noget med den bløde gane der falder lidt ned - er lidt for blød. I følge min dyrelæge er det ikke noget man gøre noget ved, med mindre det er en alvorlig gene og så kan man operere på den bløde gane. Jeg har aldrig gjort mere ud af det hos Misja, selv om hun har tider hvor det står på længe imø. Hos hende kan det hjælpe lidt hvis hun enten drikker lidt, spiser en smule, eller blot synker et par gange evt. fremprovokeret ved at jeg aer/stryger hende under hagen/på halsen/struben så hun synker pr. automatik. Det kan lyde meget voldsomt, men i alle årene hun har haft det har det aldrig været et problem. Lige mens hun gør det kan det være en lille gene hos hende hvis hun er midt i en aktivitet, men da der kan gå måneder i mellem det kommer - og hurtigt går over igen, er det til at leve med hos os. Ved ikke om det var nogen hjælp, ellers så spørg endelig

Buster: hed også Buster-luster og Busse, bare fordi Misja: hedder Mitte, Mittemus, Missemus, Musen, Lulle og Lulle-dulle - og nå ja, hun omtales rimelig ofte som krukke, krukke-låkke eller bare krukken Navnet Mitte kom fra en veninde, en mitte er jo egentlig ikke særlig rar (de kaldes også for bla. knot og er en lille flyvende satan med det fine navn: Ceratopogonidae Ceratopogonidae - Google-søgning) men ordet Mitte ligger mundret, så det er hængt ved Alle de andre der referere til noget med mus giver sig selv, hun er en "veluddannet" og succesfuld musejæger - krukke og lig. navne giver også sig selv, når man blot har været sammen med hende i kort tid Max: Min gamle Golden Max hed Max-muldjord, Max-mule, Max-mudder, Maxen og Maxenvaxen - alt med jord var åbenlyst når man gik tur, var der jord var der en Max og helst rullet helt og aldeles ind i jord. Var der jord OG vand, var der en våd Max der glad og fro rullede rundt og deraf MUDDER :stupid: Maxen og Maxenvaxen var bare fordi det lå mundret og lød kært til ham, imø