Lonny

Min veninde har adopteret en græsk gadehund, dejlig hund som er faldet godt til Men den er mennesky, og ser ikke ud til at huske at den tidligere har accepteret en. Hver gang jeg møder den skal den lige bruge et par minutter på at undvige mig før den husker at jeg er ok. Når den er på overnattende besøg hos os, så skal den også lige bruge 5-10 minutter om morgenen på at huske at jeg var ok aftenen før. I går havde min veninde så bedt mig om at passe hendes hund natten over, og det sagde jeg ja til, men denne pasning gik slet ikke efter planen, og jeg vil høre om der er nogen herinde der har nogen råd (udover at sige nej) til hvad jeg kan gøre når min veninde en anden gang beder mig om at passe hendes hund. Jeg ankom til lejligheden bevæbnet med godbidder og de bedste intentioner, men "pasningen" endte desværre med at hunden gemte sig i soveværelset hele tiden og på intet tidspunkt kom ud og blev luftet Da jeg åbnede hoveddøren for at gå ind blev jeg mødt at en hund der krøb sammen 1 meter fra døren (den kunne ikke komme længere væk), her lå den så og brummede af mig. Alt efter hvordan jeg bevægede mig, så blev denne brummen hhv. lysere eller dybere. Jeg satte mig uden for hoveddøren og forsøgte at snakke den til ro, men da der begyndte at komme andre mennesker i trappeopgangen måtte jeg trænge ind på dens område. Jeg skyndte mig at åbne dørerne i lejligheden så den kunne komme lidt på afstand af mig, og den skyndte sig ind i soveværelset og op i sengen. Her lå den så og holdt øje med mig, og den første times tid skiftesvis gøede og brummede den. Hvis jeg bevægede mig rundt i lejligheden, så begyndte den at gø af mig, men ikke den dybe gøen, mere den skingre gøen der tydeligt viste dens utryghed. Jeg var dødtræt, så jeg valgte at give den fred og lagde mig på sofaen i stuen og sov en times tid, jeg troede så at den efter et stykke tid ville godtage mig og komme hen til mig, men det skete ikke. Da jeg vågnede forsøgte jeg at give den nogle godbidder, disse ville den gerne tage imod, dog med udstrakt hals og så stor afstand så muligt. Dog fik jeg på et tidspunkt lov til at nusse den lidt, men så snart at denne seance blev afbrudt fordi jeg bevægede mig væk, så var vi helt tilbage til udgangspunktet og jeg måtte igen ikke nærme mig Hunden kan normalt godt lide at gå tur, så jeg fandt sele og snor frem, og håbede at det at fortage sig en dagligdags ting måske ville berolige hende, men så snart jeg forsøgte at nærme mig med snor og sele veg hun væk og begyndte igen at brumme og gø... På et enkelt tidspunkt blev hun modig nok til at komme ind i stuen til mig, og på et tidspunkt sneg hun sig endog op i sofaen til mig, men så snart jeg bevægede mig var hun væk igen Så denne "pasning" endte med en hund der overhovedet ikke blev passet, hun kom aldrig ud og gå tur idet at jeg ikke kunne få selen på hende (desværre var der ikke noget halsbånd), og 95% af tiden opholdt hun sig i et andet rum end mig. Kunne jeg have håndteret denne "pasning" på en anden måde som vil have ført til at hunden i det mindste kunne være kommet ud og gå tur?

Den situation du beskriver der får mig til at tænke på en overtræt hvalp der ikke aner hvordan den skal falde til ro. Bare for at teste om den måske er overaktiveret, så kan du jo prøve at holde pause med alle aktiviterne et par dage og se om bideriet måske stopper?

