PinPoynter

Jeg vidste faktisk slet ikke at så mange mennesker havde den slags berøringsangst med deres hunde!? Måske fordi mange af de hundemennesker jeg har kendt gennem tiden ogs er hestemennesker.. de er for det meste ret ligetil med dyr, ikke så meget om "noget man har læst i en bog", men et mere naturligt, direkte forhold, hvor man desværre engang imellem er nød til at gøre noget der ikke er sjovt, og så gælder det om at være hurtig og effektiv. Enhver der har givet en hest ormekur, som vel og mærke IKKE kan lide det, ved hvad jeg taler om. Ingen dikkedarer, så får man det aldrig gjort

Snuser i græsset Leger med Bella Snuser sammen med Carrie Hviler efter en lang varm tur

Dejligt for dig :5up: Det er altså noget nemmere at være hunde/dyre-ejer når man ved de ikke er lavet af glas

Slås du med in kat så er der sgu ikke noget at sige til at den aldrig bliver normal Men for at kommentere det du skrev først, så føler mennesker jo heller ikke smerten i kampens hede, de gange jeg er blevet bidt, har det gjort lidt ondt, men så lidt senere kommer den rigtige smerte, den hvor man ser stjerner osv.

Ja, eller 10 eller 11 eller 12 eller aldrig bare ikke under 8.

DEt er ikke noget jeg tænker over når jeg går ud. Det er kun sket en gang at en løs hund var uvenlig, og fløj i hovedet af mine hunde. Vi var heldigvis begge ude, så jeg stak Indys snor i Martins hånd (han havde charlie og lille charlie, en spaniel vi nogle gange passer), jeg greb fat i rottweilerens nakkeskind og flåede den væk fra hundene, fik fat i dens halsbånd og drejede det rundt til det var godt stramt, og marcherede så hunden tilbage til dens fatsvage ejer, med et par velvalgte ord om snor og kontrol.

Alle de steder jeg har gået, selv de mindre gode, har SIKKERHED over balancen ALTID kommet frem for fart. Hunden skal selv finde farten over balancen, ellers ricikerer man at presse så meget at hunden bliver usikker og falder af. Det kan ødelægge balancen for evigt vis hunden føler man pressede den til at fejle

:damn: jeg havde skrevet amstaffs eller ambulls, kan ikke husake det, og slettede så den forkerte race da jeg gik op og tjekkede sorry

Der var et afsnit om eksperimenter med at lade grupper af hunde af udvalgte racer leve sammen i en koloni. Den ene gruppe var ambull's og de var en af de racer som havde bedst komunikation og færrest konflikter. Sort labrador af en bestemt linje var nogle af dem med flest konflikter og ringest evne til at løse konflikt eller afhjælpe (dæmpe) før de blussede op. Det synes jeg var interessant læsning.

Jeg sidder her med to hanhunde, blandinger af rottweiler og rhodesian ridgeback. Begge kastrerede før de var et år, og begge totalt udiskriminerende når det kommer til køn. De reagerer kun "agressivt" (med udfald) mod hunde der reagerer "agressivt" mod dem. De kan med intakte eller neutraliserede hanner og tæver. De har så sent som i dag været ude på en lang tur med to steriliserede tæver, en kastrat han og en intakt han. Lonny, har du læst "making animals happy" af Temple Grandin?

Go Skipper, you can do it!! :banan::banan::banan:

samme her, jeg kan slet ikke klare den lyd

:banan::banan::banan: "I'm a lucky potato" :klap:

Rigtig meget held og lykke med scanningen. Håber i finder ud af hvad der er galt, og at det er noget der kan afhjælpes :ae:

Det er hermed gjort, hun ligger nemlig lige her ved siden af

Positiv opdatering :banan: Der er nu gå 20 dage siden sidste anfald :klap: Hun har haft et par dage hvor jeg gik og ventede på det skulle ske, hun var meget clingy og stille, men der har endnu ikke været et anfald, så vi har nu brudt 18-dages cyklusen Hun har virket friskere og mere sig selv siden i gå aftes, og jeg håber inderligt at de to underlige dage var "anfaldet" og vi nu er ude af det igen. Det kan selvfølgelig stadig komme, men 20 dage er dejligt og det er jeg meget tilfreds med :klap:

Det kan have rigtig mange alvorlige konsekvenser for en hvalp at blive fjernet fra moderen og kuldet for tidligt. De lærer ikke nødvendig konflikthåndtering, bidehæmning, almindelig social hundekommunikation osv. De har oplevet angst (det at være alene, hvilket er unormalt i den alder) i så stor grad at de næsten SKAL være påvirket af det senere hen. Hvis en hundemor dør, kan man opflaske kuldet. Det ideelle er hvis man kan finde en tæve der kan passe hvalpene, også selvom hun ikke kan give mælk. Eller at de ihvertfald vokser op i et hus med andre voksne hunde, som kan lege med dem og sætte grænser. En enkelt hvalp som bliver fjernet tidligt, vil jeg mene har en bedre chance for at blive normal, hvis den vokser op i et hjem med flere hunde, som en "familie" der kan lære den social omgang. Er der kun mennesker til at præge hvalpen, kommer der til at mangle noget af helheden i det at være hund. Jeg kender en schæfer som blev taget fra moderen ved ca 5 ugers alderen. Dog var den med sit kuld til ca 7-8 uger. Hun er i dag meget stresset, tail-chaser og hyggesutter på bamser og lignende. Hun er ikke tolerant overfor andre hunde, og er faktisk det man kan kalde lettere hysterisk Hun elsker mennesker, hvilket er et stort plus :hjerte: men igen, kommer nogen ved et uheld til at f.eks træde på hendes hale ell. lign. overreagerer hun fuldstændigt, og det tager hende lang tid at falde til ro igen.

du kopiere dine billeder før du komprimere dem, og redigerer KUN i kopierne!! For sent nu, selvfølgelig...

amstaff, rolig hilsen?? Good luck Lyder som om hun og Charles kunne blive venner

køb en border collie og send den ud efter ham

Tror hans mor far ville blive kede af det hvis jeg gav ham væk

Dejligt med en lykkelig slutning :5up:

Han skulle da også vænoget et skarn, hvis han skulle være uartig overfor Lexus (hvilket minder mig om, at vi har en stor bordeaux dreng i pensionen lige nu, som blev så ked af det den anden dag da en puddel gøede af ham, at han ikke ville med ind, men gik ud og lagde sig ned med et sørgeligt ansigt. Han turde dog godt, hvis jeg gik med ved siden af :hjerte: )

Eller Liva?? :klap:

pr☼v at give hende et bad eller lade hende svømme i saltvand, det plejer at kunne tage noget pels af, før det hele ender i sofaen