Jeg har ikke selv haft problemer med mine hunde, men jeg tror mere det er held/valg af race/hundenes opvækst, end det er fordi vi ikke tænker over det.
Akita var god til at være alene, og Indy lærte det af hende.
Lexi var faktisk slet ikke god til at være alene da Martin fik hende, men han gjorde ikke et stort nummer ud af det mens han boede på internatet. Han satte hende enten ned i kennelerne (fordi hun ellers kunne finde på at følge efter ham ind til byen ), eller lod som om han bare gik om til en af de andre lejligheder -så blev hun i huset/haven.
Da hun kom til DK var det noget med at lukke vinduerne forsvarligt, og sørge for at døren til køkkenet var låst, da hun ellers gik ud og åd sig ihjel Men hun faldt dog efterhånden til ro, og efter vi flyttede herover, og hun var nød til at komme i bur når vi gik fra hende, faldt hun faktisk helt ned, og havde slet ingen forventninger eller uroligheder omkring det at blive efterladt. Det var min første erfaring med bur, og det må siges at være rigtig positivt.
Charles har heller ikke haft problemer, men han har jo været vant til at blive efterladt og være alene (blandt hunde) i pensionen det meste af sin ungdom.
Sally tager det også pænt, selvom hun er noget af et brokkehoved hvis der er noget der ikke passer hende.. hun kan f.eks finde på at pive over at en af går op ovenpå, selvom den anden stadig er hernede ved hende Tror mere det med hende er fordi hun føler hun går glip af noget, end det er angst eller lignende, hun er generelt ikke ret god til at kontrolere sig selv.. Vi har EN gang efterladt hende uden de andre hunde, og det brød hun sig bestemt ikke om, så der er noget at arbejde med der, men det må blive når hendes generelle stressniveau er faldet, tror ikke jeg ville komme langt med det lige nu.