Det er godt at høre patienten har det godt og at han heldigvis kan undvære kraven :5up:

Jeg kan jo regne ud at I nok er hos dyrlægen nu, og mine tanker går til jer :ae: Jeg håber at Eddie bliver opereret i dag og at alt går som det skal

Hvor er det godt du kom med en opdatering, for ellers var jeg jo gået glip af den oprindelige historie Og den ville jeg da ikke været gået glip af, for det var god en dejlig og givende historie

Jeg har selv fået fjernet en knude på indersiden af min underarm, og her er der altså ikke meget kød at tage af, men alligevel fik de fjernet det hele, så det kan sagtens lade sig gøre, og Eddie skal nok klare den :ae:

Som jeg forstår spørgsmålet, så er kursistens problem ikke at hunden trækker når der er flere hunde med, men derimod at den trækker hvis der er flere mennesker med? Jeg ved ikke hvorfor, men Luna gør det samme, hvis jeg går med hende alene, så går hun pænt, men hvis Bo er med, så er flokken samlet og så skal der altså ske noget

Hvis det er ligesom hos mennesker, så er hudkræft en af de kræftformer der er størts helbredelsesprocent for, så selvfølgelig skal han nok klare sig igennem :ae:

Enig, og jeg tror også at hvis man har børn, så for man helt naturligt rigtig meget aktivering foræret Grunden til jeg nævnte aktiveringen med Luna er, at hun jo netop ikke er en race der er kendetegnet ved at egne sig som havehund, og dog klarede hun det alligevel rigtig fint.

I en periode på et halvt år var Luna "havehund", det vil sige at hun aldrig kom uden for vores egen matrikkel. Jeg havde usandsynlig dårlig samvittighed over ikke at kunne tilbyde hende mere, lige indtil en veninde bad mig kigge på Luna og vurderer om Luna så ud til at lide nød, og forunderligt nok, så lignede Luna en glad og tilfreds hund Dog vil jeg sige at jeg gjorde en del for at kompensere for de manglende gåture, nemlig ved daglige fodersøg, leg og at jeg gik rundt med hende ude i haven. På intet tidspunkt lavede hun narrestreger eller virkede som om hun var ved at gå til, men jeg tror at det skyldtes at jeg sørgede for at bruge hendes energi på en anden måde. Så en hund kan vel have det glimrende som havehund, men de færeste hunde ville nok have optimalt hvis man ikke samtidig sørgede for at aktivere dem på anden måde end ved gåture

Jeg er heller aldrig blevet spurgt om hvad jeg fodrer med, så jeg oplever heller ikke dyrlægerne som sælgere

Tillykke, hvor er han bare dejlig Og jeg må også lige tilføje, hold da op hvor går tiden stærkt, er han virkelig allerede 2 år

Indtil nogle enkelte gik ind i en seriøs diskution, så var denne her tråd godt nok sjov, og jeg syntes det er helt fantastisk som flertallet herinde tager det pænt at få en fordom smækket i hovedet :klap: Jeg har også en masse fordomme, men de fleste af dem er allerede nævnt, så I må nøjes med dem der ikke allerede er nævnt - Labrador er sådan nogle firkantede fedtede hunde... Den er så blevet modbevist senere hen, men det var bestemt kun dens slags lab'er jeg mødte som barn - Ruhårede hønsehunde er nogle bæster der bider alt og alle Igen modbevist, denne gang af en på min vej der fik en for 2 år siden - Folk der importerer græske gadehunde (eller lignende) er folk med et "mother theresa"-gen og ønsker at "redde" nogen/noget, lidt ligesom en teenagerpige der absolut skal være kærester med byens bølle fordi hun tror hun kan redde ham Endnu ikke modbevist - De såkaldte "meget velopdragne" hunde er som regel blevet mishandlet enten fysisk eller psykisk og jeg får det dårligt hver gang jeg ser sådan en traske afsted ved siden af sin ejer Endnu ikke modbevist Så kan jeg ikke lige komme på flere, men det betyder bestemt ikke at der ikke er flere :blink: Og igen må jeg lige takke Kleo for at kalde mig "ung", min dag er reddet :klap:

Kan du huske om hovedpersonen var europæer eller kineser?

