Jeg tror også det er nogenlunde der jeg er
Jeg kan ikke finde ud af at lede efter trådene, men hurtigt fortalt er de tre forskellige hunde:
Akita, hun fik leversvigt og dyrlægen fortalt mig hvad symptomerne ville være, hun kunne ikke optage næring, ville blive meget tynd, ville til sidst begynde at kaste op engang imellem, det ville kun blive værre derfra, og til sidst ville hun ikke kunne holde noget mad nede, da kroppen langsomt forgifter sig selv. Han gav hende 2 uger, men hun levede 3 uger fra diagnosen. Hun var tynd og træt, men nød stadig en god lang gå tur. Den da hun blev aflivet gik vi en tur på en time, hvor hun både gik efter rådyrfærd, og løb sammen med vores andre hunde. Hun havde aftenen før kastet op, et meget let måltid. Da jeg vidste der kun var en vej derefter sagde jeg stop. Hun blev 12 år og var stadig frisk i alle andre henseender.
Lexi som var Martins hund, hun var underlig en dag og vi tog hende til dyrlægen, men han kunne ikke finde noget galt. Den weekend kollapsede hun, og røg op til det store dyrehospital, hvor de opdagede en hjertesygdom der betød at den pose der ligger omkring hjertet blev fyldt med væske, og hæmmede hjertets rytme og slagkraft. De fik hende drænet, men kunne ikke give en længere diagnose uden at åbne hende op (det var vi ikke interesserede i, hun var 11 år og havde haft et godt langt liv). Dagen efter hun kom hjem måtte vi afsted til egen dyrlæge da hun havde hjerterytme i øst og vest. Han kunne ikke engang dæmpe det med medicin, men lod et kateter sidde i hendes forben, gav os hans hjemmenummer og sagde at vi skulle tage hende hjem og sige farvel, vi havde nok 3-7 dage.. Men hun levede endnu 4 mdr, helt uden men!! hun fik tabletter tre gange om dagen (betablokkere), og levede 100% som en rask hund, fik lov at løbe og lege alt det hun ville, og anede ikke hun skulle have været død! Pludselig en dag kollapsede hun igen, og vi havde allerede aftalt at hun ikke skulle igennem hospitalsophold etc igen, så vi sagde farvel.
Indy, fik epilepsi, og måtte tilsidst medicineres. Derefter døjede vi meget med bivirkninger af medicin, og prøvede at få hende langsomt kørt ver på en anden type, og det blev kun værre og værre.. til sidst ringede jeg til dyrlægen og sagde at der bare slet ingen bedring var, og han mente hun havde en hjernesvulst, hun havde alle symptomerne, og vi aflivede samme dag. Det hele kom snigende og blev langsomt værre, og hun er nok den jeg fortryder jeg ikke fik aflivet noget før. Men det var svært fordi jeg troede jeg var oppe imod en medicinsk bivirkning, ikke et andet sygsomssymptom!