Jeps, han fik præcist det han ville have ud af det, nemlig de smukke pigers opmærksomhed :blink:

Det virker vist kun på fb, men jeg ved hvad du mener :blink:

Det er Luna's legekammerat i gennem flere år, og han forsøgte vist at få de to tøser til også at bemærke at han var der :blink:

Det sidste der sker i videoen er, at Luna's ven igennem lang tid finder en mælkekarton som han stikker af med, og så må tøserne jo straks efter ham Han havde mange problemer med de to tøser, han ville så gerne være med (), men når man er knapt 9 år gammel, så kan det godt være lidt svært at følge med de unge tøser :blink: Han forsøgte dog ind i mellem, men måtte hurtigt give op fordi han mistede pusten

dobbeltpost

Min veninde har fået en græsk gadehund, og Luna er fuldstændigt forelsket i hende https://www.dropbox.com/s/ltf8c8xnrxv137q/2013-07-20%2020.04.27.mov

Jeg tror ikke at du kan give tørkosten skylden, men jeg tror da at afføringen skal være rimelig fast før analkirtlerne tømmes, og på den måde kan foderet helt sikkert have noget med det at gøre.

Som altid, så starter ts Jeg har problemer med Luna's analkirtler, men hun har derimod overhovedet ingen problemer med dem :blink: Tøsen kommer nemlig fint af med hvad hun nu skal af med, og det kan så være når hun besørger, eller når hun sidder på mit skød eller i sofaen... Jeg tror at hendes analkirtler er så følsomme at de tømmes hvis hun prutter. Dyrlægen påstår så at det ikke er et problem (for ham), og at det tværtimod er godt (for Luna)

Inspireret af den anden tråd, så kunne jeg da godt tænke mig at vide om det er forholdvist normalt at hunde har problemer med analkirtlerne? Så har din hund problemer med analkirtlerne?

Eller hvis betændelse er så svær at den påvirker hunden meget og den ikke kan komme af med betændelse på trods af tømninger. Den hund jeg skrev om var så uheldig at betændelsen var så svær at dens stofskifte (det blev for lavt) også blev påvirket, og dette var så grunden til at den virkede som om den havde mistet livslysten. Men så uheldig behøver man jo ikke at være, og jeg ville da også først forsøge at få analkirtlen tømt, men hvis det ikke ser ud til at hjælpe eller hvis betændelsen bliver ved at vende tilbage, så ville jeg ty til opereation.

Efter have set en hund blive mere og mere deprimeret over en betændt analkirtel, og nærmest miste livslysten pga. smerte, så vil jeg til enhver tid hellere få dem fjernet ligesom dig. Måske gør det ikke ondt på en hund at få tømt en ikke betændt analkirtel, men det gør så sandelig ret ondt at få den tømt hvis den er betændt. Og hos min dyrlæge frarådes det at man selv tømmer den idet at man kan få revet hul på slimhinden, man kan derimod massere hunden "ude fra" for at hjælpe den, men det frarådes som sagt at forsøge at tømme den "inde fra". Den hund jeg oplevede kom op til dyrlægen hvor man opdagede en betændt analkirtel, hos dyrlægen tømte man den og gjorde dette 4 gange med 3 dages mellemrum. I de dage der gik kunne jeg bare se hunden blive gammel for øjnene af mig, ville ikke gå tur, mistede lysten til mad, og virkede i det hele taget uden livslyst. 2 dage efter analkirtlen blev fjernet, og på trods af at der stadig måtte være smerter efter operationen, så begyndte hunden at live op og blive sig selv igen. Det skal så siges at dyrlægen udtalte at analkirtlen var meget stor, så måske derfor det var så smertefuldt ps. Og ja, han fik kun fjernet én analkirtel, den anden var fjernet for flere år siden